En seksualvejledning der duer
Kapitel 7
En seksualvejledning der duer
HVIS man foretog et rundspørge om hvad der gjorde et menneske lykkeligt, ville mange af svarene have noget at gøre med kønslivet. Det er også hvad man kunne forvente, for kønsdriften er en gudgiven del af ethvert sundt og normalt menneskes liv.
2 Kønslivet bliver omtalt langt mere åbent i dag end tidligere. Den seksuelle adfærd har også ændret sig. Flere og flere unge har deres første kønslige forhold i en meget tidlig alder, ofte endda i begyndelsen af teenageårene. Millioner af par, også mange i pensionsalderen, lever sammen og står i forhold til hinanden uden at være gift. Blandt ægtepar er der mange der har prøvet gruppesex eller konebytning eller som lever i et „åbent ægteskab“, hvor parterne er enige om at de gerne må have forhold uden for ægteskabet.
3 Der gives råd og vejledning om kønslivet fra mange forskellige sider. Mange læger, ægteskabsvejledere og præster har været med til at anbefale eller i det mindste godkende den frie moral der er udbredt i dag. Nogle mennesker henter deres forestillinger fra populære bøger eller ugebladsartikler om emnet. Andre lader sig lede af skolernes seksualvejledning. Atter andre har simpelt hen fået deres begreber fra romaner, film og tv-programmer der beskæftiger sig indgående med sex.
4 De fleste er klar over at også Bibelen beskæftiger sig med emnet. Men mange er sikkert bange for at gå ind for Bibelens normer, fordi de mener at disse er alt for stramme. Men er det rigtigt? Eller kan det tænkes at man ved at følge Bibelens vejledning faktisk bliver beskyttet mod megen hjertesorg og får mulighed for at finde større glæde i livet?
ER FØRÆGTESKABELIGE FORHOLD „I ORDEN“?
5 Den seksuelle lyst og evne plejer at vågne på et tidspunkt i teenageårene, og både før og nu har mange unge prøvet et samleje før de er blevet gift. (1 Mosebog 34:1-4) Men især i de senere år er kønslige forhold før ægteskabet blevet almindelige. Nogle steder er det regelen snarere end undtagelsen. Hvordan kan det være?
6 En af grundene til at flere indleder den seksuelle aktivitet før de bliver gift, er den megen omtale af sex i film, romaner og så videre. Mange unge vil gerne ’prøve hvordan det er’, efter at have hørt så meget om det. Derfor opstår der et gruppepres som påvirker endnu flere til at gøre det samme. Nu hvor kønslige forhold før ægteskab, eller uden ægteskab, er blevet så almindelige, siger mange præster at det er helt i orden når blot parterne ’elsker hinanden’. Derfor spørger så mange ugifte i dag sig selv: ’Hvorfor skulle vi ikke gå i seng med hinanden, når vi bare kan bruge præventive midler?’
7 Dr. Saul Kapel har i en avis hvor han skriver om lægelige emner, anført endnu flere af de motiver der kan ligge bag kønsligt samkvem før ægteskab. Hans iagttagelser går ud på følgende:
’Sex bliver misbrugt som et udtryk for oprør mod forældre. Det misbruges som middel til at vække
opmærksomhed, og som en slags „nødskrig“. Det misbruges som en måde til at „bevise“ hvor maskulin/feminin man er. Det misbruges som en slags krykke i et forfængeligt forsøg på at vinde social anerkendelse.Når sex misbruges på denne måde, løser det aldrig de problemer der ligger bag. Som regel tilslører det dem bare.’
8 Ligegyldigt hvilken motivering der ligger bag kønslige forhold før ægteskab, ligegyldigt hvor almindeligt det er, ligegyldigt hvor mange rådgivere og præster der godkender det, giver Bibelen denne vejledning:
„Dette er Guds vilje, . . . at I afholder jer fra utugt; . . . at ingen går så vidt som til at skade sin broder og krænke hans ret.“ — 1 Thessaloniker 4:3-6.
Nogle mener at Gud her er unødigt streng. Men glem ikke at det seksuelle i sig selv er en gave fra Jehova Gud; det er ham der har skabt mennesket med forplantningsevnen. (1 Mosebog 1:28) Er det da ikke rimeligt at den der er ophav til menneskets kønsdrift også kan give den bedste seksualvejledning, en vejledning der virkelig kan beskytte os mod sorger?
TIL GLÆDE ELLER TIL SORG?
9 Den seksuelle tiltrækning og drift kan under de rette omstændigheder føre til noget godt og dejligt. Til børn, for eksempel. I den tidligste skriftlige omtale vi har af seksuelt samkvem, står der: „Adam havde nu omgang med sin hustru Eva, hvorpå hun blev gravid.“ (1 Mosebog 4:1) De børn der kan komme som følge af den ægteskabelige ’omgang’, kan være til stor glæde i en familie. Men hvad så hvis det er ugifte der har seksuelt samkvem med hinanden? Som bekendt er følgerne tit de samme — graviditet og børn.
10 Mange af dem der dyrker seksuelt samkvem før ægteskabet, mener ikke at dette er noget særligt problem. Der findes jo så mange præventive midler. Mange steder kan ganske unge mennesker skaffe sig disse uden at forældrene overhovedet ved det. Og dog er der utallige graviditeter blandt teenagere, også blandt „avancerede“ unge der siger: „Det sker aldrig for mig.“ Meddelelser som disse beviser det:
„Over 20 procent af alle børn der blev født i New Zealand sidste år, fødtes af ugifte mødre.“
„I Storbritannien er hver tredje af de kvinder under 20 der fremsiger ægteskabsløftet, allerede vordende mødre.“
„Hver femte teenagepige [i USA] vil blive gravid før hun får sin eksamen fra highschool.“
11 Disse uønskede virkninger af seksuelle forhold før ægteskabet har været en stor belastning for mange unge kvinder og mænd. Nogle griber til svangerskabsafbrydelse. Men tanken om at dræbe et lille barn der er ved at vokse i moderens krop, volder svære kvaler hos mennesker med følelser i livet. (2 Mosebog 20:13) Det rører dybt ved kvindens følelser og samvittighed, endda i så stærk en grad at mange der er gået med til en abort senere har angret det bittert. — Romerne 2:14, 15.
12 En teenagegraviditet udsætter moderen og barnet for større fare end en graviditet hos en voksen kvinde. Der er større risiko for anæmi, svangerskabsforgiftning, stærke blødninger og en langvarig fødsel, og det sker oftere at fødselen må fremskyndes eller at moderen eller barnet dør under fødselen. For børn der er født af mødre under 16 år er der dobbelt så stor risiko for at de dør i det første leveår. Fødsler uden for ægteskab giver desuden forældrene mange personlige, sociale og økonomiske problemer. Dertil kommer at barnets tryghed eller udvikling i høj grad afhænger af at
der findes et stabilt miljø i hjemmet. Børn der berøves dette fordi de fødes uden for ægteskab, kan blive livsvarigt skadet af det. Kan man da, alt i alt, sige at kønslige forhold før ægteskabet fører til glæde? Mon ikke snarere til sorg? Og er Bibelens vejledning om at ’afholde sig fra utugt’ ikke en klog beskyttelse?13 Ved at ignorere Bibelens vejledning har mange udsat sig for endnu en sørgelig følgevirkning — sygdom. Blandt kvinder der har indledt deres seksuelle aktivitet i en meget tidlig alder og haft skiftende partnere, er der langt flere tilfælde af livmoderhalskræft. Der er også en yderst reel fare for at få en kønssygdom. Nogle bilder sig ind at gonorré og syfilis let kan konstateres og helbredes. Men eksperter fra FN’s Verdenssundhedsorganisation oplyser at visse typer kønssygdomme nu er modstandsdygtige over for antibiotika. De stadig hyppigere tilfælde af herpesinfektioner i kønsorganerne vækker også bekymring hos mange læger. Infektioner hos moderen bliver ofte til skade for barnet. Ja, mange unge lærer af sørgelig erfaring hvor sandt det er når Bibelen advarer:
„Enhver anden synd som et menneske måtte begå, er uden for dets legeme, men den der øver utugt synder imod sit eget legeme.“ — 1 Korinther 6:18.
14 Nogle mener at kønslige forhold før ægteskabet giver dem en erfaring som kan gøre den seksuelle tilpasning i et senere ægteskab lettere. I visse lande er det almindeligt at velhavende fædre tager deres sønner med hen til en prostitueret for at de kan blive „undervist“. Nogle mener måske at det kan være gavnligt. Men ifølge Skaberen, der har den største erfaring af alle angående menneskelige forhold, er det ikke gavnligt. Seksuel afholdenhed i ungdommen giver et langt
bedre grundlag for et lykkeligt ægteskab. Undersøgelser i Canada har vist at unge der havde seksuelle forbindelser før ægteskabet, i langt flere tilfælde end andre var deres senere ægtefæller utro. Derimod var de der havde levet et moralsk rent liv, som regel trofaste i ægteskabet; den respekt og ære hvormed de betragtede ægteskabet før brylluppet, varede ved efter brylluppet.HVAD MED ÆGTESKABSBRUD?
15 Vore dages liberale seksualvejledning har også ført til flere tilfælde af ægteskabsbrud. Meddelelser fra Europa og Nordamerika tyder på at over halvdelen af alle gifte mænd bedrager deres kone. Der er også flere og flere kvinder der mener at ægteskabsbrud er i orden, og selv gør sig skyldige deri, ofte i håb om at opleve lidt mere romantik i tilværelsen.
16 Bibelen giver en meget klar vejledning om dette: „Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende [i seksuel forstand]; og lad også hustruen gøre det samme mod manden.“ (1 Korinther 7:3) Læs også Ordsprogene 5:15-20, der i billedsprog fortæller at ægtefolk bør hente deres seksuelle nydelse inden for ægteskabet og ikke hos nogen udenfor. Århundreders erfaringer viser at denne vejledning tjener som en beskyttelse. Den beskytter mod sygdom, mod at børn fødes uden at have en rigtig familie, og mod de sorger og kvaler der ofte følger med ægteskabsbrud.
17 Når en mand og en kvinde gifter sig, forpligter de sig over for hinanden. Hvad sker der hvis den ene af dem bryder tilliden ved at være utro? En undersøgelse angående ægteskabelige sidespring fortæller:
„Det giver en kolossal skyldfølelse når man bryder sit ord. Ægteskabsbrud er en personlig forbrydelse i den forstand at man ved nøjagtig hvem man bedrager eller sårer.“
Dette er blevet endnu mere åbenbart efter at mange par har prøvet at følge rådene om et „åbent ægteskab“, hvori parterne siger at de finder det i orden at dyrke samkvem med andre partnere. Nogle af de stærkeste fortalere for denne idé har efterhånden måttet tage deres ord i sig igen. De sørgelige resultater har tvunget dem til den slutning at „forvisningen om seksuel troskab stadig er et betydningsfuldt og nødvendigt element i de fleste ægteskaber“.
18 Ægteskabsbrud vil meget ofte fremkalde jalousi og en følelse af personlig usikkerhed. Gud har meget klogt vejledt om hvor skadeligt dette er. (Ordsprogene 14:30; 27:4) Skønt nogle mener at de véd bedre og at ægteskabsbrud er forsvarligt, viser kendsgerningerne altså noget andet. Psykologen dr. Milton Matz siger ganske ærligt:
„De fleste af os bliver totalt knust når sex uden for ægteskabet optræder i vort eget liv, hvad enten vi er deltagere i det eller ofre for det. . . .
Det er min erfaring at affærer uden for ægteskabet er fantastisk smertefulde for alle de berørte. Som recept på lykke fungerer det ikke.“
DET SEKSUELLE FORHOLD I ÆGTESKABET
19 I forbindelse med kønslivet giver Bibelen os ikke blot vejledning om hvad vi skal lade være med. Den giver os positive råd om hvad vi kan gøre for at berige vort liv.
20 I stedet for at fremstille det seksuelle som en rent biologisk funktion, peger Bibelen med rette på at det kan være en kilde til stor glæde og nydelse for mand og hustru. Den taler ligefrem om at ’beruse sig’ i den seksuelle nydelse i ægteskabet. (Ordsprogene 5:19) Denne ligefremme tale hjælper os til at forstå at man ikke behøver at være genert eller forlegen over det normale, kærlige forhold mellem mand og hustru.
Kolossenserne 3:19) Ja, hvis det seksuelle forhold skal give parterne udbytte, må der ikke være nogen barriere af bitterhed eller modvilje imellem dem. Da vil det seksuelle forhold komme til sin ret som det det er: en måde at udtrykke dyb kærlighed, forpligtelse og ømhed på.
21 Skaberen giver dette råd til ægtemænd: „I mænd, bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem.“ (22 Gud opfordrer desuden ægtemænd til at leve sammen med deres hustruer „i overensstemmelse med kundskab“. (1 Peter 3:7) Det betyder at manden må tage hensyn til sin kones følelser og hendes månedlige cyklus. Hvis han omsorgsfuldt er opmærksom på hendes følelser og behov, i stedet for at være hård, selvisk og krævende, er det sandsynligt at hun vil gengælde det over for ham. Resultatet bliver tilfredsstillelse for begge parter.
23 En almindelig beklagelse går ud på at den kvindelige part er for kølig og ikke samarbejdsvillig nok. Hvis manden altid er tavs, alvorlig og reserveret, undtagen når han ønsker et samleje, vil det bidrage til netop dette. Mon ikke hans kone vil være mere „samarbejdsvillig“ hvis manden meget ofte viser sig åben og kærlig over for hende? En kvinde føler det mere naturligt at komme ægtemanden i møde med sin kærlighed når han følger vejledningen om at iføre sig „inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed“. — Kolossenserne 3:12, 13.
24 Bibelen siger: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Dette princip gælder på mange felter, og det har været en meget realistisk hjælp til opnåelse af glæde i kønslivet. Hvordan det? Jo, en kvindes udbytte af kønsakten er nøje forbundet med hendes hjerte og sind. I de senere år har mange lagt stor vægt på at kvinder skal koncentrere sig om deres egen krop, dens nydelser og sanseindtryk, men alligevel oplever mange ikke nogen tilfredsstillelse. Dr. Marie Robinson, der har undersøgt spørgsmålet, påpeger imidlertid at en kvinde der opelsker respekt for sin ægtemand og betragter samlejet som en lejlighed til at ’give’ og ikke til at få, selv vil opleve langt større tilfredsstillelse. Dr. Robinson siger:
„Lidt efter lidt opdager [hustruen] at hun lader sin nye ømhed og omsorg for manden blive en del af det seksuelle favntags betydning. Hun ser og føler hvilken nydelse hendes seksuelle tøbrud er for ham, og processen bliver gensidig, sådan at hans større nydelse også giver hende større nydelse.“
Bibelens råd om både at give og at interessere sig for andre fører altså til større lykke, også på dette intime område. — Filipperne 2:4.
25 Der er endnu en måde hvorpå det vil gavne os at følge denne vejledning. Vort syn på kønslivet — og herunder evnen til at videregive livet — vil også berøre vort forhold til Gud, som er livets Giver. At holde sig fra utugt og ægteskabsbrud er altså klogt ikke blot fordi det gavner os rent fysisk, mentalt og følelsesmæssigt, men også fordi disse handlinger er at „synde mod Gud“. (1 Mosebog 39:9) Og angående troskaben mod en ægtefælle siges der i Hebræerbrevet 13:4:
„Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“
26 Når vi overvejer hvilken betydning kønslivet har for et menneskes lykke, må vi se længere frem end blot til i dag. Med henblik på vort evige vel hjælper Bibelen os til at tænke på hvordan vore handlinger indvirker på os selv og andre i morgen, næste år og hele livet.
[Studiespørgsmål]
Af hvilken grund skulle vi undersøge hvad Bibelen siger om kønslivet? (Ordsprogene 2:6-12) (1-4)
Hvorfor går flere og flere ind for kønslige forhold før ægteskabet? (5-7)
Hvordan ser Gud på kønslige forhold før ægteskabet? (8)
Hvilke følger får det for mange unge når de indleder seksuelle forhold før de bliver gift? (9-12)
Af hvilke andre grunde bør vi værdsætte Bibelens vejledning om kønslivet? (13, 14)
Hvad viser kendsgerningerne angående Bibelens vejledning om ægteskabsbrud? (15-18)
Hvilken vejledning giver Bibelen om det seksuelle forhold i ægteskabet? (19-22)
På hvilken måde kan det gavne os at følge denne vejledning? (23-26)
[Ramme på side 70]
„Den nye ’seksuelle frihed’ er måske en ’frigørelse’, . . . Men det jeg hører, konstant og alle vegne, er noget helt andet. Det jeg konstant hører er at den frie sex gør de fleste mennesker fortræd.“ — Spalteskribenten G. A. Geyer i bladet „The Oregonian“.
[Ramme på side 71]
„Ægteskabelig utroskab fremkalder skyldfølelse, smerte og mistillid, mens trofasthed avler tryghed og dyb glæde.“ — Dr. C. B. Broderick, leder af en ægteskabs- og familierådgivningsklinik.
[Illustration på side 69]
Bibelens vejledning hjælper os til at undgå umoralitet og dens sørgelige følger — kønssygdomme og uønsket graviditet