Kapitel 17

Hvis love sætter du i første række?

VI STYRES af mange love — naturlovene i skaberværket, Guds love angående moral og adfærd, og de verdslige love i samfundet. Mange af dem er så åbenlyst gavnlige at vi uden videre accepterer dem. Men hvad nu hvis en lov forekommer os at være langt strengere end nødvendigt? Eller hvis man kommer ud for at to love er i modstrid med hinanden?

² Da naturlovene ikke er rettet mod noget bestemt menneske frem for andre, har kun de færreste svært ved at acceptere dem. Hvem ville finde på at udfordre tyngdeloven ved at springe ud fra en høj skrænt? Tyngdeloven er til gavn for os; den hjælper os til at holde benene på jorden og maden på vores tallerken. Blandt de øvrige naturlove kan nævnes arvelighedslovene, der har betydning for hvordan vore børn bliver. Vi tager hensyn til arvelighedslovene ved ikke at gifte os med en nær slægtning, da vi ellers kunne komme til at give nogle arvelige svagheder videre til vore børn. (Jævnfør Tredje Mosebog 18:6-17.) Men hvordan forholder det sig da med lovene for adfærd og moral?

³ Mange har tillagt sig en oprørsk eller negativ indstilling til samfundets love. Det kan blandt andet skyldes at mennesker i tidens løb har lavet mange unødige love og undertrykt deres medmennesker i lovens navn. (Mattæus 15:2; 23:4) Men det er farligt at mene at alle  love er af det onde, og det er farligt at gøre det til en vane at ignorere dem.

⁴ Den døende tilstand vi i dag befinder os i, skyldes fra første færd et oprør mod en lov. Gud forbød Adam og Eva at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Men Satan antydede over for Eva at Guds lov var unødigt streng. (1 Mosebog 3:1-6) Han appellerede til hende med tanker der gik ud på dette: ’Ingen regler er nødvendige. Du kan selv vælge dine normer.’ Denne modvilje mod at adlyde love har været udbredt hele vejen op gennem historien, lige til vore dage.

⁵ Jehova undertrykker ikke sit folk ved at fastsætte love der er unødigt strenge eller byrdefulde, for „hvor Jehovas ånd er, er der frihed“. (2 Korinther 3:17; Jakob 1:25) Men Jehova er trods alt den suveræne Hersker i universet — i modsætning til hvad Satan ønsker at få mennesker til at tro. Han er både vor Skaber, vor Livgiver og vor Forsørger. (Apostelgerninger 4:24; 14:15-17) Han har derfor ret til at styre os og give os love for vor adfærd.

⁶ Mange vil gå med til at Gud, som den øverste autoritet, har ret til at bestemme hvad mennesker kan tillade sig. Men de går kun med til det indtil de en dag får en ubændig trang til at gøre noget af det Gud forbyder. Denne indstilling til Guds love er naturligvis farlig. Vi har rigeligt med beviser for at Guds befalinger er til bedste for os. Hvis vi for eksempel holder os fra vrede, havesyge og drukkenskab, vil det både fremme vor sundhed og vor tilfredshed. (Salme 119:1-9, 105) Guds love kan også hjælpe os til at vinde hans godkendelse og den endelige frelse. (Ordsprogene 21:30, 31) Selv om der måske var et af Jehovas bud man ikke forstod den fulde baggrund for, ville det være tåbeligt hvis man nægtede at adlyde, blot for at hævde sin uafhængighed.

 ⁷ Som et eksempel på hvordan Gud giver befalinger til de kristne, kan vi nævne et dekret der blev udsendt af et råd bestående af apostlene og nogle ældste i Jerusalem; disse mænd udgjorde et styrende råd for datidens kristne menighed. Gud lod dette dekret indgå i sit ord, hvilket viser at det er et udtryk for hans vilje. Vi læser:

„Den hellige ånd og vi har . . . besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ — Apostelgerninger 15:22-29.

⁸ Vi har mange gode grunde til at adlyde Guds forbud mod „utugt“ — det beskytter os mod sygdomme, forhindrer at børn fødes uden for ægteskab, modvirker at ægteskaber splittes. Dette bud indebærer også at man ikke har lov at deltage i homoseksuelle eller andre groft umoralske handlinger, som alle dækkes af det græske ord porneiʹa (utugt) der benyttes i Apostelgerninger 15:29. (Romerne 1:24-27, 32) Men hvad nu hvis vi helt kunne undgå farerne og ulemperne ved utugt? Ville vi da alligevel adlyde Guds bud, fordi han er vor suveræne Hersker? Det bør vi, og hvis vi gør det vil vi være med til at bevise at Satan er en løgner og at der findes mennesker som vil adlyde Jehova fordi de elsker ham. — Job 2:3-5; 27:5; Salme 26:1, 11.

⁹ Dekretet i Apostelgerninger 15:22-29 peger på et andet område hvor vi bør vise lydighed. Gud befalede os at ’afholde os fra blod’ og fra kød af kvalte dyr, hvori der også er blod. Gud havde givet vor stamfader Noa besked på at mennesker havde lov at spise kød af dyr, men at de ikke måtte anvende en anden skabnings blod til næring. (1 Mosebog 9:3-6) Da Gud gentog denne lov over for israelitterne, sagde han at „kødets sjæl [eller liv] er  i blodet“. Blod måtte kun bruges på et alter til soning for synder. Ellers skulle det udgydes på jorden, som et billedligt udtryk for at det blev givet tilbage til Gud. Der var dødsstraf for ikke at adlyde denne lov. — 3 Mosebog 17:10-14.

¹⁰ Disse dyreofre var et forbillede på det offer Jesus bragte, hvorved hans blod blev udgydt til gavn for os. (Efeserne 1:7; Åbenbaringen 1:5; Hebræerne 9:12, 23-28) Efter at Kristus var vendt tilbage til himmelen, gav Gud de kristne befaling til at ’afholde sig fra blod’. Men hvor mange af dem der siger de er kristne, adlyder den store Lovgiver og Livgiver i dette spørgsmål? Mange steder er det ikke ualmindeligt at spise blodpølse eller kød som blodet ikke er løbet fra, eller at tilsætte blod i fødevarer. Dette strider direkte mod Guds lov.

¹¹ Mange har også taget imod blodtransfusioner i håb om at det kunne forlænge deres liv. Ofte ved disse mennesker ikke at blodtransfusionerne i sig selv indebærer en alvorlig sundhedsrisiko, og at så godt som alle kirurgiske indgreb kan foretages på andre måder, uden brug af blod. * Men hvis den situation alligevel skulle opstå hvor livet syntes at stå på spil, ville det da være forkert at adlyde Guds lov? Nej, Guds ord viser at hans lov også skal følges i et nødstilfælde hvor liv står på spil. — 1 Samuel 14:31-35.

¹² Mange har i tidens løb vovet livet for talefrihedens eller religionsfrihedens eller et politisk ideals skyld. De har adlydt herskere og hærførere uden at ænse faren. Har vi da ikke en langt stærkere grund til at adlyde  universets Suveræn? Den integritetsprøve som mange troens mænd igennem tiden har bestået, er en tydelig bekræftelse. (Daniel 3:8-18; Hebræerne 11:35-38) Vi bør ligesom disse mænd gøre os klart at Jehova er livets giver, og at han vil huske og belønne dem der adlyder ham. Hvis det kommer så vidt at de må lade livet, kan han give dem livet igen ved en opstandelse når hans tid er inde. (Hebræerne 5:9; 6:10; Johannes 11:25) Vi kan være sikre på at lydighed mod Jehova under ethvert forhold er det rigtige valg, og det der vil være til varig gavn for os. — Markus 8:35.

LYDIGHED MOD SAMFUNDETS LOVE

¹³ De verdslige regeringer affatter imidlertid også love, og mange af disse berører os hver dag. Hvordan bør vi som kristne betragte disse love? Apostelen Paulus skrev: „Læg dem på sinde at underordne sig myndigheder og øvrigheder, at være dem lydige.“ — Titus 3:1, da. aut. 1948.

¹⁴ Det var Romerriget der herskede da dette blev skrevet, og dets styre var ikke altid retfærdigt; nogle af dets herskere var umoralske og uærlige. Men på trods af dette sagde Paulus: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud.“ De  nævnte „højere myndigheder“ er de eksisterende verdslige regeringer. — Romerne 13:1.

¹⁵ Jehova anerkender at der er et nyttigt formål med at regeringerne får lov at fortsætte deres styre, indtil hans eget styre er fuldt indført på jorden. De bevarer en vis orden i samfundsforholdene og sørger for en hel del tjenesteydelser, for eksempel registrering af ægteskaber og fødsler. (Se Lukas 2:1-5.) Dette gør det i almindelighed muligt for kristne at „føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. — 1 Timoteus 2:2.

¹⁶ Mens de kristne afventer det tidspunkt hvor Guds rige vil fjerne al krig, uretfærdighed og undertrykkelse, skal de ikke modstå de verdslige regeringer. De skal ærligt betale den skat der forlanges, overholde lovene og respektere øvrigheden. Sande kristne er ofte blevet rost og hjulpet af øvrighedspersoner for denne opførsel, og de er sjældent blevet straffet med det ’sværd’ myndighederne bruger mod lovovertrædere. — Romerne 13:2-7.

RELATIV UNDERKASTELSE

¹⁷ Man kan undertiden komme ud for en konflikt mellem to eller flere love, idet for eksempel den verdslige regering kræver noget som Gud forbyder. Det kan også være at den verdslige lov forbyder noget som Gud befaler kristne at gøre. Hvordan skal man så forholde sig?

¹⁸ En sådan konflikt opstod da de herskende forbød apostlene at forkynde om den opstandne Jesus Kristus. Læs selv den trosstyrkende beretning om dette i Apostelgerninger 4:1-23; og 5:12-42. Apostlene blev fængslet og pisket, men ville alligevel ikke holde op med at forkynde. Peter sagde: „Vi bør adlyde Gud som  vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

¹⁹ Den kristne lydighed mod de verdslige myndigheder er altså relativ. Det er altid hans første forpligtelse at adlyde Gud som den øverste myndighed. Hvis han bliver straffet for dette, kan han finde trøst i bevidstheden om at Gud har behag i det han gør. — 1 Peter 2:20-23.

²⁰ Også på et andet område blev de første kristne stillet over for valget mellem at gøre hvad Gud påbød og hvad den romerske regering forventede. Det var i spørgsmålet om at kæmpe i den romerske hær, eller støtte hæren. Med henblik på sit folk havde Gud sagt: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Esajas 2:4; Mattæus 26:52) Hvis den romerske regering forlangte at en kristen skulle kæmpe i hæren eller støtte krigsindsatsen, ville der altså bestå en konflikt mellem kejserens lov og Guds lov. Den kristne måtte da vælge hvilken lov han ville give førstepladsen.

²¹ En lignende afgørelse måtte de første kristne træffe når de blev beordret til at ofre røgelse for et billede af den romerske kejser, fremstillet som guddom. Andre har måske blot opfattet det som en patriotisk  handling. Men historien viser at de kristne opfattede det som afgudsdyrkelse. De nægtede at udføre den slags handlinger, uanset om det var over for et menneske eller over for en genstand, for de vidste at det var Jehova alene de skyldte denne hengivenhed. (Mattæus 22:21; 1 Johannes 5:21) De lod sig heller ikke inddrage i politiske anliggender, heller ikke ved at være med når andre hyldede de romerske herskere som guder; de holdt sig neutrale, i lydighed mod Jesu ord om at de ’ikke var en del af verden’. — Johannes 15:19; Apostelgerninger 12:21-23.

²² Vil du acceptere Guds tanker og følge hans ledelse i spørgsmålet om lov? Hvis du gør det, vil du være fri for mange sorger der rammer mennesker som ignorerer Guds love for moral og adfærd. Du vil også være fri for at blive straffet af de verdslige myndigheder, bortset fra i de tilfælde hvor man eventuelt vil blive straffet for at følge Guds lov. Guds tanker om dette spørgsmål omfatter dog i første række at vi anerkender ham som den øverste Hersker. Hvis du under alle forhold gør dette, vil du høre hjemme i det samfund der inden længe vil fylde hele jorden — et samfund hvor Guds riges love bliver efterfulgt. — Daniel 7:27.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

Hvorfor bør vi overveje hvordan vi vil betragte de love vi er underlagt? (1-4)

Hvad må vi anerkende i forbindelse med Guds love? (5, 6)

Hvilken grund har vi til at adlyde Guds lov mod „utugt“? (7, 8)

Hvad indbefatter det at adlyde Guds lov om blod? (9-11)

Hvorfor bør vi adlyde Gud, selv om vort liv synes at stå på spil? (12)

Hvordan bør kristne betragte de verdslige regeringer, og hvorfor? (Mattæus 22:19-21) (13-16)

Hvad bør man gøre når Guds lov og de verdslige love strider mod hinanden? Giv eksempler. (17-21)

Hvilket valg står vi alle over for? (22)

[Ramme på side 167]

De kristne i Romerriget

„En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [han regerede fra 161 til 180 e.v.t.] var der ingen kristen der blev soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ — „The Rise of Christianity“.

[Illustration på side 165]

Gennem skatten betaler man for:

Politibeskyttelse

Renovation

Undervisning

Postbesørgelse

Vandforsyning

Brandvæsen