Det hebraiske zæʹra‛ og det græske sperʹma, der begge oversættes med „afkom“ og „sæd“, forekommer mange gange i Bibelen og anvendes enten (1) botanisk (=sæd, frø), (2) fysiologisk (=sæd) eller (3) bogstaveligt og billedligt om afkom.

Botanisk. Israels økonomi var i hovedsagen baseret på landbrug eller agerdyrkning; der siges derfor meget i Bibelen om at så, plante og høste, og ordet zæʹra‛ bruges ofte i betydningen  „frø“ eller „sæd“. Det første sted er i beretningen om den tredje skabelsesdag. Jehova befalede: „Lad jorden få græs til at gro frem, planter der bærer frø, frugttræer der bærer frugt med frøene indeni, efter deres arter — på jorden.“ (1Mo 1:11, 12, 29) Her viste Skaberen at det var hans hensigt at iklæde jorden vegetation ved forplantning gennem frø, og de forskellige skabte arter blev holdt adskilt så de hver især formerede sig „efter deres arter“ gennem deres egne særlige frø.

Fysiologisk. Zæʹra‛ er brugt i fysiologisk betydning i 3 Mosebog 15:16-18 og 18:20, hvor der er tale om sædudtømmelse. I 3 Mosebog 12:2 er den kausative form af verbet zara‛ʹ („at så“) gengivet med ’undfange’. I 4 Mosebog 5:28 forekommer en passiv form af zara‛ʹ sammen med zæʹra‛ og gengives med „blive befrugtet“.

Bogstaveligt og billedligt. De fleste af de steder hvor ordet zæʹra‛ forekommer i Bibelen, bruges det i betydningen afkom eller efterkommere. Dyrs afkom betegnes med dette udtryk i 1 Mosebog 7:3. Noas afkom omtales i 1 Mosebog 9:9, og kvinden Hagars i 1 Mosebog 16:10. Gud befalede at Abram og hans kødelige „afkom“ skulle omskæres som et tegn på den pagt han indgik med dem. — 1Mo 17:7-11.

Det græske ord sperʹma anvendes i de samme betydninger som det hebraiske zæʹra‛. (Jf. Mt 13:24; 1Kor 15:38; He 11:11; Joh 7:42.) Til gengivelse af Jesu ord bruges det beslægtede ord spoʹros (det såede) som et symbol på Guds ord. — Lu 8:11.

En hellig hemmelighed. Da Gud afsagde dommen over Adam og Eva, udtalte han en profeti som gav deres efterkommere grund til at nære håb. Han sagde til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1Mo 3:15) Hvem dette lovede „afkom“ ville blive, var fra begyndelsen en hellig hemmelighed som kun Gud kendte.

Denne profetiske udtalelse viste at der på et tidspunkt ville komme en befrier som ville tilintetgøre den som slangen repræsenterede, nemlig den store slange, Guds ærkefjende, Satan Djævelen. (Åb 12:9) Udtalelsen viste også at Djævelen ville få et „afkom“. Der måtte nødvendigvis gå nogen tid før kvindens og Djævelens „afkom“ kunne blive frembragt og der kunne udvikle sig et fjendskab mellem dem.

Slangens afkom. Når der i Bibelen tales om „afkom“ i billedlig forstand, sigtes der ikke til bogstavelige børn eller efterkommere, men til nogle der følger samme kurs som deres symbolske „fader“, nogle der har hans ånd eller indstilling. Adam og Evas første søn, Kain, tilhørte for eksempel Slangens afkom. Apostelen Johannes skrev herom: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel. Og af hvilken grund slog han ham ihjel? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ — 1Jo 3:10-12; jf. Joh 8:44.

Slangens afkom består således af dem der i århundredernes løb har haft Djævelens ånd, som har hadet Gud og bekæmpet hans folk. Det har især indbefattet religiøse mennesker som har hævdet at tjene Gud, men som i virkeligheden har været falske og hykleriske. Jesus gav udtryk for at datidens religiøse ledere tilhørte Slangens afkom da han sagde til dem: „Slanger, giftslangeyngel [gr.: gennēʹmata, „de frembragte“], hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ — Mt 23:33, Int.

Guds hemmelighed angående kvindens lovede „afkom“ blev gradvis åbenbaret. Spørgsmålene der skulle besvares, var: Ville afkommet være himmelsk eller jordisk? Og hvis det var åndeligt eller himmelsk, ville det så alligevel få en jordisk løbebane? Ville afkommet bestå af én eller mange? Og hvordan ville det tilintetgøre Slangen og udfri menneskeheden?

Som det fremgår af ovenstående, var det ikke den jordiske slange Jehova henvendte ordene i 1 Mosebog 3:15 til. Den var naturligvis ikke i stand til at forstå det stridsspørgsmål der var blevet rejst om retmæssigheden af Jehovas suverænitet. Som de senere begivenheder viste, talte Gud til en fornuftbegavet skabning, nemlig sin ærkefjende, Satan Djævelen. Jobs Bog kaster lys over dette idet den beskriver hvordan Satan anklagede Job og drog hans uangribelighed over for Jehova i tvivl for at underbygge sit angreb mod Guds suverænitet. (Job 1:6-12; 2:1-5) „Faderen“ til Slangens afkom er således ikke en bogstavelig, jordisk slange, men en engel, en åndelig „fader“, nemlig Satan Djævelen.

’Kvindens afkom’ åndeligt. Uanset hvordan fortidens troende så på dette, er det således tydeligt i lyset af De Kristne Græske Skrifter at ’kvindens afkom’ for at kunne knuse hovedet på Djævelen, som var en engel fra den åndelige verden, måtte være mere end et menneske. Det  måtte selv være en mægtig åndeskabning. Hvor ville dette afkom komme fra, og hvem var dets ’moder’, „kvinden“?

Ifølge Bibelen gik der over 2000 år før det lovede „afkom“ igen blev omtalt, og det var over for den trofaste Abraham. Abraham var født i Sems slægtslinje, og i en tidligere profeti havde Noa omtalt Jehova som „Sems Gud“. (1Mo 9:26) Dette viste at Gud ville begunstige Sem. På Abrahams tid blev det forudsagt at det lovede „afkom“ ville komme gennem Abraham. (1Mo 15:5; 22:15-18) Dette blev yderligere bekræftet da præsten Melkizedek velsignede Abraham. (1Mo 14:18-20) Guds ord til Abraham viste at Abraham ville få efterkommere, men de viste også at det lovede „afkom“ der ifølge profetien skulle føre til udfrielse, ville have jordiske forfædre.

Én person forudsagt. Når Abrahams og andres afkom omtales, står det hebraiske eller det græske ord i ental og henviser som regel til det nævnte afkom i kollektiv forstand. Der synes at være en god grund til at det kollektive udtryk zæʹra‛, „afkom“, anvendes så ofte om Abrahams efterkommere i stedet for flertalsordet banīmʹ, „sønner“ (i ental ben). Apostelen Paulus peger på dette idet han forklarer at Gud, da han talte om velsignelsen gennem Abrahams afkom, først og fremmest havde en enkelt person i tanke, nemlig Kristus. Paulus siger: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom. Der siges [el.: „Han siger“] ikke: ’Og til dine efterkommere [flertal: sperʹmasin],’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til dit afkom [ental: sperʹmati],’ som er Kristus.“ — Ga 3:16, fdn.

Nogle forskere har gjort indsigelse mod brugen af ordet „afkom“ i ental og flertal i Paulus’ forklaring. De peger på at det hebraiske ord zæʹra‛ altid står i ental når det bruges om „afkom“ (ligesom i øvrigt det danske ord, der ikke kan stå i flertal). De tilhørende udsagnsord og tillægsord angiver heller ikke om ordet skal opfattes som ental eller flertal. Dette er alt sammen rigtigt. Men der er en anden faktor som viser at Paulus’ forklaring er korrekt, både grammatisk og læremæssigt. Dette forklares i M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1894, bd. IX, s. 506), hvor der står: „I forbindelse med stedord adskiller konstruktionen sig væsentligt fra begge de foregående tilfælde [dvs. i forbindelse med udsagnsord og tillægsord som knyttes til ordet „afkom“]. Et stedord i ental [som henviser til zæʹra‛] betegner en enkelt person alene eller én ud af mange, mens et stedord i flertal står for alle efterkommerne. Denne regel følges konsekvent i Sept[uaginta]. . . . Peter forstod denne konstruktion, for i hans tale til jøderne i byen Jerusalem før Paulus’ omvendelse (Apg iii, 26) finder vi at han af 1Mo xxii, 17, 18 udleder at afkommet er én person, ligesom David havde gjort tusind år tidligere (Sl lxxii, 17).“

Dette opslagsværk siger videre: „Paulus skelner ikke mellem ét afkom og et andet, men mellem det ene afkom og de mange; og når vi tager i betragtning at han citerer samme passage som Peter [som anført i det foregående], forstår vi at hans argument er ganske godt underbygget af stedordet ’sine [ikke deres] fjender’. Afkom med et stedord i ental svarer fuldstændig til søn.“

Til sammenligning kan det danske udtryk „mit afkom“ sigte til én eller mange. Men hvis afkommet derefter omtales som „han“, er det tydeligt at der tænkes på en enkelt søn eller efterkommer.

Løftet til Abraham om at alle jordens slægter skulle velsigne sig ved hans „afkom“, kan ikke have sigtet til hele hans afkom, for hans efterkommere gennem sønnen Ismael og gennem de sønner han fik med Ketura, blev ikke brugt til at velsigne menneskeheden. Velsignelsens afkom skulle fremstå gennem Isak. „Det er ved Isak at det der skal kaldes dit afkom vil komme,“ sagde Jehova. (1Mo 21:12; He 11:18) Siden blev løftet yderligere indskrænket idet Jakob var den af Isaks to sønner der fik en særlig velsignelse. (1Mo 25:23, 31-34; 27:18-29, 37; 28:14) Derefter reducerede Jakob det endnu mere ved at sige at folkeslagene ville samles om Silo („han hvis den er“, „han som den tilhører“), der ville komme i Judas stamme. (1Mo 49:10) Senere blev det vist at afkommet skulle fremstå i Davids slægt. (2Sa 7:12-16) Denne indsnævring af løftet var kendt af jøderne i det 1. århundrede, for de ventede kun ét menneske som Messias, eller Kristus, deres befrier (Joh 1:25; 7:41, 42), skønt de også mente at de, som Abrahams afkom, ville blive det begunstigede folk, og som sådan Guds børn. — Joh 8:39-41.

En udvidelse. Efter at Jehovas engel havde forhindret Abraham i at gennemføre ofringen af sin søn Isak, råbte engelen til Abraham: „’Ved mig selv sværger jeg hermed,’ lyder Jehovas udsagn, ’at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage, så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders port i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.’“ — 1Mo 22:16-18.

Hvis dette løfte fra Gud skulle opfyldes på et åndeligt afkom, måtte andre føjes til den der i første række udgjorde afkommet. Apostelen Paulus forklarer at det forholdt sig sådan. Han  fremfører at Abraham fik arven som følge af et løfte og ikke som følge af lov. Loven blev blot føjet til for at gøre overtrædelserne kendt „indtil det afkom som løftet var givet til, kom“. (Ga 3:19) Af den grund stod løftet fast for hele hans afkom, „ikke blot for den der holder sig til loven, men også for den der holder sig til Abrahams tro“. (Ro 4:16) Jesu ord til de jøder der modstod ham: „Hvis I er Abrahams børn, så gør Abrahams gerninger,“ vidner om at det ikke er dem der stammer fra Abraham i kødet, men dem der har Abrahams tro, der af Gud regnes for Abrahams afkom. (Joh 8:39) Apostelen gør dette klart idet han siger: „Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte.“ — Ga 3:29; Ro 9:7, 8.

Guds løfte: „[Jeg vil] gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred,“ får altså en åndelig opfyldelse og betyder at andre, nemlig de som „tilhører Kristus“, føjes til som en del af Abrahams afkom. (1Mo 22:17; Mr 9:41; 1Kor 15:23) Gud åbenbarede ikke hvor mange det ville dreje sig om, men lod antallet være lige så ubestemt for menneskene som tallet på stjernerne og på sandskornene. Først omkring år 96, i Åbenbaringen til apostelen Johannes, røbede han at de åndelige israelitter, de der ’besegles’ med Guds ånd, som er et forskud på deres himmelske arv, i alt tæller 144.000. — Ef 1:13, 14; Åb 7:4-8; 2Kor 1:22; 5:5.

Om disse 144.000 siges der at de står på Zions Bjerg sammen med Lammet. „Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“ (Åb 14:1, 4) Jesus Kristus gav sit liv for dem, hvorved han, som deres store Ypperstepræst, ’tog sig af Abrahams afkom’. (He 2:14-18) Gud, Faderen, giver kærligt denne menighed eller „brud“ til sin søn. (Joh 10:27-29; 2Kor 11:2; Ef 5:21-32; Åb 19:7, 8; 21:2, 12) De bliver konger og præster, og Jesus lader dem få del i den herlighed og det rige som Faderen har givet ham. (Lu 22:28-30; Åb 20:4-6) Den hellige hemmelighed om afkommet er dog kun én side af den store, hellige hemmelighed om Guds messianske rige. — Ef 1:9, 10; se HELLIG HEMMELIGHED.

Paulus anskueliggør Guds hensigt ved at tale om Abraham, hans frie hustru (Sara) og Isak, den lovede søn. Han sammenligner Sara med „det Jerusalem som er oventil“, „vor moder [dvs. de åndsavlede kristnes moder]“. Som sønner af denne „moder“ sammenlignes disse kristne med Isak. — Ga 4:22-31.

’Afkommet’ fremstår. Som det er blevet fastslået, er Jesus den der i første række udgør ’afkommet’. Han var dog ikke afkom af „kvinden“ (dvs. „det Jerusalem som er oventil“) på det tidspunkt da han blev født som menneske. Hans afstamning var imidlertid i orden. Gennem sin moder, Maria, nedstammede han fra Abraham; han var af Judas stamme; og både naturligt gennem Maria og juridisk gennem sin adoptivfader, Josef, var han af Davids slægt. (Mt 1:1, 16; Lu 3:23, 31, 33, 34) Han var derfor kvalificeret til at opfylde de profetiske løfter.

Men det var først da Jesus blev avlet af Guds ånd og dermed blev en åndelig søn af Gud, at han blev ’kvindens afkom’ og det afkom der skulle velsigne alle nationerne. Dette fandt sted da han blev døbt af Johannes i Jordanfloden i år 29. Jesus var da omkring 30 år gammel. Johannes så at den hellige ånd dalede ned over Jesus i skikkelse af en due, og samtidig udtrykte Gud selv at han godkendte Jesus som sin søn. — Mt 3:13-17; Lu 3:21-23; Joh 3:3.

’Afkommets’ sekundære medlemmer, det vil sige den kristne menighed, begyndte at blive føjet til da den hellige ånd blev udgydt på pinsedagen i år 33. Jesus var vendt tilbage til himmelen, til sin Faders nærhed, og havde sendt den hellige ånd til disse sine første disciple, deriblandt de 12 apostle. (Apg 2:1-4, 32, 33) Som ypperstepræst på Melkizedeks måde tog han sig således af de sekundære medlemmer af Abrahams afkom. — He 2:16.

Fjendskabet mellem slangens og kvindens „afkom“. Bibelen indeholder rigeligt med vidnesbyrd om at den store slange, Satan Djævelen, har frembragt et „afkom“ der har optrådt som den bitreste fjende af dem der har tjent Gud med en tro som Abrahams. Satan har forsøgt at hindre fremkomsten af kvindens afkom. (Jf. Mt 13:24-30.) Fjendskabet nåede et højdepunkt med forfølgelsen af Jesus Kristus. (Apg 3:13-15) Paulus belyser dette ved at henvise til et profetisk drama idet han siger: „Ligesom dengang han der var født på kødets måde [Ismael] begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde [Isak], således også nu.“ (Ga 4:29) En senere beretning, som i virkeligheden er en profeti, skildrer at Riget bliver oprettet i himmelen, og at Djævelen bliver kastet ud derfra, ned til jorden, hvor han kun har kort tid tilbage til stadig at vise sit fjendskab, og beretningen slutter: „Dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes afkom, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ (Åb 12:7-13, 17) Denne krig mod resten af kvindens afkom ender med at ’Satan bliver knust under deres fødder’. — Ro 16:20.

 Alle jordens slægter velsignes. Afkommet, Jesus Kristus, har været til stor velsignelse for retsindige mennesker ved sin lære og ved sin ledelse af menigheden siden Pinsedagen. Når han indleder sit tusindårige styre, vil de af hans åndelige brødre som er blevet oprejst, desuden regere sammen med ham, og de vil også være underpræster under ham. (Åb 20:4-6) Når „de døde, de store og de små,“ står foran tronen for at blive dømt, vil de der har tro og er lydige, „velsigne sig“ på den måde at de modtager livet gennem Abrahams afkom. (Åb 20:11-13; 1Mo 22:18) Det vil betyde evigt liv i lykke for dem. — Joh 17:3; jf. Åb 21:1-4.

’Afkommets’ opstandelse. Angående Jesu Kristi opstandelse skriver apostelen Peter at han „blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden“. (1Pe 3:18) Hans medapostel Paulus gør rede for den opstandelse som afkommets øvrige medlemmer får. Idet han benytter et billede fra landbruget, siger han: „Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør; og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn, det kan være hvede eller en hvilken som helst af de andre kornsorter; men Gud giver det et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme. . . . Således er det også med de dødes opstandelse. Der sås i forgængelighed, der oprejses i uforgængelighed. Der sås i vanære, der oprejses i herlighed. . . . Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme.“ (1Kor 15:36-44) De der udgør ’kvindens afkom’, „Abrahams afkom“, må altså dø, opgive deres jordiske legeme af forgængeligt kød, og oprejses med et uforgængeligt herlighedslegeme.

En uforgængelig sæd. Peter skrev til sine åndelige brødre at de havde fået „en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv“, og han sagde: „Den er bevaret i himlene til jer.“ Han henledte deres opmærksomhed på at det ikke var med forgængelige ting som sølv og guld de var blevet udfriet, men med Kristi blod. Derefter sagde han: „I er jo født på ny, ikke ved en forgængelig men ved en uforgængelig sæd, gennem den levende og blivende Guds ord.“ Ordet „sæd“ er her en gengivelse af det græske ord sporaʹ, der betegner en sæd som er blevet sået, og som derfor kan give en afgrøde. — 1Pe 1:3, 4, 18, 19, 23.

På denne måde mindede Peter sine brødre om deres forhold som sønner, ikke af en jordisk fader der dør og hverken kan give dem uforgængelighed eller evigt liv, men af ’den levende og blivende Gud’. Den uforgængelige sæd ved hvilken de havde fået denne nye fødsel, var Guds hellige ånd, hans virksomme kraft, der virker i forbindelse med Guds blivende ord som selv er inspireret af ånden. Apostelen Johannes siger om disse åndsavlede: „Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd, for Hans sæd forbliver i ham, og han kan ikke øve synd, for han er blevet født som følge af Gud.“ — 1Jo 3:9.

Når denne ånd virker i dem, skænker den dem en ny fødsel som Guds sønner. Det er en kraft der udvirker renhed, og den frembringer åndens frugter, ikke kødets fordærvede gerninger. De der har denne sæd i sig, vil derfor ikke øve kødets gerninger. Apostelen Paulus siger herom: „Gud har jo ikke kaldet os med indrømmelse til urenhed, men i forbindelse med helliggørelse. Derfor, den der lader hånt om dette, lader ikke hånt om et menneske men om Gud, som giver sin hellige ånd i jer.“ — 1Ts 4:7, 8.

Hvis en af de åndsavlede derimod bliver ved med at modstå ånden og derved ’bedrøver’ den eller ’sårer’ den, vil det ende med at Gud trækker sin ånd tilbage. (Ef 4:30, Int; jf. Es 63:10.) Den pågældende kan gå så vidt at han spotter ånden, hvilket vil være skæbnesvangert for ham. (Mt 12:31, 32; Lu 12:10) Peter og Johannes understreger derfor vigtigheden af at man bevarer sin hellighed og sin kærlighed til Gud, at man elsker sine brødre af hjertet og ydmygt følger Guds ånds ledelse, hvorved man viser sig at være en sand, loyal søn af Gud. — 1Pe 1:14-16, 22; 1Jo 2:18, 19; 3:10, 14.