[א] (’aʹlæf).

Det første bogstav i det hebraiske alfabet. Navnet er det samme som det hebraiske ord for „okse; hornkvæg“. — Jf. Sl 8:7; 5Mo 7:13.

På hebraisk er ’aʹlæf ikke en vokal, men en konsonant, og på dansk findes der ikke noget tilsvarende bogstav. Det translittereres i skrift med en apostrof (’). På hebraisk udtales det som den blødeste af strubelydene og kan sammenlignes med det danske stød, en lukning med efterfølgende sprængning af stemmebåndene, fx den sidste lyd i ordet „dag“ (når g’et ikke høres).

På hebraisk begynder de første otte vers i Salme 119 med ’aʹlæf.