Det hebraiske ord ’ī (flertal: ’ījīmʹ) bruges ikke kun om landområder der er mindre end kontinenter og helt omgivet af vand (Es 11:11; 24:15), men også om tørt land (Es 42:15) og kystland. (Es 20:6; 23:2, 6; Jer 2:10) I overført betydning betegner ordet ’ī sådanne øers eller kystlandes indbyggere. (1Mo 10:5, fdn.; Es 49:1, fdn.; 59:18, fdn.) Undertiden sigter „øerne“ til de fjerneste steder og deres befolkning. (Es 41:5; 66:19; Ez 39:6; se MAGOG, 2.) Således vil selv de mest fjerntliggende eller isolerede steder — som øerne i havet — mærke følgerne af det symbolske jordskælv der rammer Babylon den Store. (Åb 16:18-21; jf. Åb 6:12-14.) I Jehovas øjne er alle øerne blot som „fint støv“. — Es 40:15.

Blandt de øer der nævnes ved navn i Bibelen, er Cypern (Apg 13:4-6), Kos, Rhodos (Apg 21:1), Kreta (Apg 27:7), Kauda (Apg 27:16), Malta (Apg 28:1) og Patmos (Åb 1:9).