Abigajil
(Abigaʹjil) [(min) fader har jublet].
1. En af Davids hustruer. Hun var oprindelig gift med den velstående Nabal fra byen Maon, der lå ved randen af Judas Ørken, vest for Det Døde Hav. (1Sa 25:2, 3; Jos 15:20, 55) Hun havde „god indsigt og en smuk skikkelse“, hvorimod hendes første mand, hvis navn betyder „uforstandig, tåbelig“, var „hård og slet i sine handlinger“.
Efter profeten Samuels død rykkede David og hans mænd ind i det område nær Karmel i Juda hvor Abigajils mands hjorde græssede. Davids mænd var derefter som en beskyttende mur om Nabals hjorde både dag og nat. Ved fåreklipningstiden sendte David derfor nogle unge mænd op til Karmel for at gøre Nabal opmærksom på den tjeneste de havde ydet ham, og bede ham om en gave i form af fødevarer. (1Sa 25:4-8, 15, 16) Men den gerrige Nabal overfusede dem og hånede David som om han var en ubetydelig person, og dem alle som om de var bortløbne trælle. (1Sa 25:9-11, 14) Herover blev David så opbragt at han spændte sit sværd om sig og i spidsen for hen ved 400 mand drog mod Karmel for at udslette Nabal og mændene i hans husstand. — 1Sa 25:12, 13, 21, 22.
Da Abigajil gennem en foruroliget tjener erfarede hvad der var sket, viste hun sin klogskab ved straks at samle en rigelig forsyning korn og andre fødevarer og sende det i forvejen med sine tjenere, ligesom Jakob havde gjort før han mødte Esau. (1Sa 25:14-19; 1Mo 32:13-20) Uden at sige noget til sin mand red hun ud for at møde David, og i en lang og indtrængende bøn der afspejlede visdom og logisk sans såvel som respekt og ydmyghed, overbeviste hun David om at hendes mands uforstandige ord ikke berettigede til uretfærdig blodsudgydelse eller mangel på tillid til at Jehova selv ville bringe sagen i orden. (1Sa 25:14-20, 23-31) David takkede Gud for kvindens fornuftige råd og hurtige indgriben. — 1Sa 25:32-35; jf. Ord 25:21, 22; 15:1, 2.
Da Abigajil var kommet hjem, ventede hun til hendes mand var blevet ædru efter et drikkelag, og fortalte ham så hvad hun havde gjort. „Da døde hans hjerte inden i ham, og han blev som sten“, og efter ti dages forløb lod Jehova ham udånde. Da David hørte om dette, sendte han bud og friede til Abigajil, og hun tøvede ikke med at sige ja. Hun delte Davids kærlighed med Ahinoam fra Jizre’el, som David tidligere havde taget til ægte. Davids første hustru, Mikal, var allerede af sin fader, Saul, blevet givet til en anden mand. — 1Sa 25:36-44.
Abigajil boede med David i Gat, ved Sjefelas vestlige rand, og siden i Ziklag, i den nordvestlige del af Negeb. Under Davids fravær kom en amalekitisk røverbande sydfra, stak Ziklag i brand og førte alle kvinderne og børnene, også Abigajil og Ahinoam, med som fanger. Forsikret af Jehova om at det ville gå godt, satte David og hans mænd efter amalekitterne, og ved et overraskelsesangreb slog han dem og reddede fangerne og de røvede ejendele. — 1Sa 30:1-19.
Tilbage i Ziklag fik David tre dage senere bud om Sauls død. (2Sa 1:1, 2) Abigajil fulgte nu sin mand til Hebron i Juda, hvor David blev salvet til konge. Her fødte hun en søn, Kil’ab (2Sa 3:3), som i 1 Krønikebog 3:1 kaldes Daniel. I Hebron øgedes antallet af Davids hustruer til seks, og hverken Abigajil eller hendes søn omtales mere i beretningen. — 2Sa 3:2-5.
2. En af Davids to søstre. (1Kr 2:13-17) Nogle lærde mener at hun kun var Davids halvsøster, idet de havde samme moder, men ikke samme fader. I 2 Samuel 17:25 kaldes hun „Nahasj’ datter“. Ifølge den rabbinske overlevering er Nahasj blot et andet navn for Isaj, Davids fader. Den græske Septuaginta (Lagardes udgave) har „Isaj“ i stedet for „Nahasj“ i dette vers. Det samme har flere nyere oversættelser. (Se DA31, AT, JB.) Det er dog værd at bemærke at beretningen i 1 Krønikebog 2:13-16 ikke kalder Abigajil og Zeruja ’Isajs døtre’, men blot omtaler dem som „søstre“ til Isajs sønner, heriblandt David. Dette giver rum for den mulighed at deres moder først var gift med en mand ved navn Nahasj, hvem hun fødte Abigajil og Zeruja, før hun blev gift med Isaj og blev moder til hans sønner. Det kan derfor ikke fastslås med sikkerhed at Abigajil var Isajs datter. — Se NAHASJ, 2.
Så vidt det fremgår af beretningen, fødte Abigajil kun én søn, Amasa. Hendes mand omtales i 2 Samuel 17:25 som israelitten Jitra, men andre steder kaldes han Jeter (1Kg 2:5, 32), og i 1 Krønikebog 2:17 betegnes han som „ismaelitten Jeter“. (Se JETER, 6.) Det er muligt at Abigajil indgik ægteskab med Jeter dengang Isaj og hans familie boede i Moabs land. (1Sa 22:3, 4) Hendes søn, Amasa, nød ingen særlig opmærksomhed i Davids regeringstid før Absaloms oprør. Da satte Absalom, som var hans fætter, ham i spidsen for sine væbnede styrker. Trods dette søgte David efter Absaloms død Amasas støtte til at vende tilbage til tronen, hvorefter David gjorde ham til hærfører i stedet for Joab. (2Sa 19:11-14) Denne udnævnelse bevirkede at Amasa, Abigajils søn, snart efter blev dræbt af sin forbitrede fætter Joab. — 2Sa 20:4-10.