Den proces at lære et diende barn at tage næring til sig på en anden måde. I fortiden var det almindeligt at moderen selv ammede sit barn, medmindre hun ikke havde mælk nok, eller hun døde tidligt, eller andre forhold spillede ind som krævede at en amme overtog opgaven. (2Mo 2:5-10) Det tidspunkt da amningen hørte op, var et betydningsfuldt tidspunkt i barnets liv. (Es 11:8; 28:9) Det var en anledning til at holde en fest, sådan som Abraham gjorde da Isak blev vænnet fra. — 1Mo 21:8.

Kvinder ammede dengang deres børn meget længere end de gør i dag de fleste steder i verden. Da Samuel blev vænnet fra, var han gammel nok til at blive overladt i ypperstepræsten Elis varetægt og tjene ved tabernaklet. (1Sa 1:24-28) Han må have været mindst tre år på det tidspunkt eftersom de mandlige levitter først blev indregistreret i den alder. (2Kr 31:16) Raphael Patai skriver i bogen Family, Love and the Bible (London 1960, s. 175) om arabiske børn: „Der kendes tilfælde hvor et barn har diet indtil sit tiende år.“ Vidnesbyrdene tyder på at Isak var omkring fem år da han blev vænnet fra. — Se ISAK.

Selv om et afvænnet barn ikke længere er brystbarn, føler det stadig tryghed og velvære i moderens arme. David bruger dette som en sammenligning idet han siger at han havde beroliget og neddæmpet sin sjæl „som et afvænnet barn hviler hos sin moder“, og at hans sjæl var ’som et afvænnet barn hos ham’. Den var åbenbart beroliget og neddæmpet i den forstand at han ikke tragtede efter en fremtrædende position; han viste ydmyghed, var ikke hovmodig og undlod at vandre med mål der var for høje for ham. Han tilskyndede Israel til at gøre det samme og ydmygt „vente på Jehova fra nu og til fjerne tider“. — Sl 131:1-3.