Det hebraiske navneord niddahʹ forekommer 30 gange i De Hebraiske Skrifter og er muligvis afledt af verbalroden nadhahʹ, der betyder „udelukke (udstøde); skyde fra sig (om tanken)“. (Es 66:5; Am 6:3) Niddahʹ betegner noget der er urent, noget man afskyr, enten fysisk, som i forbindelse med menstruationen (3Mo 12:2, 5; 15:20, 24, 25, 33), eller moralsk, som i forbindelse med afgudsdyrkelse. (Ezr 9:11; 2Kr 29:5) Det samme hebraiske ord bruges om „renselsesvandet“ (4Mo 19:9-21; 31:23, NV; „den månedlige urenheds (menstruations) vand,“ 4Mo 19:9, NV, fdn.; „Ureenheds Vand,“ Ka; Bu, fdn.), det vil sige vand hvormed man fjernede noget der var urent.

 I Klagesangene 1:17 siger Jeremias at det ødelagte Jerusalem er blevet „en man afskyr [„som en menstruerende kvinde,“ KJ; „til Væmmelse,“ GD, Li] iblandt dem“, det vil sige blandt de omboende nationer.

Forud for Jerusalems ødelæggelse sagde Jehova gennem profeten Ezekiel om israelitterne: „Israels hus boede på deres jord, og de gjorde den uren ved deres adfærd og ved deres gerninger. Som menstruationsurenhed [niddahʹ] blev deres adfærd for mig.“ (Ez 36:17) På grund af sin afgudsdyrkelse var Israel blevet åndeligt uren, så dets ægtemand og ejer, Jehova Gud, undgik at have samkvem med det, og før det igen kunne blive åndeligt forenet med ham, måtte der finde en renselse sted. Derfor siger Jehova i vers 25: „Og jeg vil stænke rent vand på jer, og I skal blive rene; jeg vil rense jer for alle jeres urenheder og for alle jeres uhumske guder.“ — Jf. Ez 18:6.

I Ezekiel 7:19, 20 ytrer Jehova sin vrede over at israelitterne har lavet religiøse billeder af deres sølv og guld, og han siger at han af den grund vil få dem til at kaste deres sølv og guld på gaderne som „noget de afskyr [niddahʹ]“. — Jf. Es 30:22; se også AFSKYELIGHED, NOGET ÆKELT.

At føle afsky eller lede. Andre hebraiske ord som indeholder tanken om „afsky“, er udsagnsordene quts, der sigter til den følelsesmæssige reaktion og er oversat med „at ledes ved, føle lede ved, føle dyb rædsel for“ (4Mo 21:5; 1Kg 11:25; 4Mo 22:3), og ga‛alʹ, der desuden leder tanken hen på en forkastelse af det der næres afsky for. (3Mo 26:11, 15, 30; 2Sa 1:21, fdn.) I den græske Septuaginta er disse hebraiske ord undertiden gengivet med prosochthiʹzō, der betyder „ledes ved, føle lede ved“ (1Mo 27:46; 3Mo 26:15; jf. He 3:10), og bdelysʹsomai, der har betydningen „udtrykke afsky for; væmmes ved“. — 3Mo 20:23; 26:11; jf. Ro 2:22.

Jehova lededes ved kana’anæerne og besluttede at udrydde dem på grund af deres umoralske og perverse handlinger, deres afgudsdyrkelse og spiritisme. (3Mo 20:2-23) Han advarede israelitterne om at hvis de ikke adlød hans bud, ville han også føle afsky for dem og tage sin beskyttelse og velsignelse fra dem. Men af loyalitet mod sin pagt med dem ville han ikke føle så stærk afsky for dem at han udslettede dem fuldstændigt. (3Mo 26:11-45) For dem der viser sig at være onde, vil opstandelsen blive til evig „afsky“ (hebr.: dera’ōnʹ). Det vil være en opstandelse til en dom der vil fordømme dem og resultere i evig udslettelse. — Da 12:2; Joh 5:28, 29.

Hvis man med overlæg afviser Jehovas bud og retledning og forkaster hans foranstaltninger, er det som om man føler afsky for dem, og så er det det forkerte man afskyr. Israelitterne viste en sådan afsky da de nægtede at følge Jehovas bud, og da de lededes ved mannaen og omtalte den som ’elendigt brød’. (4Mo 21:5; 3Mo 26:15) I Ordsprogene 3:11 rådes man til ’ikke at føle lede ved Jehovas retledning’.

Endnu et hebraisk ord, ta‛avʹ, er oversat med „at afsky“. En behandling af dette ord og navneordet tō‛evahʹ findes under VEDERSTYGGELIGHED.

I Romerne 12:9 formanes de kristne til at „afsky det onde“. Det græske ord der her er gengivet med „afsky“ (apostygeʹō), er en forstærket form af udsagnsordet stygeʹō, „at hade“, og betyder således egentlig „at hade inderligt“. Hvis man holder op med at afsky det onde og ikke længere føler lede ved det, kan det bevirke at man bliver genstand for Jehovas afsky.