Vil du tilbede Gud på hans måde?
Kapitel 19
Vil du tilbede Gud på hans måde?
BIBELEN forudsiger at mennesker i „de sidste dage“ vil være ’egenkærlige, pralende og hovmodige’, og at de „har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft“. (2 Timoteus 3:1-5) Passer denne beskrivelse ikke på de forhold vi ser omkring os i dag?
2 Jo, det er som om folk dyrker sig selv. På ethvert af livets områder opfører de sig som om de siger: „Det er mig det drejer sig om!“ Det fremgår af deres opførsel når de køber ind eller kører bil, af den megen interesse de skænker deres påklædning og makeup, og af den form for dans de dyrker. Alt dette har imidlertid ikke ført til sand lykke.
3 Mange betragter endda spørgsmålet om tro og religion som noget der skal give dem det de gerne vil have eller mener de har brug for. Men hvilken fejltagelse! Det tilkommer ikke os at afgøre hvordan Gud skal tilbedes. Som Skaber og Livgiver må Jehova være den der afgør det. (Romerne 9:20, 21) Og det han forlanger af os, er til vort eget bedste. Det vil give os tilfredshed nu og holde vort sind og hjerte rettet mod de vidunderlige ting han har i beredskab til os i fremtiden. — Esajas 48:17.
4 Jehova bebyrder ikke de kristne med unødige ceremonier eller meningsløse begrænsninger der skal overholdes. Men han ved at vor fortsatte eksistens afhænger af at vi har et godt forhold til ham, og at vi må leve efter hans normer og vise omsorg for andre hvis vi skal finde sand glæde ved livet. Når vi tilbeder Gud på hans måde, bliver livet rigere og mere meningsfyldt for os.
DE GJORDE TINGENE PÅ GUDS MÅDE
5 Noa var en af dem der gjorde tingene på Guds måde. Bibelen siger: „Noa var en retfærdig mand. Han var uangribelig blandt sine samtidige. Noa vandrede med den sande Gud.“ Gud gav ham anvisninger på hvordan arken skulle bygges, og „Noa [gjorde] ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han“. (1 Mosebog 6:9, 22) At Noa gjorde tingene på Guds måde kom til at betyde livet for ham og for hans familie, der holdt sig til ham som Guds profet. — 2 Peter 2:5.
6 Også Abraham gjorde tingene på Guds måde. Gud gav ham befaling til at forlade sit hjemland. Ville du have adlydt? Det gjorde Abraham. Han „rejste . . . bort, sådan som Jehova havde sagt til ham“, „skønt han ikke vidste hvor han kom hen“. (1 Mosebog 12:4; Hebræerne 11:8) Fordi Abraham trofast gjorde tingene på Guds måde, blev han regnet for at være „Jehovas ven“. — Jakob 2:23; Romerne 4:11.
FÆLLESSKAB MED GUDS FOLK
7 Senere udvalgte Gud en gruppe mennesker som han i særlig grad ville tage sig af, Israels folk. Det blev „en særlig ejendom blandt alle de folk der er på jordens flade“. (5 Mosebog 14:2) Naturligvis måtte israelitterne som enkeltpersoner henvende sig til Gud i bøn og søge et nært, personligt forhold til ham. Men de måtte også erkende at Gud ledede hele folket som en samlet menighed; de måtte følge den tilbedelsesform der var angivet i Guds lov til dem som folk betragtet. Så ville de kunne nyde den beskyttelse og velsignelse Gud skænkede sin menighed. (5 Mosebog 28:9-14) Tænk hvilken forret det var at høre til det folk den Almægtige kaldte „mit folk Israel“. — 2 Samuel 7:8.
8 Hvad så hvis en ikkeisraelit gerne ville tilbede den sande Gud? Der var for eksempel „en talrig blandet flok“ der valgte at følge med Israel dengang Moses førte folket ud af Ægypten; disse mennesker var ikke israelitter. (2 Mosebog 12:38) Hvis du havde boet i Ægypten, ville du da have haft den opfattelse at du godt kunne blive boende og tilbede Gud alene, på den måde du fandt rigtig? Eller ville du være fulgt med israelitterne?
9 Også senere, da Israel bosatte sig i det forjættede land, var det muligt for mennesker af andre nationer at antage Jehova som Gud og tilbede ham, hvis de ønskede det. De måtte imidlertid forstå at Gud tog sig af sit folk som en menighed og at templet i Jerusalem var centret for tilbedelsen af ham. (1 Kongebog 8:41-43; 4 Mosebog 9:14) Man kunne ikke være antagelig for Gud hvis man, på grund af stolthed eller uafhængighedstrang, valgte sin egen måde at dyrke Gud på.
EN NY MENIGHED
10 Da Jesus udførte sin tjeneste på jorden, tog Gud sig stadig af Israel som et folk der var viet til ham. Det var derfor ikke påkrævet at enhver der antog Messias, skulle være sammen med Jesus og vandre med ham på hans rejser som apostlene gjorde. (Markus 5:18-20; 9:38-40) Men folket som helhed forkastede Jehovas Messias, og af denne grund udtalte Jesus kort før han døde: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Mattæus 21:43.
11 Hvem skulle dette nye folk være, når det ikke længere var påkrævet at følge den tilbedelsesform der var angivet i Guds lov til Israel? (Kolossenserne 2:13, 14; Galaterne 3:24, 25) På pinsedagen i år 33 blev den kristne menighed oprettet, og Gud gjorde det klart for alle retsindige iagttagere at dette var hans værk. (Apostelgerninger 2:1-4, 43-47; Hebræerne 2:2-4) Gud havde udtaget sig „et folk for sit navn“; de første der kom til at høre til dette var jøder (og ikkejøder der havde antaget jødedommen), og senere kom også „nationerne“ til. Gud betragtede nu dette folk som „en udvalgt slægt, . . . et folk til at være en særlig ejendom“. — Apostelgerninger 15:14-18; 1 Peter 2:9, 10.
12 Hvis du havde levet dengang, og hvis du havde ønsket et godt forhold til Gud, da ville du være blevet ledet til den kristne menighed. Dette skete med italieneren Kornelius og hans familie. (Apostelgerninger 10:1-48) De troende i hele verden udgjorde tilsammen den kristne menighed. (1 Peter 5:9) Alle de lokale menigheder, hvilke privathjem eller offentlige bygninger de end samledes i, tilhørte denne menighed som Gud nu benyttede. — Apostelgerninger 15:41; Romerne 16:5.
13 Da Jehova er en ordenens Gud, sørgede han for et vist mål af organisering i menighederne. For at alle de enkelte troende kunne få den rette omsorg, lod han nogle udnævne til at tjene som hyrder eller tilsynsmænd. Det var erfarne, kvalificerede mænd som kunne undervise i Guds ord og oplære menighedens medlemmer til at give andre del i Bibelens sandheder og medvirke i det vigtige arbejde med at forkynde den gode nyhed. — 2 Timoteus 2:1, 2; Efeserne 4:11-15; Mattæus 24:14; Apostelgerninger 20:28.
14 Også på mange andre måder havde menighederne gavn af disse tilsynsmænd. De skulle ikke optræde som en slags lovkyndige og heller ikke undertrykke nogen. Nej, deres opgave var kærligt at hjælpe deres medkristne til at styrke deres forhold til Gud. (Apostelgerninger 14:21-23; 1 Peter 5:2, 3) Enhver der havde problemer kunne henvende sig til disse mænd som i åndelig forstand var ældste, og få bibelsk hjælp. (Jakob 5:13-16; Esajas 32:1, 2) Da de kristne jo stadig var ufuldkomne, kunne der fra tid til anden opstå vanskeligheder i menighederne. Tilsynsmændene skulle da være vågne for at hjælpe deres medkristne, og de skulle være på vagt over for enhver der kunne bringe menighedens åndelige sundhed i fare. — Filipperne 4:2, 3; 2 Timoteus 4:2-5.
15 De kristne menigheder fik de nødvendige anvisninger fra et styrende råd bestående af apostlene og nogle ældste fra menigheden i Jerusalem. Når menighederne sendte spørgsmål til dette råd, satte dets medlemmer sig grundigt ind i spørgsmålet og afgjorde sagen. Det styrende råd udsendte også mænd der på rådets vegne kunne besøge og hjælpe menighederne. — Apostelgerninger 15:1-3.
16 Jehova Gud tager sig stadig af sit folk som en samlet menighed. Jorden over er der tusinder af menigheder af Jehovas vidner, og tilsammen udgør de ét verdensomspændende samfund. Hvis du gerne vil følge den måde Gud ønsker at blive tilbedt på, bør du efterkomme den opfordring de kristne får til at komme sammen:
„Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, . . . men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ — Hebræerne 10:24, 25.
TILBED GUD MED HELE DIN SJÆL
17 Du vil have gavn af at tænke på alt hvad Jehova Gud har gjort for dig. Han har givet dig livet og alt det der opretholder dit liv hver dag. Og desuden har han sendt sin søn til jorden for at han kunne dø som et offer. Dette var et udtryk for Guds store kærlighed, en kærlighed der er ægte og varig. (Romerne 5:8; 8:32, 38, 39) På denne måde har Gud gjort det muligt for dig at få tilgivelse for synder og udsigt til et evigt liv. — Johannes 3:17; 17:3.
18 Hvordan vil du gengælde hans kærlighed? Ingen af os bør vende Gud ryggen og kaste vrag på hans kærlighed. Apostelen Peter gav denne opfordring:
„I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter.“ — Apostelgerninger 3:19.
19 Ja, vi må alle „ændre sind“, for vi har alle syndet og formår ikke til fuldkommenhed at følge Guds normer i vor adfærd, vor tale og vore tanker. (Romerne 2:4; 7:14-21; Jakob 3:2) At ændre sind vil sige at indrømme at vi er syndere og være bedrøvet over ikke at have levet i fuld overensstemmelse med Jehovas vilje. Har du denne indstilling? At vi dernæst skal „vende om“ vil sige at vi må forandre vor livsform og fra nu af prøve at genspejle Jehovas egenskaber og gøre tingene på hans måde. Når vi gør dette, kan vi have tillid til at Gud vil tilgive os og antage os. — Salme 103:8-14; 2 Peter 3:9.
20 Jesus efterlod os et forbillede for at vi kunne følge i hans fodspor i vor tjeneste for Gud, og i erkendelse af dette bør vi stræbe efter at ligne ham. (1 Peter 2:21) I Hebræerbrevet 10:7 får vi at vide at Jesus havde denne indstilling: „Se, jeg er kommet . . . for at gøre din vilje, min Gud.“ Vi bør også nære kærlighed til Gud og vise ham vor taknemmelighed ved at indvi vort liv til ham og gøre hans vilje med hele vor sjæl. Vi skal naturligvis stadig spise, sove og sørge for vor familie og vise den kærlighed; vi kan fortsat nyde adspredelser og på andre måder deltage i livets normale gøremål. Men indvielsen til Gud betyder at hans vilje og tilbedelsen af ham er det vigtigste for os, og at vi, uanset hvor vi er og hvad vi gør, oprigtigt vil stræbe efter at følge Guds vejledning og det eksempel Jesus satte. — Kolossenserne 3:23, 24.
21 Bibelen giver tydeligt til kende at den der har indviet sit liv til Gud, bør give offentligt udtryk for dette ved at lade sig døbe. Jesus gav dette bud til sine disciple:
„Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.
Hvis de der blev døbt, først skulle undervises i Guds ord og blive disciple af Kristus, kunne der tydeligvis ikke være tale om spædbørn. Som symbol på deres indvielse til Gud skulle dåben desuden foregå ved fuldstændig nedsænkning i vand, på samme måde som Jesu dåb, der foregik i Jordanfloden. — Markus 1:9-11; Apostelgerninger 8:36-39.
22 Når du bliver en døbt discipel af Kristus, vil du dermed få adgang til det rige og lykkelige liv den sande kristendom indebærer. Det er ikke et liv som på alle leder og kanter er styret af forbud og påbud. Nej, det er et liv i stadig vækst, en meget tilfredsstillende vækst. Du kan i stadig højere grad få et åndeligt syn på tingene og følge Guds ords principper, og på den måde mere og mere nærme dig det forbillede Jesus har efterladt os. — Filipperne 1:9-11; Efeserne 1:15-19.
23 Dette vil få indflydelse på den måde du tænker og handler på til daglig. Når du følger den kristne vej, vil du få en stadig dybere overbevisning om at Gud snart vil fjerne al ondskab og bane vej for ’nye himle og en ny jord hvori retfærdighed bor’. Dette vil endvidere motivere dig til i stadig højere grad at iføre dig den kristne personlighed og følge livets vej, så du også får lov at høre til i den kommende nye ordning. (Efeserne 4:17, 22-24) Apostelen Peter blev inspireret til at skrive:
„Tænk . . . på hvilken slags mennesker I bør være, hvilket fromt og indviet liv I bør leve! . . . Da I har dette at se frem til, gør da jeres yderste for at blive fundet at have fred med ham, at være uplettede og hævet over al kritik i hans øjne.“ — 2 Peter 3:11, 14, New English Bible.
24 Det er en stor velsignelse når hele ens liv viser at man tilbeder Jehova Gud! Mange lever bare som det passer dem og søger at få alle de fornøjelser de kan, men du kan leve på en anden måde. Du kan tilbede den sande Gud på hans måde. Du vil selv erfare at dette er den bedste og den lykkeligste livsform.
[Studiespørgsmål]
Hvem tillægger de fleste mennesker størst betydning, og hvorfor er denne indstilling uklog? (1-4)
På hvilken måde var Noa og Abraham anderledes end de fleste mennesker i dag? (5, 6)
Hvordan tog Gud sig af mennesker på det gamle Israels tid? (7-9)
Hvilken ændring skete der i den måde Gud beskæftigede sig med mennesker på? (10-12)
På hvilken måde organiserede, ledede og velsignede Gud de kristne? (13-15)
Hvordan tager Gud sig af de kristne i dag, og hvilken opfordring bør vi derfor følge? (16)
Hvad bør vor kærlighed til Gud tilskynde os til at gøre? (17-19)
Hvorfor er dåben et betydningsfuldt skridt, og hvad er dåben et symbol på? (20, 21)
Har du indviet dit liv til Gud, og ønsker du at lade dig døbe? I bekræftende fald, hvad vil dette da betyde for dig? (22-24)
