Adam
(Aʹdam) [jordisk menneske, menneskehed; af et rodord der betyder „rød“].
Det hebraiske ord for dette egennavn forekommer over 560 gange i Bibelen og anvendes almindeligvis om mennesker eller menneskeheden og gengives med ord som „menneske“, „jordisk menneske“, „mennesker“, „menneskehed“.
1. Gud sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede.“ (1Mo 1:26) Denne udtalelse danner indledningen til menneskets historie. „Adam, søn af Gud,“ indtager en enestående plads som historiens første menneskeskabning. (Lu 3:38) Adam var den herlige krone på Jehovas jordiske skaberværk, ikke blot fordi Gud skabte ham kort før de seks skabelsesperioder udløb, men — endnu vigtigere — fordi Gud skabte ham „i sit billede“. (1Mo 1:27) Dette er grunden til at den fuldkomne Adam var alle andre jordiske skabninger langt overlegen i åndskraft og åndsevner, og at hans degenererede efterkommere stadig er det, om end i mindre grad.
I hvilken forstand var Adam skabt i Guds lighed?
Eftersom Adam var skabt i sin ophøjede Skabers lighed, havde han de guddommelige egenskaber kærlighed, visdom, retfærdighed og magt; følgelig ejede han moralsk sans, hvilket indebar at han havde en samvittighed, noget fuldstændig nyt blandt jordiske skabninger. Skabt som han var i Guds billede skulle Adam forvalte hele jorden og være herre over havets og landjordens skabninger samt luftens fugle.
Adam behøvede altså ikke at være en åndeskabning, hverken helt eller delvis, for at eje gudlignende egenskaber. Jehova dannede mennesket af jordens støvpartikler, indgav det livskraften, så det blev en levende sjæl, og gav det evnen til at genspejle sin Skabers billede og lighed. „Det første menneske er fra jorden, dannet af støv.“ „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.“ (1Mo 2:7; 1Kor 15:45, 47) Dette skete i 4026 f.v.t., sandsynligvis om efteråret, idet de ældste tidsregninger man har, begynder med efteråret, omkring 1. oktober, det vil sige med det borgerlige måneårs første nymåne. — Se ÅR.
Adams hjem var et helt specielt paradis, en sand glædens have, Eden (se EDEN, 1), der forsynede ham med alt hvad der var nødvendigt til livets materielle opretholdelse, eftersom Gud lod fremvokse „hvert træ som er indbydende at se på og godt at spise af“ til Adams stadige underhold. (1Mo 2:9) Adam var omgivet af fredelige dyr af enhver art. Men han følte sig alene. Der var ingen anden skabning ’efter hans art’ som han kunne tale med. Jehova erkendte dette, for han sagde: „Det er ikke godt for mennesket at være alene.“ Ved et kirurgisk indgreb — det første og eneste af sin art — tog Jehova et ribben fra Adam og dannede deraf et kvindeligt modstykke som skulle være Adams hustru og blive moder til hans børn. Henrykt over en så smuk medhjælp og varig livsledsagerske deklamerede Adam det første digt man har en skreven beretning om. Det lød: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde [’isjsjahʹ], for af manden [’īsj] er hun taget.“ Senere gav Adam sin hustru navnet Eva. (1Mo 2:18-23; 3:20) Denne beretnings sandfærdighed er bevidnet af Jesus og apostlene. — Mt 19:4-6; Mr 10:6-9; Ef 5:31; 1Ti 2:13.
Jehova velsignede nu disse nygifte med masser af fornøjeligt arbejde. (Jf. Præ 3:13; 5:18.) De blev ikke plaget med lediggang. De skulle være travlt optaget af at passe og tilse deres paradisiske hjem, og efterhånden som de formerede sig efter deres art og fyldte jorden med milliarder af efterkommere, skulle de udvide Paradiset så det nåede jordens grænser. Dette var et guddommeligt påbud. — 1Mo 1:28.
„Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1Mo 1:31) Altså var Adam fra begyndelsen fuldkommen i enhver henseende. Han var udrustet med taleevne og med et højt udviklet ordforråd. Han var i stand til at give de levende skabninger omkring ham beskrivende navne. Han kunne føre samtaler med sin Gud og med sin hustru.
Af alle disse og mange andre grunde var Adam forpligtet til at elske, tilbede og ubetinget adlyde sin store Skaber. Desuden forklarede den universelle Lovgiver ham tydeligt lydighedens enkle lov og oplyste ham klart om den retfærdige og rimelige straf for ulydighed: „Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1Mo 2:16, 17; 3:2, 3) På trods af denne utvetydige lov, der påbød streng straf for ulydighed, adlød Adam ikke.
Syndens følger. Eva blev grundigt bedraget af Satan Djævelen, men ’Adam blev ikke bedraget’, siger apostelen Paulus. (1Ti 2:14) Adam, der sad inde med al nødvendig viden, valgte bevidst og med fuldt overlæg at være ulydig, og som den forbryder han nu var, søgte han at skjule sig. Da han kom i forhør, viste han hverken anger eller bedrøvelse, og han bad heller ikke om tilgivelse; i stedet søgte han at retfærdiggøre sig og at lægge skylden over på andre, ja han bebrejdede endog Gud at han, Adam, havde syndet med overlæg. „Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.“ (1Mo 3:7-12) Derfor blev Adam udvist af Eden, og han kom ud til en uopdyrket jord der var forbandet så den frembragte torn og tidsel, og dér skulle han slide i det for at skabe sig en eksistens mens han høstede de bitre frugter af sin synd. Mens Adam, uden for haven, afventede døden, blev han fader til sønner og døtre, hvoraf man kun har bevaret navnene på de tre — Kain, Abel og Set. Fra Adam er synd og død gået i arv til alle hans efterkommere fordi han selv var syndig. — 1Mo 3:23; 4:1, 2, 25.
Dette var den sørgelige begyndelse Adam gav menneskeheden. Paradiset, lykken og det evige liv gik tabt, og i stedet fik vi synd, lidelse og død på grund af ulydighed. „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ „Døden [herskede] som konge fra Adam.“ (Ro 5:12, 14) Men i sin visdom og kærlighed tilvejebragte Jehova et „andet menneske“, „den sidste Adam“, nemlig Herren Jesus Kristus. Ved denne lydige søn af Gud blev vejen åbnet så efterkommerne af det ulydige „første menneske, Adam,“ kunne genvinde Paradiset og det evige liv; ja, de der udgør Kristi kirke eller menighed, kunne endog opnå himmelsk liv. „For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — Joh 3:16, 18; Ro 6:23; 1Kor 15:22, 45, 47.
Efter at synderen Adam var blevet drevet ud af Eden, kom han til at opleve mordet på sin egen søn, forvisning af endnu en søn, nemlig morderen, misbrug af ægteskabsordningen og vanhelligelse af Jehovas hellige navn. Han blev vidne til opførelsen af en by og til opfindelsen af musikinstrumenter, og han oplevede at der blev smedet redskaber af jern og kobber. Han iagttog Enok, „den syvende i rækken fra Adam“, en profet der „blev ved med at vandre med den sande Gud“, og som ved sit eksempel fordømte Adam. Adam levede længe nok til at se Noas fader Lemek, der var niende generation. Endelig, efter 930 år, hvoraf de fleste gik med den langsomme dødsproces, vendte Adam tilbage til den jord han var taget af, nøjagtig som Jehova havde sagt. Adam døde i 3096 f.v.t. — 1Mo 4:8-26; 5:5-24; Jud 14; se LEMEK, 2.
2. En by der ifølge Josua 3:16 lå ved Zaretan. Den anses almindeligvis for at være identisk med Tell ed-Damiyeh (Tel Damiya’), et sted der ligger øst for Jordanfloden ca. 1 km syd for det sted hvor Jordanfloden og Jabboks Regnflodsdal mødes; det vil sige omkring 28 km nordnordøst for Jeriko. Byens navn skyldes muligvis den rødlige farve på det ler der aflejres i rigelige mængder i dette område. — 1Kg 7:46.
Den bibelske beretning viser at opdæmningen af Jordanflodens vande på det tidspunkt da Israel gik over floden, skete ved Adam. Jordandalen indsnævres betydeligt fra det sted hvor Tell ed-Damiyeh (Tel Damiya’) ligger og nordpå, og historien beretter at der netop her fandt en blokering af floden sted i 1267 fordi en høj vold faldt ned i floden og standsede dens løb i ca. 16 timer. I sommeren 1927 forårsagede jordrystelser atter jordskred, der dæmmede Jordan op så dens løb blev standset i 211/2 time. (The Foundations of Bible History: Joshua, Judges af John Garstang, London 1931, s. 136, 137; også omtalt i Bibelen har alligevel Ret af Werner Keller, s. 143) Hvis det var dette middel Gud fandt passende at benytte, da var en sådan opdæmning af floden på Josuas tid mirakuløst tidsbestemt og sat i gang så den kom til at passe med overgangen over Jordan på den dag Jehova i forvejen havde ladet Josua bekendtgøre. — Jos 3:5-13.
