(Aʹbihu) [han er fader].

En af Arons fire sønner med Elisjeba; broder til Nadab, Eleazar og Itamar. (2Mo 6:23; 1Kr 6:3; 24:1) Eftersom Abihu blev født i Ægypten som Arons anden søn, må han ved udgangen have været en voksen mand, idet hans fader på det tidspunkt var 83 år gammel. — 4Mo 33:39.

Som de ældste af sønnerne fik Nadab og Abihu af Jehova lov til at følge med deres fader og 70 af Israels ældste op på Sinaj Bjerg, hvor de på afstand fik et storslået syn af Guds herlighed. (2Mo 24:1, 9-11) Jehova udmærkede Arons sønner, idet han udnævnte dem til at tjene som præster sammen med deres fader, ypperstepræsten, og forordnede at Arons efterfølger skulle udvælges blandt dem. De skulle bære præsteklæder og et hovedtøj „til ære og pryd“. Moses skulle „salve dem og fylde deres hånd med myndighed og hellige dem“ til deres tjeneste for Gud. (2Mo 28:1, 40-43) Præsteembedet skulle tilhøre dem „som en varig ordning“. — 2Mo 29:8, 9.

De instruktioner Gud derefter gav angående præsteskabet og dets funktioner, omfattede også dem. (2Mo 29:10-46; 30:26-38) Gud understregede desuden kraftigt over for dem og over for hele folket hvor overmåde vigtigt det var at de viste respekt for de hellige ting der var forbundet med tilbedelsen, heriblandt røgelsesalteret og de dertil hørende redskaber. Deres liv afhang af om de viste respekt for Guds forordninger.

Et år efter udgangen af Ægypten var tiden inde til at teltboligen skulle opstilles og præsteskabet indsættes (1512 f.v.t.). Hele folket samledes foran mødeteltets indgang og overværede at Aron, Abihu og hans brødre, vaskede og med turban på hovedet, blev salvet som præster der skulle repræsentere folket over for Gud. Derefter forblev de nyindsatte præster ved indgangen til mødeteltet i syv dage, indtil deres indsættelsesdage var til ende. Så lang tid ville det tage at ’fylde deres hånd med myndighed’. „Og Aron og hans sønner gjorde alt hvad Jehova havde givet påbud om ved Moses.“ — 3Mo 8:1-3, 13-36.

På den ottende dag begyndte Aron at gøre tjeneste, assisteret af Abihu og hans brødre. (3Mo 9:1-24) De blev vidne til at Gud på storslået vis manifesterede sin nærværelse for dem. Men åbenbart endnu før dagen var omme, „tog Arons sønner Nadab og Abihu hver sit ildbækken og kom ild i dem og lagde røgelse derpå og frembar ulovlig ild for Jehovas ansigt, hvad han ikke havde påbudt dem. Da fór der ild ud fra Jehova og fortærede dem, så de døde for Jehovas ansigt“. (3Mo 10:1, 2) Deres lig blev på Moses’ befaling båret uden for lejren af Arons fætre. Deres fader og deres overlevende brødre fik besked på at de ikke måtte vise tegn på sorg over at Nadab og Abihu på denne måde var blevet udryddet af menigheden. — 3Mo 10:4-7.

Umiddelbart derefter sagde Gud advarende til Aron at han og hans sønner ikke måtte nyde stærke drikke når de tjente i teltboligen, for at  de ikke skulle dø. I en kommentar til vers 9 siger værket The Pentateuch and Haftorahs: „Rabbinerne satte hændelsen med Nadab og Abihu i forbindelse med denne forskrift om ikke at indtage berusende drikke før tjenesten i helligdommen.“ (Redigeret af J. H. Hertz, London 1972, s. 446) Beruselse har altså muligvis haft forbindelse med deres alvorlige synd, men den virkelige grund til at de måtte dø, var at de overtrådte Guds bud vedrørende den rene tilbedelse ved at frembære „ulovlig ild for Jehovas ansigt, hvad han ikke havde påbudt dem“.

Abihu nød stor ære fra Gud og indtog en meget fremtrædende stilling i folket. Men da han enten blev ærgerrig, fik for høje tanker om sig selv eller betragtede Guds anvisninger som uvæsentlige, blev hans forrettigheder kortvarige, og han døde barnløs. — 4Mo 3:2-4; 26:60, 61; 1Kr 24:1, 2.