Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Abort

Abort

Afstødelse eller fjernelse af et foster før det er i stand til at leve uden for moderens krop. Man skelner normalt mellem provokeret abort, en tilsigtet og kunstigt fremkaldt svangerskabsafbrydelse, og spontan abort, en utilsigtet svangerskabsafbrydelse der ikke skyldes et kunstigt indgreb. I Bibelen skelnes der ikke mellem provokeret og spontan abort. Her anvendes begreberne abort og dødfødsel i bredere forstand og synonymt. Det hebraiske ord sjakhalʹ, der bruges i betydningen „at abortere“ (2Mo 23:26), betyder egentlig „at gøre barnløs“. (1Mo 42:36; 3Mo 26:22; Ho 9:14) Det gengives også med „at blive uden frugt“. (Mal 3:11). Til beskrivelse af at føde for tidligt bruges også udsagnsordet jatsa’ʹ, der betyder „at gå (komme) ud“. Det er gengivet med „nedkomme“ (underforstået „for tidligt“) i 2 Mosebog 21:22 og med „at kælve for tidligt“ i Salme 144:14. Udtrykket „et dødfødt barn“ (Sl 58:8; Præ 6:3) er en gengivelse af det hebraiske ord næʹfæl, der kommer af verbalroden nafalʹ, som betyder „at falde“.

Spontan abort kan skyldes en ulykke, en infektionssygdom, mentale belastninger eller fysiske anstrengelser, eller en almindelig organisk svaghed hos moderen. Vandet i nærheden af Jeriko var dødbringende og forårsagede aborter indtil Jehovas profet Elisa gjorde det sundt. — 2Kg 2:19-22.

At fremkalde en abort med kunstige midler, såsom medikamenter eller et lægeligt indgreb, i den hensigt at forhindre et uønsket barns fødsel er en stor forbrydelse i Guds øjne. Livet er en dyrebar gave fra Gud, og det er derfor helligt. Guds lov til Moses beskyttede ikke kun det ufødte barn mod en illegal abort. Hvis for eksempel en strid mellem nogle mænd resulterede i en ulykke hvor en gravid kvinde eller hendes barn døde, skulle der ifølge loven ’betales sjæl for sjæl’. (2Mo 21:22-25) Før straffen blev fuldbyrdet, tog dommerne naturligvis omstændighederne og graden af forsætlighed i betragtning. (Jf. 4Mo 35:22-24, 31.) Hvor alvorlig en sag det er forsætligt at tilføje et ufødt barn skade, fremgår af disse ord af dr. J. Glenn: „Det levedygtige foster i livmoderen ER et menneskeligt individ, og at udslette det er derfor en overtrædelse af det sjette bud.“ — The Bible and Modern Medicine, 1963, s. 176.

Moderlivets frugt er en velsignelse fra Jehova. (3Mo 26:9; Sl 127:3) Da Gud lovede at give israelitterne fremgang, forsikrede han dem derfor om at svangerskaberne ville blive fuldbragt, og at børn ville komme til verden: „Der vil hverken være en aborterende eller en ufrugtbar kvinde i dit land.“ (2Mo 23:26) Som det fremgår af en retfærdigs bøn, ville Guds mishag derimod komme til udtryk over for hans fjender ved at de fik barnløse moderskød og blev som dødfødte børn der aldrig fik solen at se. — Sl 58:8; Ho 9:14.

I sin elendighed mente Job at det var bedre om han havde været „en bortgemt dødfødt“. „Hvorfor kunne jeg ikke dø fra moders skød?“ råbte han i sin kval. (Job 3:11-16) Også Salomon mente at et dødfødt barn er bedre stillet end en mand der lever længe, men aldrig kan glæde sig over livet. — Præ 6:3.

Dyr som køer, heste, får og geder kan rammes af smitsom kastning, en sygdom som bevirker at de føder i utide. For tidlige fødsler blandt husdyr på grund af forsømmelse eller sygdom har været kendt siden patriarkerne Jakobs og Jobs tid. — 1Mo 31:38; Job 21:10.