også NOGET ÆKELT. De hebraiske navneord sjæʹqæts (noget ækelt) og sjiqqutsʹ (afskyelighed) kommer af verbalroden sjaqatsʹ, der bruges i betydningen „betragte som ækelt“ (3Mo 11:11, 13) og, i den kausative form, „gøre ækelt“. (3Mo 11:43; 20:25) Disse hebraiske begreber sigter til noget der er ækelt eller frastødende i forhold til den sande tilbedelse af Jehova. I mange bibeloversættelser er de gengivet med ord som „vederstyggelig“ og „vederstyggelighed“, hvilket har ført til det velkendte udtryk „Ødelæggelsens Vederstyggelighed“. (Da 11:31; 12:11, DA92) Evangelieskribenterne Mattæus og Markus gengav det hebraiske sjiqqutsʹ (flertal: sjiqqutsīmʹ) med det græske bdeʹlygma (Da 9:27; Mt 24:15; Mr 13:14), der i det væsentlige betegner noget der vækker afsky. — Se også VEDERSTYGGELIGHED.

Ifølge Moseloven var visse dyr „urene“ og måtte ikke spises eller bringes som offer. De blev derfor i denne henseende betragtet som „noget ækelt“, og enhver som spiste et sådant dyr eller ofrede det, ville derved ’gøre sig ækel’ idet han viste foragt for Guds bud. (3Mo 7:21; 11:10-13, 20-23, 41, 42; 20:25; Es 66:17) At de forbudte dyr imidlertid ikke skulle betragtes som ækle i almindelighed, fremgår af andre skriftsteder. Æselet var for eksempel „urent“ til føde eller ofring, men israelitterne brugte det både som last- og ridedyr. (2Mo 23:4, 5; Mt 21:2-5) Desuden havde kong David hjorde af kameler, man lavede klæde af kamelhår (1Kr 27:30, 31; Mt 3:4), og ørnen blev brugt som et passende billede på Guds beskyttende omsorg for Israel under udgangen af Ægypten. (2Mo 19:4; 5Mo 32:9-12) Da Lovpagten blev ophævet, ophørte bestemmelsen om at sådanne dyr skulle betragtes som „ækle“ til føde. — Apg 10:9-15; 1Ti 4:1-5; se DYR.

 Mens ordet sjæʹqæts udelukkende bruges om „urene“ dyr, bruges sjiqqutsʹ hovedsagelig om afguder og skikke som er forbundet med afgudsdyrkelse. Da israelitterne gik ud af Ægypten, befalede Jehova dem at kaste „Ægyptens uhumske guder“ og „afskyeligheder“ bort, men der var nogle som ikke adlød, og som derved vanhelligede Guds navn. (Ez 20:6-9) På vejen til det forjættede land drog israelitterne igennem hedenske nationers områder og så „deres afskyeligheder og deres uhumske guder, træ og sten, sølv og guld“. De fik at vide at de helt og holdent skulle betragte disse gudebilleder som ’ækle’, som noget der var „viet til udslettelse“, og de måtte ikke bringe dem ind i deres huse. (5Mo 29:16-18; 7:26) Disse nationers falske guder og gudinder, deriblandt Milkom (Molek), Kemosj og Astarte, var også ’afskyeligheder’. (1Kg 11:5, 7; 2Kg 23:13) Da israelitterne begyndte at dyrke disse afguder, blev de selv afskyelige i Jehovas øjne, og da de senere besmittede templet med afgudsbilleder, vrededes Jehova på dem og endte med at tilintetgøre deres nation. (Jer 32:34, 35; Ez 7:20-22; Ho 9:10) Ved således at „tjene træ og sten“ bedrev de åndelig utugt og afskar dermed sig selv fra kommunikationen med Gud. — Ez 20:30-32; jf. Jer 13:27.

Kun ved en energisk og modig indsats for at rense landet for afgudsdyrkelse lykkedes det visse konger at opnå perioder med velsignelse for nationen. (2Kg 23:24; 2Kr 15:8-15) Gud gjorde det klart for israelitterne at de kun kunne blive udfriet fra det forestående fangenskab og igen blive anerkendt som hans folk hvis de grundigt rensede sig for disse afskyeligheder. (Ez 11:17-21) I en lignende profeti omtales David som det rensede folks konge og eneste hyrde og dets „høvding for stedse“, hvilket peger frem til en større opfyldelse på det åndelige Israels nation, den kristne menighed, under den salvede arving til Davids trone, Kristus Jesus. — Ez 37:21-25; jf. Lu 1:32; Joh 10:16.

Ifølge profetien i Nahum 3:4-7 ville der blive gjort ende på den assyriske hovedstad Nineves politiske og internationale utugtsgerninger, og Jehova ville „kaste afskyelige ting [hebr.: sjiqqutsīmʹ]“ på den. Disse afskyelige ting er tydeligvis ikke afgudsbilleder, men må være noget der i almindelighed regnes for urent eller frastødende, som for eksempel snavs og skarn, der ville bevirke at den blodtørstige by blev foragtelig i alles øjne. Profetien om at ’det blodbestænkte og afskyelige’ skal fjernes fra filisterens mund (Zak 9:6, 7), sigter øjensynlig til den hedenske skik at spise offerdyrenes kød med deres blod. — Jf. Ez 33:25.

Mens jøderne, og især deres religiøse ledere på Jesu tid, omhyggeligt undgik alt hvad der havde med bogstavelige afguder at gøre, gjorde de sig skyldige i afskyelige handlinger som selvforgudelse, ulydighed, hykleri, havesyge og falskhed, og Jesus sagde at de ligesom deres forfædre gjorde templet til „en røverhule“. (Mt 23:1-15, 23-28; Lu 16:14, 15; sml. Mt 21:13 med Jer 7:11, 30.) Deres dårlige indstilling og hjertelag førte til den værste form for oprør, idet de forkastede Guds egen søn. Jesus påviste at dette ville føre til ødelæggelse for dem. — Mt 21:33-41; Lu 19:41-44.

’Afskyeligheder der fører til ødelæggelse’. I Daniels profeti omtales nogle ’afskyeligheder’ der sættes i forbindelse med ødelæggelse. (Da 9:27) Den almindelige opfattelse, som stemmer med den tidlige jødiske tradition, er at dette sigter til den syriske kong Antiochos IV Epifanes’ vanhelligelse af Jehovas tempel i Jerusalem i år 168 f.v.t. I et forsøg på at udrydde tilbedelsen af Jehova byggede Antiochos over Jehovas store alter et andet alter, på hvilket han ofrede et svin til den olympiske gud Zeus (Jupiter). Et tilsvarende udtryk (afskyeligheder der forbindes med ødelæggelse eller „ødelæggelsens vederstyggelighed“) forekommer i den apokryfe Første Makkabæerbog (1:54) og anvendes om denne begivenhed.

Dette er imidlertid en jødisk fortolkning og ikke en inspireret åbenbaring. Kristus Jesus viste at denne fortolkning var forkert, da han advarede sine disciple: „Derfor, når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, (lad læseren bruge dømmekraft,) så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene.“ (Mt 24:15, 16) Disse ord viser at „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ stadig hørte fremtiden til på Jesu tid.

Hvor afskyelig den hedenske vanhelligelse af templets alter i år 168 f.v.t. end var i Guds øjne, medførte den ikke nogen ødelæggelse — hverken for Jerusalem, for templet eller for den jødiske nation. Treogtredive år efter Jesu død så de kristne imidlertid „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ stå på „et helligt sted“. (Mt 24:15) I år 66 blev „den hellige by“ Jerusalem, som nu var centrum for en jødisk opstand mod Rom, omringet af hedenske romerske hære. Den ødelæggelse der ville blive forårsaget af „afskyeligheden“, var således overhængende nær; dette var derfor signalet til at de kristne skulle „flygte til bjergene“. (Mt 4:5; 27:53; 24:15, 16; Lu 19:43, 44; 21:20-22) Efter deres flugt blev byen og nationen  ødelagt. Jerusalem blev jævnet med jorden i år 70, og den sidste jødiske fæstning, Masada, faldt i år 73. — Jf. Da 9:25-27.

Andre profetier om en afskyelighed. I Daniel 11:31-35 og 12:9, 11 forbindes en ’afskyelighed der forårsager ødelæggelse’, imidlertid med „endens tid“. Det må forventes at den ’afskyelighed der forårsager ødelæggelse’, i endens tid vil følge nogenlunde samme mønster som i det 1. århundrede, bortset fra at den i dette tilfælde ikke kun vil berøre Palæstina.

Ved Jerusalems ødelæggelse i år 70 ophørte ’det hellige sted’, „den hellige by“, med at eksistere. (Mt 27:53) Bibelen retter imidlertid vor opmærksomhed mod et ’himmelsk Jerusalem’, det messianske rige, der på jorden er repræsenteret ved de salvede kristne. (He 12:22) Men der er andre som falskeligt hævder at repræsentere dette rige, og Åbenbaringen 17 viser at deres religiøse virkeområde vil blive lagt øde af et symbolsk vilddyrs „ti horn“ (konger).

Babylon den Stores afskyeligheder. I det profetiske syn i Åbenbaringen 17 skildres en symbolsk skøge, Babylon den Store. Hun kaldes „moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. I hånden har hun et guldbæger som er „fuldt af afskyeligheder og hendes utugts urenheder“. Skønt hun bejler til de jordiske rigers gunst, idet hun sidder på et symbolsk vilddyr som udgøres af disse riger, ender det med at dette vilddyr nægter at bære hende længere og i stedet vender sig imod hende og tilintetgør hende fuldstændigt. — Se BABYLON DEN STORE.

Muligheden for at nogle der stadig giver sig af med „en afskyelighed“, skulle få adgang til „det ny Jerusalem“, Lammets rene brudeskare, udelukkes af det der siges i Åbenbaringen 21:9, 10, 27.