Kapitel 14

Hvorfor tillader Gud det onde?

HVIS en af dine venner blev udplyndret, voldtaget eller myrdet, og gerningsmanden slap fri for straf, ville du da ikke blive oprørt og harmfuld, eller blive grebet af en følelse af håbløshed? Og så er dette kun en dråbe i havet sammenlignet med alt det der er overgået menneskeheden.

² Historien er én lang beretning om brutale krige, knugende fattigdom, oprørende kriminalitet og hensynsløs undertrykkelse. Og som følge heraf er nogle ligefrem kommet til at tvivle på Guds eksistens. Vi ved at der er overbevisende vidnesbyrd om at Skaberen er til. (Hebræerne 3:4; Romerne 1:20) Men ondskaben er der også. Af den grund spekulerer endog mange som tror på Gud, på om han mon egentlig interesserer sig for os. De spørger:  ’Hvis Gud er interesseret i os, hvorfor har han da tilladt det onde i så lang tid?’

³ Filosoffer og præster har ofte beskæftiget sig med sagen, men uden at give et tilfredsstillende svar. Hvad siger Gud selv?

GUD SVARER: ’JEG ER INTERESSERET’

⁴ De erfaringer vi selv har gjort, giver os en god baggrund for at forstå den hebraiske profet Habakkuks reaktion på vold og uretfærdighed. Habakkuk levede på en tid hvor jøderne gav sig af med mange slette handlinger. Disse ting bekymrede ham dybt og fik ham til at spørge Gud:

„Hvorfor lader du mig se på fortræd, og hvorfor er du kun tilskuer til elendighed? Og hvorfor er der hærgen og vold foran mig, og hvorfor bliver der strid, og hvorfor opstår der kiv? Af den grund bliver loven uden kraft, og det der er ret kommer aldrig frem. For den ugudelige omringer den retfærdige; af den grund kommer retten fordrejet frem.“ — Habakkuk 1:3, 4.

Habakkuk var overbevist om Jehovas retfærdighed, men det gik ham på at se al den vold og uretfærdighed blandt sit folk. På den tid var babylonierne også på krigsstien; de drog rundt og plyndrede og hærgede andre lande. Alle vegne så der ud til at være ondskab. Profeten Habakkuk undrede sig over hvorfor Gud, der kunne se det, tilsyneladende ikke gjorde noget. — Habakkuk 1:13.

⁵ I et syn forsikrede Jehova Habakkuk om at de ondes tilsyneladende fremgang kun var midlertidig. Gud ikke alene så hvad der skete; han var også interesseret i forholdene. Han havde fastsat en tid da den guddommelige retfærdighed skulle ske fyldest. Selv om mennesker måske syntes at det trak ud, blev Habakkuk forsikret om  det modsatte: „Det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ — Habakkuk 2:3.

⁶ Guds interesse for menneskene blev yderligere understreget da han derefter gjorde Habakkuk opmærksom på at menneskene i mellemtiden var stillet over for en udfordring. Han sagde: „Men den retfærdige skal leve ved sin trofasthed.“ (Habakkuk 2:4) Ville Habakkuk tage udfordringen op og gøre hvad der var godt og moralsk rigtigt på trods af hvad alle andre omkring ham gjorde? Han måtte vise tro på at Gud til sin fastsatte tid ville tage hånd i hanke med tingene.

⁷ Historien fortæller hvad der skete. Da tiden var inde gjorde Gud ende på jødernes uretfærdigheder og voldshandlinger. Landet blev indtaget af babylonierne, og mange af indbyggerne blev ført bort som fanger. Senere gjorde Gud også regnskabet op med Babylon. Som Jehova havde forudsagt ved sine profeter, sejrede mederne og perserne under anførsel af kong Kyros over det tilsyneladende uovervindelige babyloniske verdensrige. — Jeremias 51:11, 12; Esajas 45:1; Daniel 5:22-31.

⁸ Dette eksempel viser at Skaberen ikke har lukket øjnene for det onde. Han er klar over forholdene og interesseret i hvad der foregår. (Jævnfør Første Mosebog 18:20, 21; 19:13.) Men hvis dette er rigtigt, hvorfor har Gud da tilladt det onde at fortsætte indtil nu? For at forstå Bibelens logiske forklaring, må vi gå tilbage til dengang menneskenes vanskeligheder begyndte.

UNIVERSELLE STRIDSSPØRGSMÅL REJSES

⁹ Som det berettes i Første Mosebog, kapitel 3, spurgte Djævelen Eva hvorfor hun adlød Guds befaling om ikke at spise af et bestemt træ. Eva svarede at ulydighed ville medføre dødsstraf. Men Satan sagde:

 „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:1-5.

Her rejste Satan nogle stridsspørgsmål der berørte alle Guds skabninger, både mennesker og engle.

¹⁰ I første række drog Djævelen Guds ærlighed i tvivl. Tænk engang på hvad det ville betyde. Hvis Gud ikke havde talt sandt i denne sag, kunne man så stole på ham i noget som helst andet? Ville hans skabninger på jorden og i himmelen altid have grund til at nære mistro til det han sagde? Vi ved hvor stærk mistroen i dag kan være over for politikere der benytter sig af løgn og upålidelige løfter. — Jævnfør Salme 5:9.

¹¹ Satans påstand om at Gud var løgnagtig og forholdt sine skabninger noget der var godt for dem, rejste også spørgsmålet: Er Gud værdig til at styre? Tvivlen om Guds måde at styre på berørte alle i universet.

¹² Desuden påstod Satan at menneskene kunne klare sig uden Gud, at de både kunne og burde styre selv. Over for både mennesker og engle rejste han spørgsmålet: Kan menneskene styre selv, og gøre det godt, uafhængigt af Gud?

¹³ Disse alvorlige moralske stridsspørgsmål måtte afgøres så grundigt at der ikke var nogen tvivl tilbage. Den måde Gud valgte at gøre dette på, vidner tydeligt om hans visdom og hans interesse for vor velfærd, både nu og i fremtiden. Gud tillod at der gik en vis tid for at alle fornuftbegavede skabninger selv kunne se hvordan det i virkeligheden forholdt sig. For at forstå visdommen i dette kan man tænke på hvordan man selv ville reagere hvis en eller anden offentligt påstod at man for eksempel ikke var en god familiefader, at man løj over for sin families medlemmer og udøvede myndighed over  dem ved at indgyde dem frygt. Hvis man var usikker ville man måske højlydt tage til genmæle eller måske endda begynde at bruge „slående argumenter“ over for anklageren. Men er man sikker på at anklagerne er falske, kan man simpelt hen gøre enhver tvivl til skamme ved at lade tiden gå, så alle ved selvsyn kan overbevise sig om hvordan det står til og hvor godt det går i familien. — Mattæus 12:33.

¹⁴ Hvad har tiden så vist angående de stridsspørgsmål der blev rejst i Eden? Som Gud på forhånd advarede om, har menneskenes ulydighed ført til døden for dem, efter at de først har måttet lide sygdommens og alderdommens kvaler. Gud var altså ikke uærlig da han fremsatte sin advarsel, og der var ikke noget grundlag for at rejse tvivl om hans måde at udøve sit herredømme på. Samtidig har vi fået bevis for at mennesket ikke formår at opstille sine egne normer og styre uafhængigt af Gud. Ingen form for menneskestyre har været i stand til at hindre krige, korruption, undertrykkelse, lovløshed og uretfærdighed. Dette bekræfter Bibelens ord om at „menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt“. (Jeremias 10:23) Desuden har tiden vist at menneskene ikke kan gøre ende på lidelser men tværtimod ofte er årsag til dem.

¹⁵ Lidelserne bekymrer og piner oprigtige mennesker som er villige til at anerkende Guds herredømme og normer. Gud vil imidlertid skride ind over for alle der fortsætter med at gøre det onde, ligesom han gjorde i mindre målestok ifølge Habakkuks Bog. Jehova vil tilintetgøre alle i himmelen og på jorden som er skyld i ondskab og lidelse. Ligesom han sagde til Habakkuk, har han fastsat en tid da han vil gribe ind. Vi kan være forvissede om at „det [nok skal] komme. Det vil ikke være forsinket.“ — Habakkuk 2:3.

 VI HAR GAVN AF AT GUD HAR LADET TIDEN GÅ

¹⁶ Når man taler om hvorfor Gud tillader det onde, er der mange som kun tænker på menneskenes lidelser. De glemmer at se de vigtige stridsspørgsmål der er ved at blive afgjort. Måske overser de også at de selv kan have gavn af at Gud har ladet tiden gå for at spørgsmålene kunne afgøres. — 2 Peter 3:9.

¹⁷ Den tid Gud har ladet gå, har været lang nok til at vi også er blevet født. Alle de glæder vi har oplevet, har vi oplevet fordi Gud endnu ikke har grebet ind. Desuden har vi fået lejlighed til at bevise vor kærlighed og loyalitet over for Gud. Satan påstod udfordrende at ingen mennesker ville forblive trofaste mod Gud, at der ikke ville være en eneste om hvem Gud kunne sige, som han sagde om Job: „Der er ingen som han på jorden: en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde.“ (Jævnfør Jobs Bog, kapitlerne 1 og 2.) Om denne retskafne mand, Job, sagde Djævelen: „Er det for intet Job frygter Gud?“ Satan hævdede at Job gjorde det af selviske grunde, nemlig fordi Gud gav ham materiel velstand, og at han ville forbande Gud hvis han mistede alt. (Job 1:7-12) Kunne Satan vende alle mennesker bort fra Gud?

¹⁸ Gud tillod Satan at bringe mange trængsler over Job. Job mistede sin rigdom, hans børn blev dræbt, og han blev selv ramt af en ækel sygdom. Selv om han ikke vidste at det var Satan der rettede et særligt angreb mod ham, forblev han trofast mod Gud. (Job 27:5) Han var overbevist om at Jehova ikke ville glemme ham, og at Skaberen endog ville oprejse ham fra de døde hvis han skulle miste livet. (Job 14:13-15) Jehova svigter aldrig sine loyale. Efter en tid trådte han til og gjorde al den skade Satan havde forvoldt, til intet. Job blev rask igen.  Han fik endnu 10 smukke børn, samt stor velstand og et langt liv. Du kan selv læse den opmuntrende beretning herom i Job 42:10-17.

¹⁹ Beretningen om Job hjælper os også til at se hvorfor Gud har tilladt det onde. Ved at Jehova har tilladt disse ting er det blevet bevist at nogle mennesker vil elske Gud på trods af livets problemer og være loyale over for ham under enhver prøve. Vi gør vel i at spørge os selv: ’Er det sådan vi har reageret på trods af lidelser? Er det sådan vi gerne vil være, så vi er med til at afvise den tvivl Satan har sået?’ (Ordsprogene 27:11) Endvidere giver Jobs Bog os grund til at nære tillid til at Gud evner at råde bod på de lidelser menneskene udsættes for  mens ondskaben endnu tillades. — Jævnfør Andet Korintherbrev 4:16, 17.

²⁰ Ligesom Gud lagde mærke til Job og Habakkuk og godkendte dem, lægger han nu mærke til de mennesker der er trofaste over for ham på trods af de onde forhold, og han vil ikke undlade at belønne dem. — Malakias 3:16-18.

ØNSKER DU AT LEVE NÅR ONDSKABEN ER HØRT OP?

²¹ Bibelen forsikrer os om at det er Guds hensigt at føre jorden tilbage til de paradisiske tilstande som Adam og Eva levede under før de svigtede Gud. (Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:4, 5) Da vil bibelske løfter som disse få deres fulde opfyldelse:

„De onde udryddes nemlig, . . . da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:9-11; Ordsprogene 24:1, 20.

²² Mange klager over det onde og giver endda Gud skylden for det. Men hvad er det de i virkeligheden ønsker fjernet — ondskaben, eller blot straffen for ondskab? Mange lidelser er selvforskyldte; menneskene høster hvad de sår. (Galaterne 6:7; Ordsprogene 19:3) Umoralitet medfører kønssygdomme, aborter og skilsmisser. Rygning fører til lungekræft. Drukkenskab og stofmisbrug skader leveren og hjernen. Overtrædelse af færdselslovene er skyld i dødelige ulykker. Når nogle siger: ’Hvorfor tillader Gud det onde? Hvornår sætter han en stopper for det?’ ønsker de så virkelig at Gud skal gøre op med det onde? Hvis han gjorde det lige nu, ved at forhindre de her nævnte handlinger, ville mange så ikke klage over at han begrænsede deres frihed?

 ²³ Ved at tillade det onde giver Gud os altså lejlighed til at vise hvor vi står, hvad der bor i vort hjerte. Gud sagde til Habakkuk: „Den retfærdige skal leve ved sin trofasthed.“ Det betinger at man opdyrker had til det som Gud viser er ondt. (Habakkuk 2:4; Salme 97:10) Ved at leve på den måde kan vi blive upopulære hos nogle af vore venner og naboer. (1 Peter 4:3-5) Men Job og Habakkuk var villige til at være anderledes for at kunne være trofaste over for Gud og nyde hans godkendelse. Flere millioner Jehovas vidner i dag viser også at det kan lade sig gøre. De lever tilmed et rigere liv og er mere tilfredse med tilværelsen.

²⁴ De der følger denne handlemåde er med til at aflægge vidnesbyrd om at Satan er en stor løgner. De beviser at mennesker kan være trofaste mod Gud, i sikker forvisning om at han styrer med rette og på en retfærdig måde. Gud ved på sin side at han roligt kan betro sådanne mennesker den opgave at sørge for det paradis der skal genoprettes på jorden. Til den tid vil livet blive så herligt at fortidens sorger og ondskab ikke huskes mere. Det onde vil være glemt, ligesom vi har glemt den smerte vi følte for mange år siden, når vi som børn kom til at skrabe et knæ. — Esajas 65:17; Johannes 16:21.

²⁵ Disse herlige fremtidsudsigter hjælper os til at indse at når Gud har tilladt ondskaben er det blot et kort mellemspil i gennemførelsen af hans evige hensigt. Det juridiske og moralske stridsspørgsmål der har givet anledning til det onde, vil blive afgjort én gang for alle.

²⁶ Men selv om vi forstår hvorfor Gud har tilladt det onde, vil vi gerne vide hvornår det hører op. Hvornår er Guds tid inde til at gøre ende på ondskaben overalt på jorden? Lad os undersøge det nu.

[Studiespørgsmål]

Hvorfor er det fornuftigt at undersøge hvad Bibelen siger om årsagen til det onde? (1-3)

Hvad lærer vi af Habakkuks Bog? (4-8)

Hvordan blev der i Eden rejst nogle stridsspørgsmål der berører hele universet? Hvad gik spørgsmålene ud på? (9-12)

På hvilken måde skulle disse stridsspørgsmål afgøres? (13-15)

Hvordan er vi berørt af endnu et stridsspørgsmål der må afgøres? (16-20)

Hvad stiller Bibelen os i udsigt? Hvad vil det betyde for os? (21-23)

Hvordan kan vi få varig gavn af at Gud har tilladt det onde? (24-26)

[Ramme på side 131]

Dr. W. R. Inge, som var domprovst ved St. Pauls Cathedral i London, sagde for nogle år siden:

„Hele mit liv har jeg stridt for at finde meningen med livet. Jeg har søgt at få rede på tre spørgsmål der altid har forekommet mig at være grundlæggende: Evighedens gåde, menneskesindets uudgrundelighed og ondskabens problem. Men forgæves. Jeg har ikke fundet forklaringen på et eneste af dem.“

[Illustration på side 137]

Lidelser fik ikke Job til at vende Gud ryggen; han holdt ud og blev velsignet