(Abʹsalom) [fader [dvs. Gud] er fred].

Den tredje af de seks sønner der fødtes David i Hebron. Hans moder var Ma’aka, datter af Gesjurs konge, Talmaj. (2Sa 3:3-5) Absalom blev fader til tre sønner og en datter. (2Sa 14:27) Det er åbenbart ham der kaldes Abisjalom i 1 Kongebog 15:2, 10. — Se 2Kr 11:20, 21.

Fysisk skønhed kendetegnede Absaloms familie. Han blev lovprist over hele landet for sin usædvanlige skønhed; hans frodigt voksende hår, der sikkert blev tungere ved brugen af olie eller salve, vejede 200 sekel (2,3 kg) når det en gang om året blev klippet. Hans søster Tamar var også smuk, og hans datter, opkaldt efter fasteren, „havde et smukt udseende“. (2Sa 14:25-27; 13:1) Denne skønhed førte dog ikke til noget godt, men bidrog til nogle meget ubehagelige forhold der skulle volde Absaloms fader, David, og flere andre, meget stor sorg og kaste hele landet ud i voldsomme begivenheder.

Mordet på Amnon. Absaloms søster Tamar var så smuk at hans ældre halvbroder Amnon blev forelsket i hende. Amnon foregav at være syg og lod Tamar komme hen til hans bolig for at lave mad til ham, hvorefter han krænkede hende med vold. Amnons lidenskabelige kærlighed vendte sig til had og foragt, og han lod Tamar sætte på gaden. Hun sønderrev sin stribede klædning, der havde kendetegnet hende som  jomfru og kongedatter. Absalom mødte nu sin søster Tamar, der havde strøet aske på hovedet. Han fattede hurtigt sammenhængen og udtrykte øjeblikkelig sin mistanke til Amnon, hvoraf det fremgår at han allerede tidligere havde været opmærksom på sin halvbroders brændende begær. Absalom pålagde dog sin søster at hun ikke skulle rejse nogen anklage; så tog han hende til sig i sit hus. — 2Sa 13:1-20.

At det var Absalom, og ikke faderen, der tog sig af Tamar, stemmer ifølge John Kitto med den skik i Østen at det i en polygam familie var børn af samme moder der var tættest knyttet til hinanden, og at døtrene „i særlig grad er underlagt deres broders omsorg og beskyttelse, og at det er . . . denne snarere end faderen selv de ser hen til i alt hvad der angår deres sikkerhed og ære“. (Daily Bible Illustrations, Samuel, Saul og David, 1857, s. 384) På et langt tidligere tidspunkt, i tilfældet med Dina, var det også hendes helbrødre, Levi og Simeon, der havde påtaget sig at hævne krænkelsen af deres søster. — 1Mo 34:25.

David reagerede med stor vrede da han hørte om sin datters ydmygelse, men han tog ingen juridiske forholdsregler mod overtræderen, måske fordi der ikke forelå nogen direkte eller formel anklage med støtte i beviser eller vidneudsagn. (5Mo 19:15) Absalom har måske foretrukket ikke at gøre en sag ud af Amnons lovovertrædelse (3Mo 18:9; 20:17) for at undgå at hans familie og hans navn blev udsat for ubehagelig omtale; ikke desto mindre nærede han derefter et morderisk had til Amnon, mens han i det ydre beherskede sig indtil han fandt et belejligt tidspunkt til at fuldbyrde hævnen på sin egen måde. (Jf. Ord 26:24-26; 3Mo 19:17.) Fra dette øjeblik er resten af hans liv en studie i falskhed, og beretningen herom fylder det meste af seks kapitler i Anden Samuelsbog. — 2Sa 13:21, 22.

Der gik to år. Ved den tid da fårene skulle klippes, en festlig begivenhed, arrangerede Absalom en fest ved Ba’al-Hazor, omkring 22 km nordnordøst for Jerusalem, hvortil han indbød kongesønnerne og David selv. Faderen bad sig undskyldt, men Absalom nødte ham til at lade Amnon, hans førstefødte, komme i stedet. (Ord 10:18) Da Amnon ved festen var ’blevet munter af vinen’, gav Absalom sine tjenere ordre til at slå ham ihjel. De andre kongesønner skyndte sig tilbage til Jerusalem, og Absalom drog i landflygtighed hos sin aramaiske morfader i landet Gesjur øst for Galilæas Sø. (2Sa 13:23-38) „Sværdet“ var nu kommet til Davids „hus“, sådan som profeten Natan havde forudsagt, og det skulle ikke vige derfra resten af hans liv. — 2Sa 12:10.

Tages til nåde. Da der var gået tre år, og David i nogen grad havde trøstet sig over tabet af sin førstefødte, begyndte han at længes efter sin søn Absalom. Joab, der gættede sin kongelige morbroders tanker, fik ved list banet vej for at David udstrakte en betinget benådning til Absalom så denne kunne komme tilbage uden dog at måtte vise sig ved sin faders hof. (2Sa 13:39; 14:1-24) Absalom affandt sig i to år med at være udelukket fra hoffet, men begyndte så at søge fuld benådning. Joab, der havde en betydningsfuld stilling ved kongens hof, nægtede at komme til Absaloms hjem. Absalom lod prompte Joabs bygmark sætte i brand, og da Joab fortørnet opsøgte ham, fortalte han at kongen måtte træffe en endelig afgørelse; „hvis der er brøde hos mig, da må han lade mig lide døden“. Joab bragte budskabet videre, og David modtog sin søn, der kastede sig til jorden som udtryk for fuldstændig underkastelse, hvorpå David kyssede ham som tegn på fuld benådning. — 2Sa 14:28-33.

Absaloms forræderi. Imidlertid ser det ud til at enhver sønlig eller naturlig hengivenhed Absalom måtte have næret for David, var forsvundet i løbet af de fem år han havde været adskilt fra sin fader. Tre års ophold ved et hedensk hof kan også have givet næring til en fortærende ærgerrighed hos ham. Måske har Absalom set sig selv som den der var bestemt til tronen, fordi han havde ’kongeligt blod’ på begge sider i slægten. Kil’ab (eller Daniel) var den næstældste af Davids sønner og tronarvinger, men da denne ikke nævnes efter at hans fødsel er omtalt, kan det være at han døde tidligt, så Absalom nu var den ældste af Davids sønner der var i live. (2Sa 3:3; 1Kr 3:1) Ikke desto mindre burde Absalom have vidst at det ikke var ham Jehova havde udvalgt til konge, for Guds løfte til David om at der ville komme et „afkom“ der skulle arve tronen, blev givet efter Absaloms fødsel. (2Sa 7:12) Men da Absalom nu havde fået sin kongelige værdighed tilbage, indledte han i det skjulte en politisk kampagne. Med stor behændighed foregav han at være stærkt interesseret i folkets vel og fremstillede sig selv som en mand af folket. Han antydede diskret over for folket, og især over for stammerne uden for Juda, at kongens hof ikke var særlig interesseret i deres problemer, og at det var hårdt tiltrængt at en kærlig mand som Absalom kom til. — 2Sa 15:1-6.

Det er usikkert hvad der menes med udtrykket „efter fyrre års forløb“, som forekommer i 2 Samuel 15:7. I den græske Septuaginta (Lagardes udgave), den syriske Pesjitta og den latinske Vulgata står der ikke fyrre år, men fire år, en gengivelse  man også har valgt i den danske autoriserede oversættelse. Det er imidlertid ikke særlig sandsynligt at Absalom ville vente i alt seks år med at opfylde et løfte, som det ville være tilfældet hvis der var tale om fire år fra det tidspunkt da han var fuldt genindsat i sin værdighed. (2Sa 14:28) Eftersom der inden for Davids regeringstid, men efter de begivenheder der her omtales, endnu skulle indtræffe en treårig hungersnød, en filisterkrig og et forsøg fra Adonijas side på at tilrive sig tronen, er det klart at skribenten må have regnet de ’fyrre år’ fra et godt stykke tid før Davids 40-årige regeringstid begyndte; der menes sandsynligvis 40 år fra det tidspunkt da David blev salvet af Samuel. Det ville stemme med at Absalom stadig var en ’ung mand’ på det tidspunkt vi taler om (2Sa 18:5), idet han blev født på et tidspunkt mellem år 1077 og 1070 f.v.t.

Absalom, der nu følte sig overbevist om at han havde samlet sig tilstrækkelig støtte i hele riget, fik ved hjælp af et påskud tilladelse af sin fader til at rejse til Hebron, Judas oprindelige hovedstad. Dér organiserede han i en fart en regulær sammensværgelse for at tilrive sig magten; blandt andet udsendte han spioner til hele landet for at de skulle være parate til at udråbe ham til konge. Efter at have bragt ofre for at skaffe sig Guds velsignelse over sit styre fik han ydermere støtte af en af sin faders mest ansete rådgivere, Akitofel. Mange gik nu over på Absaloms parti. — 2Sa 15:7-12.

Stillet over for denne alvorlige krise, og med et storstilet angreb i vente, valgte David at forlade sit palads sammen med hele sit hus, dog med støtte af en stor gruppe trofaste mænd, deriblandt de fremtrædende præster Ebjatar og Zadok. Disse to sendte han tilbage til Jerusalem for at de kunne holde ham underrettet. Da David var på vej op ad Oliebjerget, barfodet, grædende og med tildækket hoved, kom Husjaj, „Davids ven“, ham i møde; også denne sendte han til Jerusalem. Han skulle modarbejde Akitofels råd. (2Sa 15:13-37) Omgivet af opportunister, blandt hvilke én søgte Davids gunst og en anden fuld af partiskhed gav luft for et længe indestængt had til ham, stod David i skarp kontrast til Absalom, idet han roligt affandt sig med situationen og nægtede at gengælde ondt med ondt. En mand ved navn Sjim’i kastede sten efter David og forbandede ham, men da Davids nevø Abisjaj bad om lov til at gå hen og hugge hovedet af manden, afslog David med følgende begrundelse: „Se, min egen søn som er udgået fra mit indre efterstræber min sjæl; hvor meget mere da ikke en benjaminit! Lad ham være så han kan nedkalde ondt, for Jehova har sagt det til ham. Måske vil Jehova se det med sit øje, og måske vil Jehova vise mig godhed til gengæld for hans forbandelse i dag.“ — 2Sa 16:1-14.

Absalom indtog nu Jerusalem og paladset; han tog imod Husjaj — der foregav at være gået over på hans parti — efter først at have udtalt sig sarkastisk om hvor trofast Husjaj havde været som Davids ven. Efter råd fra Akitofel gik Absalom i fuld offentlighed ind til sin faders medhustruer som bevis på at bruddet mellem ham og David var fuldstændigt, og at han var fast besluttet på at holde fast ved kongemagten. (2Sa 16:15-23) Således blev den sidste del af Natans inspirerede profeti opfyldt. — 2Sa 12:11.

Akitofel rådede nu ivrigt Absalom til at give ham myndighed over en troppestyrke der skulle forfølge David samme nat for at gøre det af med ham før han fik tid til at organisere sine styrker. Det tiltalte Absalom, men han fandt det alligevel klogt at høre Husjajs mening først. Husjaj, der vidste at David havde brug for at vinde tid, malede et levende billede af situationen for Absalom, måske for at spille på den omstændighed at Absalom ikke ejede sandt mod (indtil nu havde han vist mere hovmod og snuhed end mandigt mod), men sikkert også for at appellere til Absaloms forfængelighed. Husjaj anbefalede at man først tog sig tid til at samle en overvældende militærstyrke der skulle stilles under Absaloms egen kommando. Ved Jehovas ledelse blev Husjajs råd fulgt. Akitofel, der åbenbart indså at Absaloms oprør var en tabt sag, begik selvmord. — 2Sa 17:1-14, 23.

For en sikkerheds skyld sendte Husjaj bud til David om Akitofels råd, og trods Absaloms forsøg på at fange de hemmelige udsendinge modtog David advarselen, krydsede over Jordanfloden og drog op i Gileads bjerge til Mahanajim (hvor Isjbosjet havde haft sit hovedsæde). Her blev han modtaget med venlighed og gavmildhed. Som forberedelse til sammenstødet organiserede David sine voksende styrker i tre divisioner under befaling af Joab, Abisjaj og gittitten Ittaj. David blev overtalt til selv at blive inde i byen, hvor hans tilstedeværelse ville være af størst værdi, men endnu en gang viste han en forbløffende mangel på bitterhed over for Absalom idet han offentligt bad sine tre hærførere om ’for hans skyld at gå skånsomt frem mod den unge mand Absalom’. — 2Sa 17:15–18:5.

Det afgørende slag og Absaloms død. Davids erfarne krigere tilføjede Absaloms nylig samlede styrker et knusende nederlag. Slaget kom til at stå i Efraims skov. Mens Absalom red  af sted på sit eget muldyr, kom han ind under et stort træs lavthængende grene, og hans hoved kom åbenbart til at sidde fast i en gaffelformet gren, så han hang „mellem himmel og jord“. En mand så ham og meldte det til Joab, men sagde at han på grund af Davids anmodning ikke ville lægge hånd på Absalom, om det så var for „tusind sølvstykker [hvis det var sekel, ca. 13.000 kr.]“. Joab følte derimod ingen hæmninger i den retning; han stødte tre spyd i Absaloms hjerte, hvorefter ti af hans mænd trådte til og gjorde sig medansvarlige for Absaloms død. Absaloms lig blev kastet i en grube og dækket med en stendynge som uværdigt til begravelse. — 2Sa 18:6-17; jf. Jos 7:26; 8:29.

Da der blev bragt bud til David i Mahanajim, var det sønnen hans første tanker gjaldt. Da David hørte at Absalom var død, gik han fortvivlet frem og tilbage i tagkammeret og græd: „Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Absalom, min søn, min søn!“ (2Sa 18:24-33) Først da Joab ræsonnerede med David i rene, utvetydige vendinger, opgav han sin dybe sorg. Så tragisk var livet og døden for den kønne og begavede unge mand hvis fortærende ærgerrighed drev ham til at kæmpe mod Guds salvede, til sin egen ødelæggelse. — 2Sa 19:1-8; jf. Ord 24:21, 22.

Salme 3 i Bibelen blev skrevet af David under Absaloms oprør, som det fremgår af dens overskrift.

Absaloms Mindesmærke. Absalom rejste en støtte i Kongedalen, også kaldet Sjavedalen, i nærheden af Jerusalem. (2Sa 18:18; 1Mo 14:17) Han rejste dette mindesmærke fordi han ikke havde nogen sønner der kunne føre hans navn videre efter hans død. Det ser således ud til at de tre sønner der omtales i 2 Samuel 14:27, døde som unge. Absalom blev ikke begravet ved sit mindesmærke, men blev ved sin død kastet i en grube i Efraims skov. — 2Sa 18:6, 17.

I Kedrondalen findes et monument, hugget ud af klippen, som kaldes Absaloms grav. Dets arkitektur vidner imidlertid om at det er fra den græsk-romerske periode, måske fra Herodes’ tid, så der er ikke noget grundlag for at knytte Absaloms navn til det.