Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Det blod der virkelig redder liv

Det blod der virkelig redder liv

Det blod der virkelig redder liv

Det foregående har gjort flere ting klart. Selv om mange regner blodtransfusioner for at være livreddende er de forbundet med mange risici. Hvert år dør tusinder som følge af transfusioner; mange flere bliver alvorligt syge og må døje længe med følgerne. Alene af sundhedsmæssige grunde er det derfor klogt at efterkomme det bibelske bud om at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Patienter beskyttes mod mange farer ved at anmode om lægebehandling uden blod. Dygtige læger der har set det som en udfordring at behandle Jehovas vidner på denne måde, har udviklet en fremgangsmåde der er både sikker og effektiv, som det fremgår af utallige lægerapporter. Læger som yder seriøs behandling uden blod slækker ikke på højt anerkendte lægelige principper. De viser derimod respekt for patientens ret til at kende risici og fordele for at kunne træffe en informeret afgørelse om hvad der skal ske med hans eller hendes legeme og liv.

Vi er ikke godtroende hvad dette angår. Vi erkender at ikke alle kan være enige med os i denne holdning. Samvittigheder reagerer forskelligt, ligesom etiske holdninger og synet på lægebehandling varierer. Andre, også læger, kan derfor have svært ved at acceptere en patients afgørelse om at afholde sig fra blod. En kirurg i New York har således skrevet: „Jeg glemmer aldrig da jeg for 15 år siden, som ung lægekandidat, stod ved en seng med et Jehovas vidne som døde af blodtab på grund af et sår på tolvfingertarmen. Man respekterede patientens ønske og undlod at give blodtransfusion, men jeg kan stadig huske den stærke følelse af desperation jeg som læge følte dengang.“

Han mente uden tvivl at blod ville have været livreddende. Men året efter at han skrev dette, rapporterede The British Journal of Surgery (oktober 1986) at før man begyndte at give transfusioner, havde mave- og tarmblødninger „en dødelighedsrate på kun 2,5 procent“. Efter at transfusioner er blevet almindelige ’viser de fleste større undersøgelser en dødelighed på 10 procent’. Hvorfor er dødeligheden steget til det firdobbelte? Forskerne gav denne forklaring: „Det ser ud til at tidlig blodtransfusion vender den koagulationsforstærkende reaktion på blødningen i modsat retning, hvorved blødningen øges.“ Da det førnævnte Jehovas vidne med det blødende sår på tolvfingertarmen afviste blod, kan hans valg altså i virkeligheden have øget hans chancer for at overleve til det maksimale.

Den samme kirurg tilføjede: „Man har en tendens til at ændre syn på tingene som tiden går og man behandler mange patienter. I dag finder jeg nemlig at den gensidige tillid mellem læge og patient, samt den pligt man har til at respektere en patients ønsker, er af langt større betydning end al den nye lægevidenskabelige teknologi der omgiver os. . . . det [er] interessant at følelsen af håbløshed nu har veget pladsen for en følelse af respekt og beundring for denne patients urokkelige tro.“ Han sluttede: ’Det minder mig om at jeg altid bør respektere en patients personlige og religiøse ønsker, uanset hvordan jeg selv føler det eller hvilke konsekvenser det måtte medføre.’

Du indser måske allerede nu noget som mange læger erfarer ’som tiden går og de behandler mange patienter’. Selv med den bedste lægebehandling på de fineste hospitaler, vil folk på et eller andet tidspunkt dø. Med eller uden blodtransfusioner indhentes vi af døden. Vi ældes alle, og livet går mod sin afslutning. Denne holdning er ikke fatalistisk. Den er realistisk. Døden er en af livets realiteter.

Kendsgerningerne viser at de der tilsidesætter Guds lov om blodet ofte kommer ud for øjeblikkelige eller måske forsinkede virkninger; nogle dør ligefrem af det. Og selv de der overlever, lever ikke evigt. Blodtransfusioner redder ikke livet for bestandig.

De fleste af dem der af religiøse og/eller lægelige grunde afviser blod men tager imod en alternativ lægebehandling, kommer sig. De får deres liv forlænget nogle år. Men ikke evigt.

Det at alle mennesker er ufuldkomne og efterhånden dør, fører os til den centrale sandhed i det Bibelen siger om blodet. Hvis vi forstår og anerkender denne sandhed, vil vi indse hvordan blod virkelig kan redde liv — vort liv — for evigt.

DET ENESTE BLOD DER ER LIVREDDENDE

Som allerede nævnt, sagde Gud til hele menneskeheden at blodet ikke må spises, fordi det repræsenterer livet. (1 Mosebog 9:3-6) Senere uddybede han det i den lovsamling han gav til Israels folk. Da denne lov blev ratificeret, blev blodet af offerdyr ofret på et alter. (2 Mosebog 24:3-8) Nogle af bestemmelserne i denne lov drejede sig om at alle mennesker er ufuldkomne — eller syndere, som Bibelen siger. Gud sagde til israelitterne at de kunne vise at de anerkendte behovet for at få deres synder tilgivet, ved at bringe ham dyreofre. (3 Mosebog 4:4-7, 13-18, 22-30) Det var naturligvis noget Gud bad dem gøre dengang, ikke noget han beder sande kristne gøre i dag. Og alligevel har det stor betydning for os nu.

Gud forklarede selv det princip der lå til grund for disse ofre: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe jeres sjæle soning, for det er blodet der skaffer soning ved sjælen i det. Det er derfor jeg har sagt til Israels sønner: ’Ingen sjæl iblandt jer må spise blod.’“ — 3 Mosebog 17:11, 12.

Under den gamle højtid på forsoningsdagen tog Israels ypperstepræst blodet af offerdyr ind i det allerhelligste rum i templet, centeret for tilbedelsen af Gud. Ved at gøre dette, bad han i symbolsk forstand Gud om at tilgive folkets synder. (3 Mosebog 16:3-6, 11-16) Da disse ofre ikke virkelig tog synder bort måtte de gentages år efter år. Med denne brug af blod blev der imidlertid skabt et betydningsfuldt forbillede.

Et hovedpunkt i Bibelen er at Gud til sidst ville sørge for et fuldkomment offer der fuldt ud kunne sone alle troende menneskers synder. Dette kaldes genløsningen, og offeret var det der blev bragt af den forudsagte Messias eller Kristus.

De Kristne Græske Skrifter sammenligner Messias’ rolle med det der fandt sted på forsoningsdagen: „Da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere [tempel], som ikke er gjort med hænder, . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted [i himmelen] og skaffede os en evig udfrielse. Ja, næsten alle ting renses med blod ifølge loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ — Hebræerne 9:11, 12, 22.

Det bliver således klart hvorfor vi må anlægge Guds syn på blodet. I overensstemmelse med sin ret som Skaber har han afgjort hvad blodet udelukkende må bruges til. Fortidens israelitter har måske haft sundhedsmæssig gavn af ikke at spise dyre- eller menneskeblod, men det var ikke det vigtigste. (Esajas 48:17) De måtte undgå at opretholde livet ved hjælp af blod, ikke først og fremmest fordi det ville være usundt, men fordi det var helligbrøde i Guds øjne. De skulle afholde sig fra blod, ikke fordi det var forurenet, men fordi det var et dyrebart middel til opnåelse af tilgivelse.

Apostelen Paulus forklarede om genløsningen: „Ved hjælp af ham [Kristus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom.“ (Efeserne 1:7) Det græske ord som findes i grundteksten her betyder „blod“, men i nogle bibeludgaver er det fejlagtigt blevet udskiftet med „død“. Derved skjules den omstændighed at der lægges vægt på Skaberens syn på blodet og den offerværdi han tillægger det.

Bibelens tema har at gøre med at Kristus døde som et fuldkomment genløsningsoffer men ikke forblev død. Efter det forbillede Gud viste på forsoningsdagen blev Jesus oprejst til himmelen „for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. Dér frembar han værdien af sit offerblod. (Hebræerne 9:24) Bibelen lægger vægt på at vi må undgå enhver kurs der ville være ensbetydende med at ’træde på Guds søn og regne hans blod for at være af almindelig værdi’. Kun derved kan vi bevare et godt forhold til Gud og have fred med ham. — Hebræerne 10:29; Kolossenserne 1:20.

OPNÅ LIVET DER REDDES VED HJÆLP AF BLOD

Når vi forstår hvad Gud siger om blod, får vi den største respekt for dets livreddende værdi. Bibelen beskriver Kristus som den der „elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod“. (Åbenbaringen 1:5; Johannes 3:16) Ja, ved hjælp af Jesu blod kan vi opnå fuld og varig tilgivelse for vore synder. Apostelen Paulus skrev: „Da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden.“ Det er sådan vi kan redde livet for bestandig ved hjælp af blod. — Romerne 5:9; Hebræerne 9:14.

Jehova Gud gav for længe siden et løfte om at ’alle jordens slægter skulle velsigne sig’ ved Kristus. (1 Mosebog 22:18) Denne velsignelse indebærer at Paradiset genoprettes på jorden. Da vil troende mennesker ikke længere skulle trækkes med sygdom, alderdom eller død; de vil opnå velsignelser der langt overstiger den midlertidige hjælp som lægerne i dag kan tilbyde. Vi har dette storslåede løfte: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

Vi gør derfor klogt i at give agt på alle Guds krav. Det indebærer at vi adlyder hans bud om blodet og ikke misbruger det, heller ikke i forbindelse med sygdomsbehandling. Ved at respektere dette lever vi ikke blot i nuet, men viser stor agtelse for livet, herunder også udsigten til evigt liv i fremtiden som fuldkomne mennesker.

[Ramme på side 25]

Guds tjenere nægtede at opretholde livet ved hjælp af blod, ikke fordi det ville være usundt, men fordi det var helligbrøde, ikke fordi blodet var forurenet, men fordi det var dyrebart.

[Illustration på side 24]

„Ved hjælp af ham [Jesus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser.“ — Efeserne 1:7.

[Illustration på side 26]

At liv reddes ved hjælp af Jesu blod åbner mulighed for evigt liv i sundhed i et jordisk paradis