(Aʹbraham) [fader til en mængde].

Jehova gav dette navn til Abram (som betyder „fader er høj (ophøjet)“) da denne var 99 år gammel, på det tidspunkt da han bekræftede sit løfte om at Abraham skulle få et talrigt afkom. — 1Mo 17:5.

 Hans slægt og den første del af hans liv. Abraham var efterkommer i tiende generation efter Noa, gennem Sem. Han blev født 352 år efter Vandfloden, i 2018 f.v.t. Skønt han i 1 Mosebog 11:26 nævnes først blandt Taras tre sønner, var han ikke den førstefødte. Det fremgår af Bibelen at Tara var 70 år gammel da hans første søn blev født, og at Abraham blev født 60 år senere, da hans fader, Tara, var 130 år gammel. (1Mo 11:32; 12:4) Åbenbart nævnes Abraham først blandt sin faders sønner på grund af sin enestående trofasthed og den fremtrædende plads han indtager i Bibelen, en praksis der kendes i forbindelse med flere andre fremtrædende mænd, for eksempel Sem og Isak. — 1Mo 5:32; 11:10; 1Kr 1:28.

 Abraham boede i den kaldæiske by Ur, en blomstrende storby i Sinears land, beliggende nær det sted hvor floderne Eufrat og Tigris i dag mødes. Den lå omkring 240 km sydøst for Nimrods gamle kongeby, Babel eller Babylon, bekendt for sit ufuldførte Babelstårn.

På Abrahams tid var byen Ur endnu dybt forankret i babylonisk afgudsdyrkelse og tilbedelsen af byens „beskytter“, måneguden Sin. (Jos 24:2, 14, 15) Abraham viste sig imidlertid at være en mand der troede på Jehova Gud, ganske som sine forfædre Sem og Noa; på grund af dette blev han senere betegnet som „fader til alle som tror mens de er uomskårne“. (Ro 4:11) Da ægte tro bygger på nøjagtig kundskab, kan det tænkes at Abraham har fået sin forståelse gennem personligt samvær med Sem (deres levetid overlappede hinanden med 150 år). Abraham kendte og benyttede Jehovas navn; han sagde blandt andet: „Jehova, den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord.“ „Jehova, himmelens Gud og jordens Gud.“ — 1Mo 14:22; 24:3.

Mens Abraham endnu boede i Ur, „før han bosatte sig i Karan“, bød Jehova ham at drage ud til et fremmed land, bort fra sine venner og slægtninge. (Apg 7:2-4; 1Mo 15:7; Ne 9:7) I det land som Gud ville vise Abraham, ville Han gøre ham til en stor nation. Abraham var på det tidspunkt gift med sin halvsøster Sara, men de havde ingen børn og var begge oppe i årene. Det ville kræve stor tro at adlyde, men de adlød.

Tara, der nu var omkring 200 år gammel og stadig var familiens patriarkalske overhoved, indvilligede i at tage med Abraham og Sara ud på den lange rejse, og af denne grund udtrykkes det som om det var Tara, faderen, der tog initiativet til at rejse. (1Mo 11:31) Det ser ud til at den faderløse Lot, Abrahams nevø, var blevet adopteret af sin barnløse farbroder og faster og derfor fulgte med. Deres karavane drog mod nordvest, omkring 960 km, indtil de nåede Karan, et vigtigt knudepunkt for de øst-vestgående handelsruter. Karan ligger hvor to regnflodsdale mødes og danner et vandløb der om vinteren strømmer ud i Belikhfloden, ca. 110 km nord for det sted hvor denne løber ud i Eufratfloden. Her blev Abraham boende indtil hans fader, Tara, døde. — KORT, bd. 1, s. 330.

Opholdet i Kana’an. Fra Karan drog den nu 75-årige Abraham med sin husstand til Kana’ans land, hvor han i de sidste 100 år af sit liv kom til at bo i telte som udlænding og omvandrende indbygger. (1Mo 12:4) Han drog ud fra Karan efter sin faders død i 1943 f.v.t. og gik over Eufratfloden, åbenbart på den 14. dag i den måned der senere fik navnet nisan. (1Mo 11:32; 2Mo 12:40-43, LXX) På det tidspunkt trådte pagten mellem Jehova og Abraham i kraft, og den 430-årige periode hvori hans slægt skulle være midlertidige indbyggere, begyndte, en periode der endte da Lovpagten med Israel blev oprettet. — 2Mo 12:40-42; Ga 3:17.

Abraham rejste sandsynligvis med sine hjorde ned gennem Damaskus og videre til Sikem (der ligger 48 km nord for Jerusalem) i nærheden af „Mores store træer“. (1Mo 12:6) Her viste Jehova sig igen for Abraham og bekræftede og udvidede sit pagtsløfte idet han erklærede: „Dit afkom giver jeg dette land.“ (1Mo 12:7) Her byggede Abraham et alter for Jehova, og efterhånden som han drog sydpå gennem landet, byggede han flere altre undervejs; han påkaldte også Jehovas navn. (1Mo 12:8, 9) Senere måtte Abraham på grund af en svær hungersnød midlertidigt flytte til Ægypten; for at beskytte sit liv udgav han Sara for sin søster. Det resulterede i at Farao tog den smukke Sara til sig i sit hus for at hun kunne blive hans hustru, men før han nåede at krænke hende, sørgede Jehova for at han gav hende tilbage. Abraham vendte da tilbage til Kana’an, til det sted hvor han havde slået lejr mellem Betel og Aj, og endnu en gang ’påkaldte han Jehovas navn’. — 1Mo 12:10–13:4.

Abraham og Lot havde efterhånden fået så store hjorde at det blev nødvendigt for de to at gå hver til sit. Lot valgte sig den sydlige del af Jordandalen, en egn der var vandrig „som Jehovas have“, og senere slog han sig ned i nærheden af Sodoma. (1Mo 13:5-13) Abraham fik derefter befaling til at rejse omkring i landet „i hele dets længde og i hele dets bredde“, hvorefter han kom til at bo i Hebron, „mellem Mamres store træer“, 30 km sydsydvest for Jerusalem. — 1Mo 13:14-18.

Fire allierede konger, med den elamitiske konge Kedorlaomer i spidsen, fik held til at knuse fem kana’anæerkongers oprør. Sejrherrerne plyndrede Sodoma og Gomorra og tog Lot og alle hans ejendele med sig. Da Abraham hørte dette, mønstrede han hurtigt sine trænede mænd, 318 tjenere fra sin husstand, og med disse og sine pagtsfæller Aner, Esjkol og Mamre satte han efter erobrerne, som han forfulgte over en strækning på måske helt op til 300 km mod nord, til et sted på den anden side af Damaskus. Med Jehovas hjælp besejrede han her den langt talrigere fjende. Sådan blev Lot reddet og de stjålne ejendele genvundet. (1Mo 14:1-16, 23, 24) Da Abraham var på vej tilbage fra denne store sejr, kom Melkizedek, som var konge i Salem og „den  højeste Guds præst“, ham i møde og velsignede ham. Og Abraham „gav ham en tiendedel af alt“. — 1Mo 14:17-20.

Det lovede afkom viser sig. Da Sara stadig var barnløs, så det ud til at Eliezer, den trofaste tjener fra Damaskus, skulle modtage arven efter Abraham. Men Jehova forsikrede igen Abraham om at han selv skulle få et afkom der var talløst som himmelens stjerner, og Abraham „troede på Jehova“. „Da tilregnede [Jehova] ham det som retfærdighed,“ skønt Abraham endnu ikke var omskåret. (1Mo 15:1-6; Ro 4:9, 10) Jehova sluttede nu en formel pagt med Abraham; der blev bragt dyreofre, og Jehova åbenbarede samtidig at Abrahams afkom skulle blive undertrykt i en periode på 400 år og endda komme i trældom. — 1Mo 15:7-21; se PAGT, FORBUND.

Tiden gik. De havde nu opholdt sig i Kana’an i omkring ti år, og Sara var stadig barnløs. Hun foreslog af den grund at lade sin ægyptiske tjenestepige Hagar træde i hendes sted for at hun kunne få et barn ved tjenestepigen. Abraham gik med til dette, og i 1932 f.v.t., da Abraham var 86 år, fødtes Ismael. (1Mo 16:3, 15, 16) Der gik yderligere nogen tid. I 1919 f.v.t., da Abraham var 99 år gammel, befalede Jehova at alle mandlige medlemmer af Abrahams husstand skulle omskæres som tegn på det særlige pagtsforhold der eksisterede mellem Abraham og Jehova. Samtidig ændrede Jehova hans navn fra Abram til Abraham, „for det vil jeg gøre dig til: fader til en mængde nationer“. (1Mo 17:5, 9-27; Ro 4:11) Snart efter kom tre materialiserede engle på besøg hos Abraham; han viste dem gæstfrihed i Jehovas navn, og de lovede at Sara selv skulle undfange og føde en søn allerede året efter. — 1Mo 18:1-15.

Det skulle blive et begivenhedsrigt år. Sodoma og Gomorra blev ødelagt. Abrahams nevø og dennes to døtre undslap i sidste øjeblik. Abraham flyttede sammen med Sara til filisterbyen Gerar, hvor kongen indlemmede Sara i sit harem. Jehova greb ind, Sara blev befriet, og til den fastsatte tid, i 1918 f.v.t., fødtes Isak, den længe lovede arving. Abraham var da 100 år gammel, og Sara var 90. (1Mo 18:16–21:7) Fem år senere, da Isaks 19-årige halvbroder, Ismael, gjorde sig lystig over ham, blev Abraham nødsaget til at sende Ismael og hans moder, Hagar, bort. På det tidspunkt, i 1913 f.v.t., begyndte de 400 års undertrykkelse af Abrahams afkom. — 1Mo 21:8-21; 15:13; Ga 4:29.

Den største prøve på Abrahams tro kom ca. 20 år senere. Ifølge den jødiske overlevering var Isak nu 25 år. (Jewish Antiquities af Flavius Josefus, I, 227 [xiii, 2]) I lydighed mod Jehovas bud tog Abraham Isak med sig og rejste mod nord fra Be’er-Sjeba i Negeb til Morijas Bjerg, som lå lige nord for Salem. Dér byggede han et alter og traf forberedelser til at ofre Isak, det lovede afkom, som et brændoffer. Abraham „så godt som ofrede Isak“, for „han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde“. Ikke før i sidste øjeblik greb Jehova ind og forhindrede at Isak blev ofret, idet han sørgede for at en vædder blev ofret på alteret i stedet for. Det var Abrahams dybe, urokkelige tro, i forening med fuldstændig lydighed, der bevægede Jehova til at stadfæste sin pagt med Abraham ved en svoren ed, en særlig juridisk garanti. — 1Mo 22:1-18; He 6:13-18; 11:17-19.

Da Sara døde i Hebron i 1881 f.v.t., i en alder af 127 år, måtte Abraham købe en gravplads til hende, da han jo kun var midlertidig indbygger og ikke ejede nogen jord i Kana’an. Han købte af Hets sønner en mark og en hule i Makpela i nærheden af Mamre. (1Mo 23:1-20; se KØB.) Tre år senere, da Isak var 40 år gammel, sendte Abraham sin ældste tjener, sandsynligvis Eliezer, tilbage til Mesopotamien for at finde en passende hustru til Isak, en der også var en sand tilbeder af Jehova. Rebekka, Abrahams grandniece, viste sig at være den Jehova havde udvalgt. — 1Mo 24:1-67.

„Endvidere tog Abraham sig atter en hustru,“ Ketura, og derefter blev han fader til yderligere seks sønner; så ikke alene israelitterne, ismaelitterne og edomitterne nedstammer fra Abraham, men også medanitterne og midjanitterne m.fl. (1Mo 25:1, 2; 1Kr 1:28, 32, 34) Sådan blev Jehovas profetiske udtalelse opfyldt på Abraham: „Det vil jeg gøre dig til: fader til en mængde nationer.“ (1Mo 17:5) I 1843 f.v.t. døde Abraham i en alder af 175 år, og han blev begravet af sine sønner Isak og Ismael i Makpelas hule. (1Mo 25:7-10) Før sin død havde Abraham givet de sønner han havde med sine medhustruer, gaver og sendt dem bort, så Isak alene var arving til „alt hvad han havde“. — 1Mo 25:5, 6.

Patriarkalsk overhoved og profet. Abraham var en yderst velstående mand der havde store hjorde, meget sølv og guld, og en stor husholdning med mange hundrede tjenere. (1Mo 12:5, 16; 13:2, 6, 7; 17:23, 27; 20:14; 24:35) Derfor betragtede kongerne i Kana’an ham som en mægtig „høvding“, som en man stod sig ved at indgå fredsaftaler med. (1Mo 23:6; 14:13; 21:22, 23) På intet tidspunkt lod Abraham dog materialisme tilsløre sit klare syn af Jehova og  hans løfter eller gøre ham stolt, hovmodig eller selvisk. — 1Mo 13:9; 14:21-23.

Det første sted hvor ordet „profet“ forekommer i De Hebraiske Skrifter, bruges det om Abraham skønt der levede andre profeter, for eksempel Enok, før ham. (1Mo 20:7; Jud 14) Den første der i Bibelen omtales som ’hebræer’, er Abraham. (1Mo 14:13) Abraham var en troens mand, som Abel, Enok og Noa havde været det før ham. (He 11:4-9) Og det første sted hvor udtrykket „troede på Jehova“ anvendes, er i en omtale af Abraham. — 1Mo 15:6.

Denne mand, der havde så enestående en tro, vandrede virkelig med Gud og havde jævnlig forbindelse med ham gennem syner og drømme; han var endda vært for engle der kom som sendebud. (1Mo 12:1-3, 7; 15:1-8, 12-21; 18:1-15; 22:11, 12, 15-18) Han kendte udmærket Guds navn, skønt Jehova på det tidspunkt ikke havde åbenbaret den fulde betydning af det. (2Mo 6:2, 3) Gang på gang byggede Abraham altre og bragte ofre i sin Gud Jehovas navn og til pris og ære for ham. — 1Mo 12:8; 13:4, 18; 21:33; 24:40; 48:15.

Som patriarkalsk overhoved tillod Abraham ingen form for afgudsdyrkelse eller ugudelighed i sin husstand, men lærte til stadighed alle sine sønner og tjenere at ’holde sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret’. (1Mo 18:19) Jehovas lov krævede at alle mandlige medlemmer af Abrahams husstand skulle omskæres. Den ægyptiske tjenestepige Hagar påkaldte Jehovas navn i bøn, og Abrahams ældste tjener henvendte sig i en dybt bevægende bøn til Jehova, hvorved han viste at han også selv troede på Abrahams Gud. Også Isak viste i sin ungdom at han troede på Jehova og var lydig mod ham, idet han lod sig binde på hænder og fødder og anbringe på alteret hvor han skulle ofres. — 1Mo 17:10-14, 23-27; 16:13; 24:2-56.

Historisk person. Jesus og hans disciple omtalte Abraham over 70 gange i samtaler og skrifter. I billedtalen om den rige mand og Lazarus nævner Jesus Abraham i symbolsk betydning. (Lu 16:19-31) Da hans modstandere pralede af at være Abrahams afkom, pegede Jesus straks på hvor hykleriske de var, idet han sagde: „Hvis I er Abrahams børn, så gør Abrahams gerninger.“ (Joh 8:31-58; Mt 3:9, 10) Som apostelen Paulus sagde, er det ikke den kødelige afstamning det kommer an på; det er dét at have en tro som Abrahams der betyder at man kan blive erklæret retfærdig. (Ro 9:6-8; 4:1-12) Paulus pegede også på at Abrahams sande afkom var Kristus, sammen med dem der tilhører Kristus som „arvinger ifølge et løfte“. (Ga 3:16, 29) Han nævner Abrahams venlighed og gæstfrihed mod fremmede, og i sin lange liste over fremtrædende vidner for Jehova, i Hebræerbrevets 11. kapitel, glemmer han ikke Abraham. Det er desuden Paulus der peger på at de to kvinder Sara og Hagar forbilledligt skildrer Jehovas to pagter. (Ga 4:22-31; He 11:8) Bibelskribenten Jakob tilføjer at Abraham beviste sin tro med retfærdige gerninger, og at han derfor blev kaldt „Jehovas ven“. — Jak 2:21-23.

Arkæologiske fund har i øvrigt bekræftet mange forhold i forbindelse med den bibelske beretning om Abraham: Mange steders geografiske beliggenhed, samt mange skikke fra datiden, såsom købet af hetitternes mark, valget af Eliezer til arving og behandlingen af Hagar.

[Diagram på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ABRAHAMS SLÆGTSLINJE

TARA

NAKOR

Re’uma

4 sønner

HARAN

Milka

BETUEL

LABAN

7 andre sønner

Jiska

LOT

1. datter

MOAB

MOABITTERNE

2. datter

BEN-AMMI

AMMONITTERNE

ABRAHAM

Ketura

6 sønner

Hagar

ISMAEL

ISMAELITTERNE

Sara

ISAK

Rebekka

ESAU

EDOMITTERNE

JAKOB Jakobs sønner er nummereret efter alder

Lea

RUBEN (1)

SIMEON (2)

LEVI (3)

JUDA (4)

Jesu Kristi slægtslinje

ISSAKAR (9)

ZEBULON (10)

Dina

Rakel

JOSEF (11)

BENJAMIN (12)

Bilha

DAN (5)

NAFTALI (6)

Zilpa

GAD (7)

ASER (8)

—— viser ægteskab eller konkubinat

—— viser afkom