Den tid nogen eller noget har været til, normalt beregnet i år, måneder og dage. På hebraisk beskrev man en persons alder ved at sige at vedkommende var „en søn af“ så og så mange år. Om Josef siges der ordret at han døde som „en søn af et hundrede og ti år“, dvs. „et hundrede og ti år gammel“. (1Mo 50:26) Alder kan også betegne modenhed. Det hebraiske ord sēv eller sēvahʹ (alder; alderdom) kommer af en rod der betyder „at være (el. blive) grå“, og gengives også med „grå hår (gråhårethed)“. (1Sa 12:2; Ord 20:29) Flere hebraiske ord for alderdom og aldring er afledt af navneordet zaqanʹ, der betyder „skæg“. (3Mo 19:27) Det græske ord hēlikiʹa betegner i første række en persons „alder“ eller „livslængde“, men kan også sigte til ens „vækst“ eller størrelse. (Mt 6:27; He 11:11; Lu 2:52; 19:3) I De Græske Skrifter forekommer desuden ordene gēʹras („alderdom“; Luk 1:36), presbyʹtēs („ældre mand“; Flm 9) og presbyʹtis (’ældre kvinde’; Tit 2:3). De to sidste ord er beslægtede med presbyʹteros, der betyder „ældre mand; ældste“. — Se ÆLDSTE.

Under Moseloven kunne mændene udskrives til at udføre krigstjeneste fra 20-årsalderen. (4Mo 1:3) Den blindfødte som Jesus gjorde seende, må have været mindst 20 år gammel, for hans forældre sagde til dem der forhørte dem: „Spørg ham. Han er voksen [form af hēlikiʹa]. Han  må tale for sig selv.“ (Joh 9:21, 23) Sara omtales som værende „ude over aldersgrænsen“ til at føde børn, idet hun var omkring 90 år gammel da hun fødte Isak. — He 11:11.

Der var sat en aldersgrænse for hvornår man var kvalificeret til at udføre tjeneste ved templet, samt en aldersgrænse for hvornår den obligatoriske tjeneste ophørte. I den forbindelse mener nogle at der er en uoverensstemmelse mellem 4 Mosebog 4:3, 30, 31 og 8:24-26, idet begyndelsen til levitternes tjeneste det første sted anføres til 30 år og det andet sted til 25 år. Det ser imidlertid ud til at der er tale om to former for tjeneste. Visse rabbinske kilder giver udtryk for den opfattelse at en levit påbegyndte tjenesten ved teltboligen i en alder af 25 år, men kun for at udføre lettere arbejde, og derefter, når han blev 30, fik overdraget de tungere former for arbejde. De påpeger at der i 4 Mosebog 4:3, 47 tales om „arbejde“ og „arbejdet med at tjene“ og „arbejdet med at bære byrder“, mens dette ikke siges i 4 Mosebog 8:24, hvor aldersgrænsen angives til 25 år. Andre tilføjer den tanke at de der tjente fra trediveårsalderen og opefter, var beskæftiget med at transportere teltboligen og dens udstyr når man flyttede til et nyt sted, mens de der tjente i alderen fra 25 til 30 år, kun gjorde tjeneste når teltboligen var rejst og stod opstillet i lejren. De der hælder til den opfattelse at levitterne først fik tungere arbejde overdraget når de blev 30 år, anfører som grund herfor at de da havde opnået større fysisk styrke og åndelig modenhed og dømmekraft. Den græske Septuaginta angiver alderen til 25 år både i 4 Mosebog 4:3 og 8:24. Senere, på Davids tid, blev aldersgrænsen nedsat til 20 år for påbegyndelse af tjenesten ved teltboligen, der senere erstattedes af tempeltjenesten. — 1Kr 23:24-32; jf. Ezr 3:8.

Når en levit blev 50 år, skulle han trække sig tilbage fra den obligatoriske tjeneste. Udtalelsen i 4 Mosebog 8:25, 26 tyder på at levitter der nåede denne alder, stadig frivilligt kunne hjælpe dem der udførte de faste pligter, men selv fik de ikke nogen speciel opgave tildelt og blev heller ikke draget til ansvar for dens udførelse. Den formodning er blevet fremsat at grunden til at der var sat en aldersgrænse på 50 år for levitternes tjeneste, ikke så meget var hensynet til deres alder som for at forhindre en overbemanding af embederne. Der var ingen aldersgrænse for ypperstepræstens tjeneste. Han vedblev med at tjene i det hellige embede indtil sin død hvis han var i stand til det. (4Mo 35:25) Israels første ypperstepræst, Aron, blev indsat i sit embede da han var over 80 år gammel, og han tjente i dette embede i næsten 40 år. — 2Mo 7:7; 4Mo 33:39.