Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Seriøse alternativer til transfusion

Seriøse alternativer til transfusion

Seriøse alternativer til transfusion

Du vil måske sige: ’Transfusioner er nok risikable, men findes der seriøse alternativer?’ Det er et berettiget spørgsmål, med vægt på ordet „seriøse“.

Alle, også Jehovas vidner, ønsker seriøs lægebehandling. Dr. Grant E. Steffen nævner to hovedkrav: „Seriøs lægebehandling indebærer at de faktorer der indgår i behandlingen, kan føre til at man når berettigede lægelige og ikkelægelige mål.“ (The Journal of the American Medical Association, 1. juli 1988) Til „ikkelægelige mål“ hører at patientens etiske holdning eller bibelsk begrundede samvittighed ikke krænkes. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Findes der retmæssige og effektive måder at behandle alvorlige tilstande på uden at bruge blod? Svaret er lykkeligvis ja.

Selv om de fleste kirurger har hævdet at de kun har givet blod når det har været absolut nødvendigt, er deres brug af blod dalet betydeligt efter at AIDS-epidemien brød ud. En leder i Mayo Clinic Proceedings (september 1988) siger at „et af epidemiens få lyspunkter“ var at „den førte til at patienter og læger tog forholdsregler for at undgå blodtransfusion“. En talsmand fra en blodbank forklarer: „Det der har ændret sig er budskabets styrke, hospitalslægernes modtagelighed for budskabet (fordi de i stigende grad erkender farerne), og kravet om at overveje alternativer.“ — Transfusion Medicine Reviews, oktober 1989.

Der findes altså alternativer! Det vil man forstå når man undersøger hvorfor der gives blod.

Hæmoglobinet i de røde blodlegemer transporterer ilt som er nødvendigt for at man kan leve og have et godt helbred. Hvis man har mistet meget blod, kunne det derfor synes logisk blot at erstatte det. Under normale forhold har man 14-15 gram hæmoglobin pr. 100 milliliter blod. (Et andet mål for koncentrationen er hæmatokritværdien, der almindeligvis ligger på omkring 45 procent.) Tommelfingerregelen har tidligere været at give blod før en operation hvis patientens hæmoglobintal var under 10 (eller hæmatokritværdien under 30 procent). Det schweiziske tidsskrift Vox Sanguinis (marts 1987) udtaler at „65% af [narkoselægerne] krævede at patienterne skulle have en hæmoglobinmængde på 10 g/dl før elektiv kirurgi“.

Men ved en konference om blodtransfusion i 1988 spurgte professor Howard L. Zauder: „Hvordan fik vi dette ’magiske tal’?“ Han fastslog klart: „Årsagen til kravet om at en patient skal have 10 gram hæmoglobin (Hgb) før narkose bunder i traditioner, fortaber sig i det uvisse, og er ikke begrundet med kliniske eller eksperimentelle vidnesbyrd.“ Tænk på hvor mange tusind patienter der har fået transfusioner dikteret af en ’ubegrundet tradition’!

Men hvorfor har man normalt et hæmoglobinniveau på 14, hvis man kan klare sig med langt mindre? Det er for at kroppen kan have en betragtelig iltbærende kapacitet i reserve, som man kan tære på når man motionerer eller udfører hårdt arbejde. Studier af anæmi-patienter viser endda at „det er vanskeligt at fastslå nogen forringet arbejdsevne ved hæmoglobinkoncentrationer helt ned til 7 g/dl. Andre har blot fundet vidnesbyrd om moderat nedsat funktion“. — Contemporary Transfusion Practice, 1987.

Voksne kan klare sig med et lavt hæmoglobinniveau. Men gælder det også børn? Dr. James A. Stockman III siger: „Med få undtagelser vil børn der fødes for tidligt opleve et fald i hæmoglobinet i de første en til tre måneder . . . Indikationerne for transfusion på spædbarnsstadiet er ikke veldefinerede. Mange spædbørn synes faktisk at tolerere bemærkelsesværdigt lave hæmoglobinkoncentrationer uden tegn på kliniske vanskeligheder.“ — Pediatric Clinics of North America, februar 1986.

Det vil ikke sige at behandling er unødvendig hvis man mister meget blod ved en ulykke eller en operation. Ved et akut og stort blodtab vil blodtrykket falde, og der kan opstå chok. Det der først og fremmest er behov for, er at standse blødningen og erstatte den tabte væskemængde. Det vil forhindre chok og holde de resterende røde blodlegemer og andre blodbestanddele i cirkulation.

Væskemængden kan erstattes uden at man bruger fuldblod eller blodplasma. * Der findes forskellige væsker uden blod som kan bruges med effektiv virkning. Den simpleste er saltvand, som både er billigt og forligeligt med menneskeblod. Desuden er der væsker med specielle egenskaber, såsom dextran (Macrodex), Haemaccel og Ringer-laktat. Et nyere plasmaerstatningsmiddel er hydroxyethyl-stivelseopløsning (HES), der ved forbrændinger „trygt kan anbefales til de patienter som afviser blodprodukter“. (Journal of Burn Care & Rehabilitation, januar/februar 1989) Sådanne væsker har afgjorte fordele. „Krystalloidopløsninger [som almindeligt saltvand og Ringer-laktat], dextran og HES er forholdsvis ugiftige og billige, nemme at fremskaffe, kan opbevares ved stuetemperatur, kræver ingen forligelighedsprøver og indebærer ingen risiko for transfusionsoverførte sygdomme.“ — Blood Transfusion Therapy — A Physician’s Handbook, 1989.

Hertil spørger du måske: ’Hvordan kan erstatningsvæsker der ikke indeholder blod være tilstrækkelige, når man behøver røde blodlegemer for at få ilt transporteret rundt i kroppen?’ Jo, som allerede nævnt har man iltbærende reserver. Hvis man mister blod, sættes en forunderlig kompensationsmekanisme i gang. Hjertet pumper mere blod ved hvert slag. Eftersom det mistede blod er blevet erstattet med en egnet væske, strømmer det nu fortyndede blod lettere, selv i de små blodkar. Og der sker kemiske forandringer som bevirker at der afgives mere ilt til vævene. Denne tilpasning er så effektiv at selv om man kun har halvdelen af sine røde blodlegemer tilbage, kan der stadig afgives 75 procent af den normale iltmængde. En patient som er i hvile, bruger kun 25 procent af den ilt der er til rådighed i blodet. Og de fleste former for narkose nedsætter legemets behov for ilt.

HVORDAN KAN LÆGEN HJÆLPE?

Dygtige læger kan hjælpe en der har mistet meget blod og derfor har færre røde blodlegemer. Når væskemængden er blevet erstattet, kan lægen give koncentreret ilt. Derved får kroppen mere ilt til rådighed, ofte med forbløffende resultater. Britiske læger anvendte denne metode over for en kvinde der havde mistet så meget blod at „hendes hæmoglobin faldt til 1,8 g/dl. Hun blev med held behandlet . . . [med] høje iltkoncentrationer og transfusioner af gelatineopløsning [Haemaccel]“. (Anaesthesia, januar 1987) Rapporten siger også at andre med akut blodtab med held er blevet behandlet med hyperbar ilt i trykkammer.

Lægerne kan også hjælpe deres patienter til at producere flere røde blodlegemer. Hvordan? Ved at give dem jernpræparater (i muskler eller vener), der kan hjælpe kroppen til at danne røde blodlegemer tre til fire gange hurtigere end normalt. For nylig er en anden hjælp også blevet mulig. Nyrerne danner et hormon kaldet erytropoietin (EPO), der stimulerer knoglemarven til at producere røde blodlegemer. Dette hormon kan nu fremstilles syntetisk. Læger kan ordinere det til visse patienter som lider af blodmangel, og derved hjælpe dem til hurtigt at danne røde blodlegemer til erstatning for de mistede.

Under selve operationen kan dygtige og samvittighedsfulde kirurger og narkoselæger yde hjælp ved at benytte avancerede metoder for at spare blod. En omhyggelig operationsteknik, hvor man for eksempel begrænser blodtabet ved hjælp af elektrokoagulation, er af største vigtighed. I nogle tilfælde kan blod der løber ud i et sår suges op, filtreres og ledes tilbage i kredsløbet. *

For patienter der forbindes med en hjerte-lungemaskine som er spædet med en væske der ikke indeholder blod, har denne fortynding af blodet den fordel at de mister færre røde blodlegemer.

Der findes også andre hjælpemidler. Nedkøling af patienten for at mindske iltbehovet under operationen. Hypotensiv anæstesi. Koagulationsfremmende behandling. Desmopressin (DDAVP) til at forkorte blødningstiden. Laserstrålekirurgi. Listen vil vokse efterhånden som flere læger og bekymrede patienter søger at undgå blodtransfusion. Vi håber at du aldrig mister meget blod. Men skulle det ske, taler meget for at dygtige læger vil kunne behandle dig uden at ty til blodtransfusion, der indeholder så mange risikomomenter.

OPERATION, JA — MEN UDEN TRANSFUSION

Der er mange i dag som ikke vil have blod. Af sundhedsmæssige årsager beder de om det som Jehovas vidner først og fremmest ønsker af religiøse grunde: en god lægebehandling der bygger på metoder som ikke indebærer blodtransfusion. Som vi har set, udelukker dette ikke at der kan udføres større operationer. Hvis du stadig har en smule tvivl tilbage, vil flere vidnesbyrd fra lægelitteraturen måske kunne få bugt med den.

Artiklen „Firdobbelt ledudskiftning hos medlem af Jehovas Vidner“ (Orthopaedic Review, august 1986) fortalte om en anæmisk patient med „fremskreden ødelæggelse i begge knæ og hofter“. Der blev givet jerndextran før og efter den planlagte operation, som var vellykket. British Journal of Anaesthesia berettede i 1982 om et 52-årigt Jehovas vidne med et hæmoglobinniveau på under 10. Med anvendelse af hypotensiv anæstesi for at mindske blodtabet, fik hun udskiftet både hofte- og skulderled. Et hold kirurger ved Arkansas universitet i USA har anvendt samme metode ved hundrede hofteoperationer på Jehovas vidner, og alle patienterne er kommet sig godt. Professoren som leder afdelingen, siger: „Det vi har lært ved at operere disse patienter (som er Jehovas vidner), bruger vi nu på alle patienter som vi udskifter hofter på.“

Nogle Jehovas vidner føler at de med god samvittighed kan modtage en organtransplantation, hvis den udføres uden blod. En rapport om 13 nyretransplantationer konkluderer: „De samlede resultater tyder på at nyretransplantation udmærket og med god virkning kan foretages på de fleste Jehovas vidner.“ (Transplantation, juni 1988) Der er endda blevet udført vellykkede hjertetransplantationer uden blod.

’Hvordan så med andre former for operationer?’ tænker du måske. Medical Hotline for april/maj 1983 fortalte om operation af „Jehovas vidner der fik udført større gynækologiske og obstetriske indgreb [ved Wayne State University, USA] uden blodtransfusion“. Det medfølgende nyhedsbrev oplyste: „Der var ikke flere dødsfald eller komplikationer end hos kvinder der havde fået de samme operationer med blodtransfusion.“ Og der blev føjet denne kommentar til: „Resultaterne af denne undersøgelse berettiger måske til en fornyet overvejelse af brugen af blod til alle kvinder der gennemgår obstetriske og gynækologiske operationer.“

På universitetshospitalet i Göttingen (Tyskland) har 30 patienter som afviste blod, fået udført rutineoperationer. „Der opstod ingen komplikationer som ikke også kunne være opstået hos patienter der tager imod blodtransfusioner. . . . At det ikke er muligt at ty til transfusion bør ikke overbetones, og det bør således ikke føre til at man afstår fra at udføre en operation der er nødvendig og kirurgisk gennemførlig.“ — Risiko in der Chirurgie, 1987.

På et stort antal børn og voksne er der endog blevet udført hjerneoperationer uden brug af blod. Dette er for eksempel sket ved New York University Medical Center. I 1989 skrev lederen af den neurokirurgiske afdeling, dr. Joseph Ransohoff: „Det er ganske klart at man i de fleste tilfælde med minimal risiko kan undgå anvendelse af blodprodukter til patienter som har religiøse principper imod brugen af disse produkter, især hvis indgrebet kan udføres hurtigt og med en relativt kort operationsperiode. Det er ret interessant at jeg ofte glemmer at patienten er et Jehovas vidne indtil det tidspunkt da de bliver udskrevet og de takker mig fordi jeg har respekteret deres religiøse tro.“

Kan der også udføres komplicerede hjerte-kar-operationer på børn og voksne uden brug af blod? Dr. Denton A. Cooley har været banebrydende på netop dette felt. Som du kan se i den lægeartikel der er gengivet i tillægget, side 27-29, er dr. Cooley på grundlag af en tidligere analyse kommet til den slutning at „risikoen ved kirurgiske indgreb på Jehovas vidner, som patientgruppe betragtet, ikke var væsentlig højere end for andre“. Efter at han nu har udført 1106 af disse operationer skriver han: „I hvert tilfælde bliver min aftale eller overenskomst med patienten [om ikke at give blod] overholdt.“

Kirurger har bemærket at noget andet som kendetegner Jehovas vidner, er deres gode indstilling. „Disse patienters indstilling har været eksemplarisk,“ skrev dr. Cooley i oktober 1989. „De har ikke den frygt for komplikationer eller endda døden som de fleste patienter har. De har en dyb og varig tro på deres religion og deres Gud.“

Det vil ikke sige at de hævder en ret til at dø. De søger god lægehjælp fordi de gerne vil være raske. De er overbeviste om at det er klogt at adlyde Guds lov, og dette har gavnet udviklingen inden for blodløs kirurgi.

Dr. V. Schlosser, professor ved universitetshospitalet i Freiburg, Tyskland, siger: „I denne patientgruppe var forekomsten af blødning under og efter operationen ikke hyppigere, og komplikationerne snarere færre. Det særlige syn på sygdom som er typisk for Jehovas vidner havde en positiv indflydelse på operationsforløbet.“ — Herz Kreislauf, august 1987.

[Fodnoter]

^ par. 12 Jehovas vidner tager ikke imod transfusion af fuldblod, røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader eller blodplasma. Med hensyn til mindre fraktioner, som for eksempel immunglobulin, se Vagttårnet for 1. juni 1990, side 30, 31.

^ par. 17 I Vagttårnet for 1. marts 1989, side 30, 31, behandles de bibelske principper for brug af blodbesparende metoder og brug af apparater til opretholdelse af blodets cirkulation (ekstrakorporal cirkulation).

[Ramme på side 13]

„Vi må drage den slutning at mange af de patienter der i øjeblikket får blodkomponenter, ikke har nogen chance for at få gavn af transfusionerne (blodet er unødvendigt) men tværtimod har en betydelig risiko for uønskede bivirkninger. Ingen læge vil bevidst give en patient en behandling der ikke kan hjælpe men kunne skade, men det er nøjagtig hvad der sker når der gives unødvendige blodtransfusioner.“ — „Transfusion-Transmitted Viral Diseases“, 1987.

[Ramme på side 14]

„Nogle skribenter har erklæret at hæmoglobinværdier helt ned på 2 til 2,5 g/100 ml kan være acceptable. . . . En rask person kan tåle at miste 50 procent af mængden af røde blodlegemer og alligevel være næsten helt upåvirket af det hvis blodtabet sker over en periode.“ — „Techniques of Blood Transfusion“, 1982.

[Ramme på side 15]

„Ældre opfattelser angående ilttransport til vævene, sårheling og blodets næringstransport opgives nu. Erfaringen med patienter som er Jehovas vidner viser at svær blodmangel tolereres udmærket.“ — „The Annals of Thoracic Surgery“, marts 1989.

[Ramme på side 16]

Også små børn? „Der er udført 48 kirurgiske indgreb uden blod på åbent hjerte hos børn, uden hensyn til hvor komplicerede tilfældene har været.“ Børnene vejede ned til 4,7 kg. „På grund af den stadige succes med Jehovas vidner og den omstændighed at blodtransfusion indebærer en risiko for alvorlige komplikationer, udfører vi i øjeblikket de fleste af vore hjerteoperationer på børn uden transfusion.“ — „Circulation“, september 1984.

[Illustration på side 15]

Hjerte-lungemaskinen har været til stor gavn ved hjerteoperationer på patienter der ikke ønsker blod