Respekt for myndighed en betingelse for fred
Kapitel 12
Respekt for myndighed en betingelse for fred
1-3. (a) Hvad har bidraget til at så mange nærer mistro til myndighed i vor tid? (b) På hvilke forskellige måder kommer denne indstilling til udtryk? (c) Hvor føles virkningerne af den?
VERDEN er i dag gennemsyret af en uafhængighedens ånd. Navnlig blandt dem der er født efter den anden verdenskrig er det blevet almindeligt at nære mistro til al myndighed. Hvorfor? Jo, deres forældre kom til at mærke undertrykkelse i et omfang som aldrig før, og de så de styrende optræde korrupt og egenmægtigt. Deres indstilling til myndighed led skade. Det bevirkede at mange af dem ikke lærte deres børn at respektere myndighed. Og de uretfærdigheder børnene selv har set, har ikke gjort tingene bedre. Resultatet er en udbredt mangel på respekt for myndighed.
2 Denne mangel på respekt kommer til udtryk på flere måder. Undertiden ytrer den sig ved at folk klæder sig på en måde eller anlægger en stil der røber at de har forkastet de vedtagne normer. Eller den kan give sig udslag i trods mod politiet eller i vold og blodsudgydelse. Men den er ikke begrænset til sådanne ting. Selv blandt dem der ikke så åbenlyst giver udtryk for deres holdning, er der mange som ignorerer eller omgår loven hvis de er imod den eller synes det er for besværligt at holde den.
3 Denne situation har i vid udstrækning påvirket atmosfæren i hjemmene, i skolerne, på arbejdspladserne og i forholdet til øvrighedspersoner. Flere og flere ønsker simpelt hen ikke at andre skal fortælle dem hvad de skal gøre. De rækker efter det de anser for at være større frihed. Hvordan stiller du dig hertil?
4. Hvilket spørgsmål røber vi vor indstilling til ved vor stillingtagen?
4 Din stillingtagen vil røbe hvor du står i spørgsmålet om Jehovas universelle suverænitet. Anerkender du virkelig Jehova som kilden til sand fred og sikkerhed? Vil du undersøge hvad hans ord siger, og leve efter det? Eller følger du dem der går deres egne veje og selv prøver at afgøre hvad der er godt og hvad der er ondt? — 1 Mosebog 3:1-5; Åbenbaringen 12:9.
5. (a) Hvad bliver ofte resultatet hvis man følger mennesker der lover frihed? (b) Hvor fri er den der gør Guds vilje?
5 Nøjagtig bibelkundskab kan beskytte dig mod at blive vildledt af dem der ’lover frihed, mens de selv er fordærvelsens trælle’. Sådanne mennesker vil kun føre dig ind i den trældom de selv befinder sig i. (2 Peter 2:18, 19) Man opnår kun sand frihed ved at lære Guds vilje at kende, og gøre den. Hans bud er „frihedens fuldkomne lov“. (Jakob 1:25) Jehova sætter nemlig ikke unødige grænser for os ved at omgærde os med regler der ikke tjener noget nyttigt formål. Hans lov leder os derimod til den frihed, fred og tryghed der kommer af et godt forhold til Gud og næsten.
6, 7. (a) Hvem er bedst i stand til at gøre noget ved det udbredte magtmisbrug? (b) Hvordan viste Jesus hvad der sker med dem der prøver at tage loven i deres egen hånd?
6 Gud ved bedre end nogen anden hvor megen korruption og hvor meget magtmisbrug der er. Og han har givet sit ord på at han vil kræve alle der undertrykker andre, til regnskab, uanset hvor højt de står på samfundets rangstige. (Romerne 14:12) Til hans bestemte tid ’skal de ugudelige udryddes fra jorden, og forræderne rives bort fra den’. (Ordsprogene 2:22) Det vil imidlertid ikke blive til varig gavn for os hvis vi bliver utålmodige og tager loven i vor egen hånd. — Romerne 12:17-19.
7 Jesus understregede dette over for sine apostle den nat han blev forrådt og arresteret. På grund af de usikre forhold der rådede i landet og fordi der fandtes vilde dyr, var folk ofte bevæbnede, og ved denne lejlighed bar to af Jesu apostle sværd. (Lukas 22:38) Hvad skete der? Jo, da apostlene så et overlagt brud på retfærdigheden idet Jesus blev arresteret uden grund, drog Peter impulsivt sit sværd og huggede øret af en af mændene. Men Jesus satte øret på igen og sagde til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Mange, også i vor tid, kunne have undgået en alt for tidlig død hvis de havde fulgt dette råd. — Ordsprogene 24:21, 22.
Det rette syn på de verdslige myndigheder
8. (a) Hvordan skal kristne se på de verdslige herskere, som det fremgår af Romerbrevet 13:1, 2? (b) Hvad menes der med at de er „anbragt i deres relative stillinger“ af Gud?
8 Da apostelen Paulus skrev til de kristne i Rom, inspirerede Gud ham til at forklare hvordan de skulle forholde sig til de verdslige myndigheder. Vi læser: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger. Derfor, den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod; de som står den imod, vil pådrage sig dom.“ (Romerne 13:1, 2) Vil det sige at Gud har indsat de verdslige herskere? Bibelen svarer afgjort nej. (Lukas 4:5, 6; Åbenbaringen 13:1, 2) Men de eksisterer med Guds tilladelse, og det er ham der har bestemt den relative stilling de har indtaget op gennem historien. Hvad er det for en stilling?
9. Hvordan kan vi respektere øvrighedspersoner selv om de gør noget forkert?
9 Som det fremgår af det skriftsted vi lige har citeret, er det en højere, overordnet stilling. Derfor må man ikke undlade at vise øvrighedspersoner respekt. Man må ikke tilsidesætte de love de indfører. Dermed være ikke sagt at man skal beundre personerne selv, eller at man skal billige eventuel korruption fra deres side. Men man bør vise dem tilbørlig respekt på grund af det embede de beklæder. — Titus 3:1, 2.
10. Hvordan skal man se på det at betale skat, og hvorfor?
10 De verdslige love er for en stor del til folks bedste. De medvirker til at opretholde lov og orden, og de sikrer en vis beskyttelse af liv og ejendom. (Romerne 13:3, 4) Desuden sørger øvrigheden som regel for vejanlæg, renovation, brandslukning, undervisning og andre ting som er til gavn for folk. Skal den betales for disse goder? Bør vi betale skat? Det er et spørgsmål der undertiden vækker stærke følelser på grund af de høje skatteprocenter og det hyppige misbrug af offentlige midler. Også på Jesu tid var dette spørgsmål politisk betonet. Men Jesus indtog ikke det standpunkt at man, på grund af de bestående forhold, havde ret til at nægte at betale skat. Idet han sigtede til de penge den romerske kejser havde udmøntet, sagde han: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:17-21; Romerne 13:6, 7) Nej, Jesus bifaldt ikke den idé at enhver blot skulle følge sin egen lov.
11, 12. (a) Hvordan viser Bibelen at der også er en anden myndighed vi må tage i betragtning? (b) Hvad ville du gøre hvis staten udstedte en befaling som var i strid med Guds lov? Hvorfor?
11 Jesus viste imidlertid at „kejseren“, den verdslige stat, ikke var den eneste myndighed man skulle tage i betragtning. „De højere myndigheder“ er ikke højere end Gud, og de er heller ikke ligestillet med ham. De står tværtimod langt under ham. Deres myndighed er derfor ikke absolut, men begrænset. Af den grund har kristne ofte måttet træffe en meget vigtig afgørelse. Det er en afgørelse du også må træffe. Hvad vil du gøre hvis øvrighedspersoner kræver noget af dig som tilhører Gud? Hvem vil du adlyde hvis de forbyder dig at gøre noget som Gud befaler dig at gøre?
12 Jesu apostle forklarede respektfuldt men bestemt deres standpunkt over for medlemmerne af højesteretten i Jerusalem, idet de sagde: „Vi . . . kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt. . . . Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 4:19, 20; 5:29) Det sker at regeringer i nødsituationer indfører visse restriktioner, og det er forståeligt. Men somme tider tager sådanne restriktioner direkte sigte på at hæmme vor tilbedelse af Gud og gøre det umuligt for os at opfylde vore forpligtelser over for Gud. Hvad skal vi da gøre? Guds inspirerede ord svarer: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“
13, 14. (a) Hvor omhyggeligt bør vi overholde de verdslige love når de ikke strider mod Guds lov? (b) Begrund dette ud fra Bibelen.
13 Selv om dette kan bringe os i et modsætningsforhold til „kejseren“, er det noget ganske andet end selvrådigt at overtræde de love vi ikke synes om. Det er sandt at visse love, set med den enkeltes øjne, kan forekomme unødvendige eller urimeligt strenge. Men det berettiger os ikke til at overtræde love som ikke er i strid med Guds love. Hvordan ville det gå hvis alle nøjedes med at adlyde de love de mente de selv havde gavn af? Det ville føre til anarki.
14 Til tider synes nogle måske at de kan tilsidesætte myndighed og gøre hvad der passer dem fordi de sandsynligvis ikke vil blive pågrebet og straffet. Men der ligger en alvorlig fare i dette. Selv om en sådan mangel på respekt for loven måske begynder i det små, kan dét at overtræderen ikke bliver straffet, give ham mod til at begå større ulovligheder. Som der siges i Prædikeren 8:11: „Fordi dommen over den onde gerning ikke eksekveres hurtigt, derfor er menneskesønnernes hjerte fuldstændig besluttet på at handle ondt.“ Men bør den egentlige grund til at vi holder loven, være frygt for at blive straffet? For en kristen burde der være en langt stærkere tilskyndelse — nemlig ønsket om en ren samvittighed. (Romerne 13:5) Når ens samvittighed er blevet oplært efter Bibelen, er man klar over at man ved at handle lovløst „står Guds ordning imod“. Uanset om andre mennesker ved hvad vi gør, ved Gud det, og vores mulighed for fremtidigt liv afhænger af ham. — 1 Peter 2:12-17.
15. (a) Hvad bør bestemme ens holdning over for en skolelærer eller en arbejdsgiver? (b) Hvis ånd undgår man derved at blive påvirket af?
15 Det samme gælder en ung kristens holdning over for sin skolelærer og en voksen kristens holdning over for sin arbejdsgiver. Det at mange andre rundt omkring os gør noget som er forkert, skulle ikke være det afgørende. Om læreren eller arbejdsgiveren ved hvad vi gør, skulle heller ikke gøre nogen forskel. Spørgsmålet er: Hvad er rigtigt? Hvad behager Gud? Så længe vi bliver bedt om at gøre noget der ikke strider mod Guds lov eller hans retfærdige principper, vil vi gøre det. Skolelærere er normalt ansat af øvrigheden og repræsenterer den, og de har derfor krav på respekt. Og med hensyn til verdslige arbejdsgivere kan man anvende princippet i Titus 2:9, 10, selv om Paulus her skrev om et andet forhold, nemlig om trælles forhold til deres ejere. Paulus sagde: ’Vær dem til behag, udvis god troskab i fuldt mål, så I kan være en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold.’ (Titus 2:9, 10) Retter vi os efter dette, undgår vi at blive påvirket af Satan, hvis ånd er „virksom i ulydighedens sønner“, og vi opnår et fredeligt forhold til vore medmennesker. — Efeserne 2:2, 3.
Myndighed i hjemmet
16. Hvilken betingelse for et harmonisk familieliv fremholdes i Første Korintherbrev 11:3?
16 Et andet område hvor respekt for myndighed kan bidrage til et fredeligt forhold, er inden for familien. Alt for ofte mangler der en sådan respekt, med det resultat at familiesammenholdet svækkes og i nogle tilfælde at hjemmet opløses. Hvordan kan man forbedre forholdet i familien? Svaret findes i ledelsens princip, som fremsættes i Første Korintherbrev 11:3: „Hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“
17. (a) Hvordan er mandens stilling? (b) Hvordan satte Kristus et godt eksempel for ægtemænd?
17 Læg mærke til at der i denne beskrivelse af Jehovas ordning ikke i første række peges på mandens stilling som overhoved, men derimod på at der er én som manden må se hen til efter ledelse, én hvis eksempel han bør følge. Det er Kristus. Han er mandens overhoved. Og Kristus har i sit forhold til menigheden, der sammenlignes med en brud, vist hvordan en ægtemand på rette måde udøver sin myndighed som overhoved. På grund af hans gode eksempel fulgte hans disciple ham villigt. Når han førte an, var han ikke som en hård og krævende herre over for dem, men havde „et mildt sind“ og var „ydmyg af hjertet“, sådan at de fandt ny styrke for deres sjæle. (Mattæus 11:28-30) Fik han dem til at føle sig underlegne på grund af deres fejl og ufuldkommenheder? Nej tværtimod, han gav dem kærlig vejledning og gav endda sit liv for at rense dem for synder. (Efeserne 5:25-30) Hvilken velsignelse for et hjem at have en mand der virkelig bestræber sig for at følge dette eksempel!
18. (a) På hvilke måder kan en hustru vise at hun respekterer sin mands myndighed? (b) Hvordan skal børnene vise respekt for deres forældre, og hvorfor?
18 Når hjemmets overhoved udøver sin myndighed på den måde, er det ikke vanskeligt for hustruen at se op til ham. Og børnene har lettere ved at adlyde. Men der er også meget hustruen og børnene kan gøre for at bidrage til glæden og lykken i familien. Ved at passe hjemmet godt og være samarbejdsvillig viser hustruen at hun har „dyb respekt for sin mand“. Er det sådan i dit hjem? (Efeserne 5:33; Ordsprogene 31:10-15, 27, 28) Hvis børnene villigt adlyder både deres fader og deres moder, viser de at de ærer deres forældre, sådan som Gud kræver. (Efeserne 6:1-3) Mon der ikke vil råde langt større fred og tryghed i et sådant hjem end i et hjem hvor respekten for myndighed mangler?
19. Hvad skal du gøre hvis du er den eneste i familien der søger at følge Guds ord?
19 Du kan selv gøre noget til at fremme freden og trygheden i dit hjem. Uanset om de øvrige medlemmer af familien ønsker at gøre tingene på Jehovas måde, kan du gøre det. Andre i familien vil måske efterligne dit gode eksempel. (1 Korinther 7:16; Titus 2:6-8) Og selv om de ikke gør det, vil din opførsel stadig være et vidnesbyrd om at Guds måde er rigtig, og det har ikke ringe værdi. — 1 Peter 3:16, 17.
20, 21. (a) Hvordan viser Bibelen at ægtemandens og forældrenes myndighed ikke er absolut? (b) Hvilket valg kan en kristen hustru eller troende børn derfor blive stillet over for, og hvad bør det være der driver dem?
20 Husk at retningslinjerne for hvordan myndigheden skal udøves i familien, stammer fra Gud. Der siges at mændene skal underordne sig Kristus, at hustruerne skal underordne sig deres mænd „som det passer sig i Herren“, og at børnene skal underordne sig deres forældre fordi „dette er velbehageligt i Herren“. (Kolossenserne 3:18, 20; 1 Korinther 11:3) Derfor kan man ikke lade Gud ude af betragtning. Det betyder at ægtemandens myndighed over hustruen og forældrenes myndighed over børnene er relativ. Det vil sige at den kristne mand eller hustru og de kristne børn først og fremmest er underlagt Gud og Kristus og må følge deres vejledning. En ægtefælle eller forældre som ikke er troende, synes måske ikke umiddelbart om denne tanke. Men det gavner dem i virkeligheden at de troende medlemmer af familien først og fremmest adlyder Gud og Kristus, for det er medvirkende til at de er mere pålidelige og viser større respekt.
21 Hvad så hvis en ægtemand forlanger at hans hustru skal gøre noget som ikke „passer sig i Herren“? Hendes handlemåde vil da vise om hun virkelig frygter den sande Gud. (Prædikeren 12:13) Det samme gælder børn som er gamle nok til at forstå Guds ord og adlyde det: Hvis forældrene ikke deler børnenes ønske om at tjene Jehova, må børnene afgøre om de vil være loyale mod Gud eller følge deres forældre som ikke er det. (Mattæus 10:37-39) Men bortset fra at de først og fremmest er forpligtet over for Gud, bør de underordne sig „i alt“, også selv om det betyder at de må gøre noget de ikke bryder sig om. (Kolossenserne 3:20) Derved kan de måske bevæge deres forældre til også at tage imod Jehovas frelsesforanstaltning. Når man ikke drives af en uafhængighedens og ulydighedens ånd, men af loyalitet mod Jehova og hans retfærdige veje, er det i sandhed „velbehageligt i Herren“.
I den kristne menighed
22, 23. (a) Hvordan betjener kristne tilsynsmænd menighedens medlemmer? (b) Hvordan bør vi derfor stille os til dem, ifølge Hebræerbrevet 13:17?
22 Den samme loyalitet mod Jehova bør præge vor indstilling til hans kristne menighed og dem der tager sig af den. Jehova har sat tilsynsmænd eller hyrder til at vogte ’hjorden’. De får ingen betaling men ofrer sig af ægte omsorg for deres kristne brødre og søstre. (1 Peter 5:2; 1 Thessaloniker 2:7-9) De hjælper menigheden med at udføre forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Af omsorg for menighedens enkelte medlemmer hjælper de også hver enkelt til at lære at efterleve Bibelens principper. Hvis et medlem af menigheden uforvarende begår et fejltrin, forsøger de at hjælpe vedkommende på fode igen. (Galaterne 6:1) Hvis nogen tilsidesætter Bibelens vejledning og fremturer i en alvorlig overtrædelse, sørger de for at han bliver udstødt. Derved beskyttes menigheden mod hans fordærvende indflydelse. — 1 Korinther 5:12, 13.
23 Idet vi påskønner at Jehova på denne kærlige måde sikrer freden blandt sit folk, bør vi følge formaningen i Hebræerbrevet 13:17: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“
24, 25. (a) Hvordan bør den lære de ældste fremholder, påvirke vort syn på dem? (b) Hvor og hvornår bør vi efterleve det vi lærer ud fra Bibelen? Hvorfor?
24 Bibelen understreger at en væsentlig grund til at disse tilsynsmænd eller ældste fortjener respekt, er at de underviser i „Guds ord“. (Hebræerne 13:7; 1 Timoteus 5:17) Og om kraften i dette ord siger Hebræerbrevet 4:12, 13: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter. Og der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“
25 Sandhederne i Jehovas ord afslører altså forskellen mellem det en kristen måske giver det udseende af at være, og det han virkelig er. Hvis han virkelig tror på Gud og oprigtigt ønsker at behage sin Skaber, vil det ligge ham på sinde at genspejle „Guds herlighed“ selv når menighedens ældste ikke er til stede. (Romerne 3:23) Han vil ikke give sig af med en ubibelsk opførsel blot fordi den ikke hører med til de alvorlige overtrædelser der fører til udstødelse af menigheden. Så hvis én er tilbøjelig til at tage let på nogle af de råd og påmindelser der findes i Guds ord, bør han omhyggeligt ransage sin indstilling til Gud. Er han ved at blive som den der omtales i Salme 14:1: „Den uforstandige har sagt [ikke offentligt, men] i sit hjerte: ’Der er ingen Jehova’“?
26, 27. (a) Hvorfor er det vigtigt at tage „hver udtalelse“ fra Jehova alvorligt? (b) Hvordan berører det vor tilværelse at vi viser respekt for myndighed?
26 Da Jesus blev fristet af Djævelen, erklærede han: „Mennesket skal . . . leve . . . af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Mattæus 4:4) Tror du at „hver udtalelse“ fra Jehova er vigtig og at man ikke må tilsidesætte en eneste af dem? Det er ikke nok at overholde nogle af Jehovas krav og betragte andre som uvæsentlige. Enten går vi ind for retmæssigheden af Jehovas suverænitet ved at adlyde ham i alt, eller også stiller vi os på Djævelens side i stridsspørgsmålet ved at opstille vore egne normer for godt og ondt. Lykkelige er de der viser at de virkelig elsker Jehovas lov. — Salme 119:165.
27 De der gør dette bliver ikke påvirket af verdens splittende ånd. De giver sig heller ikke af med at øve skændige gerninger, sådan som de der giver slip på deres moralske hæmninger. Dyb respekt for Jehova og hans retfærdige ordning giver deres liv stabilitet. En sådan respekt for Jehova og hans veje sætter dem i stand til at have den rette respekt for jordiske myndigheder, hvilket er en betingelse for fred.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 134]
Jesu apostle sagde til højesteretten: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“
