Kapitel 12

Døden er ikke en uovervindelig fjende

DØDEN er livets fjende. Hver eneste begravelse minder os om at døden er som en konge der synes ubønhørligt at besejre alle. (Romerne 5:14) Nogle træer bliver over 1000 år gamle, nogle skildpadder 150 år, men menneskene lever kun 70-80 år før de opsluges af døden. — Salme 90:10.

² Det er ikke uden grund at Bibelen omtaler døden som en fjende. Til trods for at vi tilsyneladende har et medfødt ønske om at leve og lære uden ophør — ja, og uanset hvor meget vi har lært, hvor store færdigheder vi har opnået og hvor højt vi sættes af vore venner og slægtninge — indhentes vi dog til sidst af døden. (Prædikeren 3:11; 7:2) I erkendelse af at døden er en fjende, søger de fleste mennesker desperat at udskyde dens sejr så længe som muligt. Andre jager hektisk efter fornøjelser og søger at få mest muligt ud af livet før de til sidst bliver overvundet.

³ Ned gennem tiden har mange imidlertid troet på at der er et liv efter døden. Den græske filosof Platon lærte at vi har en udødelig sjæl som lever videre efter legemets død. Har vi det? Interessen for dette spørgsmål er blevet forstærket af beretninger om mennesker der menes at have været døde men som er blevet genoplivet, og som derefter har beskrevet hvad de oplevede ’på den anden side af dødens tærskel’. Er de døde i live i en anden verden? Kan døden besejres?

 DØDENS FØRSTE SEJR

⁴ Bibelen viser at menneskene blev skabt til at leve, ikke til at dø. Gud satte Adam og Eva i en smuk have hvor de kunne glæde sig over livet. Et af træerne kaldte han „livets træ“. Hvis Adam og Eva havde vist sig taknemmelige og trofaste over for Gud, ville han uden tvivl have ladet dem spise af dette træ, som et symbol på at han skænkede dem evigt liv. (1 Mosebog 1:30; 2:7-9) Men Adam og Eva valgte at være ulydige mod Gud. Deres synd bragte dødens straf over dem. — 1 Mosebog 3:17-19.

⁵ For at forstå hvad døden er og om denne fjende kan overvindes eller ej, må vi undersøge følgerne af dødens sejr over Adam og Eva. Døde de fuldstændigt? Eller overgik de blot til en anden form for tilværelse på et andet plan?

⁶ Da Adam tåbeligt havde syndet, holdt Jehova fast ved sit retfærdige ord. Han sagde til Adam:

„I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ — 1 Mosebog 3:19.

Hvad indebar dette for Adam, og hvad indebærer det for mennesker i dag?

⁷ I beretningen om Adams skabelse står der, ifølge den reviderede bibeloversættelse af 1871: „Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Før Adam blev skabt af jorden, eksisterede han altså slet ikke. Når han døde og vendte tilbage til jorden, ville han igen ophøre med at eksistere. — 1 Mosebog 5:3-5.

 ER DE DØDE VED BEVIDSTHED?

⁸ At Adam ved sin død ophørte med at eksistere, er sikkert en tanke der overrasker mange. Men når vi læser straffen for Adams synd — erklæringen om at han skulle dø og vende tilbage til støvet — finder vi ikke den mindste antydning af at hans liv ville fortsætte. Både for mennesker og dyr gælder det at døden er det modsatte af liv. Begge har den samme „ånd“ eller livskraft. Bibelen siger således:

„Der er nemlig et endeligt for menneskesønnerne og et endeligt for dyrene, og det er samme endeligt for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden; og alle har samme ånd, så mennesket har ingen fordel frem for dyrene . . . Alle går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.“ — Prædikeren 3:19, 20.

⁹ Vil det sige at de døde hverken har tankevirksomhed eller følelser? Prædikeren 9:4, 5 svarer: „Levende hund er bedre stillet end en død løve. De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ Når et menneske dør „går hans tanker til grunde“; der er hverken virksomhed eller planlægning i Sheol. — Salme 146:3, 4; 31:17.

¹⁰ Når Bibelen forsikrer os om at de døde er uden bevidsthed, må det betyde at døden gør ende på smerte og lidelse. Dette var  Job, en af Guds trofaste tjenere, klar over. Under sin smertefulde sygdom sagde han:

„Hvorfor kunne jeg ikke dø fra moders skød, komme ud af moders liv og derpå udånde? Hvorfor var der knæ der kom mig i møde, og hvorfor bryster som jeg kunne die? Ellers ville jeg nu have ligget og haft ro, ville jeg have sovet, ja, hvilet mig.“ — Job 3:11-13.

¹¹ Men glemmer vi nu ikke at tage menneskets sjæl i betragtning?

¹² Nej, for Bibelen lærer at menneskesjælen er personen selv. Det fremgår af de ord vi allerede har læst i Første Mosebog 2:7. Der stod at Gud dannede menneskets legeme af jordens støv. Derefter gjorde han det levende og satte åndedrættet i gang for at livet kunne opretholdes. Og hvad var resultatet? Ifølge Guds eget ord ’blev mennesket til en levende sjæl [hebraisk: næʹfæsj]’. (1 Mosebog 2:7, 1871-oversættelsen) Adam fik ikke en sjæl, men han blev til en sjæl. Denne lære fastholdes konsekvent gennem hele Bibelen. Mange hundrede år senere citerede apostelen Paulus Første Mosebog 2:7, idet han skrev: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl [græsk: psychēʹ].“ — 1 Korinther 15:45.

¹³ Det hebraiske næʹfæsj ord og det græske ord psychēʹ, som findes i disse skriftsteder, kan oversættes på flere måder. I Ezekiel 18:4 og Mattæus 10:28 vil du finde at de i mange bibeloversættelser er gengivet med ordet „sjæl“. Andre steder er de samme grundord oversat med „væsen“, „skabning“ eller „person“. Disse gengivelser er fuldt korrekte, og en sammenligning af dem viser at sjælen er skabningen eller personen selv, og ikke en usynlig del deraf. Bibelen anvender de samme grundord om dyr, hvilket viser at dyrene også er sjæle eller har liv som sjæle. — 1 Mosebog 2:19; 3 Mosebog 11:46; Åbenbaringen 8:9.

 ¹⁴ Eftersom en sjæl er det samme som et menneske, kan den både spise, sulte og vansmægte eller blive træt. I den hebraiske grundtekst siger Bibelen at sjæle gør disse ting. (5 Mosebog 23:24, 1871-oversættelsen; Ordsprogene 19:15; 25:25) Da Gud engang udstedte forbud mod at israelitterne udførte arbejde på en bestemt dag, understregede han endnu et vigtigt punkt i forbindelse med sjælen, idet han sagde: „Hver Sjæl, som gør noget Arbejde paa denne samme Dag, den Sjæl vil jeg ødelægge af hans Folks Midte.“ (3 Mosebog 23:30, 1871-oversættelsen) Dette er blot ét af de mange steder hvor Bibelen viser at sjælen kan dø. — Ezekiel 18:4, 20; Salme 33:19.

¹⁵ Når vi kender denne bibelske sandhed, skulle vi have en bedre baggrund for at bedømme de beretninger der har været fremme om personer som menes at have været døde (idet der ikke har kunnet påvises nogen hjerte- eller hjernefunktion hos dem), men som er blevet genoplivet og derefter har fortalt at de følte det som om de svævede bort fra legemet. Deres oplevelser kan muligvis forklares ved at de har haft hallucinationer forårsaget af den medicin de har fået eller af at hjernen har manglet ilt. Hvad enten dette er den fulde forklaring eller ej, ved vi i hvert fald med sikkerhed at der ikke har været nogen usynlig sjæl som har forladt legemet.

¹⁶ Eftersom de døde er fuldstændig uden bevidsthed og der ikke er nogen sjæl der svæver bort fra legemet, kan der naturligvis heller ikke være noget brændende helvede som de ondes sjæle kommer i. Og dog er der mange kirker og trossamfund som fremholder at de onde bliver pint efter døden. Nogle som har lært sandheden om de døde at kende, har ganske naturligt undret sig og spurgt: ’Hvorfor har jeg ikke lært dette i min egen kirke?’ Hvordan reagerer du selv? — Jævnfør Jeremias 7:31.

 HVILKEN FREMTID ER DER FOR DE DØDE?

¹⁷ Hvis det eneste nulevende mennesker kunne se frem til var at skulle dø og være fastholdt af døden for evigt, ville døden være en uovervindelig fjende. Men Bibelen viser at det forholder sig anderledes.

¹⁸ Når et menneske dør, må det naturligvis hvile i graven. De sprog Bibelen blev skrevet på, havde et ord for de dødes opholdssted, menneskehedens fælles grav. På hebraisk blev dette sted kaldt sheol, og på græsk hades. Disse ord er i den danske autoriserede oversættelse af 1931, 1948 og 1992 hovedsagelig gengivet med „dødsriget“, og i flere ældre oversættelser med „underverdenen“ eller „helvede“. Men uanset hvordan man i tidens løb har gengivet dem, betegner de ikke et sted med flammer og ubeskrivelige lidelser, men blot graven, hvor de døde er uden bevidsthed. Vi læser:

„Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:10.

Apostelen Peter forsikrer os om at endog Jesus kom i graven, sheol eller hades, da han døde. — Apostelgerninger 2:31; jævnfør Salme 16:10.

¹⁹ Den døde er naturligvis ikke selv i stand til at  ændre sin situation. (Job 14:12) Vil det sige at dødstilstanden er definitiv? Ja, for nogle. Bibelen lærer at de der er fuldstændig forkastede af Gud vil forblive døde for evigt. — 2 Thessaloniker 1:6-9.

²⁰ Fortidens jøder troede at særlig ondsindede forbrydere ikke havde nogen fremtid efter døden. Sådanne mennesker blev ikke begravet, men deres lig blev kastet ned i en dal uden for Jerusalem, hvor der brændte en stadig ild til fortæring af affald. Det var Hinnoms Dal, også kaldet Gehenna. Som følge af denne praksis kunne Jesus benytte Gehenna som et symbol på fuldstændig tilintetgørelse, en død hvorfra ingen vender tilbage. (Mattæus 5:29, 30) Han sagde for eksempel:

„Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen [det vil sige muligheden for at leve som en sjæl]; frygt hellere for ham [Gud] der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Mattæus 10:28.

Jesu ord giver os imidlertid grund til at nære håb om at mange som er døde vil få livet igen, og dermed overvinde døden.

SEJR OVER DØDEN VED OPSTANDELSEN

²¹ En af historiens vigtigste handlinger var at Gud oprejste Jesus Kristus til liv efter at han havde været død i flere dage. Jesus blev da en levende åndeskabning, som han havde været før han kom til jorden. (1 Korinther 15:42-45; 1 Peter 3:18) Efter sin opstandelse viste han sig for mange hundrede mennesker. (Apostelgerninger 2:22-24; 1 Korinther 15:3-8) Disse vidner var parate til at vove livet for deres tro på hans opstandelse. At Jesus blev oprejst viser at døden ikke er en uovervindelig fjende. Det er muligt at vinde sejr over døden! — 1 Korinther 15:54-57.

²² Det vil endda være muligt at vinde flere sejre over  døden. Mennesker som er døde vil komme til at leve på jorden igen. Gud, der ikke kan lyve, forsikrer os i sit ord at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige [mennesker som har kendt Gud og gjort hans vilje] og uretfærdige [mennesker som ikke har øvet retfærdighed]“. — Apostelgerninger 24:15.

²³ Vi kan have fuld tillid til at Gud er i stand til at føre mennesker tilbage til livet på jorden. På en filmstrimmel eller et videobånd kan vi fastholde et menneskes stemme, udseende og bevægelser. Kan Gud ikke gøre mere? Hans hukommelse er langt mere omfattende  end en film eller et videobånd; han kan til fuldkommenhed genskabe dem han ønsker at oprejse. (Salme 147:4) Det har han allerede ført bevis for. Bibelen indeholder flere beretninger om at Gud ved sin søn gav mennesker livet igen. To af disse spændende beretninger findes i Johannes 11:5-44 og Lukas 7:11-17. De der tilbad Gud i fortiden, så med god grund frem til at Gud en dag ville huske dem og oprejse dem. Det vil være for dem som at blive vækket af en bevidstløs søvn. — Job 14:13-15.

²⁴ Da disse fortidige opstandelser fandt sted, må venner og slægtninge have været ude af sig selv af glæde. Men døden blev kun besejret midlertidigt, for de der blev oprejst, døde igen senere. Imidlertid tegner disse begivenheder et betagende billede af noget kommende, for Bibelen viser at der skal ske „en bedre opstandelse“. (Hebræerne 11:35) Denne opstandelse vil blive langt, langt bedre fordi de der vender tilbage til livet på jorden, ikke vil behøve at dø igen. Til den tid vil sejren over døden være langt større. — Johannes 11:25, 26. *

²⁵ Hvad Bibelen siger om Guds evne og vilje til at sejre over døden, vidner om hans kærlige interesse for menneskene. Dette skulle give os større forståelse af Jehovas personlighed og drage os nærmere til ham. Disse sandheder hjælper os også til at anlægge et ligevægtigt syn på livet, for vi beskyttes mod at nære den overdrevne, sygelige frygt for døden som mange lider under. Vi kan nære det lykkelige håb at vi vil få vore afdøde venner og slægtninge at se igen når døden bliver besejret i opstandelsen. — 1 Thessaloniker 4:13; Lukas 23:43.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

Hvorfor bør vi undersøge hvordan det forholder sig med døden? (Job 14:1, 2) (1-3)

Hvordan er menneskene blevet underlagt døden? (4, 5)

Hvad indebar døden for Adam? (6, 7)

Hvordan kan du ud fra Bibelen vise om de døde er ved bevidsthed eller ej? (8-11)

Hvad er en „sjæl“, ifølge Bibelen? (12, 13)

Kan en sjæl dø, og hvad følger heraf? (14-16)

Hvad sker der med et menneske efter døden? (17-20)

Hvordan er det muligt at vinde sejr over døden? (21, 22)

Hvilke betagende fremtidsudsigter er der? (23-25)

[Ramme på side 117]

’Det er bemærkelsesværdigt at vi i Det Nye Testamente ikke finder helvedeslæren som en del af den oprindelige lære. Der er visse steder i Det Nye Testamente som tyder på at den endelige skæbne for dem der afslår Guds tilbud om frelse er tilintetgørelse frem for evig straf.’ — „A Dictionary of Christian Theology“, redigeret af Alan Richardson, 1969.

[Illustration på side 114]

STØV

ADAM

STØV

[Illustration på side 119]

Lazarus’ opstandelse viser at døden kan overvindes