(Abʹba).

Det aramaiske ord ’abba’ʹ svarer til den emfatiske eller determinerede form af det hebraiske ’av og betyder „faderen“ eller „o Fader!“. Det var det udtryk børn benyttede over for deres fader, og det afspejlede på samme tid fortrolighed og værdighed, idet det både var uformelt og respektfuldt. Frem for at være en titel var det således en tiltaleform der udtrykte ømhed og hengivenhed, og det var et af de første ord små børn lærte at sige.

 Dette aramaiske ord forekommer tre gange i Bibelens græske skrifter, hver gang i translittereret form, både i den græske og i den danske tekst. I alle tre tilfælde efterfølges udtrykket af den græske oversættelse ho patērʹ, der ordret betyder „faderen“ eller, i tiltale, „o Fader!“. Det bruges hver gang om den himmelske Fader, Jehova.

Ifølge Markus’ beretning brugte Jesus udtrykket da han bad til Jehova Gud i Getsemane Have kort før sin død, idet han sagde: „Abba, Fader, alt er muligt for dig; tag dette bæger bort fra mig. Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.“ (Mr 14:36) Dette var en søns inderlige anmodning til en elsket fader, straks efterfulgt af en forsikring om at han dog under alle omstændigheder ville forblive lydig.

De to andre steder ordet forekommer, er i Paulus’ breve, i Romerne 8:15 og Galaterne 4:6. Begge steder bruges ordet i forbindelse med kristne som er kaldede til at være åndsavlede sønner af Gud, og det vidner om hvor fortroligt et forhold de har til deres Fader. Skønt de er „trælle for Gud“ og er blevet „købt for en pris“, er de også sønner i en kærlig Faders hus, og dette forhold bliver de udtrykkeligt gjort opmærksomme på af den hellige ånd gennem deres Herre, Jesus. — Ro 6:22; 1Kor 7:23; Ro 8:15; Ga 4:6.

Nogle mener at brugen af ’Abba’ʹ og „Fader“ side om side ikke blot skal opfattes som en oversættelse fra aramaisk til græsk, men at det udtrykker først barnets tillid og underdanighed, efterfulgt af en moden erkendelse af sønneforholdet og det ansvar det medfører. Det synes ud fra disse skriftsteder klart at de kristne i aposteltiden brugte udtrykket ’Abba’ʹ i deres bønner til Gud.

I de første århundreder e.v.t. gik ordet ’Abba’ʹ over til at blive anvendt som ærestitel for de jødiske rabbinere, og det forekommer som sådan i Den Babyloniske Talmud. (Berakhot 16b) Den der virkede som vicepræsident for det jødiske Sanhedrin, bar i forvejen titlen ’Av, Sanhedrinets Fader. Senere blev titlen også anvendt om biskopperne inden for de koptiske, ætiopiske og syriske kirker, og navnlig om biskoppen af Alexandria, som derved blev „fader“ eller „pave“ for hele den del af den østlige kirke. De danske ord „abbed“ og „abbedi“ er afledt af det aramaiske ’abba’ʹ. Hieronymus, der oversatte den latinske Vulgata, gjorde indsigelse mod at titlen „abbed“ blev anvendt om katolske munke på hans tid. Som begrundelse anførte han at det var en overtrædelse af Jesu bud i Mattæus 23:9: „Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske.“