Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Akzib

Akzib

(Akʹzib) [svigefuldt sted].

Navnet på to byer.

1. En by i den sydlige del af det forjættede land, i Judas område. (Jos 15:44) Den menes at være den samme som „Kezib“ (1Mo 38:5, DA92), den by hvor Judas søn Sjela blev født. Det fremgår af Josua 15:33 at den lå i Sjefelas bjergland, og man har forsøgt at identificere den med Tell el-Beida (Horvat Lavnin) 5 km vestsydvest for Adullam. I det samme område lå Lakisj, Moresjet-Gat og Maresja (der nævnes sammen med Akzib i Mik 1:13-15). Kozeba, der omtales i 1 Krønikebog 4:22, antages almindeligvis at være den samme som Akzib.

2. En fønikisk kystby i det område der tilhørte Asers stamme. (Jos 19:29) Det lykkedes imidlertid ikke Aser at erobre hverken den eller den mere betydningsfulde by Akko (Acre) mod syd, måske fordi den fønikiske flåde stillede hindringer i vejen. (Dom 1:31, 32) På kong Ezekias’ tid blev den indtaget af assyrerkongen Sankerib, der i sine annaler omtalte den som Akzibi. I den græske og den romerske tid blev den kaldt Ecdippa. Den er blevet identificeret med ez-Zib (Tel Akhziv), ca. 14 km nord for Akko, ved mundingen af Wadi Qarn (Nahal Keziv).