(Aʹkaz) [kortform af Jehoahaz, der betyder „måtte Jehova gribe fat; Jehova har grebet fat“].

Kong Jotam af Judas søn. Akaz kom på tronen som 20-årig og herskede i 16 år. — 2Kg 16:2; 2Kr 28:1.

Eftersom Akaz’ søn Ezekias blev konge som 25-årig, må Akaz have været under 12 år da han blev fader til ham. (2Kg 18:1, 2) Mens drenge i lande med tempereret klima normalt når pubertetsalderen som 12-15-årige, kan det ske tidligere i lande med varmere klima. Ægteskabsskikkene er også forskellige. Zeitschrift für Semitistik und verwandte Gebiete (redigeret af E. Littmann, Leipzig 1927, bd. 5, s. 132) oplyser at børneægteskaber selv i nyere tid er almindelige i det forjættede land. Der fortælles om to brødre på 8  og 12 år som blev gift, og at den ældstes kone gik i skole sammen med sin mand. Et enkelt hebraisk håndskrift, den syriske Pesjitta samt nogle håndskrifter af den græske Septuaginta siger imidlertid i 2 Krønikebog 28:1 at Akaz var 25 år da han kom på tronen.

Men uanset hvor gammel han var, døde han forholdsvis ung, efter en regeringstid der var præget af stadige og grove forsyndelser. Til trods for at både Esajas, Hoseas og Mika profeterede på Akaz’ tid, blomstrede afgudsdyrkelsen. Han ikke alene tillod den blandt sine undersåtter, men deltog også selv jævnlig i hedenske offerceremonier, ja, ofrede endog sin(e) søn(ner) i ilden i Hinnoms Dal. (2Kg 16:3, 4; 2Kr 28:3, 4) På grund af denne falske tilbedelse var landet på Akaz’ tid hjemsøgt af mange vanskeligheder. Aram og nordriget Israel slog sig sammen for at angribe Juda fra nord, edomitterne benyttede lejligheden til at trænge ind fra sydøst, og filistrene gjorde indfald fra vest. Den værdifulde havneby Elat ved Aqababugten gik tabt. Den efraimitiske kriger Zikri dræbte en af kongens sønner og to af hans ypperste mænd under et angreb hvor det nordlige rige dræbte 120.000 af Judas indbyggere og tog omkring 200.000 til fange. Kun ved profeten Odeds mellemkomst og med støtte fra nogle af efraimitternes overhoveder lykkedes det at få fangerne givet fri, og de fik lov at vende tilbage til Juda. — 2Kr 28:5-15, 17-19; 2Kg 16:5, 6; Es 7:1.

Akaz’ ’bævende hjerte’ burde være blevet styrket af profeten Esajas’ budskab fra Gud om at Jehova ikke ville tillade det aramaisk-israelitiske forbund at ødelægge Juda og sætte en mand som ikke var af Davids slægt, på tronen. Men da den afgudsdyrkende Akaz blev opfordret til at bede om et tegn fra Gud, svarede han: „Jeg vil ikke spørge, og jeg vil ikke sætte Jehova på prøve.“ (Es 7:2-12) Alligevel forudsagde profeten at der ville blive givet et tegn, idet en ung pige ville føde en søn, Immanuel (som betyder: med os er Gud), og endnu inden drengen var vokset op, ville det aramaisk-israelitiske forbund ophøre med at være en trussel for Juda. — Es 7:13-17; 8:5-8.

Med hensyn til de „femogtres år“ som Esajas (7:8) forudsagde at der højst ville gå inden Efraim ’blev knust’, siger Commentary on the Whole Bible (af Jamieson, Fausset og Brown): „Der fandt én deportation af israelitter sted inden for et år eller to fra dette tidspunkt [da Esajas udtalte sin profeti], nemlig under Tiglat-Pileser (2 Kongebog 15. 29). Endnu en deportation fandt sted i Hosjeas regeringstid, under Salmanassar (2 Kongebog 17. 1-6), omkring tyve år efter. Men den endelige deportation — der i bund og grund ’knuste’ Israel så det ’ikke mere var et folk’, hvorefter Samaria blev koloniseret af udlændinge — fandt sted under Asarhaddon, der også bortførte kong Manasse af Juda i hans 22. regeringsår, 65 år efter at denne profeti var blevet udtalt (sml. Ezra 4.2, 3, 10 med 2 Kongebog 17.24; 2 Krønikebog 33.11).“

Vasalkonge under Assyrien. Hans død. I stedet for at sætte sin lid til Jehova valgte Akaz, af frygt for den aramaisk-israelitiske sammensværgelse, at følge den kortsigtede politik at bestikke Tiglat-Pileser III af Assyrien til at komme ham til undsætning. (Es 7:2-6; 8:12) Uanset hvilken lettelse den ærgerrige assyrerkonge bragte Akaz ved at knuse Aram og Israel, var den kun midlertidig. I sidste ende blev resultatet at han voldte ham trængsel i stedet for at hjælpe ham (2Kr 28:20), idet Juda nu var blevet bragt ind under det tunge assyriske åg.

Som vasalkonge tog Akaz til Damaskus, åbenbart kaldt dertil for at hylde Tiglat-Pileser III, og mens han opholdt sig i byen, beundrede han det hedenske alter dér, lavede en tegning af det og fik præsten Urija til at bygge en kopi, som han lod opstille foran templet i Jerusalem. Akaz formastede sig derefter til at bringe brændofre på dette „store alter“. Det oprindelige kobberalter blev flyttet hen til siden indtil kongen fandt ud af hvad der skulle gøres med det. (2Kg 16:10-16) Desuden ødelagde han mange af templets kobberredskaber og foretog andre forandringer på tempelområdet, alt sammen „på grund af Assyriens konge“, muligvis for at kunne betale den store tribut der var pålagt Juda, eller måske for at skjule nogle af templets rigdomme for den begærlige assyrers øjne. Templets porte blev lukket, og Akaz „lavede sig altre på hvert hjørne i Jerusalem“. — 2Kg 16:17, 18; 2Kr 28:23-25.

Akaz døde efter 16 års misregimente, som var præget af groft frafald fra Jehova, og skønt han ligesom sine forfædre blev begravet „i Davidsbyen“ (2Kg 16:20), blev hans lig ikke lagt i kongegravene. (2Kr 28:27) Hans navn er med i de kongelige slægtsregistre. — 1Kr 3:13; Mt 1:9.

Navnet Akaz forekommer i en indskrift af Tiglat-Pileser III i formen Jauhazi.