Høreorganet, der er konstrueret og skabt af Jehova Gud. (Sl 94:9; Ord 20:12) Øret består af tre dele: Det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Mellemøret er et lille hulrum der begynder med trommehinden og fører til den labyrint af kanaler som udgør det indre øre. Det indre øres organer har ikke alene med hørefunktionen at gøre, men også med balanceevnen og fornemmelsen af bevægelse. At vi har to ører, hjælper os til at afgøre hvorfra lydene kommer.

Det menneskelige øre kan registrere lydbølger med en frekvens af mellem 20 og 20.000 svingninger i sekundet. Mange dyrs ører er så følsomme at de kan registrere toner der ligger langt over menneskets høregrænse. Hvad lydstyrken angår, er menneskets øre utrolig følsomt. Den kraftigste lydstyrke øret kan tåle uden at lide skade, er to billioner gange kraftigere end den svageste lyd man kan opfatte. Menneskeøret har således den størst mulige følsomhed — var det mere følsomt, ville vi høre luftmolekylernes uophørlige bevægelser.

Eftersom ørets Skaber kan høre, siges der i Bibelen symbolsk at han har ører. (4Mo 11:18; Sl 116:1, 2) Ved hjælp af dette billede skildrer Jehova sig selv som en hvis ører er åbne for de retfærdiges bønner, anmodninger og råb. (Sl 10:17; 18:6; 34:15; 130:2; Es 59:1; 1Pe 3:12) Jehova hører oprøreres beklagelser og sine fjenders onde tale (4Mo 11:1; 2Kg 19:28), men han nægter at høre deres nødråb når hans dom eksekveres over dem. (Ez 8:18) Skønt gudebilleder kan have udskårne eller indgraverede ører, kan de naturligvis ikke høre og er hverken i stand til at opfatte eller besvare deres tilbederes bønner. — Sl 115:6.

Brugt billedligt. I Bibelen bruges ordet „øre“ i overført betydning om hørelsen som helhed. Udtrykket bruges om det at høre og derefter overveje sandfærdigheden og værdien af det hørte. (Job 12:11; 34:3) De hebraiske udtryk der oversættes med ’at lytte’ eller ’at bøje sit øre’, rummer tanken om at vise opmærksomhed i den hensigt at handle efter det der høres. (Sl 78:1; 86:6; Es 51:4) ’At få sit øre åbnet’ vil sige at få forståelse af eller oplysning om noget. (Es 50:5) Udtrykket ’at afdække (eller blotte) øret’,  der forekommer i den hebraiske grundtekst, kan stamme fra at man i orientalske lande delvis fjernede hovedbeklædningen for at kunne høre bedre. Dette udtryk, der oversættes med ’åbenbare for ens øre’ eller „røbe“, sigter til at give oplysninger under fire øjne eller at afsløre en hemmelighed eller noget der tidligere har været ukendt. — 1Sa 9:15; 20:2, 12, 13; 2Sa 7:27.

’At vække’ et menneskes ’øre’ vil sige at gøre det opmærksomt. (Es 50:4) Den der har et sådant øre, har måske tidligere været blandt „de [åndeligt] døve som dog har [bogstavelige] ører“. (Es 43:8) Bibelen beskriver den retfærdige som en der lytter til Gud, og som stopper sit øre til så det ikke hører det der er ondt. (Es 33:15) Tilsvarende kan det græske ord for ’at høre’ og ’at lytte’ indeholde tanken om ’at give agt, at forstå og at handle efter’, som da Jesus Kristus sagde: „Mine får hører min stemme,“ og: „En fremmed vil de ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham, for de kender ikke de fremmedes stemme.“ — Joh 10:27, 5.

På den anden side siges der om de oprørske at deres ører er „tunge“ (DA92) eller „upåvirkelige“. (Es 6:10; Apg 28:27) Sådanne ugudelige mennesker sammenlignes med brilleslangen der stopper sit øre til og ikke vil høre slangetæmmerens stemme. — Sl 58:4.

Gennem sine tjenere sagde Jehova at de stivnakkede, ulydige israelitter havde ’uomskårne ører’. (Jer 6:10; Apg 7:51) Det var som om deres ører var stoppet til med noget der hæmmede hørelsen. De var ikke blevet åbnet af Jehova, som giver lyttende og lydige ører til dem der søger ham, men som lader de ulydiges åndelige hørelse blive sløvet. (5Mo 29:4; Ro 11:8) Apostelen Paulus forudsagde en tid da nogle der hævdede at være kristne, ville falde fra den sande tro idet de ikke ønskede at høre sandheden fra Guds ord, men at få deres ører „kildret“ af noget de fandt behageligt at høre, og som derfor ville høre på falske lærere. (2Ti 4:3, 4; 1Ti 4:1) Ifølge Bibelen kan det desuden „ringe“ for ens ører hvis man hører overraskende nyt, især om ulykker. — 1Sa 3:11; 2Kg 21:12; Jer 19:3.

Kunne de mænd der var sammen med Saulus fra Tarsus da han blev blændet af det overnaturlige lys, høre den stemme som han hørte?

Et eksempel på forskellen mellem at høre en lyd og at høre med forståelse er beretningen om Saulus fra Tarsus’ omvendelse og hans egen senere beskrivelse af den. (Apg 9:3-8; 22:6-11) I beretningen i Apostelgerninger 9:7 siges der at de mænd som var sammen med Saulus, hørte „røsten“ (DA92) eller „lyden af en stemme“ (NV). Men som det berettes i Apostelgerninger 22:9, sagde Paulus (Saulus) selv at de mænd der var sammen med ham, ikke hørte stemmen. Når teksten i de to vers forstås rigtigt, er der ingen modsigelse. Det græske ord for „stemme“ (fōnēʹ) står i Apostelgerninger 9:7 i ejefald (fōnēsʹ) og rummer i dette tilfælde tanken om at høre af en stemme — at høre lyden af den uden at forstå hvad der bliver sagt. I Apostelgerninger 22:9 står fōnēʹ i genstandsfald (fōnēnʹ): Mændene „hørte ikke hans stemme“ — de hørte lyden af en stemme, men fattede ikke ordene, betydningen; de forstod ikke hvad Jesus sagde til Saulus, sådan som Saulus selv gjorde. (Apg 9:4) Når man véd at ordet „høre“ anvendes i to betydninger i Bibelen, kaster det lys over tilsyneladende uoverensstemmelser.

Ved præsteskabets indsættelse i Israel fik Moses bud om at tage noget af indsættelsesvædderens blod og komme det på Arons og hans sønners højre øreflip samt på deres højre hånd og højre fod som et tegn på at det der her havde fundet sted, skulle øve direkte indflydelse på hvad de lyttede til, hvilket arbejde de udførte og hvilken vej de vandrede ad. (3Mo 8:22-24) I forbindelse med spedalskes renselse hed det ligeledes i Loven at præsten skulle tage noget af blodet fra den vædder der blev bragt som skyldoffer, og noget af den olie der blev ofret, og komme det på den spedalskes højre øreflip. (3Mo 14:14, 17, 25, 28) En tilsvarende ceremoni med nogenlunde samme betydning fandt sted for de trælle der ønskede at forblive i deres herres tjeneste for bestandig. En sådan træl skulle føres hen til dørstolpen, og hans herre skulle gennembore hans øre med en syl. Det iøjnefaldende mærke på trællens øre skulle repræsentere trællens ønske om fortsat at tjene og adlyde sin herre. — 2Mo 21:5, 6.

Om menneskets store behov for at høre på Gud — i betydningen nøje at give agt på og adlyde hans ord, sådan som Bibelen foreskriver — i stedet for at se Gud, sådan som nogle kræver, bemærker R. C. Dentan: „I Bibelen er nøgleordet for menneskets positive reaktion over for Gud ikke ’at se’, men ’at høre’ . . . I mysteriereligionerne var den højeste religiøse oplevelse ’at se’ guden; men i Bibelen, hvor den grundlæggende religiøse holdning er lydighed mod det guddommelige ord, lægges vægten på ’at høre’ Guds  røst. Israels religions vigtigste formel begynder karakteristisk nok med ordene: ’Hør, Israel.’ ’Den som er af Gud’ er ikke mystikeren der har haft et syn, men den som ’hører Guds ord’ (Johannes 8:47).“ — The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 2, s. 1; se DØVHED.