Stiftelse af et kunstigt slægtskabsforhold, hvorved adoptivbarnet stilles som adoptantens eget barn.

De Hebraiske Skrifter omtaler ikke adoption i juridisk forstand, men begrebet forekommer flere steder. Det ser ud til at Abraham før Ismaels og Isaks fødsel anså sin træl Eliezer for at indtage en stilling der kunne sammenlignes med en adoptivsøns, og for at være den der sandsynligvis skulle arve ham. (1Mo 15:2-4) Det har længe været almindeligt i Mellemøsten at adoptere trælle som sønner, og de adopterede trælle opnåede arveret, dog ikke forud for faderens ægte børn.

Både Rakel og Lea betragtede de børn Jakob fik med deres tjenestepiger, som deres egne, som ’født på deres knæ’. (1Mo 30:3-8, 12, 13, 24) Disse børn arvede på lige fod med de børn som Jakobs ægtehustruer selv fødte ham. Jakob var deres biologiske fader, og eftersom Rakel og Lea ejede trælkvinderne, havde de også ejendomsret til deres børn.

Moses blev som barn adopteret af Faraos datter. (2Mo 2:5-10) Eftersom mænd og kvinder ifølge ægyptisk lov var ligestillede, havde Faraos datter ret til at adoptere et barn.

Adoption synes ikke at have været praktiseret i udbredt grad blandt Israels folk. Loven om svogerægteskab eliminerede uden tvivl for en stor del en af hovedårsagerne til adoption af børn, nemlig ønsket om at videreføre faderens navn. — 5Mo 25:5, 6.

I kristen forstand. I De Kristne Græske Skrifter benyttes adoption adskillige gange af apostelen Paulus som et billede på den nye stilling der opnås af dem som Gud kalder og udvælger. Det græske ord Paulus bruger (huiothesiʹa, „antagelse som sønner“), er et juridisk udtryk der ordret betyder „det at sætte som søn“. (Jf. Rom 8:15, fdn.) Eftersom de af fødsel er efterkommere af den ufuldkomne Adam, er de fra begyndelsen syndens trælle og ikke Guds sønner. Når de er blevet løskøbt af Kristus Jesus, bliver de antaget eller adopteret som Guds sønner og bliver medarvinger med Kristus, Guds enestefødte søn. (Ga 4:1-7; Ro 8:14-17) De opnår ikke dette sønneforhold på naturlig vis, men fordi Gud vil det og har besluttet det. (Ef 1:5) Selv om de bliver regnet for Guds børn eller sønner fra det tidspunkt da Gud avler dem ved sin ånd (1Jo 3:1; Joh 1:12, 13), vil de dog først erfare den fulde virkeliggørelse af dette privilegium når de har vist sig trofaste til enden. (Ro 8:17; Åb 21:7) Derfor bruger Paulus det udtryk at de ’ivrigt venter på antagelse som sønner, udfrielsen fra deres legeme ved en løsesum’. — Ro 8:23.

Ved deres antagelse som sønner bliver de frigjort fra ’en ånd der hører trældom til og vækker frygt’, og opnår i stedet den tillid der kendetegner sønner, idet de ved Guds ånds vidnesbyrd får garanti for håbet om en himmelsk arv. Samtidig mindes de om at deres stilling ikke skyldes nogen nedarvet ret, men Guds udvælgelse og ufortjente godhed. — Ro 8:15, 16; Ga 4:5-7.

I Romerne 9:4 omtaler Paulus de kødelige israelitter som dem „hvem antagelsen som sønner og herligheden og pagterne og lovgivningen . . . tilhører“. Dette sigter uden tvivl til den enestående stilling Israel indtog mens det var Guds pagtsfolk. Ved visse lejligheder omtalte Gud således Israel som „min søn“. (2Mo 4:22, 23; 5Mo 14:1, 2; Es 43:6; Jer 31:9; Ho 1:10; 11:1; jf. Joh 8:41.) Det virkelige sønneforhold måtte imidlertid vente indtil genløsningen var tilvejebragt ved Kristus Jesus, og kunne kun opnås af dem der anerkendte denne guddommelige ordning og udviste tro på den. — Joh 1:12, 13; Ga 4:4, 5; 2Kor 6:16-18.