I det 1. århundrede var det blandt hedningerne almindelig praksis at ofre kød til afguderne. Ved sådanne ceremonier blev en del af offerdyret anbragt på afgudsalteret, en del gik til præsterne, og en del gik til de ofrende, som anvendte det til en fest eller et måltid, enten i templet eller derhjemme. Noget af det kød der havde været ofret til afguderne, endte imidlertid ofte på kødtorvet, maʹkellon, hvor det blev solgt.

Mange havde, før de blev kristne, været vant til at spise afgudsofferkød med en følelse af ærefrygt for afguden. (1Kor 8:7) Derved havde disse tidligere hedninger været parthavere med den dæmongud som afguden repræsenterede. (1Kor 10:20) Det var derfor meget passende at den kristne menigheds styrende råd, ledet af den hellige ånd, i et officielt brev fra Jerusalem forbød rituel spisning af afgudsofferkød. Derved blev de kristne beskyttet mod denne form for afgudsdyrkelse. — Apg 15:19-23, 28, 29.

De kristne der boede blandt hedningerne, for eksempel i det hedenske Korinth, havde en række spørgsmål med hensyn til at spise afgudsofferkød. Kunne de med god samvittighed gå ind i et afgudstempel og spise kød hvis de ikke havde i sinde at ære afguden? Var der noget i vejen for at de på maʹkellon købte kød som ceremonielt var blevet ofret til afguder? Og hvordan skulle en kristen forholde sig hvis han var indbudt til at spise i en andens hjem?

Under inspiration gav Paulus de kristne i Korinth en betimelig vejledning som hjalp dem til at træffe de rette afgørelser. Selv om „en afgud intet er“, var det ikke tilrådeligt at en kristen gik ind i et afgudstempel for at spise kød (selv om han ikke spiste som et led i en religiøs ceremoni), for derved kunne han give åndeligt svage personer som så det, et forkert indtryk. Sådanne iagttagere kunne drage den slutning at den kristne tilbad afguden, og dette kunne bringe dem til snublen og fald. De åndeligt svage kunne blive forledt til at deltage i en ceremoni hvor man spiste kød der blev ofret til afguder, hvorved de direkte ville overtræde det styrende råds bestemmelse. Desuden var der en fare for at den kristne der spiste kødet, ville krænke sin egen samvittighed og henfalde til at dyrke afguder. — 1Kor 8:1-13.

Det kød der ved en ceremoni blev ofret til en afgud, forandrede sig imidlertid ikke. Derfor kunne den kristne med god samvittighed købe kød på et kødtorv som fik en del af sit kød leveret fra hedenske templer. Dette kød var ikke længere „helligt“. Det var lige så godt som alt andet kød, og de kristne var derfor ikke forpligtede til at forhøre sig om hvor det stammede fra. — 1Kor 10:25, 26.

Når de blev indbudt til at spise hos andre, behøvede de heller ikke at forhøre sig om hvor kødet var kommet fra, men kunne spise det med god samvittighed. Men hvis en som var til stede ved måltidet, nævnte at det havde været „bragt som offer“, burde de kristne afholde sig fra at spise det for ikke at bringe andre til snublen og fald. — 1Kor 10:27-29.

De ord som den herliggjorte Jesus Kristus henvendte til Johannes angående de kristne menigheder i Pergamum og Tyatira, tyder på at nogle på det tidspunkt ikke overholdt apostlenes bestemmelse om at afholde sig fra det der var ofret til afguder. — Åb 2:12, 14, 18, 20.