Ægypten og dets indbyggere nævnes over 700 gange i Bibelen. I De Hebraiske Skrifter betegnes Ægypten som regel med navnet Mizrajim (Mitsraʹjim) (jf. 1Mo 50:11), sikkert fordi efterkommerne af denne søn af Kam enten indtog en førerstilling eller var i overtal i dette område. (1Mo 10:6) Araberne kalder stadig landet for Misr. I visse salmer omtales det som „Kams land“. — Sl 105:23, 27; 106:21, 22.

Grænser og geografi. (KORT, bd. 1, s. 531) Ægyptens livsnerve har altid været Nilen, hvis frugtbare dal strækker sig som et smalt, grønt bælte gennem det nordøstlige Afrikas tørre ørkenegne. Området med det brede Nildelta, hvor floden spreder sig som en vifte (tidligere i mindst fem arme, i dag blot to) før den løber ud i Middelhavet, kaldtes „Nedreægypten“. Fra det sted hvor floden deler sig (ved det nuværende Kairo), er der ca. 160 km ud til kysten. Lidt nord for Kairo lå oldtidens Heliopolis (det bibelske On), og nogle få kilometer syd for Kairo lå Memfis (som regel kaldet Nof i Bibelen). (1Mo 46:20; Jer 46:19; Ho 9:6) Syd for Memfis begyndte så „Øvreægypten“, der strakte sig omkring 960 km op ad dalen til Nilens første katarakt (ved Aswan, oldtidens Syene). Mange forskere finder det dog mere naturligt at kalde den nordlige del af denne region for „Mellemægypten“. I hele dette område (Mellem- og Øvreægypten) er den flade Nildal sjældent over 20 km bred, og den er på begge sider afgrænset mod ørkenen af kalkstens- og sandstensklipper.

Syd for den første katarakt lå oldtidens Ætiopien. Man sagde derfor at Ægypten strakte sig „fra Migdol [der åbenbart lå i det nordøstlige Ægypten] til Syene og til Ætiopiens grænse“. (Ez 29:10) I almindelighed bruges det hebraiske navn Mitsraʹjim om hele landet, men mange forskere mener at det i visse tilfælde blot sigter til Nedreægypten og måske Mellemægypten, mens Øvreægypten betegnes med navnet „Patros“. Den geografiske opdeling i ’Ægypten [Mizrajim], Patros og Kusj’, der nævnes i Esajas 11:11, svarer til en lignende opdeling i en assyrisk inskription, hvor kong Asarhaddon regner områderne ’Musur, Paturisi og Kusu’ med til sit rige. — Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 290.

Da Ægypten mod nord grænsede til Middelhavet, mod syd til Nilens første katarakt og Ætiopien (Nubien), mod vest til Den Libyske Ørken (en del af Sahara) og mod øst til Den Arabiske Ørken, var landet ret isoleret, beskyttet mod påvirkning og invasioner udefra. Mod nordøst var det imidlertid ved Sinajhalvøen forbundet med det asiatiske kontinent (1Sa 15:7; 27:8), og ad denne landbro kom der handelskaravaner (1Mo 37:25), indvandrere og med tiden også fjendtlige hære. Grænsen for det ægyptiske domæne mod nordøst var efter alt at dømme „Ægyptens Regnflodsdal“, der som regel identificeres med Wadi el-‛Arish på Sinajhalvøen. (2Kg 24:7) På den anden side af denne regnflodsdal lå Kana’an. (Jos 15:4) I ørkenen vest for Nilen lå der mindst fem oaser som blev en del af det ægyptiske rige. Den store Faijum-oase, der lå godt 70 km sydvest for det gamle Memfis, blev vandet ved hjælp af en kanal fra Nilen.

Økonomien afhængig af Nilen. Mens der i dag næppe kan trives noget dyreliv i ørkenområderne langs Nildalen, da plantevæksten er meget sparsom eller helt mangler, foreligger der vidnesbyrd om at der i wadierne, eller regnflodsdalene, tidligere levede mange dyr som ægypterne jagede. Men der faldt ikke megen regn, hvad der heller ikke gør i dag (i Kairo kun ca. 50 mm om året). Livet i Ægypten var derfor helt afhængigt af Nilvandet.

Nilens kilder har deres udspring i bjergene i Ætiopien og de omliggende lande. Her var den periodiske nedbør tilstrækkelig til at få floden til at svulme op så den i Ægypten gik over sine bredder hvert år fra juli til september. (Jf. Am 8:8; 9:5.) Derved blev ikke alene vandingskanalerne og -bassinerne fyldt, men der aflejredes også et værdifuldt lag slam som forbedrede jorden. Frugtbarheden i Nildalen og deltaområdet var så stor at det vandrige område med Sodoma og Gomorra som Lot skuede ud over, blev sammenlignet med „Jehovas have, . . . Ægyptens land“. (1Mo 13:10) Men oversvømmelserne varierede. Hvis vandet ikke steg tilstrækkeligt, blev høsten dårlig, og der blev hungersnød. (1Mo 41:29-31) Hvis oversvømmelserne helt udeblev, ville man opleve den værst tænkelige katastrofe, og landet ville blive goldt og øde. — Es 19:5-7; Ez 29:10-12.

Produkter. Ægypten var et godt landbrugsland, og de vigtigste afgrøder var byg, hvede, spelt (en slags hvede) og hør (hvoraf der blev fremstillet fint linned som blev eksporteret til mange lande). (2Mo 9:31, 32; Ord 7:16) Der dyrkedes vin, og der fandtes daddelpalmer, figentræer og granatæbletræer; og man havde urtehaver hvor der voksede agurker, vandmeloner, porrer, løg, hvidløg og andre grøntsager. (1Mo 40:9-11; 4Mo 11:5; 20:5) Bemærkningen i 5 Mosebog 11:10 om at man måtte „sørge for overrisling med foden“, betyder ifølge nogle forskere at man anvendte vandhjul som blev trådt med foden; men udtrykket kan også betyde at man åbnede og lukkede for vandrenderne med foden.

 Når de omliggende lande blev ramt af hungersnød, søgte indbyggerne ofte ned til det frugtbare Ægypten, sådan som Abraham gjorde i begyndelsen af det 2. årtusind f.v.t. (1Mo 12:10) Med tiden blev Ægypten et kornkammer for store dele af Middelhavsområdet. Det skib fra Alexandria som apostelen Paulus rejste med fra Myra i Lilleasien, var et kornskib som var på vej til Italien. — Apg 27:5, 6, 38.

En anden vigtig eksportvare for Ægypten var papyrus, en græsagtig plante der voksede i Nildeltaets store sumpe (2Mo 2:3; jf. Job 8:11), og hvoraf man fremstillede skrivemateriale. Da landet var skovfattigt, måtte man imidlertid importere tømmer fra Fønikien, især cedertræ, der blev udskibet fra havnebyer på Fønikiens kyst, for eksempel fra Tyrus, hvor man til gengæld satte stor pris på det brogede linned fra Ægypten. (Ez 27:7) De ægyptiske templer og monumenter blev bygget af granit og blødere stenarter, deriblandt kalksten, som fandtes i rigelige mængder i højdedragene langs Nildalen. Beboelseshuse og endda paladser blev lavet af lersten (som var det almindelige byggemateriale). I ægyptiske miner i bjergene langs Det Røde Hav (og på Sinajhalvøen) blev der udvundet guld og kobber, og af kobberet fremstillede man bronzevarer, der også blev eksporteret. — 1Mo 13:1, 2; Sl 68:31.

Kvægavl spillede en vigtig rolle i den ægyptiske økonomi. Under sit ophold i Ægypten erhvervede Abraham sig får og kvæg, foruden lastdyr som æsler og kameler. (1Mo 12:16; 2Mo 9:3) Heste omtales under Josefs administration (1737-1657 f.v.t.) og menes at være indført fra Asien. (1Mo 47:17; 50:9) De kan oprindelig være kommet til Ægypten ved handel eller som krigsbytte der er blevet taget ved ægyptiske strejftog i egnene mod nordøst. På Salomons tid var de ægyptiske heste så talrige og så højt værdsatte at de (sammen med ægyptiske stridsvogne) var en vigtig handelsvare på verdensmarkedet. — 1Kg 10:28, 29.

Der fandtes talrige rov- og ådselfugle, som for eksempel gribbe, glenter, ørne og falke, foruden mange vandfugle, deriblandt ibiser og traner. Nilen vrimlede med fisk (Es 19:8), og flodheste og krokodiller var almindelige. (Jf. den symbolske skildring i Ezekiel 29:2-5.) Ørkenområderne var beboet af sjakaler, ulve, hyæner og løver foruden forskellige slangearter og andre krybdyr.

Befolkning. Ægypterne var hamitter og stammede sikkert hovedsagelig fra Kams søn Mizrajim. (1Mo 10:6) Efter at menneskene var blevet spredt ved Babel (1Mo 11:8, 9), kan mange af Mizrajims efterkommere, som for eksempel Ludim, Anamim, Lehabim, Naftuhim og Patrusim, være draget til Nordafrika. (1Mo 10:6, 13, 14) Som allerede nævnt sættes Patros (ental af Patrusim) i forbindelse med Øvreægypten, og noget taler for at placere Naftuhim i Nildeltaet.

Et vidnesbyrd om at Ægyptens befolkning sikkert var temmelig blandet og sammensat af forskellige stammer, er at landet fra ældgammel tid var inddelt i mange distrikter eller len (senere kaldt nomer), og at disse distrikter fortsatte som administrative enheder da riget blev forenet under én hersker, og blev bibeholdt lige til slutningen af rigets eksistens. Man regnede med 42 nomer, 20 i Nedreægypten og 22 i Øvreægypten. Den omstændighed at man gennem hele Ægyptens historie skelnede mellem Øvre- og Nedreægypten (en opdeling der måske også var geografisk bestemt), kan ligeledes skyldes en oprindelig stammeopdeling. I perioder hvor centralregeringen svækkedes, var der en tendens til at landet igen deltes i disse to hovedområder eller opløstes i talrige småriger bestående af de forskellige nomer.

På grundlag af vægmalerier og mumiefund beskrives oldtidens ægyptere som små, slanke og mørklødede, men ikke negroide. De gamle vægmalerier og skulpturer afslører dog betydelige forskelle i ægypternes udseende.

Skriftsprog. Nutidige forskere regner som regel ægyptisk med til den „semitisk-hamitiske“ sproggruppe. Mens sproget i det væsentlige var hamitisk, skal det i grammatikken have haft meget tilfælles med de semitiske sprog, ligesom der også var visse ligheder i ordforrådet. Trods disse lighedspunkter erkendes det at „ægyptisk adskiller sig noget mere fra de semitiske sprog end disse sprog adskiller sig fra hinanden, og at det, i hvert fald indtil dets slægtskab med de afrikanske sprog er nøjere bestemt, må regnes som stående uden for den semitiske gruppe“. (Egyptian Grammar af A. Gardiner, London 1957, s. 3) Da Josef skjulte sin identitet for sine brødre, talte han til dem gennem en ægyptisk tolk. — 1Mo 42:23.

Der er flere faktorer som gør det yderst vanskeligt at drage helt klare slutninger angående de tidligste former af det sprog der blev anvendt i Ægypten. En af disse faktorer er det ægyptiske skriftsystem. De gamle inskriptioner består af billedtegn (fremstillinger af dyr, planter og andet) sammen med visse geometriske figurer — et skriftsystem som grækerne kaldte hieroglyffer. Nogle af tegnene kom ganske vist efterhånden til at repræsentere stavelser, men de blev kun brugt som et supplement til hieroglyfferne  og kom aldrig til at erstatte dem. Desuden ved man ikke i dag nøjagtig hvordan disse stavelser blev udtalt. Man kan hente nogen hjælp i henvisninger til Ægypten i kileskrifttekster helt tilbage fra midten af det 2. årtusind f.v.t. Græske gengivelser af ægyptiske navne og andre ord fra omkring det 6. århundrede e.v.t. og aramaiske gengivelser som er omkring hundrede år yngre, giver også en idé om hvordan nogle af de ægyptiske ord blev udtalt. Men rekonstruktionen af det gamle ægyptiske sprogs lydsystem bygger stadig hovedsagelig på koptisk, den form for ægyptisk der blev talt fra det 3. århundrede e.v.t. og fremefter. Det er derfor kun muligt at give et omtrentligt billede af strukturen i det ældste ægyptiske sprog, især som det blev talt i tiden før israelitternes ophold i Ægypten. Se for eksempel NO, NO-AMON.

Dertil kommer at man stadig ikke ved tilstrækkeligt om de andre gamle hamitiske sprog der blev talt i Afrika, til at man med sikkerhed kan sige hvordan ægyptisk er beslægtet med dem. Der er ikke fundet inskriptioner på ikkeægyptiske afrikanske sprog fra før vor tidsregnings begyndelse. Kendsgerningerne støtter imidlertid den bibelske beretning om sprogforvirringen, og det synes klart at de gamle ægyptere, som efterkommere af Kam gennem Mizrajim, talte et sprog der adskilte sig fra de semitiske sprog.

Hieroglyfskriften blev specielt brugt til inskriptioner på monumenter og vægmalerier, hvor skrifttegnene var meget detaljeret udført. Denne skrift blev — især til religiøse tekster — brugt helt frem til vor tidsregnings begyndelse; men længe før dette havde de skrivere der skrev med blæk på skind og papyrus, udviklet en mindre besværlig skrift bestående af forenklede, kursive skrifttegn. Den blev kaldt hieratisk skrift og var forløberen for den demotiske skrift, en endnu mere forenklet skriftform, der opstod under det såkaldte 26. dynasti (7. og 6. årh. f.v.t.). De ægyptiske tekster blev først dechifreret efter fundet af Rosettestenen i 1799. Indskriften på denne sten, der nu opbevares på British Museum, indeholder et dekret fra år 196 f.v.t. til ære for Ptolemaios V (Epifanes). Teksten er skrevet både med ægyptiske hieroglyffer, med demotisk skrift og på græsk, og den græske tekst blev nøglen til at dechifrere den ægyptiske.

Religion. Ægypten var et stærkt religiøst land med mange guder. Hver by havde sin egen lokale guddom, der bar titlen „byens herre“. I Thotmes III’s grav er der fundet en liste med navnene på omkring 740 guder. (2Mo 12:12) Guden blev ofte fremstillet som værende gift med en gudinde der fødte ham en søn, „så der dannedes en guddommelig triade eller trehed, hvori faderen i øvrigt ikke altid var overhovedet, men i nogle tilfælde nøjedes med at optræde i rollen som prinsgemal, mens gudinden var stedets hovedguddom“. (New Larousse Encyclopedia of Mythology, 1968, s. 10) Hver hovedgud boede i et tempel som ikke var åbent for offentligheden. Guden blev tilbedt af præsterne, som hver morgen vækkede ham med en hymne, badede ham, klædte ham på, serverede mad for ham og tjente ham på andre måder. (Se i kontrast hertil Salme 121:3, 4; Es 40:28.) Man betragtede åbenbart præsterne som nogle der repræsenterede Farao, der selv blev regnet for at være en levende gud, søn af guden Re (Ra). Dette understreger hvor modigt det var af Moses og Aron at gå til Farao for at meddele ham den sande Guds beslutning, og det forklarer også Faraos foragtelige svar: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst?“ — 2Mo 5:2.

Til trods for den overvældende mængde af templer, statuer, religiøse malerier og skrifter arkæologerne har afdækket i Ægypten, ved man forholdsvis lidt om hvad ægypternes tro gik ud på. De religiøse tekster giver et meget fragmentarisk billede og udelader som regel lige så  meget som, eller mere end, de indeholder. Meget af det man ved om de ægyptiske guders væsen og handlinger, bygger på følgeslutninger eller på oplysninger hos græske forfattere som Herodot og Plutarch.

Selv om man ikke ved meget om hvad ægypternes tro gik ud på, er det åbenbart at der ikke herskede enhed i troen. Gennem hele Ægyptens historie har regionale forskelle resulteret i en labyrint af ofte modstridende sagn og myter. Guden Re var for eksempel kendt under 75 forskellige navne som beskriver hans mange skikkelser. Det ser ud til at kun forholdsvis få af de hundreder af guddomme er blevet dyrket på nationalt plan. Den mest populære af disse var triaden, eller treheden, bestående af Osiris, hans hustru, Isis, og deres søn, Horus. Desuden var der de „kosmiske“ guder anført af solguden Re, indbefattende guder for månen, himmelen, luften, jorden og Nilen med flere. I Theben (det bibelske No) var guden Amon den mest fremtrædende og fik med tiden betegnelsen „gudernes konge“ under navnet Amon-Re. (Jer 46:25) Ved festtiderne (Jer 46:17) blev guderne ført i procession gennem gaderne. Når præsterne for eksempel bar gudebilledet af Re gennem gaderne, sørgede indbyggerne for at være til stede, da de håbede på at opnå en religiøs fortjeneste derved. De betragtede deres tilstedeværelse som en opfyldelse af deres religiøse forpligtelse og mente at Re til gengæld var forpligtet til stadig at skænke dem lykke og fremgang. De ventede kun materielle velsignelser af ham og bad aldrig om noget åndeligt. Der er talrige lighedspunkter mellem de ægyptiske og de babyloniske hovedguder, og alt tyder på at Babylon er oprindelsesstedet, og at de derfra er blevet bragt til Ægypten. — Se GUDER OG GUDINDER.

Denne polyteistiske religion havde ikke nogen gavnlig eller højnende virkning på ægypterne. Som der siges i Encyclopædia Britannica (1959, bd. 8, s. 53): „Både i klassisk og i nyere tid har man tilskrevet dem forunderlige mysterier der skulle rumme dybe, skjulte sandheder. De havde naturligvis deres mysterier, ligesom ashantierne og iboerne [afrikanske stammer], men det er en fejltagelse at mene at disse mysterier indeholdt sandheder, og at der var en skjult ’tro’ bag dem.“ Det viser sig i virkeligheden at grundelementerne i den ægyptiske religion var magi og primitiv overtro. (1Mo 41:8) Man øvede religiøs magi for at afværge sygdom; man dyrkede spiritisme, og der fandtes mange troldmænd, åndemedier og spåkyndige. (Es 19:3) Man bar amuletter og lykkebringere, og man skrev magiske formler på papyrusstykker og bandt dem om halsen. (Jf. 5Mo 18:10, 11.) Da Moses og Aron gjorde mirakler ved Guds kraft, viste magerne og troldmændene ved Faraos hof at de kunne gøre dem efter ved hjælp af deres magiske kunster, indtil de blev tvunget til at erkende deres magtesløshed. — 2Mo 7:11, 22; 8:7, 18, 19.

Dyretilbedelse. Overtroen førte til en meget nedværdigende afgudsdyrkelse der omfattede tilbedelse af dyr. (Jf. Ro 1:22, 23.) Mange af de mest fremtrædende guder blev jævnlig fremstillet som mennesker med dyrehoved. Guden Horus blev således fremstillet med falkehoved, og Thot med ibis- eller abehoved. I nogle tilfælde anså man dyret for at være gudens inkarnation. Den levende Apistyr, der blev betragtet som guden Osiris’ inkarnation, blev holdt i et tempel og blev efter sin død begravet med stor højtidelighed. Troen på at visse dyr, som for eksempel katte, bavianer, krokodiller, sjakaler og forskellige fugle, var hellige på grund af deres tilknytning til bestemte guder, medførte at man mumificerede hundredtusinder af sådanne dyr og gravsatte dem på særlige gravpladser.

Hvorfor sagde Moses at israelitternes ofre ville være ’en vederstyggelighed for ægypterne’?

I betragtning af at man ærede så mange dyr i de forskellige dele af Ægypten, må Moses’ argument for at israelitterne skulle have lov til at rejse  ud i ørkenen for at bringe deres ofre dér, have virket meget overbevisende, for han sagde til Farao: „Sæt at vi, for øjnene af ægypterne, som slagtoffer bringer noget der er en vederstyggelighed for dem; vil de så ikke stene os?“ (2Mo 8:26, 27) De fleste af de ofre israelitterne senere bragte, ville utvivlsomt have virket meget anstødelige på ægypterne. (Solguden Re blev til tider fremstillet som en kalv der var født af himmelkoen.) På den anden side eksekverede Jehova ved hjælp af de ti plager straffedomme „over alle Ægyptens guder“, hvorved han ydmygede dem og samtidig gjorde sit eget navn kendt i hele landet. — 2Mo 12:12; se GUDER OG GUDINDER.

I de godt to hundrede år israelitterne boede i Ægypten, undgik de ikke helt at blive besmittet af denne falske gudsdyrkelse (Jos 24:14), og det var uden tvivl en del af årsagen til den dårlige indstilling de viste kort efter udgangen af Ægypten. Skønt Jehova befalede dem at kaste „Ægyptens uhumske guder“ bort, gjorde de det ikke. (Ez 20:7, 8; 23:3, 4, 8) Fremstillingen af guldkalven som blev tilbedt i ørkenen, kan sandsynligvis føres tilbage til at nogle af israelitterne var blevet besmittet af den ægyptiske dyretilbedelse. (2Mo 32:1-8; Apg 7:39-41) Lige før indvandringen i det forjættede land advarede Jehova igen udtrykkeligt israelitterne mod at forbinde noget dyresymbol eller noget himmellegeme med tilbedelsen af ham. (5Mo 4:15-20) Trods dette dukkede dyretilbedelsen op igen nogle hundrede år senere da Jeroboam, der netop var vendt tilbage fra Ægypten, blev konge i det nordlige rige og lavede to guldkalve som folket skulle tilbede. (1Kg 12:2, 28, 29) Det er værd at bemærke at de bibelbøger som Moses skrev under inspiration, er helt upåvirkede af den fordærvede ægyptiske overtro og afgudsdyrkelse.

Ingen moralske eller åndelige egenskaber. Nogle lærde mener at de forestillinger om synd der kommer til udtryk i visse ægyptiske religiøse tekster, må tilskrives senere semitisk påvirkning. Men bekendelsen af synd var altid nægtende, som det fremgår af følgende kommentar i Encyclopædia Britannica (1959, bd. 8, s. 56): „Når [ægypteren] aflagde sin bekendelse, sagde han ikke: ’Jeg er skyldig.’ Han sagde: ’Jeg er ikkeskyldig.’ Hans bekendelse var nægtende, og onus probandi [bevisbyrden] lå hos dommerne, der ifølge papyrusgravteksterne altid fældede dommen i hans favør — det håbede og forventede man i hvert fald at de gjorde.“ (Se i kontrast hertil Salme 51:1-5.) Gudsdyrkelsen i det gamle Ægypten lagde efter alt at dømme hovedvægten på ceremonier og besværgelser der, ved en eller flere af de mange guders mellemkomst, skulle føre til visse ønskede resultater.

Skønt det hævdes at der under Amenophis III’s og Amenophis IV’s (Akhnatons) regering eksisterede  en form for monoteisme, idet dyrkelsen af solguden Aton blev næsten enerådende, var der ikke tale om sand monoteisme eftersom Farao stadig blev tilbedt som en gud. Og selv i denne periode var de religiøse tekster uden etisk indhold; hymnerne til solguden Aton priste ham blot for hans livgivende varme, ikke for nogen åndelige eller moralske egenskaber. Enhver formodning om at monoteismen i Moses’ skrifter skyldes ægyptisk påvirkning, er derfor helt uden grundlag.

Opfattelser angående de døde. Et karakteristisk træk ved ægyptisk religion var interessen for de døde og bestræbelserne for at sikre sin velfærd og lykke efter „overgangen“ til dødsriget. Troen på reinkarnation eller sjælevandring lå til grund for forestillingen om døden og prægede hele en ægypters liv. Sjælen mentes at være udødelig, men man troede også at det var nødvendigt at bevare legemet så sjælen nu og da kunne vende tilbage og gøre brug af det. På grund af denne tro balsamerede ægypterne deres døde. Graven som det mumificerede legeme blev lagt i, blev betragtet som den afdødes „hjem“. Pyramiderne var således kæmpeboliger for afdøde konger. I gravkamrene blev der anbragt fornødenheder og luksusartikler — madvarer, møbler, tøj og smykker — til fremtidig brug for den afdøde, foruden skriftlige formularer og besværgelser (som for eksempel „Dødebogen“) der skulle beskytte den afdøde mod onde ånder. (BILLEDE, bd. 1, s. 533) Men disse besværgelser formåede ikke engang at beskytte dem mod gravrøvere, der siden plyndrede så godt som alle gravkamre af betydning.

Jakobs og Josefs lig blev også balsameret. I Jakobs tilfælde skete det uden tvivl i første række for at liget kunne bevares indtil det blev overført til et gravsted i det forjættede land som et udtryk for den afdødes tro; og i Josefs tilfælde skete det måske især fordi ægypterne ønskede at vise ham ære og respekt. — 1Mo 47:29-31; 50:2-14, 24-26.

Ægyptisk liv og kultur. Den ægyptiske kultur blev længe betragtet som den ældste, og mange af menneskehedens tidligste opfindelser og fremskridt blev tilskrevet ægypterne. Men siden har flere og flere vidnesbyrd peget på Mesopotamien som det sted hvor „civilisationens vugge“ stod. Visse ægyptiske byggemetoder, brugen af hjulet, måske også grundprincipperne i deres billedskrift og især grundtrækkene i den ægyptiske religion menes nu alt sammen at have haft deres udspring i Mesopotamien. Dette stemmer med den bibelske beretning om menneskenes spredning efter Vandfloden.

De bedst kendte eksempler på ægyptisk arkitektur er de pyramider der blev opført i Giza af det 4. dynastis faraoner: Keops, Kefren og Mykerinos. Den største, Keopspyramiden, er omkring 137 m høj (svarende til en 40-etagers bygning) og har et grundareal på ca. 5,3 ha. Man har regnet ud at der er brugt 2.300.000 stenblokke på hver 2,3 tons til opførelsen. Stenene er tilhugget så nøjagtigt at de passer på få millimeter. Der blev også bygget kolossale templer. Karnaktemplet i Theben (det bibelske No; Jer 46:25; Ez 30:14-16)  er et af verdens største tempelanlæg, kendt for sine kolossale søjler.

Egentlig uddannelse blev hovedsagelig givet på præstelige skoler for skrivere. De kongelige skrivere beherskede ikke blot den ægyptiske skrift, men var også fortrolige med aramaisk kileskrift. Allerede i midten af det 2. årtusind f.v.t. kommunikerede vasalfyrster i Syrien og Palæstina med den ægyptiske hovedstad på aramaisk. Den ægyptiske matematik var tilstrækkelig udviklet til at man kunne opføre de førnævnte imponerende bygningsværker, og det er tydeligt at man havde kendskab til geometri og algebra. Moses blev som bekendt „oplært i al ægypternes visdom“. (Apg 7:22) Skønt der var megen fejlagtig „visdom“ i Ægypten, var der også en del viden som var af praktisk værdi.

Regeringen varetoges af kongen, faraoen, der blev betragtet som en gud i menneskeskikkelse. Han styrede landet ved hjælp af vesirer (højtstående embedsmænd) og gennem lensfyrster, hvis magt til tider nærmede sig kongens. Det er muligt at disse fyrster ligefrem blev betragtet som konger af deres undergivne, siden Bibelen i visse perioder taler om „Ægyptens konger [flertal]“. (2Kg 7:6; Jer 46:25) Efter den ægyptiske erobring af Ætiopien (Nubien) blev dette område styret af en vicekonge der blev kaldt „kongesønnen af Kusj“. Det ser ud til at der også har været en ægyptisk vicekonge i Fønikien.

Man kender ikke noget til en egentlig ægyptisk lovsamling. Der fandtes love, men de bestod øjensynlig blot i kongelige forordninger som dem Farao udstedte da han satte israelitterne til at lave teglsten, og da han befalede at alle nyfødte israelitiske drengebørn skulle druknes. (2Mo 1:8-22; 5:6-18; jf. 1Mo 41:44.) Jordbesidderne måtte betale skat af alle deres afgrøder. Denne ordning ser ud til at være blevet indført på Josefs tid da al jorden, undtagen præsternes, blev overdraget til Farao. (1Mo 47:20-26) Skatterne blev ikke blot betalt med en del af høstudbyttet og kvægbestanden, men også med arbejde ved statsprojekter og tjeneste i militæret. Forbrydelser kunne straffes med at næsen blev skåret af, med stokkeslag, fængsling, tvangsarbejde i minerne og med døden, ofte ved halshugning. — 1Mo 39:20; 40:1-3, 16-22.

Ægteskab. Polygami og ægteskab mellem søskende var tilladt. Sidstnævnte praksis var kendt nogle steder i Ægypten helt frem til det 2. århundrede e.v.t. Visse faraoner giftede sig med deres søster, åbenbart fordi ingen andre kvinder ansås for hellige nok til at blive viet til en sådan „levende gud“. I den lov som israelitterne fik efter at have forladt Ægypten, var blodskam forbudt, idet Jehova sagde: „Som man gør i Ægyptens land . . . må I ikke gøre; og [heller ikke] som man gør i Kana’ans land.“ — 3Mo 18:3, 6-16.

De gamle ægypteres lægekunst er ofte blevet fremstillet som ret videnskabelig og avanceret. Det er rigtigt at de havde et vist kendskab til anatomi, og at de udviklede og katalogiserede visse simple kirurgiske metoder, men der var også meget de ikke vidste. For eksempel taler en ægyptisk papyrustekst om at hjertet ved hjælp af årer er forbundet med alle dele af kroppen, men den samme tekst siger at der gennem disse årer ledes — ikke blod, men — luft, vand, sæd og slim. De medicinske tekster indeholder ikke alene fuldstændig fejlagtige forestillinger om legemets funktioner, men er også fyldt med magi og overtro, besværgelser og trylleformularer. Blandt lægemidlerne anføres ikke blot helbredende urter og lægeplanter, men også ting som museblod, urin og flueekskrementer som, sammen med besværgelserne, skulle udvirke at „dæmonen der havde besat mandens krop, lod sig uddrive af lutter væmmelse“. (History of Mankind af J. Hawkes og sir Leonard Woolley, 1963, bd. I, s. 695) Denne mangelfulde viden har måske bidraget til nogle af „Ægyptens ondartede lidelser“, hvortil sikkert hørte elefantiasis, dysenteri, kopper, bylder, øjensygdomme og andre lidelser, som israelitterne kunne beskytte sig imod ved at adlyde Guds lov. (5Mo 7:15; jf. 5Mo 28:27, 58-60; Am 4:10.) De hygiejneforskrifter israelitterne fik efter udgangen af Ægypten, står i skærende kontrast til mange af de behandlingsmetoder der beskrives i de ægyptiske tekster. — 3Mo 11:32-40; se SYGDOMME OG SYGDOMSBEHANDLING.

Ægypterne praktiserede fra tidlig tid omskærelse. Bibelen nævner dem sammen med andre omskårne folkeslag. — Jer 9:25, 26.

Det ægyptiske erhvervsliv indbefattede de sædvanlige håndværk: pottemagerkunst, vævning, metalarbejde, fremstilling af smykker, amuletter og andet kunsthåndværk. (Es 19:1, 9, 10) Allerede omkring midten af det 2. årtusind f.v.t. var Ægypten et centrum for glasfabrikation. — Jf. Job 28:17.

Samfærdselen inden for landets grænser foregik hovedsagelig på Nilen. De fremherskende nordenvinde hjalp sejlskibene op ad floden, mens skibe sydfra blev ført ned ad floden med strømmen. Foruden denne hovedfærdselsåre fandtes der kanaler og nogle få veje, heriblandt dem der førte til Kana’an.

Samhandelen med andre afrikanske lande foregik ved hjælp af karavaner samt skibe der  sejlede på Det Røde Hav, mens store ægyptiske galejer anløb mange havne i det østlige Middelhav med fragt og passagerer.

Klædedragten var enkel. I den tidligste historiske tid bar mændene blot en slags skørt eller forklæde med læg foran. Senere gik kun de lavere klasser med nøgen overkrop. Kvinderne var iført en lang, tætsiddende særk med skulderstropper og ofte lavet af fint linned. Man gik som regel barfodet, hvilket kan have bidraget til udbredelsen af visse sygdomme.

På ægyptiske malerier er mændene fremstillet glatbarberede og med kort hår eller glatragede hoveder. (1Mo 41:14) Kvinderne brugte almindeligvis kosmetik.

De ægyptiske huse varierede fra de fattiges simple hytter til de velhavendes rummelige villaer omgivet af haver, frugtlunde og damme. Eftersom Potifar tjente som embedsmand for Farao, boede han sikkert i en fornem villa. (1Mo 39:1, 4-6) Møblerne varierede fra simple taburetter til rigt udsmykkede stole og løjbænke. Huse af en vis størrelse blev som regel bygget omkring en åben gårdsplads. (Jf. 2Mo 8:3, 13.) Bagning og madlavning foregik ofte på gårdspladsen. For de fleste ægyptere bestod kosten sandsynligvis af bygbrød, grøntsager, fisk (som var rigelig og billig; 4Mo 11:5) og øl, der var den almindelige drik. De der havde råd til det, spiste også kød. — 2Mo 16:3.

Soldaterne i den ægyptiske hær brugte tidens almindelige våben: bue og pil, spyd eller lanse, stridskølle, stridsøkse og daggert. Hestetrukne stridsvogne spillede en vigtig rolle under de ægyptiske felttog. Det ser ud til at soldaterne i tidlig tid sjældent bar rustning, men senere anvendtes både rustning og hjelm, der ofte var prydet med fjer. Jeremias’ profeti (46:2-4) giver således en nøjagtig beskrivelse af den ægyptiske hær i det 7. århundrede f.v.t. De fleste af soldaterne blev øjensynlig udskrevet blandt folket; senere indbefattede hæren også udenlandske lejetropper. — Jer 46:7-9.

Historie. De verdslige kilder til den ægyptiske historie er meget usikre, især med hensyn til de tidligste perioder. — Se KRONOLOGI (Ægyptisk kronologi).

Abrahams besøg. Nogen tid efter Vandfloden (2370-2369 f.v.t.) og den efterfølgende spredning af folkene ved Babel blev Ægypten befolket af hamitter. Da en hungersnød (på et tidspunkt mellem 1943 og 1932 f.v.t.) tvang Abraham (Abram) til at rejse fra Kana’an til Ægypten, fandtes her et rige under en farao hvis navn ikke nævnes i Bibelen. — 1Mo 12:4, 14, 15; 16:16.

Fremmede var åbenbart velkomne i Ægypten, og nomaden Abraham, der boede i telte, blev tilsyneladende ikke mødt med fjendskab. Alligevel har hans frygt for at blive myrdet på grund af hans smukke hustru sikkert ikke været ubegrundet — et vidnesbyrd om at moralen i landet var lav. (1Mo 12:11-13) De plager der siden blev sendt over Farao fordi han hentede Sara til sit hus, virkede efter hensigten og førte til at Abraham blev bedt om at forlade landet; da han rejste, tog han ikke alene sin hustru, men også større besiddelser, med sig. (1Mo 12:15-20; 13:1, 2) Saras tjenestepige Hagar var muligvis erhvervet under opholdet i Ægypten. (1Mo 16:1) Hagar blev moder til Abrahams søn Ismael (1932 f.v.t.), og da Ismael blev voksen, giftede han sig med en kvinde fra sin moders hjemland, Ægypten. (1Mo 16:3, 4, 15, 16; 21:21) Hans efterkommere, ismaelitterne, var derfor hovedsagelig af ægyptisk oprindelse, og de opslog jævnlig deres telte nær ved den ægyptiske grænse. — 1Mo 25:13-18.

Da en ny hungersnød (nogen tid efter Abrahams død i 1843 f.v.t.) igen fik folk til at søge til Ægypten, sagde Jehova til Isak at han ikke skulle drage derned. — 1Mo 26:1, 2.

Josef i Ægypten. Næsten 200 år efter Abrahams ophold i Ægypten blev Jakobs søn Josef solgt til en midjanitisk-ismaelitisk karavane, der drog til Ægypten og solgte ham videre til en embedsmand ved Faraos hof (1750 f.v.t.). (1Mo 37:25-28, 36) Som Josef senere forklarede sine brødre, tillod Gud dette for siden at holde Jakobs familie i live under en usædvanlig hungersnød. (1Mo 45:5-8) Beretningen om de vigtigste begivenheder i Josefs liv tegner et helt igennem nøjagtigt billede af livet i Ægypten. (Se JOSEF, 1.) Titler, skikke, klædedragt, brugen af magi og mange andre enkeltheder der nævnes i beretningen, bekræftes af oplysninger fra ægyptiske monumenter, billeder og skrifter. Den måde hvorpå Josef blev indsat som vicekonge (1Mo 41:42), svarer således nøje til det ceremoniel der skildres i ægyptiske inskriptioner og på ægyptiske vægmalerier. — 1Mo 45–47.

Ægypternes uvilje mod at spise sammen med hebræerne, som kom til udtryk i forbindelse med det måltid Josef serverede for sine brødre, kan have været forårsaget af religiøs eller racemæssig stolthed og fordom, eller den kan have været forbundet med deres afsky for hyrder. (1Mo 43:31, 32; 46:31-34) Denne afsky skyldtes muligvis et ægyptisk kastesystem, ifølge hvilket hyrderne befandt sig på et af de laveste trin. Det er også muligt at de der søgte græsning til hjorde,  var ildesete fordi der ikke var så meget agerland til rådighed.

„Hyksostiden“. Mange bibelkommentatorer mener at Josef og hans fader og dennes familie kom til Ægypten i den såkaldte Hyksostid. Merrill Unger skriver imidlertid at denne periode i den ægyptiske historie „desværre ligger hen i dybt mørke, og man ved stadig ikke ret meget om Hyksos-erobringen“. — Archaeology and the Old Testament, 1964, s. 134.

Ifølge nogle forskere udgjorde Hyksoskongerne det 13. til 17. dynasti og herskede i 200 år, mens andre kun regner dem til det 15. og 16. dynasti, hvis herredømme strakte sig over halvandet hundrede eller måske kun hundrede år. Navnet Hyksos skal ifølge nogle betyde „hyrdekonger“, mens det ifølge andre betyder „fremmedfyrster“. Formodningerne om deres afstamning eller nationalitet har været endnu mere varierede. Både indoeuropæere fra Kaukasus eller måske Centralasien, hetitter, syrisk-palæstinensiske herskere (kana’anæere eller amoritter) og arabiske stammer er blevet foreslået.

Nogle arkæologer beskriver Hyksosfolket som nordfra kommende horder der i hurtige stridsvogne fejede ned gennem Palæstina og erobrede Ægypten, mens andre taler om nomader eller halvnomader der lidt efter lidt bosatte sig i landet og enten langsomt overtog kontrollen over det eller pludselig overtog magten ved et statskup. I bogen The World of the Past (5. del, 1963, s. 444) siger arkæologen Jacquetta Hawkes: „Man mener ikke længere at Hyksosherskerne . . . repræsenterer en asiatisk horde der trængte ind og erobrede landet. Navnet synes at betyde Højlandsherskere, og de var omvandrende grupper af semitter der længe var kommet til Ægypten for at drive handel og i andre fredelige hensigter.“ Skønt denne opfattelse nu er almindeligt anerkendt, har man stadig ingen forklaring på hvordan sådanne „omvandrende grupper“ kunne overtage magten i Ægypten, især i betragtning af at landet under det 12. dynasti, som gik forud for Hyksostiden, regnes for at have befundet sig på sin magts tinde.

The Encyclopedia Americana (1956, bd. 14, s. 595) siger: „Den eneste udførlige beretning om [Hyksos] hos de antikke forfattere er en upålidelig passage i et tabt værk af Manetho som Josefus anfører i sit svar til Apion.“ Forklaringen på hvorfra navnet Hyksos stammer, forekommer i nogle udtalelser som Josefus tilskriver Manetho. Interessant nok sætter Manetho, som Josefus hævder at citere ordret, Hyksos i direkte forbindelse med israelitterne. Josefus synes at anerkende denne forbindelse, men går i øvrigt stærkt imod mange enkeltheder i beretningen. Det lader til at han foretrækker at gengive Hyksos med „fangne hyrder“ i stedet for med „hyrdekonger“. Som Manetho, ifølge Josefus, fremstiller tingene, erobrede Hyksos Ægypten uden sværdslag, nedbrød byerne og „gudernes templer“, ja, spredte død og ødelæggelse. De bosatte sig i deltaområdet. Til sidst gjorde ægypterne oprør, og efter en lang og frygtelig krig belejrede de Hyksos i deres hovedstad, Avaris, med 480.000 mand og indgik derefter mærkeligt nok en overenskomst med dem om at de kunne forlade landet uskadte med deres familier og ejendele, hvorefter de drog til Judæa og byggede Jerusalem. — Against Apion, I, 73-105 (14-16); 223-232 (25, 26).

I samtidige skrifter er navnene på disse herskere forbundet med titler som „gode gud“, „Res søn“ eller Hik-khoswet, „fremmedfyrste“. Det er uden tvivl den sidste titel der har ført til benævnelsen Hyksos. I ægyptiske dokumenter fra tiden umiddelbart efter deres herredømme kaldes de asiater. Om denne periode i Ægyptens historie siger C. E. DeVries: „I bestræbelserne for at bringe den verdslige historie i overensstemmelse med de bibelske data har nogle forskere forsøgt at sidestille fordrivelsen af Hyksos fra Ægypten med israelitternes udvandring, men kronologien udelukker denne mulighed, ligesom der er andre faktorer som gør denne hypotese uholdbar. . . . Hyksosfolkets oprindelse er uvis; de kom fra et sted i Asien og bar hovedsagelig semitiske navne.“ — The International Standard Bible Encyclopedia, redigeret af G. Bromiley, 1982, bd. 2, s. 787.

Eftersom det var ved guddommeligt forsyn Josef opnåede sin magt og israelitterne blev velsignet, er det ikke nødvendigt at finde en anden begrundelse i form af venlige „hyrdekonger“. (1Mo 45:7-9) Det er muligt at Manethos beretning, som hele Hyksosteorien i virkeligheden bygger på, afspejler en forvansket overlevering der går tilbage til tidligere ægyptiske forsøg på at bortforklare hvad der skete under israelitternes ophold i landet. Den enorme indvirkning som ophøjelsen af Josef havde på landet (1Mo 41:39-46; 45:26), den dybtgående forandring hans administration medførte, idet ægypterne solgte deres jord og til sidst sig selv til Farao (1Mo 47:13-20), den 20 procents skat de derefter måtte betale af deres afgrøde (1Mo 47:21-26), de 215 år israelitterne boede i Gosen, hvor de ifølge Faraos udtalelse til sidst blev talrigere og stærkere end den indfødte befolkning (2Mo 1:7-10, 12, 20), de ti plager, der ikke alene skadede den ægyptiske  økonomi, men også var et nederlag for ægypternes religion og ødelagde præsteskabets anseelse (2Mo 10:7; 11:1-3; 12:12, 13), israelitternes udvandring efter at alle Ægyptens førstefødte var døde, og derefter tilintetgørelsen af eliten af de ægyptiske hærstyrker i Det Røde Hav (2Mo 12:2-38; 14:1-28) — alt dette var afgjort noget der krævede en forklaring fra officiel ægyptisk side.

Man må ikke glemme at historieskrivningen i Ægypten, ligesom i mange andre lande i Mellemøsten, var uadskilleligt forbundet med præsteskabet, under hvis ledelse skriverne blev uddannet. Det ville derfor være højst usædvanligt om der ikke blev udtænkt en eller anden propagandistisk forklaring på at de ægyptiske guder ikke havde været i stand til at afværge den katastrofe som Jehova Gud bragte over Ægypten og dets indbyggere. Selv i nyere tid opviser historien adskillige tilfælde hvor kendsgerningerne i den grad er blevet forvansket af propaganda, at de undertrykte er blevet fremstillet som undertrykkerne og de uskyldige ofre som de farlige og grusomme aggressorer. Forudsat at Manethos beretning (der blev skrevet mere end 1000 år efter israelitternes udgang af Ægypten) er nogenlunde korrekt gengivet af Josefus, repræsenterer den muligvis en forvansket overlevering som ægypterne har ladet gå videre fra generation til generation som forklaring på de væsentligste af de begivenheder der er korrekt beskrevet i Bibelens beretning om israelitterne i Ægypten. — Se UDGANGEN AF ÆGYPTEN (Beretningens ægthed).

Israelitternes trældom. Eftersom Bibelen hverken nævner navnet på den farao der begyndte at undertrykke israelitterne (2Mo 1:8-22), eller den farao som Moses og Aron trådte frem for, og i hvis regeringstid udgangen fandt sted (2Mo 2:23; 5:1), og eftersom disse begivenheder enten bevidst er blevet udeladt af de ægyptiske beretninger, eller beretningerne herom siden er blevet ødelagt, er det umuligt at sige med sikkerhed under hvilket dynasti eller hvilke faraoner begivenhederne har fundet sted. Ofte nævnes Ramses II (fra det 19. dynasti) som den undertrykkende farao, for Bibelen oplyser at de israelitiske arbejdere byggede byerne Pitom og Ra’amses. (2Mo 1:11) Det antages at disse byer blev bygget under Ramses II’s regering. Hertil siger Merrill Unger i bogen Archaeology and the Old Testament (s. 149): „Men da Ramses II er kendt for at tiltage sig æren for sine forgængeres bedrifter, er det meget sandsynligt at han blot genopbyggede eller udvidede disse byer.“ Det ser ud til at „Rameses“ allerede på Josefs tid var navnet på et landområde. — 1Mo 47:11.

Ved hjælp af Moses udfriede Gud Israels nation fra „trællehuset“ og „jernovnen“, som Ægypten fortsat blev kaldt af bibelskribenterne. (2Mo 13:3; 5Mo 4:20; Jer 11:4; Mik 6:4) Fyrre år senere begyndte Israels erobring af Kana’an. Man har forsøgt at forbinde denne begivenhed med indholdet af de lertavler der er fundet i Tell el-Amarna ved Nilen, ca. 270 km syd for Kairo. De 379 tavler er breve fra forskellige kana’anæiske og aramaiske fyrster (fra Hebron, Jerusalem og Lakisj med flere), og mange af dem indeholder beklagelser til den regerende farao (hovedsagelig Akhnaton) over angreb og plyndringer foretaget af „habiru“ (‛apiru). Nogle har forsøgt at identificere „habiru“ med hebræerne (israelitterne), men dette strider mod brevenes eget indhold, for de viser at habiru blot var røverbander der til tider også allierede sig med rivaliserende kana’anæiske byfyrster eller regionale magthavere. En af de byer der blev truet af habiru, var Byblos i det nordlige Libanon, som lå langt uden for det område israelitterne angreb. Desuden tegner brevene ikke et billede af begivenhederne som stemmer med de vigtigste slag og sejre under israelitternes erobring af Kana’an. — Se HEBRÆER („Habiru“).

Opholdet i Ægypten blev uudsletteligt præget i israelitternes erindring, og de betragtede deres mirakuløse udfrielse, som de jævnlig blev mindet om, som et bemærkelsesværdigt bevis på Jehovas guddommelighed. (2Mo 19:4; 3Mo 22:32, 33; 5Mo 4:32-36; 2Kg 17:36; He 11:23-29) Dette er således baggrunden for udtalelsen: „Jeg er Jehova, din Gud, fra Ægyptens land.“ (Ho 13:4; jf. 3Mo 11:45.) Ingen omstændighed eller begivenhed overgik denne udfrielse før frigivelsen fra Babylon gav dem et yderligere bevis på Jehovas magt til at udfri. (Jer 16:14, 15) Det de havde oplevet i Ægypten, blev indskrevet i den lov de fik (2Mo 20:2, 3; 5Mo 5:12-15); det var grundlaget for påskehøjtiden (2Mo 12:1-27; 5Mo 16:1-3); det var bestemmende for deres behandling af fastboende udlændinge (2Mo 22:21; 3Mo 19:33, 34) og fattige som solgte sig selv til trældom (3Mo 25:39-43, 55; 5Mo 15:12-15); og det dannede det juridiske grundlag for udvælgelsen og helligelsen af Levis stamme til tjenesten ved helligdommen (4Mo 3:11-13). Som følge af at israelitterne havde været fastboende udlændinge i Ægypten, kunne ægyptere som opfyldte visse betingelser, blive optaget i Israels menighed. (5Mo 23:7, 8) Befolkningen i de kana’anæiske riger og de omliggende lande fyldtes med frygt og ærefrygt da de hørte hvordan Gud havde vist sin magt over  for Ægypten og dermed havde banet vejen for den israelitiske erobring. (2Mo 18:1, 10, 11; 5Mo 7:17-20; Jos 2:10, 11; 9:9) Selv flere hundrede år efter huskedes begivenhederne stadig. (1Sa 4:7, 8) Israelitterne sang om disse begivenheder gennem hele deres historie. — Sl 78:43-51; Sl 105, 106; 136:10-15.

Efter Israels erobring af Kana’an. Den første direkte omtale af Israel i de gamle ægyptiske inskriptioner (og den hidtil eneste man har fundet) stammer fra Ramses II’s søn Merenptahs regeringstid (slutningen af det 19. dynasti). På en sejrsstele praler Merenptah af at have besejret forskellige byer i Kana’an og hævder så: „Israel er lagt øde, hans sæd er ikke mere.“ Selv om dette tydeligvis er tomt pral, tyder det dog på at israelitterne på dette tidspunkt var bosat i Kana’ans land.

Bortset fra en kamp mellem en af Davids krigere og en ægypter „af usædvanlig størrelse“ (2Sa 23:21) omtales ingen kontakt mellem Israel og Ægypten i dommertiden eller under Sauls og Davids regering. Men under Salomons regering (1037-998 f.v.t.) var forholdet mellem de to lande sådan at Salomon kunne indgå forbund med Farao, idet han tog Faraos datter til ægte. (1Kg 3:1) Hvornår denne unavngivne farao havde erobret Gezer, som han nu gav sin datter i afskedsgave eller medgift, siges ikke. (1Kg 9:16) Salomon drev også handel med Ægypten, hvor han købte heste og ægyptisk fremstillede stridsvogne. — 2Kr 1:16, 17.

Ægypten var imidlertid tilflugtssted for fjender af kongerne i Jerusalem. Efter at David havde lagt Edom øde, undslap edomitten Hadad til Ægypten. Skønt han var semit, fandt han yndest hos Farao, som gav ham mad, husly og land; han blev gift ind i kongefamilien, og hans søn, Genubat, blev behandlet som en søn af Farao. (1Kg 11:14-22) Senere, under Sjisjaks regering, søgte Jeroboam, der efter Salomons død blev konge i nordriget Israel, også i nogen tid tilflugt i Ægypten. — 1Kg 11:40.

Sjisjak (i ægyptiske tekster kendt som Sjesjonk I) havde grundlagt et libysk herskerdynasti (det 22. dynasti) med residens i Bubastis i den østlige del af Nildeltaet. I Salomons søn Rehabeams femte regeringsår (993 f.v.t.) invaderede han Juda med en stor hær af stridsvogne, rytteri og fodfolk, der omfattede libyere og ætiopiere. Han indtog mange byer og truede endog Jerusalem. Som følge af Jehovas barmhjertighed blev Jerusalem ikke ødelagt, men dens store skatte faldt i Sjisjaks hænder. (1Kg 14:25, 26; 2Kr 12:2-9) Et relief på en tempelmur i Karnak skildrer Sjisjaks felttog og opregner mange byer i Israel og Juda som han indtog.

Ætiopieren Zera, der drog imod kong Asa af Juda (967 f.v.t.) med en million ætiopiske og libyske soldater, rykkede sandsynligvis frem fra Ægypten. Hans styrker, der samlede sig i Zefatadalen sydvest for Jerusalem, led et knusende nederlag. — 2Kr 14:9-13; 16:8.

Derefter blev Juda og Israel forskånet for ægyptiske angreb i 200 år. Det ser ud til at Ægypten i denne periode måtte kæmpe med store indre vanskeligheder, da visse dynastier herskede samtidig. I mellemtiden trådte Assyrien i forgrunden som den førende verdensmagt. Hosjea, den sidste konge i Israels tistammerige (ca. 758-740 f.v.t.), blev vasal under Assyrien, men forsøgte derefter at afkaste det assyriske åg ved at danne en sammensværgelse med kong So af Ægypten. Forsøget mislykkedes, og Nordriget faldt for Assyrien. — 2Kg 17:4.

Det lader til at Ægypten i denne periode i vid udstrækning var underlagt ætiopiske (nubiske) herskere; det 25. dynasti betegnes som ætiopisk. Assyrerkongen Sankeribs pralende embedsmand Rabsjake sagde til Jerusalems indbyggere at hvis de satte deres lid til Ægypten, satte de i virkeligheden deres lid til ’en knækket rørkæp’. (2Kg 18:19-21, 24) Kong Tirhaka af Ætiopien, der på dette tidspunkt (732 f.v.t.) drog op til Kana’an og midlertidigt afledte assyrernes opmærksomhed, menes i almindelighed at være identisk med den ætiopiske farao Taharka af Ægypten. (2Kg 19:8-10) Denne opfattelse underbygges øjensynlig af Esajas’ profeti (Es 7:18, 19) om at Jehova ville „fløjte efter fluerne som er ved den yderste ende af Ægyptens Nilkanaler, og efter bierne som er i Assyriens land“, med det resultat at de to magter ville støde sammen i Judas land og trænge det fra to sider. Som Franz Delitzsch siger: „Symbolerne svarer også til de to landes natur: fluen, til [det sumpede] Ægypten med dets sværme af insekter . . . og bien, til det mere bjerg- og skovrige Assyrien.“ — Commentary on the Old Testament, 1973, bd. VII, Isaiah, s. 223.

I sit budskab om Ægypten forudsiger Esajas åbenbart de ustabile forhold der rådede i landet i slutningen af det 8. og begyndelsen af det 7. århundrede f.v.t. (Es 19) Han beskriver borgerkrig og opløsning, idet han siger at der vil blive  kæmpet „by mod by, rige mod rige“ i Ægypten. (Es 19:2, 13, 14) Nutidige historikere har fastslået at der i denne periode var flere dynastier som herskede samtidig i forskellige dele af landet. Ægyptens højt berømmede „visdom“ og dets ’afguder og troldmænd’ kunne ikke forhindre at landet blev ’overgivet i en hård herres hånd’. — Es 19:3, 4.

Assyrisk invasion. Den assyriske konge Asarhaddon (der regerede samtidig med kong Manasse af Juda [716-662 f.v.t.]) invaderede Ægypten, erobrede Memfis i Nedreægypten og sendte mange i landflygtighed. Det var åbenbart stadig Taharka (Tirhaka) der herskede i Ægypten på det tidspunkt.

Assurbanipal angreb igen Ægypten og plyndrede Theben (det bibelske No-Amon) i Øvreægypten, hvor landets største tempelskatte fandtes. Det fremgår af Bibelen at der igen var ætiopiske, libyske og andre afrikanske elementer impliceret. — Na 3:8-10.

Senere blev de assyriske garnisoner i Ægypten trukket tilbage, og landet begyndte at genvinde noget af sin fordums magt og velstand. Da Assyrien blev trængt af mederne og babylonierne, var Ægypten (ved lejetroppers hjælp) blevet så stærkt at det kunne forsøge at komme den assyriske konge til undsætning. Farao Neko (II) drog op med sine tropper, men stødte undervejs på kong Josias’ judæiske hær ved Megiddo og måtte imod sin vilje indlade sig i kamp; Juda led nederlag, og Josias blev dræbt. (2Kg 23:29; 2Kr 35:20-24) Tre måneder senere (i 628 f.v.t.) afsatte Neko Josias’ søn og efterfølger, Jehoahaz, og indsatte i stedet hans broder Eljakim (hvis navn han ændrede til Jojakim) på Judas trone, mens han førte Jehoahaz som fange til Ægypten. (2Kg 23:31-35; 2Kr 36:1-4; jf. Ez 19:1-4.) Juda måtte nu betale tribut til Ægypten og betalte i første omgang en sum der svarer til næsten 6,3 millioner kroner. Det var i denne periode profeten Urija flygtede til Ægypten, men blev bragt tilbage igen. — Jer 26:21-23.

Besejres af Nebukadnezar. Ægyptens forsøg på at genvinde sin magtstilling i Syrien og Palæstina blev imidlertid kortvarigt. Ifølge Jehovas profeti ved Jeremias (25:17-19) var Ægypten dømt til at tømme nederlagets bitre bæger. Nedgangstiden begyndte for alvor da det i 625 f.v.t. led et afgørende nederlag ved Karkemisj ved Eufratfloden, hvor det blev slået af babylonierne under Nebukadnezar som kronprins. Denne begivenhed er beskrevet både i Jeremias 46:2-10 og i Den Babyloniske Krønike.

Derefter overtog Nebukadnezar, nu som Babylons konge, herredømmet i Syrien og Palæstina, og Juda blev en vasalstat under Babylon. (2Kg 24:1) Ægypten gjorde et sidste forsøg på at bevare sin magt i Asien. En farao hvis navn ikke nævnes i Bibelen, drog ud af Ægypten med en kampstyrke som svar på kong Zedekias’ anmodning om militær støtte til sit oprør mod Babylon i 609-607 f.v.t. Men den babyloniske belejring af Jerusalem blev kun midlertidigt hævet; de ægyptiske styrker blev tvunget til at trække sig tilbage, og Jerusalem blev prisgivet ødelæggelsen. — Jer 37:5-7; Ez 17:15-18.

Trods Jeremias’ kraftige advarsler (Jer 42:7-22) søgte de tilbageværende indbyggere i Juda tilflugt i Ægypten, hvor de øjensynlig sluttede sig til en jødisk befolkning der allerede boede i landet. (Jer 24:1, 8-10) Det nævnes specielt at de bosatte sig i Takpankes, sandsynligvis en befæstet by i deltaområdet (Jer 43:7-9), Migdol og Nof; denne sidste regnes for at være identisk med Memfis, som engang var hovedstad i Nedreægypten. (Jer 44:1; Ez 30:13) Således gik det til at „Kana’ans sprog“ (øjensynlig hebraisk) nu blev talt i Ægypten, nemlig af disse flygtninge. (Es 19:18) De fortsatte tåbeligt med den selv samme afgudsdyrkelse som havde nedkaldt Jehovas dom over Juda. (Jer 44:2-25) Men Jehovas profetier opfyldtes på dem da Nebukadnezar marcherede mod Ægypten og erobrede landet. — Jer 43:8-13; 46:13-26.

Der er hidtil kun fundet én babylonisk tekst, dateret til Nebukadnezars 37. år (588 f.v.t.), som nævner et felttog mod Ægypten. Om det er den oprindelige erobring eller blot en senere militæraktion der beskrives, kan imidlertid ikke siges. Under alle omstændigheder fik Nebukadnezar Ægyptens velstand som løn for det arbejde hans hær udførte i forbindelse med at fuldbyrde Jehovas dom over Tyrus, en modstander af Guds folk. — Ez 29:18-20; 30:10-12.

I Ezekiel 29:1-16 forudsiges det at Ægypten skal gøres til en ødemark i 40 år. Denne profeti kan være blevet opfyldt efter Nebukadnezars erobring af landet. Bibelkommentatorer som siger at Ægypten oplevede en usædvanlig blomstringstid i over 40 år under Hofras efterfølger, farao Amasis (Ahmes) II, støtter sig overvejende til Herodot, der besøgte Ægypten over 100 år senere. I Encyclopædia Britannica (1959, bd. 8, s. 62) siges der imidlertid følgende om Herodots beskrivelse af denne periode („den saïtiske periode“): „Når hans udsagn kan sammenholdes med de sparsomme vidnesbyrd fra landet selv, virker de ikke helt pålidelige.“ F. C. Cooks bibelkommentar  gør opmærksom på at Herodot slet ikke nævner Nebukadnezars angreb på Ægypten, og siger derpå: „Det er velkendt at Herodot trofast gengiver alt hvad han så og hørte i Ægypten; men hvad den tidligere historie angår, var han henvist til at forhøre sig hos de ægyptiske præster, hvis fortællinger han blindt accepterede og troede på. . . . Hele hans beretning om Apries [Hofra] og Amasis er fyldt med så mange selvmodsigelser og sagn at vi med god grund viger tilbage for at godtage den som autentisk historie. Der er intet mærkeligt ved at præsterne forsøgte at skjule den vanære der var overgået landet ved at blive underkastet fremmedåg.“ (Note B., s. 132) Vi kan derfor have tillid til at den bibelske beretning er nøjagtig selv om den verdslige historie ikke leverer klare vidnesbyrd om profetiens opfyldelse.

Under persisk overherredømme. Senere støttede Ægypten Babylon mod den voksende medo-persiske magt. Omkring år 525 f.v.t. blev landet imidlertid undertvunget af Kyros den Stores søn, Kambyses II, og blev derved underlagt persisk herredømme. (Es 43:3) Der var uden tvivl mange jøder som da forlod Ægypten for at vende tilbage til deres hjemland (Es 11:11-16; Ho 11:11; Zak 10:10, 11), men der var også nogle som blev boende. Der fandtes således en jødisk koloni på Niløen Elefantine (ægyptisk: Yeb) nær ved Aswan, knap 700 km syd for Kairo. Et værdifuldt papyrusfund belyser hvordan forholdene var på stedet i det 5. århundrede f.v.t., omkring den tid da Ezra og Nehemias virkede i Jerusalem. Dokumenterne, der er affattet på aramaisk, omtaler Sanballat i Samaria (Ne 4:1, 2) og ypperstepræsten Johanan. (Ne 12:22) Af interesse er en officiel forordning, udstedt i Darius II’s regeringstid (423-405 f.v.t.), om at „de usyrede brøds højtid“ (2Mo 12:17; 13:3, 6, 7) skulle fejres af kolonien. Det er også værd at bemærke at man hyppigt brugte navnet Jahu, en form af navnet Jehova (eller Jahve; jf. Es 19:18). På den anden side er der også mange vidnesbyrd om en tydelig infiltration af hedensk gudsdyrkelse.

Under græsk og romersk herredømme. Ægypten fortsatte under persisk herredømme indtil Alexander den Store erobrede landet i 332 f.v.t. og angiveligt befriede det for det persiske åg, men samtidig for bestandig gjorde ende på faraonernes styre. Det mægtige Ægypten var for alvor blevet „et ubetydeligt rige“. — Ez 29:14, 15.

Under Alexanders regering blev byen Alexandria grundlagt, og efter hans død blev landet styret af ptolemæerne. Ptolemaios I indtog Jerusalem i 312 f.v.t., og Juda blev en provins under det ptolemaiske Ægypten indtil 198 f.v.t., da Ægypten i den langvarige strid med det seleukidiske rige i Syrien til sidst mistede magten over Palæstina idet Ptolemaios V’s hær blev besejret af den syriske konge Antiochos III. Derefter kom Ægypten mere og mere under romersk indflydelse. I det afgørende slag ved Actium i år 31 f.v.t. lod Kleopatra sin romerske elsker Marcus Antonius’ flåde i stikken, og Octavian, Julius Cæsars grandnevø, gik af med sejren. Octavian erobrede derpå Ægypten i år 30 f.v.t., og Ægypten blev en romersk provins. Det var denne romerske provins Josef og Maria flygtede til med barnet Jesus for at undslippe virkningerne af Herodes’ morderiske dekret. Efter Herodes’ død vendte de tilbage, hvorved Hoseas’ ord, „fra Ægypten kaldte jeg min søn“, blev opfyldt. — Mt 2:13-15; Ho 11:1; jf. 2Mo 4:22, 23.

Den ægyptiske oprører som militærtribunen i Jerusalem forvekslede Paulus med, er muligvis den samme som den ægypter Josefus nævner. (Den jødiske krig, 2. bog, 13. kap., 3.-5. afsnit) Hans opstand skal have fundet sted i Neros regeringstid mens Felix var prokurator i Judæa, hvilket stemmer med beretningen i Apostelgerninger 21:37-39; 23:23, 24.

Efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 indtraf en yderligere opfyldelse af 5 Mosebog 28:68, idet mange af de overlevende jøder blev sendt til Ægypten som slaver. — Den jødiske krig, 6. bog, 9. kap., 2. afsnit.

Anden profetisk og symbolsk omtale. Ægypten omtales ofte i domsbudskaber som er affattet i symbolske vendinger. (Ez 29:1-7; 32:1-32) For israelitterne stod Ægypten for militær styrke og magt som de kunne få hjælp fra ved en politisk alliance, og dét at støtte sig til Ægypten blev et symbol på at støtte sig til menneskelig magt i stedet for til Jehova. (Es 31:1-3) I Esajas 30:1-7 viste Jehova imidlertid at Ægyptens magt var en illusion, idet han kaldte det „Rahab — de vil helst sidde stille [„Rahab, der er bragt til tavshed“, DA92]“. (Jf. Sl 87:4; Es 51:9, 10.) Foruden de mange domsbudskaber indeholder Bibelen dog også løfter om at mange fra „Ægypten“ vil lære Jehova at kende, med det resultat at han ville sige: „Velsignet være Ægypten, mit folk.“ — Es 19:19-25; 45:14.

Ægypten nævnes som en del af det område der beherskes af den symbolske „Sydens konge“. (Da 11:5, 8, 42, 43) I Åbenbaringen 11:8 kaldes det utro Jerusalem, hvor Herren Jesus blev pælfæstet, Ægypten „i åndelig forstand“. Dette er en meget passende betegnelse i betragtning af  at det utro Jerusalem i religiøs henseende undertrykte og trælbandt jøderne. Desuden blev de første påskelam slagtet i Ægypten, mens det modbilledlige påskelam, Jesus Kristus, blev dræbt i Jerusalem. — Joh 1:29, 36; 1Kor 5:7; 1Pe 1:19.

Værdifulde papyrusfund. Det usædvanlig tørre klima og den sandede jordbund i Ægypten har bevirket at mange papyrushåndskrifter, som ville være gået til grunde i fugtigere omgivelser, er blevet bevaret. Siden anden halvdel af det 19. århundrede har man i Ægypten fundet mange papyrusser, deriblandt et stort antal bibelske papyrusser, som for eksempel dem der indgår i Chester Beatty-samlingen. De udgør et værdifuldt led mellem Bibelens originale skrifter og de senere pergamenthåndskrifter.

[Illustration på side 1187]

Statue der forestiller at Amon beskyttede Farao

[Illustration på side 1188]

Den ægyptiske gud Apis, der blev skildret ved en tyr, blev vanæret ved den plage Jehova lod ramme Ægyptens kvæg

[Illustration på side 1189]

Den store sfinks synes at holde vagt foran pyramiderne i Giza

[Illustration på side 1190]

Kolossalstatuer i Abu Simbel, alle til ære for Ramses II