(Alexanʹder) [mands (el. menneskets) forsvarer].

1. Alexander den Store, søn af Filip II af Makedonien og hans hustru Olympias, født i Pella i 356 f.v.t. Han nævnes ikke ved navn i Bibelen, men 200 år før hans fødsel blev der profetisk peget frem til ham som hersker over det femte verdensrige. — Da 8:5-7, 20, 21.

Alexander kom på tronen efter at hans fader var blevet snigmyrdet, og to år senere, da han var først i tyverne, gik han i gang med at erobre verden. (Da 8:5) Denne dristige unge feltherre lod sin forholdsvis lille hær opstille i dyb falanksformation, en taktik hans fader havde indført, og som han selv videreudviklede til den højeste grad af effektivitet og slagkraft.

I stedet for at forfølge perserne efter de to afgørende sejre i Lilleasien (den første ved floden Granikos og den anden på sletten ved Issos, hvor en persisk hær på omkring en halv million mand  led et stort nederlag) rettede Alexander opmærksomheden mod øbyen Tyrus. Århundreder tidligere var det blevet forudsagt at Tyrus’ mure, tårne, huse, ja selv dens støv, skulle kastes i havet. (Ez 26:4, 12) Det er derfor ikke uden betydning at Alexander brugte resterne af fastlandsbyen som Nebukadnezar havde ødelagt mange år tidligere, til at bygge en 800 m lang dæmning ud til øbyen. Hans flåde og krigsmaskiner lagde denne stolte „havets dronning“ i grus i juli 332 f.v.t.

Jerusalem, derimod, åbnede sine porte for erobreren, og ifølge Josefus (Jewish Antiquities, XI, 337 [viii, 5]) foreviste man Alexander bogen med Daniels profeti, formentlig kapitel 8, om at en mægtig græsk konge ville besejre og underlægge sig Perserriget. Alexander skånede da Jerusalem og fortsatte marchen mod syd til Ægypten, hvor han blev hilst som befrier. Dér grundlagde han byen Alexandria, som senere blev et lærdomssæde hvor den græske Septuaginta blev udarbejdet. Derefter rykkede Alexander mod øst gennem Palæstina, og med 47.000 mand besejrede han ved Gaugamela en stor reorganiseret persisk hær. Kort efter blev Darius III myrdet af sine tidligere venner, Babylon overgav sig, og Alexander hastede videre og indtog Susa og Persepolis. Derfra førte han sit felttog ind i Indien før han atter vendte sig mod vest.

Begivenheder efter erobringstogtet. Alexander havde store planer om at genopbygge Babylon og gøre den til sin hovedstad, men planerne blev aldrig gennemført. Som Daniel havde forudsagt, blev han fældet eller „brudt af“ i døden. (Da 8:8) Hans ærgerrige plan om at genopbygge Babylon slog således fejl. Det skyldtes dog ikke kun at han i år 323 f.v.t. — i en alder af 32 år og på højdepunktet af sin livsbane — pludselig døde af malaria og følgerne af sit tøjlesløse liv, men fordi Jehova længe i forvejen havde bestemt at Babylon aldrig skulle genopbygges. — Jer 50:35-40.

I sit korte liv giftede Alexander sig med Roxane, datter af den besejrede konge af Baktrien, og desuden med Stateira, en datter af perserkongen Darius III. Med Roxane fik han en søn der fik navnet Alexander (Allou). Og med en vis Barsine fik han en søn der blev kaldt Herakles (Herkules). I Daniels profeti var det imidlertid blevet forudsagt at hans rige ’ikke ville tilfalde hans efterkommere’. I løbet af få år blev hele hans familie og alle hans arvinger ryddet af vejen. (Da 11:3, 4) Endvidere stod der i en anden profeti: „Og når dét [dvs. det store horn] blev brudt af, så der til sidst fremstod fire i dets sted, vil fire riger fremstå af hans nation, men ikke med hans kraft.“ (Da 8:22) Det var derfor ikke en historisk tilfældighed at hans rige blev delt mellem fire af hans generaler: Seleukos Nikator, der tog Mesopotamien og Syrien; Kassander, der tog  Makedonien og Grækenland; Ptolemaios Lagos, der tog Ægypten og Palæstina, og Lysimachos, der tog Thrakien og Lilleasien.

Alexanders erobringstogt satte sit tydeligste spor i historien ved sin udbredelse af græsk sprog og kultur. Fællesgræsk (koinégræsk) blev det internationale sprog, hvorfor den sidste del af Bibelen ikke blev skrevet på hebraisk, men på koinégræsk.

2. Søn af Simon fra Kyrene og broder til Rufus. Deres fader blev tvunget til at bære Jesu marterpæl. — Mr 15:21; Lu 23:26.

3. En slægtning af ypperstepræsten Annas som var til stede da Peter og Johannes blev forhørt af Sanhedrinet. — Apg 4:6.

4. En jøde i Efesus som var til stede da sølvsmedene ophidsede en folkemængde mod Paulus. Da Alexander forsøgte at tale til mængden, blev han overdøvet af den. — Apg 19:33, 34.

5. En mand der sammen med Hymenæus ’led skibbrud med hensyn til troen’ og blev udstødt for gudsbespottelse. (1Ti 1:19, 20) Muligvis den samme som nr. 6.

6. En kobbersmed som Timoteus blev advaret imod fordi han havde tilføjet Paulus meget ondt. — 2Ti 4:14, 15.

[Ramme på side 74]

ALEXANDER DEN STORE OG BIBELENS PROFETIER

Profeti

Opfyldelse

„En gedebuk . . . stødte til vædderen og brød dens to horn af.“ „Vædderen med de to horn som du så, er Mediens og Persiens konger, og den lodne buk er Grækenlands konge.“ (Da 8: 5, 7, 20, 21)

Efter to gange at have besejret de medo-persiske styrker i Lilleasien, fortsatte Alexanders hær først mod syd og derefter mod øst, hvorved han underlagde sig hele det medo-persiske verdensrige

„Og dit [Tyrus’] støv vil de kaste i vandet.“ (Ez 26:4, 12)

I 332 f.v.t. brugte Alexander ruinerne af fastlandsbyen Tyrus til at bygge en dæmning ud til øbyen, som han ødelagde

„Så snart den var blevet mægtig, blev det store horn brudt af.“ (Da 8:8)

I 323 f.v.t. døde han i en alder af 32 år

„Varige ødemarker, det vil du [Babylon] blive.“ (Jer 51:26)

Hans storstilede planer om at genopbygge Babylon og gøre byen til sin hovedstad glippede således, og med tiden blev stedet en ødemark

„Hans rige [vil] blive knust og delt . . ., men vil ikke tilfalde hans efterkommere.“ (Da 11:4)

Alexanders arvinger blev myrdet, og hans rige faldt fra hinanden

„Det store horn [blev] brudt af, og i stedet for det voksede der fire . . . ud.“ (Da 8:8, 22)

I 301 f.v.t. havde fire af Alexanders generaler overtaget hver sin del af det tidligere verdensrige

[Illustration på side 75]

Medalje som menes at bære Alexander den Stores billede