En gift mand betegnes med det hebraiske ord ’īsj (mand) og det græske ord anērʹ (mand, ægtemand). (Ho 2:16, fdn.; Ro 7:2) Andre hebraiske ord der undertiden bruges om en ægtemand, er ’adhōnʹ (herre), baʹ‛al (ejer, herre) og reʹa‛ (ven, fælle). (1Mo 18:12; 20:3; Jer 3:20) I Israel blev en mand der var forlovet, også omtalt som ægtemand, og pigen blev omtalt som hans hustru. — 5Mo 22:23, 24; Mt 1:18-20.

En mand forlovede sig med en kvinde eller indgik aftale om ægteskab med hende ved at betale hendes fader eller værge en brudekøbesum. (2Mo 22:16, 17) Hun blev derved hans ejendom. (2Mo 20:17) Han kunne da kaldes baʹ‛al, der betyder „ejer, herre,“ og hun blev kaldt be‛ulahʹ, det vil sige „ejet som hustru“. (1Mo 20:3; 5Mo 22:22; Es 62:4) Jehova sagde til Israels nation i fortiden: „Jeg er jeres ægtemand [form af udsagnsordet ba‛alʹ].“ — Jer 3:14; Es 62:4, 5; se ARV (Under Moseloven).

I den patriarkalske tid virkede ægtemanden som familiens præst og dommer, og næsten overalt i Bibelen ser man at ægtemanden og faderen er genstand for dyb respekt. — 1Mo 31:31, 32; Job 1:5; 1Pe 3:5, 6; jf. 5Mo 21:18-21; Es 1:10-21.

Overhoved. Når en mand gifter sig med en kvinde, bringer han hende ind under en ny lov, ’hendes mands lov’, ifølge hvilken han kan fastsætte regler og bestemmelser for sin familie. (Ro 7:2, 3) Han bliver hendes overhoved som hun må underordne sig. (Ef 5:21-24, 33) Dette gælder dog kun i relativ forstand, eftersom Gud og Kristus rangerer højere. — 1Kor 11:3.

Selv om manden er husets overhoved, er han forpligtet til at yde sin hustru den ægteskabelige ret på det seksuelle område, for han har „ikke . . . myndighed over sit eget legeme, men det har hans hustru“. (1Kor 7:3-5) Han er også ansvarlig for familiens åndelige og materielle vel. — Ef 6:4; 1Ti 5:8.

Mandens stilling som overhoved pålægger ham et stort ansvar. Han er ganske vist sin hustrus ejer, men han må anerkende at hun er dyrebar i Guds øjne, især hvis hun er kristen. Han må elske hende som han elsker sig selv, for de er tilsammen „ét kød“. — 1Mo 2:24; Mt 19:4-6; Ef 5:28, 33.

Ægtemanden må vise sin hustru samme kærlige omsorg som Kristus viser menigheden. (Ef 5:25, 28-30, 33) Han må indse at hustruen er ’et svagere kar’, og vise hende ære, idet han tager hendes fysiske begrænsninger og skiftende stemninger i betragtning. Især hvis ægtefællerne er kristne og altså sammen er ’arvinger til den ufortjente gave som livet er’, må manden vise dette hensyn for at hans bønner ikke skal blive hindret. (1Pe 3:7) At hustruen er ikketroende, giver ikke manden nogen undskyldning for at søge separation eller skilsmisse. Han bør tværtimod blive boende sammen med hende hvis hun er indforstået med det, idet han derved måske kan hjælpe hende til også at blive troende  og samtidig bidrage til børnenes frelse. — 1Kor 7:12, 14, 16; se FADER; FAMILIE, SLÆGT; ÆGTESKAB.

Skilsmisse. Under Moseloven kunne en mand skille sig fra sin hustru (hvorimod hun ikke kunne skille sig fra ham). Han skulle i så fald give hende en skilsmisseattest. (5Mo 24:1-4) Jesus påpegede at denne skilsmisseordning i Israel var indført som en indrømmelse på grund af menneskers hårdhjertethed. (Mt 19:8) Hvis en mand imidlertid havde forført en uforlovet jomfru, havde han pligt til at gifte sig med hende (medmindre hendes fader modsatte sig det), og han måtte aldrig i sine levedage skille sig fra hende. — 5Mo 22:28, 29.

Både De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter understreger at manden skal begrænse sin seksuelle interesse til ægtefællen (Ord 5:15-20), og at ægteskabet skal holdes i ære, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. (He 13:4) I patriarktiden og under Moseloven tillod Jehova at en mand havde flere hustruer, men under den kristne ordning må en mand kun have én levende hustru. (1Mo 25:5, 6; 29:18-28; 5Mo 21:15-17; Mt 19:5; Ro 7:2, 3; 1Ti 3:2) Den eneste kristne grund til skilsmisse som giver lov til indgåelse af nyt ægteskab, er „utugt“. — Mt 19:9; se UTUGT.

Brugt billedligt. Eftersom Israels nation i fortiden var bundet til Jehova ved Lovpagten, var Gud dens „ægtemand“. (Jer 3:14) Apostelen Paulus omtaler Jehova som de salvede kristnes Fader og „det Jerusalem som er oventil“ som deres moder, hvoraf det fremgår at Jehova betragter sig selv som dette Jerusalems ægtemand. — Ga 4:6, 7, 26; jf. Es 54:5.

Jesus Kristus betragtes som den kristne menigheds ægtemand. (Ef 5:22, 23; Åb 19:7; 21:2) Denne sammenligning understreger både hans stilling som menighedens hoved og hans kærlige omsorg for den. Han gav sit liv for sin brud, og han fortsætter med at sørge for den og værne om den.