(Aʹbel-Bet-Maʹaka), Abel ved Bet-ma’aka [Ma’akas hus’ vandløb].

En befæstet by i Naftalis område i det nordlige Palæstina, formentlig 7 km vestnordvest for Dan. Den er blevet identificeret med Tell Abil (Tel Avel Bet Ma‛akha). Byen havde en gunstig beliggenhed, nemlig hvor vejen mod nord fra Hazor krydser vejen fra Damaskus til Tyrus.

Davids mænd under Joab belejrede byen da oprøreren Sjeba var flygtet dertil. En vís kvinde som talte for „de fredelige, trofaste i Israel“, bad indtrængende Joab om ikke at ødelægge Abel, der fra gammel tid var et sted hvor man kunne bede om vise afgørelser, og som derfor kunne kaldes „en moder i Israel“. Denne benævnelse kunne dog også sigte til en by med småbyer omkring. På kvindens anbefaling kastede indbyggerne Sjebas hoved over muren, og byen blev skånet. — 2Sa 20:14-22.

På kong Asa af Judas opfordring angreb aramæerkongen Ben-Hadad I Abel-Bet-Ma’aka for at aflede kong Basja af Israels opmærksomhed fra opbygningen af Rama. (1Kg 15:20; se RAMA, 1.) I Pekas regeringstid blev Abel-Bet-Ma’aka indtaget af assyrerkongen Tiglat-Pileser III, og indbyggerne blev sendt i landflygtighed. (2Kg 15:29) Byen, i assyriske tekster kaldet Abilakka, nævnes af Tiglat-Pileser III i lister over de byer han indtog. De omliggende frugtbare og vandrige marker gav uden tvivl anledning til et andet passende navn, Abel-Majim (der betyder „vandenes vandløb“). Byens beliggenhed gjorde den til et godt forrådssted. — 2Kr 16:4.