Kapitel 18

Er der noget godt i alle religioner?

NÅR man taler om religion, siger mange: ’Der er noget godt i alle religioner,’ eller: ’Alle religioner er bare forskellige veje der fører til Gud.’

² Det er forståeligt at man kan finde noget godt inden for næsten enhver trosretning, for de fleste taler om kærlighed og lærer at mord, løgn og tyveri er forkert. En del kirker og trossamfund har udsendt missionærer som driver hospitaler og hjælper de fattige. Og specielt inden for de sidste 200 år har de gjort meget for at oversætte og udbrede Bibelen, så langt flere mennesker har kunnet få gavn af Guds ord. (2 Timoteus 3:16) Men vi skylder os selv at spørge: Hvordan ser Jehova og Jesus Kristus på de forskellige trosretninger?

DEN RETTE VEJ — EN TRANG VEJ

³ Nogle som synes at der er noget godt i alle religioner, finder det snæversynet at mene at Gud ikke vil godkende alle mennesker uden hensyn til deres religiøse overbevisning. Men Jesus, der kendte og afspejlede sin Faders tankegang, gav udtryk for noget andet. (Johannes 1:18; 8:28, 29) Der er sikkert ingen af os der vil anklage Guds søn for at være snæversynet. Men hør engang hvad han sagde i sin bjergprædiken:

„Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er  den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ — Mattæus 7:13, 14.

⁴ Hvad kræves der for at gå på den trange vej og have Guds godkendelse? I tråd med den liberale eller økumeniske ånd der råder i dag, vil nogle svare: ’Man skal bare leve et pænt liv og ikke skade andre,’ eller: ’Det eneste man behøver er at anerkende Jesus som Herre.’ Men Jesus selv sagde med klare ord at der kræves langt mere for at være på den rette vej:

„Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke . . . gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:21-23.

⁵ Det er sandt at Jesus sagde man ikke skulle dømme andre for småting. (Mattæus 7:3-5; Romerne 14:1-4) Men religion er ikke en lille ting, og hvad dette vigtige spørgsmål angår, viste Jesus med sit eget eksempel at det er nødvendigt at holde sig til Bibelen og gøre Faderens vilje. Jesus fordømte skikke og lærdomme der var i strid med Guds ord. Hvorfor? Fordi han vidste at religion er et af de midler Djævelen benytter for at lede mennesker i snare. (2 Korinther 4:4) Satans stående virkemiddel er løgn, men fremholdt på en sådan måde at den virker tiltalende og troværdig. (1 Mosebog 3:4, 5; 1 Timoteus 4:1-3) Selv blandt dem der kalder sig kristne, er der religiøse ledere som går Djævelens ærinde. (2 Korinther 11:13-15) Med deres lære giver de et forvansket billede af den kærlige og gavmilde Gud. Er det da noget under at Jesus afslørede religiøse ledere hvis lærdomme var i modstrid med Guds ord? — Mattæus 15:1-20; 23:1-38.

 ⁶ Mange har så at sige arvet deres tro fra deres forældre. Andre følger blot flertallet dér hvor de bor. Men uanset hvor oprigtige de er i deres tro, kan det alligevel være at de befinder sig på ’den brede vej der fører til undergangen’. (Johannes 16:2; Ordsprogene 16:25) Apostelen Paulus (der også hed Saulus) havde været nidkær i sin tro, så nidkær at han forfulgte de kristne. Men trods sin nidkærhed og oprigtighed måtte han antage en ny form for tilbedelse for at blive godkendt af Gud. (1 Timoteus 1:12-16; Apostelgerninger 8:1-3; 9:1, 2) Senere blev han inspireret til at skrive at nogle meget religiøse mennesker på den tid havde „nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. (Romerne 10:2) Har du nøjagtig kundskab om Guds vilje som den fremholdes i Bibelen? Og handler du efter den?

⁷ Det er ikke en sag man kan tage let på, måske med den tanke at Gud nok vil være forstående, selv om man ikke er helt inde på den rigtige vej, og at man sikkert ikke behøver at gøre nogen forandring. Bibelen siger at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal . . . komme til nøjagtig kundskab om sandheden“ og derefter leve i overensstemmelse med den. (1 Timoteus 2:3, 4; Jakob 4:17) Gud forudsagde at mange mennesker i „de sidste dage“ ville ’have en ydre form for gudhengivenhed, men vise sig falske når det gjaldt dens kraft’. Og han bød: „Fra disse skal du vende dig bort.“ — 2 Timoteus 3:1-5.

HVORDAN KAN MAN VIDE HVAD DER ER DET RIGTIGE?

⁸ Som nævnt må tilbedelsen af Gud stemme med „nøjagtig kundskab“. (Romerne 10:2) Hvis man undersøger  sagen, viser det sig imidlertid at de fleste kirker fører lærdomme der ikke stemmer med Bibelen. For eksempel fremholder de den ubibelske lære at mennesket har en udødelig sjæl. (Ezekiel 18:4, 20; se side 115.) ’Jamen, er den lære da så slem?’ vil nogle måske sige. Glem ikke at Satans første løgn gik ud på at menneskene ikke ville dø, selv om de syndede. (1 Mosebog 3:1-4) I dag er det ganske vist tydeligt at døden er uundgåelig, men læren om at mennesket har en udødelig sjæl tjener stadig til at fremme Satans løgn. Den har fået millioner af mennesker til at frygte for dæmoner som giver sig ud for at være afdøde menneskers sjæle. Og den gør Bibelens sande lære om en kommende opstandelse af de døde meningsløs. — Apostelgerninger 24:15.

⁹ Menneskers adfærd er også berørt heraf, for mange kirkeretninger anerkender eller tilskynder til fejring af helligdage og skikke der bygger på troen på sjælens udødelighed. Det gælder for eksempel helligdage som allehelgensdag og allesjælesdag, der blandt andet fejres med skikke som er hentet fra ikkekristne religioner.

¹⁰ En sådan blanding af ikkekristen og såkaldt kristen religion ses også i forbindelse med en højtid som julen. Gud pålagde de kristne at højtideligholde Jesu død, ikke hans fødsel. (1 Korinther 11:24-26) Desuden fremgår det af Bibelen at Jesus ikke blev født i december, som er en kold regnvejrsmåned i Israel. (Lukas 2:8-11) I næsten ethvert leksikon vil man kunne se at den 25. december blev valgt som dato for denne højtid fordi det allerede var en romersk helligdag. Den engelske religionshistoriker og etnolog sir James Frazer skrev:

„Alt i alt har [julen og påsken] så mange og så nøje lighedspunkter med hedenske fester at det ikke kan være en tilfældighed. . . . [De gejstlige] indså at hvis kristendommen skulle besejre verden, kunne det kun ske ved at dens  Grundlæggers alt for strenge principper blev gjort lidt mildere og ved at den snævre port der fører til frelse blev gjort lidt bredere.“ — The Golden Bough.

¹¹ Når man har lært hvordan det forholder sig, hvordan kan man da — hvis man oprigtigt elsker Gud — fortsat anerkende sådanne skikke og læresætninger der bygger på et kompromis med hedenskabet? Nogle synes måske at den slags ikke har så stor betydning. Men Bibelen siger klart: „Lidt surdej gennemsyrer hele dejen.“ — Galaterne 5:9.

KRIG OG MORAL

¹² Jesus Kristus gav os endnu en hjælp til at afgøre hvilken tro der har Jehovas godkendelse, da han sagde til sine disciple: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) De fleste kirker taler om at vise kærlighed, men tilskynder de virkelig deres medlemmer til at vise den form for kærlighed som Jesus og de første kristne viste?

¹³ Vi har allerede set at de kristne i de første århundreder levede i overensstemmelse med den profetiske beskrivelse i Esajas 2:4. De ’smedede deres sværd til plovjern’, løftede ikke sværd mod hinanden og ’lærte ikke mere at føre krig’. (Se side 167.) Men hvordan har kirkerne og deres præster stillet sig? Mange ved af egen erfaring at kirkerne har godkendt og velsignet krig — at katolikker har dræbt katolikker og at protestanter har dræbt protestanter. Derved har de afgjort ikke fulgt det forbillede Jesus gav. Interessant nok var det netop jødernes religiøse ledere der ville have Jesus dræbt, idet de påstod at han bragte de nationale interesser i fare. — Johannes 11:47-50; 15:17-19; 18:36.

 ¹⁴ For at afgøre om et religiøst samfund har Guds godkendelse eller ej, kan man også lægge mærke til om dette samfund holder Guds moralnormer i hævd eller om det ser gennem fingre med uret adfærd. Jesus forsøgte at hjælpe syndige mennesker, deriblandt drankere og skøger. Hans disciple skulle gøre det samme. (Mattæus 9:10-13; 21:31, 32; Lukas 7:36-48; 15:1-32) Og hvis en der allerede var blevet kristen begik synder, kunne andre kristne hjælpe ham, så han om muligt kunne genvinde sin åndelige styrke og Guds gunst. (Galaterne 6:1; Jakob 5:13-16) Men hvad nu hvis et menneske fortsatte med at synde, og ikke ændrede sind?

¹⁵ Der var et tilfælde i byen Korinth. Paulus skrev til de kristne dér:

„I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker  eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan. . . . ’Fjern det onde menneske fra jer selv.’“ — 1 Korinther 5:11-13.

Jehovas vidner følger Guds anvisninger i denne henseende. Hvis en der begår alvorlige synder afslår at lade sig hjælpe og ikke vil forlade sin umoralske vej, må han udstødes eller udelukkes af menigheden. Måske vil det ryste ham så meget at han kommer til fornuft. Men selv om dette ikke sker, vil udstødelsen i hvert fald beskytte menighedens retskafne medlemmer, der, skønt ufuldkomne, søger at leve efter Guds normer. — 1 Korinther 5:1-8; 2 Johannes 9-11.

¹⁶ På den anden side kender du måske kirkegængere der ganske åbenlyst øver synd, og som måske endda vises særlig ære i deres kirke på grund af deres velstand eller sociale status. Når kirkerne ikke følger Guds bud om at udstøde uforbederlige syndere, forleder de andre til at tænke at de også kan synde. (Prædikeren 8:11; 1 Korinther 15:33) Gud kan ikke godkende dem der frembringer en sådan frugt. — Mattæus 7:15-20; Åbenbaringen 18:4-8.

HVORDAN MAN FORBLIVER PÅ LIVETS VEJ

¹⁷ Når du er kommet ind på „den vej som fører til livet“, må du fortsat studere Bibelen for at blive på vejen. Gør hvad du kan for at læse i Bibelen hver dag; hig efter Guds ord. (1 Peter 2:2, 3; Mattæus 4:4) Det vil udruste dig til „enhver god gerning“. — 2 Timoteus 3:16, 17.

¹⁸ De gode gerninger vi skal gøre, indbefatter at vi lever efter Guds moralnormer, samt at vi er venlige og hjælpsomme over for andre, især over for dem der er beslægtede med os i troen. (Jakob 1:27; Galaterne 6:9, 10) Det var sådan Jesus var. Ud over at sætte et  godt eksempel i moralsk henseende helbredte han de syge, bespiste de sultne og trøstede de sørgende. Men først og fremmest underviste og styrkede han sine disciple. Skønt vi ikke kan gøre hans mirakler efter, kan vi efter evne yde andre praktisk hjælp, og det kan måske få nogle til at herliggøre Gud. — 1 Peter 2:12.

¹⁹ Men Jesu gode gerninger indbefattede mere. Han vidste at det bedste man kunne gøre for andre, var at hjælpe dem til at forstå hvilken form for tilbedelse der godkendes af Gud, og at lære dem om Guds hensigter i forbindelse med Riget. Dette kunne hjælpe dem til at opnå evigt liv i lykke. — Lukas 4:18-21.

²⁰ Også i dag bør kristne stræbe efter at være vidner for Jehova. De kan aflægge vidnesbyrd ved deres gode adfærd, hvilket indbefatter det at hjælpe andre og at holde sig ’uplettede af verden’. (Esajas 43:10-12; Jakob 1:27; Titus 2:14) Desuden kan de bringe den gode nyhed ud til andre mennesker, og fortsætte med dette arbejde indtil Gud siger at det er færdigt. (Lukas 10:1-9) Ville du ikke ønske at dine naboer og medlemmerne af din egen familie også kendte den form for tilbedelse Jehova godkender? Da bør du være med i den offentlige bekendelse af troen; ved at gøre dette kan du hjælpe andre ind på livets vej. — Romerne 10:10-15.

[Studiespørgsmål]

Hvorfor bør vi overveje om der er noget godt i alle religioner? (1, 2)

Hvilket syn anlagde Jesus på religion, og hvorfor? (3-5)

Hvorfor er det vigtigt at have nøjagtig kundskab? (6, 7)

Hvilke almindelige lærepunkter og skikke er i modstrid med Bibelen, og hvordan? (8-11)

Hvordan afviger de fleste kirker fra sand kristendom i spørgsmålet om krig? (12, 13)

Hvordan stiller sande kristne sig til det at leve op til Guds moralnormer? (14-16)

Hvordan kan man forblive på livets vej? (17, 18)

Hvilken gerning må kristne deltage i? (19, 20)

[Ramme på side 174]

„VÆRDIER OG VOLD I AUSCHWITZ“

I en polsk bog med denne titel skriver sociologen Anna Pawelczynska at Jehovas vidner i det nazistiske Tyskland „kæmpede passivt for deres tro, som gik imod enhver form for vold og krig“. Med hvilket resultat? Hun forklarer:

„Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen. Den tyske gruppe af denne sekt var som en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation, og de viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz. De var i stand til at vinde deres medfangers, . . . fængselspersonalets og endog SS-officerernes respekt. Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning.“

[Illustration på side 176]

Går du på den brede vej . . .

. . . eller på den trange vej?