Den anerkendte forbindelse mellem en mand og en kvinde der medfører at de lever som mand og hustru i overensstemmelse med Guds norm. Ægteskabet blev indstiftet af Jehova i Eden. Det danner grundlaget for familien, og dets hovedformål var at frembringe flere medlemmer af menneskeslægten. Jehova skabte menneskene som mand og kvinde og indførte ægteskabet som den rette ramme om menneskenes forplantning. (1Mo 1:27, 28) Den første vielse blev forrettet af Jehova, som beskrevet i 1 Mosebog 2:22-24.

Ægteskabet skulle være en varig forbindelse mellem manden og kvinden til gensidig støtte og hjælp. En fælles tilværelse i tillid og kærlighed ville give dem stor glæde. Da Jehova skabte kvinden som ægtefælle til manden, skabte han hende af et af mandens ribben, hvorved han gjorde hende til hans nærmeste kødelige slægtning på jorden, hans eget kød. (1Mo 2:21) Som Jesus påpegede, var det ikke Adam, men Gud der sagde: „Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød.“ Som dette er formuleret, er det tydeligt at monogami var Jehovas oprindelige norm for ægteskabet. — Mt 19:4-6; 1Mo 2:24.

Blandt hebræerne var det normalt at leve i ægteskab. Der findes ikke noget ord for ungkarl i De Hebraiske Skrifter. Da det grundlæggende formål med ægteskabet var at sætte børn i verden, er det forståeligt at Rebekkas familie velsignede hende med ordene: „Måtte du blive til tusinder af titusinder“ (1Mo 24:60), og at Rakel sagde til Jakob: „Giv mig børn, ellers vil jeg være en død kvinde.“ — 1Mo 30:1.

Indgåelsen af et ægteskab berørte hele familien, ja endog hele stammen eller det patriarkalske samfund, da det kunne få indflydelse på stammens styrke såvel som på dens økonomi. Derfor var det naturligt og blev betragtet som nødvendigt at valget af en hustru og aftalen om de kontraktlige og økonomiske forhold i forbindelse med giftermålet blev besluttet og ordnet af forældrene eller værgerne — selv om de i nogle tilfælde også søgte parternes accept (1Mo 24:8) og der udmærket kunne spille følelser ind. (1Mo 29:20; 1Sa 18:20, 27, 28) De indledende skridt blev som regel taget af mandens forældre, men i nogle tilfælde kunne forslaget komme fra pigens fader, især hvis der var en standsforskel. — Jos 15:16, 17; 1Sa 18:20-27.

Det var åbenbart almindeligt at manden søgte sig en hustru inden for sin egen slægt eller stamme. Det synes at fremgå af Labans ord til Jakob: „Det er bedre at jeg giver [min datter] til dig end at jeg giver hende til en anden mand.“ (1Mo 29:19) Dette princip blev især fulgt af dem der tilbad Jehova. Abraham sendte således bud til sine slægtninge i sin hjemstavn for at finde en hustru til sin søn Isak i stedet for at vælge en datter blandt kana’anæerne dér hvor han boede. (1Mo 24:3, 4) Ægteskab med en der ikke tilbad Jehova, var ikke velset og blev stærkt frarådet. Det var en form for illoyalitet. (1Mo 26:34, 35) Under Moseloven var det forbudt at besvogre sig med folk fra de syv kana’anæiske nationer. (5Mo 7:1-4) En soldat måtte imidlertid gifte sig med  en tilfangetagen jomfru fra en anden nation efter at hun havde gennemgået en renselsesperiode hvori hun havde sørget over sine forældres død og skilt sig af med alle tegn på sin tidligere religiøse tilknytning. — 5Mo 21:10-14.

Brudekøbesum. Før ægteskabsaftalen blev indgået, måtte den unge mand eller hans fader betale pigens fader en brudepris, eller brudekøbesum. (1Mo 34:11, 12; 2Mo 22:16; 1Sa 18:23, 25) Denne sum blev uden tvivl betragtet som en erstatning for tabet af datterens arbejdskraft og for de udgifter og det arbejde forældrene havde haft med at sørge for hende og opdrage hende. Somme tider blev brudekøbesummen betalt i form af en tjeneste der blev ydet faderen. (1Mo 29:18, 20, 27; 31:15) Moseloven fastsatte brudekøbesummen for en uforlovet jomfru der var blevet forført af en mand. — 2Mo 22:16; 5Mo 22:29.

Vielsen. Den centrale og karakteristiske handling ved selve brylluppet var at bruden på den fastsatte dag højtideligt blev ført fra sin faders hjem til sin mands hjem, hvorved hun officielt blev optaget i sin mands familie. (Mt 1:24) I den patriarkalske tid før Lovpagten udgjorde denne handling selve vielsen. Den var helt og holdent et borgerligt anliggende. Der var ingen religiøse ceremonier eller formaliteter og ingen præst eller gejstlig til at forrette vielsen eller erklære ægteskabet for retsgyldigt. Brudgommen førte blot bruden til sit eller sine forældres telt eller hus. Sagen blev gjort offentligt kendt, blev bekræftet og registreret, og ægteskabet var bindende. — 1Mo 24:67.

Parterne blev imidlertid regnet for at være gift allerede fra det tidspunkt da aftalen om ægteskab var truffet og forlovelsen var indgået. Lots døtre boede således hjemme og var underlagt deres faders myndighed, men de mænd der var forlovet med dem, blev omtalt som Lots „svigersønner, som skulle tage hans døtre til ægte“. (1Mo 19:14) Og selv om Samson aldrig blev gift med den filisterkvinde han var forlovet med, blev hun omtalt som hans hustru. (Dom 14:10, 17, 20) Hvis en forlovet pige under Moseloven bedrev utugt, skulle hun og den skyldige mand lide døden. Hvis hun blev voldtaget, skulle manden dø. Men hvis pigen var uforlovet, skulle sagen behandles anderledes. — 5Mo 22:22-27.

Ægteskaber blev registreret. Under Moseloven blev såvel indgåede ægteskaber som børnefødsler indført i de offentlige registre, hvilket er grunden til at vi har nøjagtige oplysninger om Jesu Kristi slægtsregister. — Mt 1:1-16; Lu 3:23-38; jf. Lu 2:1-5.

Bryllupsfesten. Selv om der ikke var nogen formel vielsesceremoni, blev bryllupperne i Israel markeret med en stor glædesfest. På bryllupsdagen traf bruden som regel omfattende forberedelser i sit hjem. Først badede hun sig og indgned sig med vellugtende olie. (Jf. Rut 3:3; Ez 23:40.) Undertiden hjulpet af kvindelige tjenere iførte hun sig brystbånd og en hvid klædning, der alt efter hendes økonomiske status var rigt broderet. (Jer 2:32; Åb 19:7, 8; Sl 45:13, 14) Hvis hun havde mulighed for det, pyntede hun sig med smykker og ædelsten (Es 49:18; 61:10; Åb 21:2), hvorpå hun dækkede sig med et let klædningsstykke, en slags slør der gik fra hovedet til fødderne. (Es 3:19, 23) Det forklarer hvorfor Laban så let kunne narre Jakob så denne ikke vidste at det var Lea han fik i stedet for Rakel. (1Mo 29:23, 25) Rebekka tog et hovedklæde på da hun nærmede sig Isak. (1Mo 24:65) Det var et symbol på at hun som brud underkastede sig brudgommens myndighed. — 1Kor 11:5, 10.

Brudgommen klædte sig også i sit bedste tøj og tog ofte en smuk hovedbeklædning eller krans på hovedet. (Høj 3:11; Es 61:10) Ledsaget af sine venner gik han om aftenen over til brudens forældres hjem. (Mt 9:15) Derfra bevægede optoget sig så, ledsaget af musikere og sangere og som regel af personer der bar lamper, mod brudgommens eller hans faders hjem.

Folk langs vejen viste stor interesse for optoget. Brudens og brudgommens glade stemmer hørtes. Nogle, især unge piger med lamper, sluttede sig til optoget. (Jer 7:34; 16:9; Es 62:5; Mt 25:1) Det kunne ske at brudgommen var længe om at komme af sted hjemmefra, og at der igen indtrådte nogen forsinkelse inden optoget forlod brudens hjem, sådan at det blev temmelig sent og nogle af dem der ventede langs vejen, måske blev døsige og faldt i søvn, ligesom i Jesu billedtale om de ti jomfruer. Når optoget nærmede sig, kunne man på afstand høre sangen og glædesråbene, og de der hørte det, ville udbryde: „Her er brudgommen!“ Tjenerne var parate til at byde brudgommen velkommen når han ankom, og de der var indbudt til bryllupsmåltidet, ville gå ind i huset. Efter at brudgommen og hans følge var gået ind og døren var lukket, var det for sent for upræcise gæster at komme ind. (Mt 25:1-12; 22:1-3; 1Mo 29:22) Det blev betragtet som en stor fornærmelse at afslå en invitation til en bryllupsfest. (Mt 22:8) Der blev måske udleveret en særlig klædning til gæsterne (Mt 22:11), og det var ofte værten der anviste dem deres pladser ved bordet. — Lu 14:8-10.

 Brudgommens ven. „Brudgommens ven“ spillede en vigtig rolle, og han blev anset for at være den der havde ført bruden og brudgommen sammen. Han glædede sig over at høre brudgommen tale med bruden, og han kunne fryde sig over at hans opgave nu var løst og hans hverv bragt til en lykkelig afslutning. — Joh 3:29.

Jomfruelighedsbevis. Efter måltidet gik brudgommen med bruden ind i brudekammeret. (Sl 19:5; Joel 2:16) Et klæde eller et klædningsstykke med blodpletterne fra bryllupsnatten blev opbevaret eller givet til pigens forældre. Det tjente som bevis på pigens jomfruelighed og ville yde hende retslig beskyttelse hvis hun senere skulle blive anklaget for ikke at have været jomfru da ægteskabet blev indgået, eller måske for at have drevet prostitution forud for ægteskabet. Forelå et sådant bevis ikke, kunne hun blive stenet for at have udgivet sig for jomfru og for at have bragt skam over sin faders hus. (5Mo 22:13-21) Den skik at opbevare klædet har holdt sig helt op til nyere tid blandt nogle af Mellemøstens folkeslag.

Rettigheder og pligter. Ægtemanden var husets overhoved og måtte træffe den endelige afgørelse i sager der berørte familiens velfærd og økonomi. Han kunne endda annullere et løfte som hans kone eller datter havde aflagt, hvis han mente at løftet ville få skadelige følger for familien. Det ser ud til at han allerede fik denne myndighed ved forlovelsen. (4Mo 30:3-8, 10-15) Manden var husets herre og blev betragtet som kvindens ejer (hebr.: baʹ‛al). — 5Mo 22:22.

I Ordsprogene 31 beskrives nogle af hustruens pligter over for manden. Hun skulle blandt andet udføre husligt arbejde, forarbejde og sy tøj og holde det i orden, i et vist omfang tage sig af køb og salg og føre almindeligt tilsyn med husholdningen. Skønt hun skulle underordne sig manden og i en vis forstand var hans ejendom, var hun godt stillet og nød mange forrettigheder. Hendes mand skulle elske hende, også selv om hun var hans andenhustru eller var taget som krigsfange. Hun måtte ikke mishandles, og der var sikret hende føde, klæder, husly og den ægteskabelige ret. Manden kunne heller ikke behandle sønnen af sin foretrukne hustru som den førstefødte på bekostning af sønnen af den hustru han ’hadede’ (elskede mindre). (2Mo 21:7-11; 5Mo 21:11, 14-17) Trofaste hebraiske mænd elskede deres hustruer, og hvis hustruen var forstandig og handlede efter Guds lov, lyttede manden ofte til hende eller billigede hvad hun gjorde. — 1Mo 21:8-14; 27:41-46; 28:1-4.

Den uforlovede jomfru der blev forført af en ugift mand, var også beskyttet af loven, for hvis faderen tillod det, skulle manden gifte sig med hende og kunne aldrig i sine levedage skille sig fra hende. (5Mo 22:28, 29) Hvis hustruen formelt blev anklaget af manden for ikke at have været jomfru da ægteskabet blev indgået, og det viste sig at anklagen var falsk, måtte manden betale en bøde og kunne aldrig skille sig fra hende. (5Mo 22:17-19) Hvis en gift kvinde blev anklaget for at have begået ægteskabsbrud i det skjulte og det viste sig at hun var uskyldig, skulle hendes ægtemand gøre hende gravid så hun kunne føde et barn og derved offentligt bevise sin uskyld. Kvindens personlige værdighed blev respekteret. Manden måtte ikke have samleje med hende under hendes menstruation. — 3Mo 18:19; 4Mo 5:12-28.

Forbudte ægteskaber. Ud over at det var forbudt at gifte sig med nogen der ikke tilbad Jehova, specielt med medlemmer af de syv nationer i Kana’ans land, var ægteskab forbudt inden for visse grader af slægtskab. — 3Mo 18:6-17.

Ypperstepræsten måtte ikke gifte sig med en enke, en fraskilt eller en vanæret kvinde eller en prostitueret; han måtte kun tage en jomfru af sit folk. (3Mo 21:10, 13, 14) De øvrige præster måtte ikke gifte sig med en prostitueret eller en vanæret kvinde eller med en kvinde der var blevet skilt fra sin mand. (3Mo 21:1, 7) Ifølge Ezekiel 44:22 kunne de gifte sig med en jomfru af Israels hus eller med en enke efter en præst.

Hvis en datter arvede fast ejendom, måtte hun ikke gifte sig uden for sin egen stamme. Derved forhindrede man at arvelodderne overgik fra én stamme til en anden. — 4Mo 36:8, 9.

Svogerskab. Udtrykkene „at besvogre (sig med)“ eller „at indgå svogerskab (med)“ er oversat fra det hebraiske udsagnsord chathanʹ, hvoraf ordene chothenʹ (svigerfader), chothæʹnæth (svigermoder), chathanʹ (brudgom, svigersøn) og chathunnahʹ (bryllup) er dannet. — 5Mo 7:3; 1Mo 34:9; 2Mo 3:1; 5Mo 27:23; 2Mo 4:25; 1Mo 19:14; Høj 3:11.

Israelitterne blev kraftigt advaret mod at indgå svogerskab med de folk der boede i det forjættede land. Sådanne ægteskabelige forbindelser ville ikke alene knytte dem til hedenske hustruer, men også bringe dem i nær berøring med hedenske slægtninge og deres falske religiøse skikke og sædvaner, og det ville blive en snare for dem og føre til frafald fra den sande tilbedelse. — 5Mo 7:2-4; 2Mo 34:16; Jos 23:12, 13.

 Abraham gav sin tjener strenge pålæg om at han ikke måtte tage en hustru til Isak blandt kana’anæerne. (1Mo 24:3, 4) Isak gav Jakob et tilsvarende påbud. (1Mo 28:1) Efter at Dina var blevet voldtaget af hivvitten Sikem, opfordrede Sikems fader, Hamor, Jakobs familie til at indgå svogerskab med denne stamme. Skønt Jakobs sønner kun på skrømt gik ind på dette, tog de ikke desto mindre de hivvitiske kvinder og børn til fange efter at have hævnet krænkelsen af Dina. (1Mo 34:1-11, 29) Juda giftede sig senere med en kana’anæisk kvinde (1Mo 38:2), og Josefs hustru var ægypter. (1Mo 41:50) Moses giftede sig med Zippora, en midjanit der åbenbart kaldes ’kusjit’ i 4 Mosebog 12:1. (2Mo 2:16, 21) Disse ægteskaber blev imidlertid indgået før Lovpagten blev indstiftet, og kunne derfor ikke siges at være en overtrædelse af dens bestemmelser.

I slaget mod midjanitterne skånede israelitterne kun de kvinder og piger der var jomfruer. (4Mo 31:3, 18, 35) Loven tillod, som nævnt ovenfor, at man giftede sig med sådanne forældreløse piger der var taget til fange i krig. (5Mo 21:10-14) Inden for det forjættede lands grænser blev Guds advarsel mod at indgå svogerskab med hedninger ofte tilsidesat med problemer og frafald til følge. — Dom 3:5, 6.

Undertiden blev ægteskabelige forbindelser indgået med visse mål i tanke, som for eksempel da kong Saul opfordrede David til at ’blive hans svigersøn’ ved at tage hans datter Mikal til ægte. (1Sa 18:21-27) En af de seks hustruer der senere fødte David sønner i Hebron, var en datter af Gesjurs konge (2Sa 3:3), og nogle mener at David måske har giftet sig med hende for at svække sin rival Isjbosjets stilling, idet Gesjur var et lille kongedømme der lå på den anden side af Isjbosjets hovedstad, Mahanajim. Tidligt i sin regeringstid besvogrede kong Salomon sig med Farao idet han giftede sig med Faraos datter. (1Kg 3:1; 9:16) Dette ægteskab, og siden andre med moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske kvinder, bevirkede at Salomon til sidst forfaldt til grov afgudsdyrkelse. (1Kg 11:1-6) Kong Akabs ægteskab med Jesabel, Zidons konges datter, fik tilsvarende ulyksalige følger for nordriget Israel. (1Kg 16:31-33) Kong Josafat indgik derefter uklogt svogerskab med kong Akabs hus, hvilket fik varige og sørgelige følger for Juda rige. — 2Kr 18:1; 21:4-6; 22:2-4.

Efter landflygtigheden erfarede Ezra til sin forfærdelse at selv præsterne og levitterne havde besvogret sig med kana’anæerne og andre folkeslag, et forhold der straks blev rettet. (Ezr 9:1-3, 12-14; 10:1-5, 10-14, 44) På Nehemias’ tid opstod problemet igen. Gennem giftermål knyttede ammonitten Tobija sig nært til præsteslægten i Jerusalem og skaffede sig stærke forbundsfæller blandt de fornemme i Juda, med det resultat at præsten Eljasjib i modstrid med Moseloven (5Mo 23:3) endog indrettede et spiserum i tempelforgården til ham. Harmfuld over dette kastede Nehemias imidlertid alt Tobijas bohave ud. — Ne 6:18; 13:4-9, 25-27.

Skilsmisse. Da Skaberen indstiftede ægteskabet, omtalte han ingen mulighed for skilsmisse. En mand skulle holde sig til sin hustru, og de skulle „blive ét kød“. (1Mo 2:24) En mand ville altså have én hustru, der blev betragtet som værende ét kød med ham. Først efter at menneskene havde syndet og som følge deraf var blevet ufuldkomne og fornedrede, kom skilsmisse ind i billedet.

Da Gud gav israelitterne Moseloven, valgte han ikke at fastholde den oprindelige norm for ægteskabet, men han gav love for skilsmisse for at forebygge unødige problemer og forhindre at familieordningen i Israel gik i opløsning. Da Guds tid var inde, blev den oprindelige norm imidlertid genindført. Jesus udtalte det princip som gælder i den kristne menighed — at „utugt“ (gr.: porneiʹa) er den eneste gyldige grund til skilsmisse. Han forklarede at det var af hensyn til israelitternes hårdhjertethed at Gud ikke havde håndhævet denne norm i forbindelse med Moseloven. — Mt 19:3-9; Mr 10:1-11.

I den kristne menighed er den eneste lovlige grund til skilsmisse (bortset fra dødsfald, der automatisk løser det ægteskabelige bånd) således „utugt“, hvorved overtræderen bliver „ét kød“ med en anden partner. Hvis en mand eller en kvinde begår utugt, kan den uskyldige ægtefælle derfor vælge at opløse ægteskabet og er derefter fri til at gifte sig igen. (Mt 5:32; Ro 7:2, 3) Bortset fra denne vejledning i tilfælde af „utugt“ (gr.: porneiʹa) råder De Kristne Græske Skrifter kristne til ikke at lade sig skille fra deres ægtefælle, uanset om vedkommende er troende eller ikketroende, og forklarer at hvis de lader sig skille af anden grund end utugt, må de ikke have kønslig omgang med andre. — 1Kor 7:10, 11; Mt 19:9.

Under Moseloven kunne en mand lade sig skille fra sin hustru hvis han fandt „noget anstødeligt“ hos hende. Dette indbefattede naturligvis ikke ægteskabsbrud, for det var der dødsstraf for. Blandt de forseelser der kunne retfærdiggøre en skilsmisse, var måske stor respektløshed over for  ægtemanden eller for hans faders hus eller noget der bragte forsmædelse over hans husstand. Ægtemanden skulle give sin hustru et skilsmissebrev, hvilket vil sige at han i samfundets øjne skulle have tilstrækkelig grund til at lade sig skille fra hende. Eftersom skilsmissebrevet var et juridisk dokument, er det sandsynligt at manden måtte rådføre sig med de ældste eller myndighederne i sin hjemby. Kvinden var derefter fri til at gifte sig igen, idet skilsmissebrevet beskyttede hende mod eventuelle senere anklager for ægteskabsbrud. En mand der havde forført en uforlovet pige (som han derefter måtte gifte sig med), eller en mand der havde rejst en falsk anklage mod sin hustru for ikke at have været jomfru ved ægteskabets indgåelse, kunne aldrig lade sig skille fra hende. — 5Mo 22:13-19, 28, 29.

Hvis en fraskilt kvinde giftede sig med en anden mand og denne senere lod sig skille fra hende eller døde, måtte hendes første mand ikke gifte sig med hende igen. Dette forhindrede en eventuel sammensværgelse mellem kvinden og hendes første mand med det formål at udvirke en skilsmisse fra den anden mand eller måske endog forårsage hans død for at de to igen kunne gifte sig. — 5Mo 24:1-4.

Jehova hadede en uretfærdig skilsmisse, især i de tilfælde hvor en mand handlede troløst mod sin hustru der var en trofast tjener for Jehova, for at kunne gifte sig med en hedensk kvinde der ikke tilhørte hans udvalgte pagtsfolk. — Mal 2:14-16; se SKILSMISSE.

Polygami. Da manden og hustruen ifølge Guds oprindelige norm skulle blive ét kød, var det ikke tanken at menneskene skulle leve i polygami, og denne samlivsform er da også forbudt i den kristne menighed. Tilsynsmænd og menighedstjenere, der sætter eksemplet for menigheden, skal være mænd der ikke har mere end én levende hustru. (1Ti 3:2, 12; Tit 1:5, 6) I overensstemmelse med denne norm bruges et ægteskab til at skildre forholdet mellem Jesus Kristus og hans menighed, hans eneste hustru. — Ef 5:21-33.

Skønt polygami ikke var Guds oprindelige ordning for ægteskabet, blev det imidlertid, ligesom skilsmisse, tolereret indtil den kristne menigheds tid. Polygami tog sin begyndelse kort efter syndefaldet. Første gang det omtales i Bibelen, er i forbindelse med en af Kains efterkommere, Lemek, om hvem det siges: „Så tog Lemek sig to hustruer.“ (1Mo 4:19) Om nogle af englene før Vandfloden siger Bibelen at „de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte“. — 1Mo 6:2.

Under de patriarkalske love og under Lovpagten var det tilladt at have medhustruer. Medhustruen blev ikke betragtet som en kvinde der levede i utugt, men hendes stilling var anerkendt og lovfæstet. Hvis hendes søn var mandens førstefødte, skulle han under Lovpagten også have den førstefødtes arv. — 5Mo 21:15-17.

At det var tilladt at have flere hustruer, medvirkede uden tvivl til at israelitterne hurtigt blev et stort folk, og det tjente således et formål dengang, selv om ordningen ikke var indført af Gud, men han blot tillod den og lod den omfatte af Lovens bestemmelser. (2Mo 1:7) Jakob, der blev narret af sin svigerfader til at tage sig flere hustruer, blev velsignet med 12 sønner og et antal døtre, idet han havde to hustruer, og deres tjenestepiger blev hans medhustruer. — 1Mo 29:23-29; 46:7-25.

Ægteskab blandt kristne. Jesus Kristus viste at han billigede ægteskabet ved at overvære bryllupsfesten i Kana. (Joh 2:1, 2) Som allerede nævnt var Guds oprindelige norm det monogame ægteskab, og Jesus genindførte denne norm i den kristne menighed. (1Mo 2:24; Mt 19:4-8; Mr 10:2-9) Eftersom manden og kvinden fra begyndelsen blev udstyret med evnen til at vise kærlighed og hengivenhed, skulle ægteskabet være et lykkeligt, velsignet og harmonisk forhold. Apostelen Paulus brugte det billede at Kristus er menighedens ægtemand og overhoved og menigheden hans brud. Forholdet mellem Kristus og menigheden er det bedste eksempel på den omsorg og loyale hengivenhed manden bør nære for sin hustru, idet han elsker hende som sit eget legeme. Hustruen skal på sin side have dyb respekt for sin mand. (Ef 5:21-33) Apostelen Peter råder hustruer til at underordne sig deres mænd og at appellere til dem med deres rene adfærd, dybe respekt og stille og milde ånd. Han fremholder Sara, der kaldte Abraham „herre“, som et efterlignelsesværdigt eksempel. — 1Pe 3:1-6.

Overalt i De Kristne Græske Skrifter lægges der vægt på renhed og troskab i ægteskabet. Paulus siger: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (He 13:4) Han vejleder ægtefæller om at de skal vise hinanden respekt og yde hinanden den ægteskabelige ret.

Apostelen formaner også de kristne til kun at gifte sig „i Herren“, svarende til det eksempel Guds trofaste tjenere i førkristen tid satte ved kun at gifte sig med andre sande tilbedere. (1Kor 7:39) Paulus giver dog de ugifte det råd at de ved  at forblive ugifte kan tjene Herren uden at lade sig distrahere. Han siger desuden at i betragtning af tiden bør de der gifter sig, ’være som om de ingen hustru har’, det vil sige at de ikke bør hellige sig de ægteskabelige rettigheder og pligter i en sådan grad at dette fylder hele deres liv, men at de skal søge Riget og tjene dets interesser uden dog at forsømme de pligter som følger med ægteskabet. — 1Kor 7:29-38.

Paulus gav den vejledning at unge enker ikke skulle sættes på listen over dem som menigheden sørgede materielt for, blot fordi de gav udtryk for at de helt ville hellige sig den kristne tjeneste. Det var bedre at de giftede sig, sagde han, for ellers kunne det ske at deres seksuelle behov fik dem til at handle i modstrid med den beslutning de i tro havde givet udtryk for, og at de tog imod støtte fra menigheden som slidsomme arbejdere samtidig med at de søgte at finde en mand og var ubeskæftigede og blandede sig i andres sager. Derved ville de pådrage sig en ugunstig dom. Hvis de derimod giftede sig, fødte børn og styrede hus samtidig med at de bevarede den kristne tro, ville de have fuldt op at gøre, og det ville afholde dem fra at løbe med sladder og snakke om ting de ikke burde. Så ville menigheden kunne hjælpe dem der virkelig var enker, og som opfyldte betingelserne for at modtage hjælp. — 1Ti 5:9-16; 2:15.

Cølibat. Paulus advarede om at det kommende frafald blandt andet ville være kendetegnet af kravet om at leve i cølibat, idet nogle ville ’forbyde at man giftede sig’. (1Ti 4:1, 3) Nogle af apostlene var imidlertid gift (1Kor 9:5; Lu 4:38); og da Paulus fremsatte kravene til tilsynsmænd og menighedstjenere i den kristne menighed, gav han rum for at disse mænd kunne være gift, idet han sagde at de kun måtte have én hustru. — 1Ti 3:1, 2, 12; Tit 1:5, 6.

Kristne og ægteskabet ifølge den borgerlige ret. I de fleste lande har de borgerlige myndigheder, „kejseren“, nu indført visse love for ægteskabet, og kristne skal normalt følge disse love. (Mt 22:21) Der siges ikke i Bibelen at indgåelse af ægteskab skal foregå ved en religiøs ceremoni, eller at en præst skal medvirke. Ligesom på Bibelens tid skal ægteskabet legaliseres i overensstemmelse med landets love, og vielser og fødsler skal registreres hvis loven kræver det. Eftersom myndighederne har indført disse love i forbindelse med ægteskab, er den kristne forpligtet til at henvende sig til dem for at indgå et lovformeligt ægteskab. Og hvis en kristen vil bruge ægtefællens utugt som en bibelsk grund til skilsmisse, skal han eller hun også søge at opnå juridisk skilsmisse hvis dette er muligt. En kristen der gifter sig igen uden respekt for Bibelens og lovens krav, overtræder Guds love. — Mt 19:9; Ro 13:1.

Ægteskabet og opstandelsen. Nogle af Jesu modstandere som ikke troede på opstandelsen, stillede ham et spørgsmål som var beregnet på at sætte ham i forlegenhed. I sit svar til dem åbenbarede han at „de som er anset for værdige til at få del i den anden tingenes ordning og opstandelsen fra de døde, hverken gifter sig eller bortgiftes“. — Lu 20:34, 35; Mt 22:30.

Brugt billedligt. Jehova omtaler gentagne gange i Bibelen sig selv som en ægtemand, og han betragtede Israels nation som sin hustru. (Es 54:1, 5, 6; 62:4) Når Israel gjorde oprør mod ham ved at dyrke afguder eller begå andre synder mod ham, blev det sammenlignet med utugt bedrevet af en utro hustru, hvilket var en skilsmissegrund for Gud. — Es 1:21; Jer 3:1-20; Ho 2.

I Galaterbrevet, kapitel 4, sammenligner Paulus Israels nation med trælkvinden Hagar, Abrahams medhustru, og det jødiske folk med Hagars søn, Ismael. Ligesom Ismael var søn af Abrahams andenhustru, var jøderne børn af Jehovas „andenhustru“. Israel var bundet til Jehova ved Lovpagten. Paulus sammenligner derpå „det Jerusalem som er oventil“, Jehovas „kvinde“, med Sara, Abrahams frie hustru. De kristne er frie åndelige børn af denne frie „kvinde“. — Ga 4:21-31; jf. Es 54:1-6.

Som den store Fader sørger Jehova Gud, ligesom Abraham, for at der udvælges en brud til hans søn, Jesus Kristus — ikke en jordisk kvinde, men den kristne menighed. (1Mo 24:1-4; 2Ts 2:13; 1Pe 2:5) De første medlemmer af denne menighed blev fremstillet for Jesus af „brudgommens ven“, Johannes Døber, som Jehova havde sendt forud for sin søn. (Joh 3:28, 29) Denne menighed, eller brud, er „én ånd“ med Kristus og udgør hans legeme. (1Kor 6:17; Ef 1:22, 23; 5:22, 23) Ligesom en brud i Israel badede og pyntede sig før brylluppet, sørger Jesus Kristus for at hans brud som en forberedelse til brylluppet bliver badet så hun bliver fuldkommen ren, pletfri og dadelfri. (Ef 5:25-27) I Salme 45 og Åbenbaringen 21 beskrives hun som en brud der er smykket for sin ægtemand.

I Åbenbaringens Bog forudsiger Jehova også den tid da hans søns bryllup ville være nær og bruden ville være rede, klædt i skinnende, rent, fint linned. De der er indbudt til det store aftensmåltid ved Lammets bryllup, beskrives som lykkelige. (Åb 19:7-9; 21:2, 9-21) Aftenen før sin død indstiftede Jesus Herrens aftensmåltid til  minde om sin død og instruerede sine disciple om at vedblive med at holde denne højtid. (Lu 22:19) Den skulle holdes „indtil han kommer“. (1Kor 11:26) Ligesom brudgommen i fortiden ankom til brudens hjem for at hente hende hos hendes forældre og føre hende til det hjem han havde gjort klar til hende i sin faders hus, sådan kommer Jesus Kristus for at hente sine salvede disciple i deres tidligere jordiske hjem og tage dem med sig for at de også kan være hvor han er, i hans Faders hus i himmelen. — Joh 14:1-3.

Se også SVOGERÆGTESKAB.