De hebraiske udsagnsord jare’ʹ (3Mo 19:30; 26:2) og ‛aratsʹ (Sl 89:7; Es 29:23; 47:12) kan indeholde tanken om at have eller vise ærefrygt. ‛Aratsʹ bruges ofte i betydningen at skælve af frygt, skræk eller ærefrygt, eller at forårsage en sådan skælven. — Es 8:12; Sl 10:18; se FRYGT.

Synlige vidnesbyrd om Jehovas nærværelse fyldte de tilstedeværende med ærefrygt. Da israelitterne var samlet ved Sinaj Bjerg, så de en mørk sky sænke sig mens der kom torden og lyn, og de hørte lyden af et horn der blev kraftigere og kraftigere. Hele bjerget skælvede, og røg steg op fra det. Denne magtdemonstration fyldte israelitterne med frygt; selv Moses skælvede. Hensigten med denne manifestation af Jehovas herlighed var at indgyde israelitterne en sund frygt så de ikke syndede. — 2Mo 19:9, 16-19; 20:18, 20; He 12:21.

Syner af Jehovas herlighed virkede ærefrygtindgydende. Den flade bund i den vældige himmelvogn hvorover profeten Ezekiel så Jehovas herlighed, havde en glans som af frygtindgydende is. Den befandt sig højt oppe over hovederne på de levende skabninger der forestillede keruber, og den var som en gennemskinnelig, udstrakt flade der var ærefrygtindgydende af størrelse og udseende. Gennem denne udstrakte flade sås noget der lignede en trone af safirsten. Skikkelsen der sad på tronen, strålede med den gullige glans af elektrum i smelterens ild og var omgivet af et lignende klart lysskær. Dette syn af Jehovas herlighed fik Ezekiel til at falde på sit ansigt i dyb ærefrygt. — Ez 1:15-22, 25-28.

Jehova er den eneste man bør nære en så dyb ærefrygt for at man føler sig tilskyndet til at tilbede ham. (Sl 89:7; Es 29:23) Kristne tilskyndes til at „yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt [form af gr. deʹos]“. (He 12:28) Guds tjenere viser denne ærefrygt ved oprigtigt at stræbe efter at behage ham, i bevidstheden om at han vil kræve alle til regnskab og fælde en upartisk dom. — 1Pe 1:17; Åb 14:7.

Også enkeltpersoner og nationer kan undertiden, bevidst eller ubevidst, indgyde andre ærefrygt eller respekt. Sjulamitpigen gjorde for eksempel et så dybt indtryk på kong Salomon at han sagde at hun var lige så respektindgydende som tropper samlet om bannere, rede til kamp. I beretningen herom, i Højsangen 6:4, 10, bruges det hebraiske ord ’ajomʹ, der her er oversat med „respektindgydende“. I Habakkuk 1:6, 7 er det oversat med „skrækindjagende“ og bruges til beskrivelse af kaldæerne der drager i krig. Gennem profeten Esajas blev Babylon profetisk opfordret til at benytte sine besværgelser og trolddomskunster for at slå alle sine modstandere med ærefrygt og derved selv blive skånet for ulykke. Men alle bestræbelser for at forhindre erobringen af byen ville slå fejl. (Es 47:12-15) Babylon ville blive erobret af perseren Kyros’ hære. — Es 44:24–45:2.

Moses virkede frygtindgydende (hebr.: mōra’ʹ) på Guds folk som følge af den måde Jehova brugte ham på. (5Mo 34:10, 12; 2Mo 19:9) De der havde tro, nærede en sund frygt for Moses’ myndighed. De var klar over at Gud talte gennem ham. Israelitterne skulle også have ærefrygt for Jehovas helligdom. (3Mo 19:30; 26:2) Det vil sige at de skulle have stor ærbødighed for helligdommen, tilbede Jehova i overensstemmelse med de retningslinjer han havde givet, og handle i harmoni med alle hans bud.