[hebr.: næʹsjær; aram.: nesjarʹ; gr.: aetosʹ].

En stor rovfugl. Nogle mener at det hebraiske navn er afledt af et rodord der betyder „at rive eller flænse i stykker“. Andre betragter det som et onomatopoietikon (et lydord) og mener at næʹsjær betegner „en susen“ eller „et glimt“, altså en fugl der med en susende lyd eller som et lyn styrtdykker efter sit bytte. I begge de sidstnævnte tilfælde er det hebraiske ord en udmærket beskrivelse af ørnen, hvis styrtdyk fra stor højde frembringer en susen idet luften passerer gennem dens udbredte håndsvingfjer. Da ørnen er en rovfugl og drikker blod (Job 39:27, 30), hører den til de fugle der blev regnet for urene ifølge Moseloven. — 3Mo 11:13; 5Mo 14:12.

Arter i Palæstina. De almindeligste ørne i nutidens Palæstina er kejserørnen (Aquila heliaca), kongeørnen (Aquila chrysaëtos) og slangeørnen (Circaëtus gallicus). Kongeørnen er en imponerende mørkebrun fugl som er næsten 1 m lang og har et vingefang på ca. 2 m. Ørne kendes i øvrigt på at de har et temmelig bredt hoved med en fremtrædende kam over øjnene, et kort og kraftigt, kroget næb, kraftige ben og stærke, spidse kløer.

Hvilken baggrund er der for udtrykket ’båret på ørnevinger’?

Sinajområdet, hvor disse fugle svæver på deres kraftige, brede vinger, kaldes passende for „ørnelandet“. De udfriede israelitter der var forsamlede ved Sinaj Bjerg, forstod derfor udmærket det billede Gud brugte da han sagde at han havde båret dem ud af Ægypten „på ørnevinger“. (2Mo 19:4; jf. Åb 12:14.) Næsten 40 år senere kunne Moses sige at Jehova havde ført Israel gennem ørkenen som en ørn der „purrer sin rede ud, svæver over sine flyvefærdige unger, breder sine vinger ud, tager dem, bærer dem på sine svingfjer“. (5Mo 32:9-12) Når ungerne er flyvefærdige, provokerer den voksne fugl dem til at flyve mens den slår med vingerne for at lade dem forstå hvad de skal gøre, hvorefter den skubber eller lokker dem ud af reden for at de kan prøve vingerne.

Skønt nogle har tvivlet på at ørnen nogen sinde bærer sine unger på ryggen, skal en rejsefører i Skotland ifølge sir W. B. Thomas have bevidnet følgende angående kongeørnen: „Efter at have lokket og i nogle tilfælde skubbet ungen ud i fri luft flyver den voksne fugl hurtigt ned under den, og ungen får lov at hvile et øjeblik på den voksne fugls vinger og ryg.“ (The Yeoman’s England, London 1934, s. 135) En iagttager i De Forenede Stater citeres i Bulletin fra Smithsonian Institution (1937, nr. 167, s. 302) for at have sagt: „Moderen satte af fra reden på klippen; hun behandlede ungen noget hårdhændet og lod den falde omkring tredive meter, vil jeg tro; så fløj hun hurtigt ned under ungen med udbredte vinger, og den landede på hendes ryg. Derefter svævede hun op til bjergtoppen og gentog øvelsen. . . . Min fader og jeg iagttog tryllebundne dette i over en time.“ G. R. Driver konstaterer i en kommentar til disse udtalelser: „Billedet [i 5 Mosebog 32:11] er altså ikke bare fri fantasi, men er baseret på kendsgerninger.“ — Palestine Exploration Quarterly, London 1958, s. 56, 57.

Redebygning og synsevne. Ørnens redebygningsvaner fremhæves i Guds spørgsmål til Job i Job 39:27-30. Reden anbringes som regel i et højt træ eller på en afsats i en kløft eller på en bjergside. Med årene kan reden blive indtil 2 m høj og komme til at veje op imod et ton. Profeterne henviste billedligt til ørneredens tilsyneladende sikre placering og utilgængelighed da de forkyndte dom over det stolte Edom, der lå i Arabaregionens forrevne bjergland. — Jer 49:16; Ob 3, 4.

Ørnens evne til at se meget langt, som nævnes i Job 39:29, kommenteres af Rutherford Platt i bogen The River of Life (1956, s. 215, 216). Han henviser til ørneøjets usædvanlige bygning, som vidner om Skaberens visdom. Bogen siger:

„De bedste øjne i hele dyreriget finder vi . . . hos ørnen, gribben og høgen. Så skarpsynede er disse fugle at de fra en højde af 300 meter kan spejde ned og få øje på en hare eller en rype der er halvt skjult i græsset.

Jægerens skarpe blik skyldes at lyset fra objektet rammer en tæt klynge spidse, tapformede celler. Denne lille plet bagtil i øjeæblet optager på en særlig måde lysstråler fra objektet i tusinder af punkter, hvorved der dannes et klart billede i hjernen. For de fleste jægere, såsom skunken, pumaen og mennesket, er den ene plet tapceller nok; vi ser ligeud og nærmer os vort øjes mål direkte. Men det gør ørnen eller høgen  ikke; når de har indstillet øjet på haren i græsset, kan de godt nærme sig i et langt, skævt dyk. Dette får billedet af målet til at flytte sig hen over øjeæblets bagflade i en kurvet bane. En sådan bane er nøjagtigt udtænkt til ørnens øje så at den dykkende fugl i stedet for en klynge tapceller har en kurvet bane af tapceller. Mens ørnen slår brat ned, har den således hele tiden haren i fokus.“ — Jf. Jer 49:22.

En dygtig flyver. Ørnens hurtighed fremhæves i mange skriftsteder. (2Sa 1:23; Jer 4:13; Kl 4:19; Hab 1:8) Der berettes om ørne som har fløjet med en hastighed af over 130 km i timen. Salomon advarede om at rigdommen vil „gøre sig vinger“ som den højtflyvende ørns. (Ord 23:4, 5) Job beklagede at livet går så hurtigt, og sammenlignede det med den byttesøgende ørns hurtighed. (Job 9:25, 26) Men de der stoler på Jehova, vil få kraft til at gå videre, som svang de sig op med ørnens tilsyneladende utrættelige vinger. — Es 40:31.

Ligesom den der skrev Ordsprogene 30:19, har videnskabsmænd i dag undret sig over „ørnens vej på himmelen“. Clarence D. Cone, jun., forklarer i Scientific American at iagttagelse af ørnenes, høgenes og gribbenes majestætiske og ubesværede svæveflugt „har ført til opdagelsen af en grundlæggende meteorologisk mekanisme“. Han viser derefter hvordan disse vældige fugle udnytter dynamikken i de store „bobler“ af opvarmet luft der på grund af solvarmen stiger op fra landjorden, og påpeger videre at ørnens „splittede“ vingespidser er konstrueret aerodynamisk sådan at de mindsker luftmodstanden. — April 1962, s. 131, 138.

Brugt billedligt. Profeterne brugte ofte ørnen som symbol på fjendtlige nationers hære, hvis angreb kunne komme pludseligt og uventet. (5Mo 28:49-51; Jer 48:40; 49:22; Ho 8:1) De babyloniske og de ægyptiske herskere blev beskrevet som ørne. (Ez 17:3, 7) Det er i øvrigt værd at bemærke at mange oldtidsnationer, deriblandt Assyrien, Persien og Rom, brugte ørnefigurer på deres kongesceptre, standarter og steler, ligesom Tyskland, De Forenede Stater og andre lande i dag lader ørnen indgå i deres rigsvåben.

Nogle har anfægtet brugen af ordet ’ørne’ i Mattæus 24:28 og Lukas 17:37 og indvendt at der må være tale om gribbe der samles om et ådsel. Det er sandt at ørnen ikke i første række er ådselæder som gribben, men det sker dog at den æder døde dyrekroppe. (Palestine Exploration Quarterly, 1955, s. 9) Det er også kendt at ørne — skønt de i modsætning til de selskabelige gribbe normalt jager alene — kan optræde parvis under jagten; og i bogen The Animal Kingdom (redigeret af F. Drimmer, 1954, bd. II, s. 965) berettes om et tilfælde hvor „flere ørne rettede et masseangreb mod en gaffelbuk“. Eftersom Jesus fremsatte ovennævnte profeti da han talte om sin lovede „nærværelse“, sigter den ikke blot til ødelæggelsen af den jødiske nation i år 70 ved de romerske hære, hvis standarter var prydet med ørnefigurer.

I Åbenbaringens Bog bruges ørne som et billede på de skabninger der gør tjeneste ved Guds trone, og som bekendtgør Guds domsbudskaber for dem der bor på jorden. Dette billede skal uden tvivl fremhæve disse skabningers hurtighed og skarpsynethed. — Åb 4:7; 8:13; jf. Ez 1:10; 10:14.

Et andet skriftsted der efter mange forskeres mening gælder gribben i stedet for ørnen, er Mika 1:16, hvor Israel billedligt opfordres til at ’gøre sin skaldede isse bred som ørnens’. Ørnen har mange fjer på hovedet; selv den såkaldt skaldede nordamerikanske ørn omtales kun som skaldet fordi dens hvide hovedfjer får den til at se skaldet ud på afstand. Gåsegribben (Gyps fulvus), som stadig findes i Israel, har imidlertid kun nogle få bløde, hvide dun på hovedet og er næsten nøgen på halsen. Hvis det er den der sigtes til i førnævnte skriftsted, vil det sige at det hebraiske ord næʹsjær har en bredere betydning og ikke blot omfatter ørne. Det er værd at bemærke at gåsegribben regnes til samme „familie“ som ørnen (Accipitridae), men ikke til samme „slægt“. Nogle mener imidlertid at Mika 1:16 sigter til ørnens fjerskifte, som dog siges at være en gradvis og ikke særlig iøjnefaldende proces. I Salme 103:5, hvor salmisten taler om at Jehova sørger for at et menneskes „ungdom fornys som ørnens“, er det måske fjerskiftet der hentydes til, idet dette medfører en nedsættelse af ørnens styrke og aktivitet, hvorefter den vender tilbage til sit normale liv. Andre ser heri en hentydning til ørnens forholdsvis lange liv. Nogle ørne er blevet over 80 år gamle.

Navnet Akvila (Apg 18:2) er det latinske ord for ørn.