(Adoniʹja) [Jehova er Herre].

1. Davids fjerde søn, født af Haggit i Hebron. — 2Sa 3:4, 5.

Skønt han ikke havde samme moder som Absalom, lignede han denne ved sit smukke ydre og sin ærgerrighed. (1Kg 1:5, 6; jf. 2Sa 14:25; 15:1.) Han spiller en fremtrædende rolle i den bibelske beretning i de sidste år af Davids liv. På trods af Jehovas erklæring om at kongemagten ville overgå til Salomon (1Kr 22:9, 10), begyndte Adonija pralende at sige at han blev Israels næste konge. Eftersom Amnon og Absalom, og sandsynligvis også Kil’ab, var døde, begrundede han uden tvivl sit krav på tronen med at han nu var den ældste søn. Ligesom Absalom viste han åbent sine hensigter uden at blive irettesat af sin fader. For at befæste sin stilling søgte han støtte hos hærens overhoved, Joab, og præsteskabets overhoved, Ebjatar. (1Kg 1:5-8) Derefter holdt han en offerfest ved En-Rogel, tæt ved Jerusalem, hvortil han indbød størstedelen af den kongelige husstand, men ikke Salomon, profeten Natan og Benaja. Det var hans tydelige hensigt at lade sig udråbe til konge. — 1Kg 1:9, 10, 25.

Profeten Natan greb hurtigt ind for at forpurre Adonijas hensigt. Han rådede Salomons moder, Batseba, til at gå ind til David og minde ham om at han med en ed havde tilsvoret Salomon kongedømmet. Efter at hun havde gjort dette, trådte Natan selv frem for kongen for at bekræfte hendes ord og få David til at indse situationens alvor. Han antydede endog at David måske havde handlet bag sine nærmestes ryg. (1Kg 1:11-27) Dette vakte den gamle konge til dåd, og han gav ordre til at Salomon ufortøvet skulle salves til medregent og efterfølger på tronen. Denne handling vakte jubel og røre blandt folket, så det kunne høres ved Adonijas gæstebud. Kort efter bragte en løber, præsten Ebjatars søn, den foruroligende nyhed at David havde udråbt Salomon til konge. Adonijas tilhængere spredtes hurtigt, og selv søgte han tilflugt i tabernaklets forgård. Da gav Salomon ham amnesti på betingelse af god opførsel. — 1Kg 1:32-53.

Efter Davids død henvendte Adonija sig imidlertid til Batseba og overtalte hende til at gå til Salomon på hans vegne og bede om at han måtte gifte sig med Abisjag, den unge kvinde der havde plejet David og været hos ham i hans alderdom. Adonijas udtalelse over for Batseba om at han ville have fået kongemagten, og at hele Israel havde haft blikket rettet mod ham som den der skulle være konge, tyder på at han følte at han var blevet berøvet sin ret, selv om han indrømmede at Guds finger havde været med i det. (1Kg 2:13-21) Det er muligt at hans anmodning udelukkende udsprang af ønsket om at få en vis erstatning for tabet af riget, men den antydede dog kraftigt at ærgerrigheden stadig brændte i ham eftersom en konges hustruer og medhustruer ifølge orientalsk skik kun kunne gives til hans retmæssige efterfølger. (Jf. 2Sa 3:7; 16:21.) Sådan opfattede Salomon denne anmodning, der blev rettet til ham gennem hans moder, og han gav ordre til at Adonija skulle dræbes. Ordren blev straks udført af Benaja. — 1Kg 2:22-25.

2. En levit som Josafat sendte til Judas byer for at undervise. — 2Kr 17:7-9.

3. Et af „folkets overhoveder“ — eller en efterkommer der repræsenterede hans slægt — som var med til, sammen med nogle fyrster og levitter, at besegle den bindende aftale som de hjemvendte israelitter indgik på Nehemias’ og Ezras tid. (Ne 9:38; 10:1, 14, 16) Nogle mener at han er den samme som Adonikam i Ezra 2:13, hvis efterkommere, der talte 666, vendte tilbage fra Babylon under Zerubbabel i 537 f.v.t. En sammenligning af navnene på dem der på folkets vegne beseglede aftalen i Nehemias 10 og navnene på dem der er opført som overhoveder for de hjemvendte landflygtige i Ezra 2, synes at bekræfte dette.