Det vigtigste hebraiske ord for „år“, sjanahʹ, kommer af en rod der betyder „at gentage, at gøre igen,“ og indeholder i lighed med det tilsvarende græske ord, eniautosʹ, tanken om en tidscyklus. Her på jorden er det årstidernes regelmæssige tilbagevenden der synligt markerer årets gang, og årstiderne styres af jordens omløb omkring solen. Da Skaberen placerede jorden i dens bane med en hældende rotationsakse, gav han således mennesket mulighed for at inddele tiden i år. Ud fra månens regelmæssige faser kan året inddeles i kortere perioder. Disse forhold er omtalt allerede på Bibelens første sider. — 1Mo 1:14-16; 8:22.

Lige fra begyndelsen har mennesket benyttet sig af disse tidsmålere som Gud har tilvejebragt, og inddelt tiden i år og årene i måneder. (1Mo 5:1-32) De fleste af oldtidens folkeslag regnede med et år på 12 månemåneder. Det almindelige måneår har 354 dage, idet de enkelte måneder består af 29 eller 30 dage, alt efter hvornår nymånen viser sig. Måneåret er derfor ca. 11¹/₄ dag kortere end solåret på 365¹/₄ dag (365 dage, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder).

På Noas tid. Den første beretning om hvordan man før i tiden beregnede årets længde, stammer fra Noas tid. Han inddelte åbenbart året i 12 måneder a 30 dage. Ifølge den „logbog“ Noa førte (1Mo 7:11, 24; 8:3-5), svarede 150 dage til fem måneder. I denne beretning nævnes direkte den anden, syvende og tiende måned i det år Vandfloden kom. Efter den første dag i den tiende måned nævnes en periode på 40 dage og to perioder på hver 7 dage, eller i alt 54 dage. (1Mo 8:5-12) Der nævnes også en periode, men af ubestemt længde, mellem udsendelsen af ravnen og den første udsendelse af duen. (1Mo 8:6-8) Desuden er der et andet ubestemt tidsrum efter at duen er blevet sendt ud for tredje og sidste gang, som beskrevet i 1 Mosebog 8:12. I det næste vers omtales så den første dag i den første måned det følgende år. (1Mo 8:13) Det vides ikke hvilken metode Noa eller de der levede før ham, anvendte for at få et år bestående af 30-dages måneder til at falde sammen med solåret.

Ægypten og Babylon. I oldtidens Ægypten bestod året af 12 måneder på hver 30 dage, og man føjede årligt fem ekstra dage til for at året kunne stemme med solåret. Babylonierne fulgte derimod et måneår, men tilføjede i visse år en 13. måned, kaldet ve’adar, for at årstiderne fortsat kunne falde i de måneder de normalt svarede til. Et sådant år kaldes et tilpasset måneår og er naturligvis somme tider kortere eller længere end det egentlige solår, afhængigt af om det består af 12 eller 13 måneder.

Metons cyklus. På et tidspunkt udviklede man det system at indføje en 13. måned, en skudmåned, syv gange i løbet af 19 år, hvilket gav næsten præcis samme resultat som 19 solår. Denne cyklus blev kendt som Metons cyklus efter den græske matematiker Meton som levede i det 5. århundrede f.v.t.

Hebræerne. Bibelen oplyser ikke om det var dette system hebræerne oprindelig fulgte for at få deres måneår til at passe med solåret. Eftersom betydningen af navnene på deres månemåneder har forbindelse med årstiderne, må de have tilpasset året på en eller anden måde. To gange om året, omkring den 21. marts og den 23. september i vort kalenderår, står solen i zenit over ækvator, og på de tidspunkter er dag og nat overalt lige lange (omkring 12 timers dagslys og 12 timers mørke). Dette kaldes forårs- og efterårsjævndøgn. Ved disse jævndøgn kunne man konstatere om månemånederne var kommet for langt forud for de tilsvarende årstider,  og om det derfor var nødvendigt at indskyde en ekstra måned.

I de tidligste tider regnede man årene fra efterår til efterår, og den første måned begyndte omkring midten af vor tids september. Dette stemmer med den jødiske overlevering om at mennesket blev skabt om efteråret. Eftersom Bibelen angiver Adams alder i år (1Mo 5:3-5), er det rimeligt at gå ud fra at disse år blev talt fra hans skabelse, og hvis han blev skabt om efteråret, kan det til en vis grad forklare hvorfor det nye år i tidligere tider begyndte om efteråret. Et sådant år passede desuden godt til en befolkning som var landbrugere, især i de områder hvor folkeslagene var koncentreret både før og umiddelbart efter Vandfloden. Året sluttede med den sidste høstperiode og begyndte med pløjning og såning omkring begyndelsen af vor oktober.

Et religiøst og et borgerligt år. Ved udgangen af Ægypten ændrede Gud årets begyndelsestidspunkt for Israels folk idet han bestemte at året skulle begynde med forårsmåneden abib, eller nisan. (2Mo 12:1-14; 23:15) Israelitternes borgerlige år, landbrugsåret, begyndte dog stadig om efteråret. I 2 Mosebog 23:16 siges der således om indsamlingshøjtiden, der blev fejret om efteråret i etanim måned (den syvende måned efter den religiøse kalender), at den fandt sted „ved årets udgang“, og i 2 Mosebog 34:22 siges der at den fandt sted ’når året var omme’. Det fremgår også af bestemmelserne angående jubelårene at disse begyndte i efterårsmåneden etanim. — 3Mo 25:8-18.

Ifølge den jødiske historiker Josefus (der levede i det 1. årh. e.v.t.) fulgte man i forbindelse med religiøse højtider det religiøse år (der begyndte om foråret), mens man i forbindelse med køb, salg og andre af hverdagens anliggender fortsat fulgte det oprindelige borgerlige år (der begyndte om efteråret). (Jewish Antiquities, I, 81 [iii, 3]) Dette dobbeltsystem med et religiøst og et borgerligt år gjorde sig især gældende i perioden efter jødernes udfrielse fra landflygtigheden i Babylon. Den første dag i nisan, eller abib, markerede begyndelsen til det religiøse år, og den første dag i tisjri, eller etanim, markerede begyndelsen til det borgerlige år. I begge tilfælde gjaldt det at den første måned ifølge den ene kalender svarede til den syvende i den anden. — Se KALENDER.

Højtider. Årets højdepunkter var de tre store højtider som Jehova Gud havde befalet israelitterne at holde: påsken den 14. nisan (efterfulgt af de usyrede brøds højtid), ugefesten, eller pinsen, den 6. sivan og indsamlingshøjtiden fra den 15. til den 21. etanim (efter forsoningsdagen). De usyrede brøds højtid faldt sammen med byghøsten, pinsen med hvedehøsten, og indsamlingshøjtiden med høsten af de øvrige afgrøder ved udløbet af landbrugsåret.

Sabbatsår og jubelår. Under Lovpagten var hvert syvende år et sabbatsår med fuldstændig hvile for landet. Hele den syvårige periode eller „uge“ blev kaldt ’en årsabbat’. (3Mo 25:2-8) Hvert 50. år var et jubelår med hvile hvori alle hebraiske trælle blev frigivet og al jord som hørte til en arvelod, blev givet tilbage til de oprindelige ejere. — 3Mo 25:10-41; se SABBATSÅR.

Beregning af kongers regeringstid. I Babylons historiske beretninger var det skik at beregne kongers regeringsår som hele år, der begyndte den 1. nisan. De måneder hvori en konge regerede før den 1. nisan, blev betragtet som hans tiltrædelsesår, men blev talt med til den tidligere konges hele regeringsår. Hvis man fulgte dette system i Juda, hvilket den jødiske overlevering tyder på, har David og Salomon, der ifølge Bibelen herskede i „fyrre år“, hver haft en regeringstid på 40 hele år. — 1Kg 1:39; 2:1, 10, 11; 11:42.

Profetisk. Profetisk bruges ordet „år“ ofte i en særlig betydning om en periode på 360 dage (12 måneder a 30 dage). (Åb 11:2, 3) Et profetisk år kaldes også „en tid“ og omtales undertiden symbolsk som „en dag“. — Åb 12:6, 14; Ez 4:5, 6.