En afgud kan være et billede, en statue, et symbol, en person, et dyr, en institution, noget imaginært eller materielt. Også naturfænomener eller naturgenstande er blevet tilbedt. Afguden betragtes som en højere magt og vises beundring, kærlighed eller frygt. Ifølge Bibelen kan alt hvad nogen måtte sætte i den sande Guds sted, betegnes som en afgud. Afgudsdyrkelse er ofte forbundet med visse formaliteter, ceremonier eller ritualer.

De hebraiske ord der bruges om afguder, siger ofte noget om deres oprindelse og værdiløshed eller er nedsættende og udtrykker foragt. Blandt disse kan nævnes ord som gengives med „udskåret billede“ eller „billedstøtte“ (ordr.: noget der er udskåret); „støbt billede“ eller „støbt gud“ (ordr.: noget der er støbt eller udgydt); „afskyeligt afgudsbillede“; „tom gud“ (ordr.: tomhed); og „uhumsk gud“. Det græske ord eiʹdōlon (dansk: idol) oversættes almindeligvis med „afgud“.

Ikke alle billeder er afguder. Guds lov imod fremstilling af billeder (2Mo 20:4, 5) betød ikke at enhver fremstilling af billeder og statuer var forkert. Det fremgår af at Jehova senere bød israelitterne at lave to guldkeruber til låget på pagtens ark og at brodere billeder af keruber på de ti teltduge der skulle udgøre det indre dække i teltboligen, samt på forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste. (2Mo 25:18; 26:1, 31, 33) Også Salomons tempel, hvortil David havde fået byggeplanerne ved guddommelig inspiration (1Kr 28:11, 12), var indvendig smukt prydet med udskæringer af keruber, palmer og blomsterkranse. I Det Allerhelligste stod to keruber af olietræ beklædt med guld. (1Kg 6:23, 28, 29) Det støbte hav hvilede på 12 kobberokser, og sidestykkerne på de kobbervogne der blev benyttet i templet, var dekoreret med billeder af løver, okser og keruber. (1Kg 7:25, 28, 29) På de trin der førte op til Salomons trone, stod tolv løver. — 2Kr 9:17-19.

Disse billeder og figurer blev imidlertid ikke tilbedt som afguder. Det var kun de tjenstgørende præster der så billederne i teltboligen og, senere, i templet. Kun ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste, og det kun én gang om året, på forsoningsdagen. (He 9:7) Der var således ingen fare for at israelitterne blev forledt til at tilbede guldkeruberne i helligdommen. Disse figurer tjente i første række til at anskueliggøre de himmelske keruber. (Jf. He 9:23, 24.) At der ikke skulle vises dem ærbødighed, fremgår af at end ikke englene måtte tilbedes. — Kol 2:18; Åb 19:10; 22:8, 9.

Det skete dog at billeder der ikke oprindelig blev fremstillet i den hensigt at der skulle vises dem ærbødighed, blev tilbedt som afguder. Den kobberslange Moses lavede i ørkenen, blev senere tilbedt, og det var grunden til at den trofaste kong Ezekias fik den slået i stykker. (4Mo 21:9; 2Kg 18:1, 4) Den efod som dommeren Gideon lavede, blev „en snare“ for ham og hans husstand. — Dom 8:27.

Billeder som en hjælp i gudsdyrkelsen. Bibelen anerkender ikke brugen af billeder og figurer som en hjælp til at henvende sig til Gud i bøn. En sådan praksis strider mod princippet om at de der søger at tjene Jehova, skal tilbede ham i ånd og sandhed. (Joh 4:24; 2Kor 4:18; 5:6, 7) Jehova tolererer ikke at den sande tilbedelse blandes med skikke som hører hjemme i afgudsdyrkelsen, hvilket fremgår af at han fordømte kalvedyrkelsen selv om israelitterne havde knyttet hans navn til den. (2Mo 32:3-10) Jehova deler ikke sin ære med billedstøtter. — Es 42:8.

Bibelen indeholder ikke et eneste eksempel på at Jehovas trofaste tjenere har brugt et synligt hjælpemiddel for at bede til Gud eller har praktiseret en form for relativ tilbedelse. Nogle vil måske pege på Hebræerne 11:21 i den katolske Douay-oversættelse, hvor der står: „I tro velsignede den døende Jakob hver af Josefs sønner og hyldede den øverste ende af hans stav.“ Derefter hedder det i en fodnote at Jakob viste den øverste ende af Josefs (vore kursiveringer) stav relativ ære og ærbødighed, og der tilføjes: „Nogle oversættere, som ikke bryder sig om denne relative ære, har forvansket teksten ved at oversætte den: han tilbad idet han støttede sig til den øverste ende af sin stav.“ (Se til sammenligning verset og fodnoten i J. L. V. Hansens danske katolske oversættelse af 1890.) Denne og tilsvarende gengivelser er imidlertid ikke, som det hævdes, en forvanskning af teksten, men stemmer med tanken i den hebraiske tekst i 1 Mosebog 47:31 og er blevet brugt i flere senere katolske oversættelser, deriblandt The Jerusalem Bible og Rosenørn-Lehns danske oversættelse.

 Former for afgudsdyrkelse. Til de former for afgudsdyrkelse der omtales i Bibelen, hører sådanne frastødende skikke som „hellig“ prostitution, børneofringer, overdreven nydelse af alkohol og selvlemlæstelse til blodet flød. (1Kg 14:24; 18:28; Jer 19:3-5; Ho 4:13, 14; Am 2:8) Afguderne blev æret ved at man spiste og drak ved fester eller ceremonier til deres ære (2Mo 32:6; 1Kor 8:10), bøjede sig for dem, ofrede til dem, sang og dansede foran dem, og ved at man kyssede dem. (2Mo 32:8, 18, 19; 1Kg 19:18; Ho 13:2) Man dyrkede dem også ved at dække bord for dem (Es 65:11), udgyde drikofre, lave offerkager og bringe røgofre til dem (Jer 7:18; 44:17) og ved at græde over dem som en religiøs ceremoni (Ez 8:14). Visse handlinger, som for eksempel at lave tatoveringsmærker på kroppen, rive flænger i sig, rage sig skaldet på panden, klippe håret ved tindingerne og ødelægge spidsen af sit skæg, var forbudt ifølge Moseloven, muligvis til dels fordi de blev sat i forbindelse med de afguderiske skikke der var fremherskende blandt de omboende folk. — 3Mo 19:26-28; 5Mo 14:1.

Der er også mere underfundige former for afgudsdyrkelse. Havesyge er afgudsdyrkelse (Kol 3:5), eftersom det man higer efter, afleder ens opmærksomhed fra Skaberen og derved i virkeligheden bliver en afgud for en. I stedet for at tjene Jehova Gud trofast kan man blive træl af sin bug, det vil sige af sit kødelige begær, og gøre den til sin gud. (Ro 16:18; Flp 3:18, 19) Eftersom man viser Skaberen kærlighed ved at adlyde ham (1Jo 5:3), kan opsætsighed og formastelighed sidestilles med afgudsdyrkelse. — 1Sa 15:22, 23.

Afgudsdyrkelse før Vandfloden. Afgudsdyrkelsen begyndte ikke i den synlige verden, men i den usynlige. En herlig åndeskabning opfyldtes af havesyge og ønskede at være den Højeste lig. Så stærkt var dette ønske hos ham at det ledte ham bort fra Gud, og han blev en afgudsdyrker der gjorde oprør mod Jehova. — Job 1:6-11; 1Ti 3:6; jf. Es 14:12-14; Ez 28:13-15, 17.

På samme måde gjorde Eva sig til den første afgudsdyrker blandt menneskene ved at nære havesyge. Hun begærede den forbudte frugt, og dette begær fik hende til at overtræde Guds bud. Da Adam på samme måde lod et selvisk begær tage overhånd over sin kærlighed til Jehova og ikke adlød Guds bud, gjorde han sig ligeledes skyldig i afgudsdyrkelse. — 1Mo 3:6, 17.

Siden oprøret i Eden har kun få mennesker holdt sig fri af afgudsdyrkelse. På Adams sønnesøn Enosj’ tid praktiserede man øjensynlig en form for afgudsdyrkelse. „På den tid begyndte man at påkalde Jehovas navn.“ (1Mo 4:26) Åbenbart påkaldte man ikke Jehovas navn i tro, sådan som den retfærdige Abel havde gjort mange år tidligere med det resultat at han døde som martyr for sin broder Kains hånd. (1Mo 4:4, 5, 8) Det der begyndte på Enosj’ tid, var øjensynlig en form for falsk tilbedelse hvori Jehovas navn blev misbrugt eller brugt på en uretmæssig måde. Enten anvendte folk Jehovas navn på sig selv eller på andre (gennem hvem de har foregivet at henvende sig til Gud for at tilbede ham) eller på afgudsbilleder (som de har brugt som et synligt, håndgribeligt hjælpemiddel i deres forsøg på at tilbede den usynlige Gud).

I hvilken udstrækning der blev praktiseret afgudsdyrkelse fra Enosj’ tid og frem til Vandfloden, fremgår ikke af den bibelske beretning. Situationen må dog gradvis være blevet forværret, for på Noas tid „så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“. Foruden de nedarvede syndige tilbøjeligheder som menneskene lå under for, øvede også de materialiserede engle, som havde samkvem med menneskedøtrene, og deres bastardafkom, nefilim, en stærk påvirkning i retning af det onde. — 1Mo 6:4, 5.

Afgudsdyrkelse i patriarktiden. I vandfloden på Noas tid omkom alle mennesker som havde været afgudsdyrkere, men afgudsdyrkelsen opstod på ny, nemlig under anførsel af Nimrod, „en vældig jæger i opposition til Jehova“. (1Mo 10:9) Det var uden tvivl under Nimrods ledelse at man begyndte at bygge byen Babel og tårnet i byen (sandsynligvis en ziggurat til brug i afgudsdyrkelsen). Bygningsmændenes planer blev imidlertid forpurret da Jehova forvirrede deres sprog. Da de ikke længere var i stand til at forstå hinanden, holdt de efterhånden op med at bygge byen, og de spredtes. Men den afgudsdyrkelse der var begyndt i Babel, ophørte ikke. Overalt hvor disse bygningsmænd drog hen, tog de deres falske religiøse opfattelser med sig. — 1Mo 11:1-9; se GUDER OG GUDINDER.

Den næste by der nævnes i Bibelen, kaldæernes Ur, gik heller ikke ind for tilbedelsen af den sande Gud, Jehova. Udgravninger har vist at byens skytsgud var måneguden Sin. Det var i Ur at Tara, Abrams (Abrahams) fader, boede. (1Mo 11:27, 28) Eftersom Tara var omgivet af afgudsdyrkelse, har han måske selv deltaget i den, sådan som Josuas ord til israelitterne mange hundrede år senere tyder på: „Det var på den anden side af Floden [Eufrat] jeres forfædre boede for længe siden, Abrahams og Nakors fader Tara, og  de dyrkede andre guder.“ (Jos 24:2) Men Abraham troede på den sande Gud, Jehova.

Overalt hvor Abraham, og senere hans efterkommere, kom hen, stødte de på forskellige former for afgudsdyrkelse, som alle var påvirkede af det oprindelige frafald i Babel. De var derfor i stadig fare for at blive besmittet af falsk tilbedelse. Selv Abrahams slægtninge havde afguder. Laban, som var svigerfader til Abrahams sønnesøn Jakob, var i besiddelse af terafimstatuetter eller husguder. (1Mo 31:19, 31, 32) Jakob selv fandt det nødvendigt at befale medlemmerne af sin husstand at fjerne alle deres fremmede guder, og han skjulte de afguder de afleverede til ham, idet han gemte dem under et stort træ ved Sikem. (1Mo 35:2-4) Det er muligt at han skaffede dem af vejen på denne måde for at ingen i hans husstand skulle forledes til at genbruge metallet som noget der var af særlig værdi fordi det havde været anvendt til gudsdyrkelse. Om Jakob først smeltede gudebillederne eller slog dem i stykker, fremgår ikke af beretningen.

Afgudsdyrkelse og Guds pagtsfolk. Som Jehova havde ladet Abraham forstå, kom hans efterkommere, israelitterne, til at bo som udlændinge i et land der ikke var deres, nemlig Ægypten, hvor de blev undertrykt. (1Mo 15:13) I Ægypten kom de i berøring med grov afgudsdyrkelse, for brugen af gudebilleder var stærkt udbredt i dette land. Mange af de guder der blev tilbedt i Ægypten, var fremstillet med dyrehoveder, deriblandt Bast med kattehoved, Hathor med kohoved, Horus med falkehoved, Anubis med sjakalhoved (BILLEDE, bd. 1, s. 946) og Thot med ibishoved, for blot at nævne nogle få. Havets, luftens og landjordens dyr blev æret, og „hellige“ dyr blev ved døden mumificeret.

Efter udfrielsen fra Ægypten gav Jehova sit folk en lov som var klart rettet mod de afguderiske skikke der var så udbredte blandt oldtidens folkeslag. Det andet af De Ti Bud forbød udtrykkeligt israelitterne at lave sig et udskåret billede eller et afbillede af noget i himmelen, på jorden eller i vandet og tilbede det. (2Mo 20:4, 5; 5Mo 5:8, 9) I sine sidste formaninger til israelitterne understregede Moses at det var umuligt at lave et billede af den sande Gud, og han advarede dem mod afgudsdyrkelsens snare. (5Mo 4:15-19) For yderligere at beskytte dem mod at henfalde til afgudsdyrkelse befalede han at de ikke måtte slutte pagt med de hedenske indbyggere i det land de skulle ind i, og heller ikke besvogre sig med dem, men at de derimod skulle udrydde dem. Alt hvad der havde tilknytning til afgudsdyrkelse — altre, hellige støtter, hellige pæle og billedstøtter — skulle tilintetgøres. — 5Mo 7:2-5.

Moses’ efterfølger, Josua, samlede alle Israels stammer i Sikem og formanede dem til at fjerne de falske guder og at tjene Jehova trofast. Folket gik ind på at gøre dette og vedblev med at tjene Jehova så længe Josua levede, og så længe de ældste som overlevede Josua, levede. (Jos 24:14-16, 31) Men derefter satte et massivt frafald ind. Folket begyndte at dyrke kana’anæiske guddomme — Ba’al, Astarte og den hellige pæl, eller Asjera. Derfor gav Jehova dem i deres fjenders vold. Men når de angrede, lod han barmhjertigt dommere fremstå for at frelse dem fra deres fjender. — Dom 2:11-19; 3:7; se ASTARTE; BA’AL, 4; HELLIG PÆL; HELLIG STØTTE.

Under kongernes herredømme. Under Israels første konger, Saul, hans søn Isjbosjet og David, berettes der ikke om afgudsdyrkelse i større omfang blandt israelitterne. Der er dog vidnesbyrd om at afgudsdyrkelsen ikke var helt forsvundet. For eksempel var Sauls egen datter Mikal i besiddelse af en terafimstatue. (1Sa 19:13; se TERAFIM.) Hen imod slutningen af Davids søn Salomons regeringstid begyndte man imidlertid åbent at praktisere afgudsdyrkelse. Det var kongen selv der gav stødet til dette, idet han under indflydelse af sine mange fremmede hustruer accepterede afgudsdyrkelsen og byggede offerhøje for Astarte, Kemosj og Milkom, eller Molek. Folket i almindelighed antog den falske tilbedelse og begyndte at bøje sig for disse afguder. — 1Kg 11:3-8, 33; 2Kg 23:13; se KEMOSJ; MOLEK.

På grund af denne afgudsdyrkelse rev Jehova ti stammer bort fra Salomons søn Rehabeam og gav dem til Jeroboam. (1Kg 11:31-35; 12:19-24) Selv om Jeroboam blev forsikret om at hans kongedømme ville blive befæstet hvis han fortsatte med at tjene Jehova trofast, indførte han kalvedyrkelse af frygt for at folket ville gøre oprør mod hans styre hvis man fortsatte med at rejse til Jerusalem for at tilbede. (1Kg 11:38; 12:26-33) Kalvedyrkelsen fortsatte så længe tistammeriget bestod, og under Akabs regering indførtes desuden ba’alskulten fra Tyrus. (1Kg 16:30-33) Det var imidlertid ikke alle israelitter der forlod den sande tilbedelse. Mens Akab regerede, var der stadig en rest på 7000 der hverken havde bøjet knæ for Ba’al eller kysset ham, og dét på et tidspunkt hvor Jehovas profeter blev dræbt med sværdet, uden tvivl på foranledning af Akabs hustru, Jesabel. — 1Kg 19:1, 2, 14, 18; Ro 11:4; se KALV (Kalvedyrkelse).

Bortset fra at Jehu udryddede ba’alsdyrkelsen (2Kg 10:20-28), findes der ingen beretning om at nogen i tistammeriget gennemførte religiøse reformer. Både folket og herskerne i det nordlige rige vendte det døve øre til de profeter Jehova  gang på gang sendte til dem, med det resultat at han til sidst overgav dem i assyrernes hånd på grund af deres fordærvede afgudsdyrkelse. — 2Kg 17:7-23.

I Juda rige var situationen ikke meget anderledes, bortset fra at visse konger gennemførte nogle reformer. Selv om delingen af riget var en direkte følge af afgudsdyrkelse, tog Salomons søn Rehabeam ikke Jehovas tugt til sig og afskaffede afgudsdyrkelsen. Så snart han havde befæstet sit kongedømme, faldt han og hele Juda fra den sande tilbedelse. (2Kr 12:1) Folket byggede offerhøje, rejste hellige støtter og hellige pæle på dem og gav sig af med ceremoniel prostitution. (1Kg 14:23, 24) Skønt Abijam (Abija) gav udtryk for at han troede på Jehova da han førte krig mod Jeroboam og blev velsignet med sejr, efterlignede han i vidt omfang den syndige kurs hans fader og forgænger på tronen, Rehabeam, havde fulgt. — 1Kg 15:1, 3; 2Kr 13:3-18.

De to næste konger i Juda, Asa og Josafat, tjente Jehova trofast og forsøgte at udrydde afgudsdyrkelsen af riget. Begge disse konger søgte at fjerne offerhøjene, men indbyggerne i Juda var sunket så dybt i afgudsdyrkelsen at de enten genopbyggede offerhøjene eller fortsat brugte dem i hemmelighed. — 1Kg 15:11-14; 22:42, 43; 2Kr 14:2-5; 17:5, 6; 20:31-33.

Judas næste konge, Joram, indledte sin regeringstid med blodsudgydelser i stor stil, og hermed begyndte et nyt kapitel i afgudsdyrkelsens historie i Juda. Dette skyldtes uden tvivl at han var gift med Atalja, den afguderiske Akabs datter. (2Kr 21:1-4, 6, 11) Atalja var også rådgiver for sin og Jorams søn Ahazja. I Ahazjas og tronraneren Ataljas regeringstid fortsatte afgudsdyrkelsen derfor med kongehusets godkendelse. — 2Kr 22:1-3, 12.

I begyndelsen af Joasj’ regeringstid, efter henrettelsen af Atalja, blev den sande tilbedelse genoprettet. Men da ypperstepræsten Jojada var død, begyndte folket igen at dyrke afguder på Judas fyrsters foranledning. (2Kg 12:2, 3; 2Kr 24:17, 18) Jehova overgav derfor Judas hær i de invaderende aramæeres hånd, og Joasj blev myrdet af sine egne tjenere. — 2Kr 24:23-25.

Joasj’ søn Amazja gjorde i begyndelsen af sin regeringstid hvad der var ret i Jehovas øjne, uden tvivl fordi eksekveringen af Guds dom over Juda og hans faders voldelige død havde gjort et dybt indtryk på ham. (2Kr 25:1-4) Men efter at have slået edomitterne og taget deres gudebilleder med sig hjem begyndte han at tjene sine besejrede fjenders guder. (2Kr 25:14) Straffen kom da Juda blev besejret af tistammeriget, og senere da Amazja blev myrdet ved en sammensværgelse. (2Kr 25:20-24, 27) Om Azarja (Uzzija) og hans søn Jotam siges der generelt at de gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne, men deres undersåtter fortsatte med at dyrke afguder på offerhøjene. — 2Kg 15:1-4, 32-35; 2Kr 26:3, 4, 16-18; 27:1, 2.

Mens Jotams søn Akaz var konge, sank Juda igen dybt ned i afgudsdyrkelsen. Akaz begyndte at dyrke afguder i et omfang som aldrig før var set i Juda; han var den første judæiske konge om hvem det berettes at han ved en afguderisk ceremoni bragte sine sønner som brændofre. (2Kg 16:1-4; 2Kr 28:1-4) Jehova tugtede Juda ved at lade folket lide nederlag over for dets fjender, men Akaz angrede ikke. I stedet drog han den slutning at det var Arams kongers guder der havde givet aramæerne sejren, og han besluttede derfor at bringe ofre til disse guder så de også kunne hjælpe ham. (2Kr 28:5, 23) Desuden sørgede han for at dørene til Jehovas tempel blev lukket, og at redskaberne i templet blev hugget i stykker. — 2Kr 28:24.

Akaz tog ikke Jehovas tugt til sig, men det gjorde hans søn Ezekias. (2Kr 29:1, 5-11) I sit første regeringsår genoprettede han den sande tilbedelse af Jehova. (2Kr 29:3) I hans regeringstid blev afgudsdyrkelsens kultgenstande tilintetgjort, ikke blot i Juda og Benjamin, men også i Efraim og Manasse. — 2Kr 31:1.

Men Ezekias’ egen søn Manasse genindførte til fulde afgudsdyrkelsen. (2Kg 21:1-7; 2Kr 33:1-7) Den bibelske beretning siger intet om hvorfor han gjorde dette. Manasse, der begyndte at herske som 12-årig, er måske i begyndelsen blevet ført på afveje af rådgivere og fyrster der ikke helhjertede gik ind for tilbedelsen af Jehova. I modsætning til Akaz ændrede Manasse imidlertid sind da han som en streng tugt fra Jehova blev ført til Babylon som fange, og da han vendte tilbage til Jerusalem, gennemførte han en række reformer. (2Kr 33:10-16) Hans søn Amon bragte imidlertid ofre til billedstøtter. — 2Kr 33:21-24.

I den næste konges, Josias’, regeringstid blev Juda grundigt renset for afgudsdyrkelse. I Juda og endog i Samarias byer blev de steder hvor folket havde dyrket afguder, gjort uegnede som tilbedelsessteder. Afgudspræsterne og de der bragte røgofre til Ba’al og til solen, månen og hele himmelens hær, blev afsat. (2Kg 23:4-27; 2Kr 34:1-5) Men selv denne storstilede kampagne udvirkede ikke varige reformer. De fire sidste judæiske konger, Jehoahaz, Jojakim, Jojakin og Zedekias, holdt fast ved afgudsdyrkelsen. — 2Kg 23:31, 32, 36, 37; 24:8, 9, 18, 19; se ASTROLOGER; OFFERHØJE; DYREKREDSEN.

 Omtalen af afgudsdyrkelse i profeternes skrifter kaster yderligere lys over begivenhederne i Juda riges sidste år. Der fandtes fortsat steder hvor man dyrkede afguder, praktiserede ceremoniel prostitution og bragte børneofre. (Jer 3:6; 17:1-3; 19:2-5; 32:29, 35; Ez 6:3, 4) Selv levitter gjorde sig skyldige i afgudsdyrkelse. (Ez 44:10, 12, 13) Ezekiel så en afskyelig afgud, „skinsygesymbolet“, i Jehovas tempel, som han var blevet ført til i et syn. Desuden så han nogle der ærede afbildninger af krybdyr og ækle dyr, og andre der tilbad den falske gud Tammuz og solen. — Ez 8:3, 7-16.

Til trods for at israelitterne dyrkede afguder i et sådant omfang at de endog ofrede deres egne børn til dem, foregav de stadig at de tilbad Jehova, og mente at ingen ulykke kunne ramme dem. (Jer 7:4, 8-12; Ez 23:36-39) Afgudsdyrkelsen havde formørket de fleste israelitters forstand så meget at da de i 607 f.v.t. blev ramt af ulykke og Jerusalem blev ødelagt af babylonierne som en opfyldelse af Jehovas ord, mente de at dette skyldtes at de ikke havde bragt røgofre og udgydt drikofre til „himmelens dronning“. — Jer 44:15-18; se HIMMELENS DRONNING.

Grunden til at Israel vendte sig til afgudsdyrkelse. Der var flere faktorer som medvirkede til at mange israelitter gang på gang veg bort fra den sande tilbedelse. Afgudsdyrkelse er en af kødets gerninger og har derfor appelleret til de kødelige ønsker. (Ga 5:19-21) Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, lagde de måske mærke til at deres hedenske naboer, som de ikke havde fordrevet fuldstændigt, fik bedre høstudbytte på deres marker (de havde nemlig større erfaring i agerdyrkning). Mange spurgte sikkert deres kana’anæiske naboer om hvad de skulle gøre, og fik det råd at de skulle behage den enkelte marks Ba’al, eller „ejer“. — Sl 106:34-39.

En anden årsag til frafald var at man indgik ægteskab med afgudsdyrkere. (Dom 3:5, 6) De seksuelle udskejelser der var forbundet med afgudsdyrkelsen, var heller ikke nogen ringe fristelse. I Sjittim på Moabs sletter hengav tusinder af israelitter sig således til umoralitet og deltog i falsk tilbedelse. (4Mo 22:1; 25:1-3) For nogle har det måske været fristende at kunne hengive sig til uhæmmet drikkeri ved de falske guders helligdomme. — Am 2:8.

Endelig kan udsigten til at få indblik i fremtiden have virket tillokkende, idet nogle gerne ville vide om bestemte ting eller foretagender ville gå godt eller ej. Saul rådspurgte for eksempel et åndemedium, og Ahazja sendte bud for at rådspørge Ekrons gud, Ba’al-Zebub. — 1Sa 28:6-11; 2Kg 1:2, 3.

Det tåbelige ved billeddyrkelse. Bibelen viser gang på gang hvor tåbeligt det er at sætte sin lid til guder af træ, sten eller metal. Esajas beskriver fremstillingen af gudebilleder og fremhæver hvor dåragtigt det er at bruge noget af et træ til at lave mad ved og varme sig ved for derefter af resten at lave en gud som man bøjer sig for og søger hjælp hos. (Es 44:9-20) På Jehovas vredes dag, siger Esajas, vil de falske tilbedere kaste deres afguder ud til spidsmusene og flagermusene. (Es 2:19-21) „Ve den der siger til en træklods: ’Vågn op!’ til en umælende sten: ’Vågn!’“ (Hab 2:19) De der laver sig umælende afgudsbilleder, vil blive som dem, det vil sige livløse. — Sl 115:4-8; 135:15-18; se Åb 9:20.

Hvordan Guds tjenere har betragtet afgudsdyrkelse. Jehovas trofaste tjenere har altid betragtet afguder med afsky. I Bibelen omtales falske guder og afguder med ord der udtrykker foragt. De betegnes som „værdiløse“ (1Kr 16:26, fdn; Sl 96:5, fdn.; 97:7, fdn.), „afskyelige“ (1Kg 15:13; 2Kr 15:16; Ez 37:23), en skændsel (Jer 11:13), „skammelige“ (Ho 9:10) og „vederstyggelige“ (Ez 16:36, 37). Ofte bruges udtrykket „uhumske guder“, der er en gengivelse af det hebraiske ord gillulīmʹ, som er beslægtet med et ord der betyder „gødning“ eller „skarn“. (1Kg 14:10; Zef 1:17) Dette udtryk for foragt, der forekommer første gang i 3 Mosebog 26:30, findes næsten 40 gange i Ezekiels Bog alene; første gang i kapitel 6, vers 4.

Den trofaste Job erkendte at hvis hans hjerte, selv i det skjulte, lod sig lokke til at betragte himmellegemerne, som for eksempel månen, så ’hans hånd sendte den kys fra hans mund’ (åbenbart den skik at sende afguden et håndkys), ville dette have været en fornægtelse af Gud, altså afgudsdyrkelse. (Job 31:26-28; jf. 5Mo 4:15, 19.) Om den der øvede retfærdighed, sagde Jehova gennem profeten Ezekiel at ’han ikke havde løftet sine øjne til Israels hus’ uhumske guder’, det vil sige for at bede til dem eller vente hjælp fra dem. — Ez 18:5, 6.

Endnu et eksempel på at Guds tjenere ikke dyrkede afguder, var de tre hebræere Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Selv om de blev truet med døden i den brændende ildovn, nægtede de at bøje sig for den guldbilledstøtte kong Nebukadnezar havde ladet opstille på Durasletten. — Da 3.

De første kristne fulgte den inspirerede vejledning: „Flygt fra afgudsdyrkelsen“ (1Kor 10:14), og sølvsmede som fremstillede gudebilleder, betragtede  kristendommen som en trussel mod deres indbringende erhverv. (Apg 19:23-27) Fordi de kristne ikke ville befatte sig med afgudsdyrkelsen i Romerriget, blev de ifølge verdslige historikere ofte udsat for situationer som mindede om den de tre unge hebræere kom ud for. De kunne have undgået døden hvis de havde anerkendt kejserens guddommelighed ved at ofre en smule røgelse, men kun få gik på kompromis. Disse første kristne forstod fuldt ud at når de én gang havde vendt sig bort fra afguderne for at tjene den sande Gud (1Ts 1:9), ville en tilbagevenden til afgudsdyrkelsen betyde at de blev afskåret fra det ny Jerusalem og gik glip af det evige livs belønning. — Åb 21:8; 22:14, 15.

Også i dag må de der tjener Jehova, vogte sig for afguderne. (1Jo 5:21) Det blev forudsagt at der ville blive lagt et stort pres på alle jordens indbyggere for at få dem til at tilbede det symbolske ’vilddyr’ og dets „billede“. Ingen som fortsætter med denne form for afgudsdyrkelse, vil opnå det evige livs gave fra Gud. „Her gælder det de helliges udholdenhed.“ — Åb 13:15-17; 14:9-12; se AFSKYELIGHED, NOGET ÆKELT.