Ved et hof i fortidens Mellemøsten kunne man kun få foretræde for kongen med hans tilladelse og efter visse fastlagte regler. For at komme i audiens måtte man som regel først henvende sig til en embedsmand der kunne introducere én, og som indestod for at man opfyldte betingelserne for at tale med monarken. At gå uindbudt ind til den persiske konge Ahasverus i paladsets indre forgård medførte dødsstraf; da dronning Ester satte livet på spil ved at træde frem for kongen, vandt hun imidlertid hans yndest og kunne fremføre sit ærinde. (Est 4:11, 16; 5:1-3) Den måde Josefs brødre optrådte på da de blev ført frem for Josef, viser hvor meget man gjorde for at behage en konge. Som Juda sagde til Josef: „Du er jo som Farao.“ (1Mo 42:6; 43:15-26; 44:14, 18) At få foretræde for en jordisk hersker var altså i mange tilfælde en meget vanskelig sag og et sjældent privilegium, til trods for at herskeren kun var et ufuldkomment menneske.

Guds hellige nærhed. Skønt Paulus i Athen sagde at Gud „ikke er langt borte fra en eneste af os“ (Apg 17:27), og Bibelen mange steder viser at han er imødekommende over for sine skabninger, må den der ønsker at nærme sig Gud, også opfylde visse betingelser og have hans guddommelige tilladelse eller godkendelse. Daniels syn af den himmelske tronsal hvor Menneskesønnen „fik foretræde for den gamle af dage“ og blev ’ført frem foran ham’, afspejler den værdighed, respekt og orden der omgiver universets suveræne Hersker. (Da 7:9, 10, 13, 14; jf. Jer 30:21.) Beretningen i Job 1:6 og 2:1 viser at Guds engle også indbydes til at træde frem for ham på visse tidspunkter; at Satan var med iblandt dem kan naturligvis kun være sket med Guds tilladelse.

Eftersom menneskene blev skabt i Guds billede og lighed, med et vist mål af Guds hovedegenskaber, og fik til opgave at sørge for planeten Jorden og dyrene på den, ville de have brug for at kommunikere med deres Gud og Fader. (1Mo 1:26, 27) En sådan kommunikation beskrives i 1 Mosebog 1:28-30; 2:16, 17.

Som fuldkomne skabninger der var uden skyldfølelse eller bevidsthed om synd, kunne Adam og Eva fra begyndelsen henvende sig til Gud og tale med ham uden at føle behov for en mellemmand mellem dem og Skaberen; de var som børn over for en kærlig fader. (1Mo 1:31; 2:25) Men da de syndede og gjorde oprør, mistede de dette nære forhold og kom under dødens fordømmelse. (1Mo 3:16-24) Det vides ikke om de igen forsøgte at nærme sig Gud.

Gennem tro, rette gerninger og ofre. Beretningen om Kain og Abel, der forsøgte at nærme sig Gud ved hjælp af ofre, viser at forudsætningen for at få adgang til Gud var tro og rette gerninger. Kain var således afskåret fra Guds godkendelse indtil han ’gjorde det gode’. (1Mo 4:5-9; 1Jo 3:12; He 11:4) Da man på Enosj’ tid begyndte at „påkalde Jehovas navn“, skete det åbenbart ikke i oprigtighed (1Mo 4:26), for den næste troens mand der nævnes efter Abel, er ikke Enosj, men Enok, om hvem det siges at han ’vandrede med Gud’, og at hans bestræbelser for at nærme sig Gud blev godkendt. (1Mo 5:24; He 11:5) Enoks profeti, der er gengivet i Judas 14, 15, viser imidlertid at respekten for Gud var meget ringe på hans tid. — Se ENOSJ.

Noa fik adgang til Gud og blev bevaret i live ved sin retfærdige og uangribelige optræden blandt sine samtidige. (1Mo 6:9-19) Efter Vandfloden nærmede han sig Gud ved at bringe et offer, ligesom Abel havde gjort, og han blev velsignet og fik oplysning om flere krav fra Gud samt om Guds pagt med alt kød om at der ikke mere ville komme en vandflod over jorden. (1Mo 8:20, 21; 9:1-11) Udtrykket „Jehova, Sems Gud,“ viser uden tvivl at denne søn af Noa havde opnået større gunst hos Gud end hans to brødre. — 1Mo 9:26, 27.

Melkizedeks præstedømme. Skønt Noa udførte tjeneste ved et alter på sin families vegne, omtales der ingen „præst“ som forrettede tjeneste for andre som ønskede at komme frem for Gud, før Melkizedeks tid. Melkizedeks præstedømme anerkendtes af Abraham, som „gav ham en tiendedel af alt“. (1Mo 14:18-20) Melkizedek fremstilles i Hebræerne 7:1-3, 15-17, 25 som et profetisk billede på Jesus Kristus.

Andre patriarker nærmer sig Gud. Abrahams nære forhold til Gud gav ham prædikatet ’Guds ven’ (Es 41:8; 2Kr 20:7; Jak 2:23), og det fremhæves at grundlaget for dette var hans tro og lydighed, forbundet med at han respektfuldt nærmede sig Gud ved hjælp af altre og ofre. (1Mo 18:18, 19; 26:3-6; He 11:8-10, 17-19) Gud indgik en pagt med ham. (1Mo 12:1-3, 7; 15:1, 5-21; 17:1-8) Som et tegn på dette pagtsforhold fik han omskærelsen, der for en tid blev en betingelse for Guds godkendelse. (1Mo 17:9-14; Ro 4:11) Abrahams stilling gav ham mulighed for at gå i forbøn for andre (1Mo 20:7), men han viste altid dyb respekt for Jehova selv og for hans sendebud. (1Mo 17:3; 18:23-33) Job, en fjern slægtning af Abraham, tjente som præst for sin familie ved at bringe brændofre for den. (Job 1:5) Han gik også i forbøn for sine tre „venner“, og „Jehova tog venligt imod Job“. — Job 42:7-9.

 Isak og Jakob, arvinger til Abrahamsløftet, nærmede sig Gud ved at påkalde „Jehovas navn“ i tro samt ved at bygge altre og bringe ofre. — He 11:9, 20, 21; 1Mo 26:25; 31:54; 33:20.

Moses fik af Guds engel besked på ikke at nærme sig den brændende tornebusk, og der blev sagt til ham at han skulle tage sine sandaler af fordi han stod på „hellig grund“. (2Mo 3:5) Som Guds betroede tjener i Israels nation havde Moses i særlig grad adgang til Jehovas nærhed og kunne tale med ham „mund til mund“. (4Mo 12:6-13; 2Mo 24:1, 2, 12-18; 34:30-35) Moses var ligesom Melkizedek et profetisk forbillede på Kristus Jesus. — 5Mo 18:15; Apg 3:20-23.

Vigtigt at nærme sig på rette måde. Før Lovpagten blev givet, befalede Jehova at israelitterne skulle hellige sig i tre dage og vaske deres klæder. Der blev fastsat en grænse for hvor nær de måtte komme, og ingen, hverken mennesker eller dyr, måtte røre ved Sinaj Bjerg; overtrædelse ville medføre døden. (2Mo 19:10-15) Derpå „førte Moses folket ud af lejren for at det kunne møde den sande Gud“, og lod det tage opstilling neden for bjerget mens han selv gik derop for at modtage pagtens bestemmelser, mens bjerget var indhyllet i torden og lyn, ild og røg og der lød trompetstød. (2Mo 19:16-20) Moses fik besked på ikke at ’lade præsterne og folket bryde igennem for at komme op til Jehova, for at han ikke skulle fare frem imod dem’. (2Mo 19:21-25) De ’præster’ der nævnes her, var måske et fremtrædende mandligt medlem af hver israelitisk familie der, ligesom Job, ’regelmæssigt trådte frem for Jehova’ på familiens vegne.

Under Lovpagten. Med Lovpagten blev der indført en ordning som gav enkeltpersoner og hele nationen mulighed for at nærme sig Gud gennem et indsat præsteskab ved hjælp af foreskrevne ofre som skulle bringes ved en hellig teltbolig og senere et tempel. Levitten Arons sønner tjente som præster for folket. Hvis andre, selv de levitter der ikke var af Arons slægt, formastede sig til at nærme sig alteret eller de hellige redskaber for at udføre en sådan tjeneste, ville det koste dem livet. (3Mo 2:8; 4Mo 3:10; 16:40; 17:12, 13; 18:2-4, 7) Præsterne skulle opfylde strenge krav med hensyn til både fysisk og ceremoniel renhed, og de skulle være iført en særlig, godkendt klædedragt når de nærmede sig alteret eller „det hellige sted“. (2Mo 28:40-43; 30:18-21; 40:32; 3Mo 22:2, 3) Enhver respektløshed eller krænkelse af de guddommelige instruktioner når man trådte frem for den suveræne Gud, medførte dødsstraf, sådan som det skete for to af Arons egne sønner. (3Mo 10:1-3, 8-11; 16:1) Ud af hele folket var det kun Aron og dem der efterfulgte ham som ypperstepræst, der måtte træde ind i Det Allerhelligste foran pagtens ark, som var forbundet med Jehovas nærværelse; og selv han måtte kun gå derind én dag om året, nemlig på forsoningsdagen. (3Mo 16:2, 17) I denne privilegerede stilling var Aron et forbillede på Jesus Kristus som Guds ypperstepræst. — He 8:1-6; 9:6, 7, 24.

Ved indvielsen af templet i Jerusalem trådte kong Salomon frem for Jehova på folkets vegne. Han bad om at Jehovas øjne dag og nat måtte være åbne og være rettet mod det hus Han havde knyttet sit navn til, og at Han ville høre de bønner der blev bedt af kongen, af folket og af udlændingen der sluttede sig til Israel, ja, af enhver som ville bede, „vendt mod dette hus“. Det var således muligt for alle, fra kongen til den ringeste i folket, at få adgang til Jehova. — 2Kr 6:19-42.

I sager der berørte hele nationen, var det kongen, præsten eller profeten der trådte frem for Gud. I nogle tilfælde fandt man frem til Guds vilje ved hjælp af Urim og Tummim, der blev opbevaret hos ypperstepræsten. (1Sa 8:21, 22; 14:36-41; 1Kg 18:36-45; Jer 42:1-3) Overtrædelse af Jehovas lov vedrørende den rette måde at nærme sig ham på, blev straffet, som i Uzzijas tilfælde (2Kr 26:16-20), og kunne medføre en total afskærelse af kommunikationen med Gud, som det skete i Sauls tilfælde. (1Sa 28:6; 1Kr 10:13) At Jehova ikke tillod at man tog let på hans, Suverænens, nærværelse eller genstande som var knyttet dertil, fremgår af den situation hvor Abinadabs søn Uzza greb fat i pagtens ark for at støtte den, med det resultat at „Jehovas vrede [blussede] op mod Uzza, og den sande Gud slog ham dér på grund af hans uærbødighed, så han døde dér ved den sande Guds ark“. — 2Sa 6:3-7.

Ritualer og ofre ikke nok i sig selv. Nogle har hævdet at tilbedelsen af Jehova har udviklet sig fra en ritual- og offerreligion til en moralreligion, men vidnesbyrdene viser noget andet. Ritualer og ofre har aldrig været nok i sig selv, men har blot været et lovmæssigt symbolsk grundlag for at nærme sig Gud. (He 9:9, 10) I sidste ende har det altid været Jehova selv der afgjorde hvem han ville modtage; som der siges i Salme 65:4: „Lykkelig er den du udvælger og lader nærme sig dig, så han kan bo i dine forgårde.“ Det blev igen og igen understreget at tro, retfærdighed, frihed for blodskyld, sandfærdighed og lydighed mod Guds udtrykte vilje var krav man måtte opfylde for at nærme sig Gud, sådan at ikke enhver der bragte gaver til universets Suveræn, men kun „den med skyldfri hænder og med et rent hjerte“,  kunne stige op på Jehovas bjerg. (Sl 15:1-4; 24:3-6; 50:7-23; 119:169-171; Ord 3:32; 21:3; Ho 6:6; Mik 6:6-8) Hvis disse egenskaber manglede, var ofre, faste, ja selv bønner, værdiløse og vederstyggelige i Guds øjne. (Es 1:11-17; 58:1-9; 29:13; Ord 15:8) Havde man forsyndet sig mod Gud, måtte man først vise en sønderbrudt ånd og et knust hjerte før man igen fik adgang til ham. (Sl 51:16, 17) Præstetjeneste kunne ikke udvirke en gunstig modtagelse hos Gud hvis præsterne viste foragt for hans navn og bragte uantagelige ofre. — Mal 1:6-9.

Det at nærme sig Gud beskrives også som at møde i retten eller at træde frem for en dommer for at blive dømt. (2Mo 22:8; 4Mo 5:16; Job 31:35-37; Es 50:8) I Esajas 41:1, 21, 22 opfordrer Jehova folkestammerne til at fremlægge deres retstrætte og fremføre deres argumenter for ham som dommer.

Grundlaget under den nye pagt. Som et symbolsk lovmæssigt grundlag for at nærme sig Gud pegede Lovpagten med dens dyreofre frem til et bedre eller mere ophøjet grundlag. (He 9:8-10; 10:1) Dette grundlag blev indført med den nye pagt, hvorigennem alle ’fra den mindste til den største’ skulle kende Jehova. (Jer 31:31-34; He 7:19; 8:10-13) Som mellemmanden for denne nye pagt blev Jesus Kristus „vejen“. Han sagde: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh 14:6, 13, 14) Skellet mellem jøderne og de uomskårne hedninger, der stod uden for Guds nationale pagt med Israel, blev fjernet ved Kristi død. Som Paulus skrev: „Ved ham har vi, begge folk, fået adgang til Faderen ved én ånd.“ (Ef 2:11-19; Apg 10:35) Tro på genløsningen og på at Gud „belønner dem som ivrigt søger ham“, er en forudsætning for at kunne nærme sig Gud på rette måde og blive gunstigt modtaget af ham gennem Jesus Kristus. (He 11:6; 1Pe 3:18) De der nærmer sig Gud gennem Jesus Kristus som deres ypperstepræst, véd at „han altid er i live til at gå i forbøn for dem“ (He 7:25), og de kan derfor tillidsfuldt og frimodigt „træde frem for den ufortjente godheds trone“. (He 4:14-16; Ef 3:12) De frygter ikke for at Gud vil fordømme dem. (Ro 8:33, 34) Alligevel viser de den ærbødighed og gudsfrygt der sømmer sig for en der træder frem for Gud, „alles dommer“. — He 12:18-24, 28, 29.

For at nærme sig Gud må den kristne bringe åndelige ofre. (1Pe 2:4, 5; He 13:15; Ro 12:1) Materielle templer og billeder af guld, sølv og sten er uden værdi i forbindelse med at nærme sig den sande Gud. (Apg 7:47-50; 17:24-29; jf. Ef 2:20-22.) Verdens venner er Guds fjender; han står de hovmodige imod, men de ydmyge som har rene hænder og et rent hjerte, kan ’komme nær til Gud, og han vil komme nær til dem’. — Jak 4:4-8.

Salvede kristne, som har et himmelsk håb, har „ved Jesu blod . . . frimodighed til at gå ind på det hellige sted“, og da de kender ’den store præst over Guds hus’, kan de „træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning“. — He 10:19-22.

Hvor vigtigt det er at man tillidsfuldt nærmer sig Gud, fremgår af salmistens ord: „For, se! de der holder sig langt fra dig går til grunde. Du vil bringe enhver til tavshed som utugtigt forlader dig. Men for mig er det bedste at søge nær til Gud. Jeg har gjort den suveræne Herre Jehova til min tilflugt — for at forkynde alle dine gerninger.“ — Sl 73:27, 28; se BØN.