Det inderste rum i teltboligen og, senere, i templet; kaldes også Det Højhellige. (2Mo 26:33, fdn.; 1Kg 6:16) Det Allerhelligste i teltboligen havde øjensynlig form som en kubus der målte ti alen (4,5 m) på hver led. I det tempel Salomon byggede, var målene det dobbelte, sådan at rumindholdet her var otte gange så stort som rumindholdet af Det Allerhelligste i teltboligen. — 2Mo 26:15, 16, 18, 22, 23; 1Kg 6:16, 17, 20; 2Kr 3:8.

Ypperstepræsten gik kun ind i Det Allerhelligste på den årlige forsoningsdag, og ingen andre havde på noget tidspunkt lov til at gå ind bag det forhæng der adskilte dette rum fra Det Hellige. (3Mo 16:2) I Det Allerhelligste var ypperstepræsten omgivet af de keruber der var broderet med farvet garn på teltboligens indre teltdug og på forhænget. (2Mo 26:1, 31, 33) I Salomons tempel var væggene og loftet fremstillet af cedertræ  som var beklædt med guld, og på væggene var der udskårne keruber, palmer, græskarformede ornamenter og blomsterkranse. — 1Kg 6:16-18, 29; 2Kr 3:7, 8.

Ifølge Bibelen gik ypperstepræsten på forsoningsdagen ind i Det Allerhelligste tre gange: Første gang med et ildbækken af guld hvori der var glødende kul fra alteret så han kunne brænde en vellugtende røgelse for Jehova, anden gang med blodet af tyren der tjente som syndoffer for præstestammen, og tredje gang med blodet af bukken, syndofferet for folket. (3Mo 16:11-15; He 9:6, 7, 25) Han stænkede dyrenes blod på jorden foran pagtens ark, på hvis låg der var to guldkeruber, og hvorover Jehovas nærværelse blev symboliseret ved en sky. (2Mo 25:17-22; 3Mo 16:2, 14, 15) Denne sky skinnede åbenbart som et klart lys og var det eneste lys i dette rum, hvor der ikke fandtes nogen lampestander.

Så længe teltboligen var i ørkenen, hvilede der over Det Allerhelligste om dagen en skysøjle og om natten en ildsøjle der kunne ses i hele Israels lejr. — 2Mo 13:22; 40:38; 4Mo 9:15; jf. Sl 80:1.

Ingen ark i de senere templer. Man ved ikke hvornår og under hvilke omstændigheder pagtens ark forsvandt. Babylonierne tog den øjensynlig ikke som bytte da de plyndrede og ødelagde templet i 607 f.v.t., for arken er ikke nævnt blandt det tempeludstyr de tog med sig. (2Kg 25:13-17; Ezr 1:7-11) I det andet tempel, der blev bygget af Zerubbabel, og i Herodes’ mere kunstfærdige tempel stod der ingen ark i Det Allerhelligste. Da Jesus døde, gav Gud udtryk for sin vrede ved at lade det tykke, tunge forhæng der adskilte Det Allerhelligste fra Det Hellige, flænges fra øverst til nederst. De præster der gjorde tjeneste i Det Hellige, kunne da se ind i Det Allerhelligste og med egne øjne konstatere at det ikke rummede nogen ark som et symbol på Guds nærværelse. At Gud lod dette forhæng flænges, bekræftede således at de sonofre som den jødiske ypperstepræst bragte, ikke længere var af værdi, og at der ikke længere var behov for det levitiske præsteskabs tjeneste. — Mt 27:51; 23:38; He 9:1-15.

Symbolsk betydning. Det Allerhelligste i mødeteltet, eller teltboligen, rummede pagtens ark, på hvis låg der var to guldkeruber som symboliserede Guds trone. Det Allerhelligste blev derfor brugt som et billede på Jehova Guds bolig, selve himmelen. Denne inspirerede fortolkning findes i Hebræerbrevet, hvori det forklares at ligesom Israels ypperstepræst gik ind i Det Allerhelligste én gang om året, på forsoningsdagen, gik den store ypperstepræst, Jesus Kristus, én gang for alle med sit sonoffer ind på det sted som Det Allerhelligste var et symbol på. Der siges: „I det andet rum [Det Allerhelligste] går ypperstepræsten ind alene, én gang om året, og ikke uden blod, som han frembærer for sig selv og for folkets uvidenhedssynder. . . . Netop dette telt er et billede der gælder den fastsatte tid som nu er her . . . Men da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning, gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse. Derfor var det nødvendigt at de billedlige gengivelser af det der er i himlene måtte renses med disse midler [blod af dyreofre der blev stænket på dem], men selve det himmelske med slagtofre som er bedre end disse. For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ — He 9:7-12, 23, 24.

Dermed opfyldte Jesus Kristus som den store ypperstepræst på Melkizedeks måde hvad Israels ypperstepræst af Arons slægt kun kunne gøre billedligt da han på jorden gik ind i Det Allerhelligste. (He 9:24) Kristi åndelige brødre og medarvinger styrkes af Hebræerbrevets ord om at „vi der har søgt tilflugt . . . kan få en stærk opmuntring til at gribe det håb som ligger foran os. Dette håb har vi som et sjælens anker, både sikkert og fast, og det går ind inden for forhænget, hvor en forløber er gået ind for vor skyld, Jesus, som er blevet ypperstepræst på Melkizedeks måde for evigt.“ — He 6:18-20.

Endnu en gang opmuntrede Paulus disse kristne til at henvende sig frit og tillidsfuldt til Gud og uden vaklen holde fast ved deres håb: „Derfor, brødre, da vi ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind på det hellige sted, ad vejen som han har indviet for os som en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans kød, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed og vore legemer badet med rent vand. Lad os uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb, for trofast er han som gav løftet.“ — He 10:19-23.