I bibelsk sprogbrug en embedsmand der sendes ud af en hersker ved en særlig lejlighed og i en bestemt mission. Det var som regel ældre, modne mænd der blev udvalgt til sådanne opgaver. De græske ord presbeuʹō (’virke som ambassadør’ [Ef 6:20]; ’være ambassadør’ [2Kor 5:20]) og presbeiʹa („delegation (af ambassadører)“ [Lu 14:32]) er således begge beslægtede med ordet presbyʹteros, der betyder „ældre mand; ældste“. — Apg 11:30; Åb 4:4.

Jesus Kristus kom til jorden som Jehova Guds „apostel“ eller „udsending“. Det var ham der ’kastede lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed’. — He 3:1; 2Ti 1:10.

Efter at Kristus var blevet oprejst til liv i himmelen og ikke længere befandt sig personligt på jorden, var det hans trofaste disciple der skulle handle på hans vegne som ambassadører for Gud. Paulus henviste specielt til dette. (2Kor 5:18-20) Ligesom alle Jesu Kristi salvede disciple var Paulus blevet udsendt til folk og nationer der havde fjernet sig fra Jehova Gud, den øverste Suveræn, ja til en verden der ikke havde fred med Gud. (Joh 14:30; 15:18, 19; Jak 4:4) Han overbragte disse mennesker et budskab om at de kunne blive forligt med Gud gennem Kristus; og da han var i fængsel, omtalte han derfor sig selv som en „ambassadør i lænker“. (Ef 6:20) At han var i lænker, vidner om verdens fjendtlige indstilling til Gud og Kristus og den messianske rigsregering, for ambassadører har fra de tidligste tider været regnet for ukrænkelige. Nationernes ringeagt for de ambassadører der repræsenterede Guds rige ved Kristus, røbede det største fjendskab og var et udtryk for den værst tænkelige fornærmelse.

Som ambassadør respekterede Paulus landets love, men forholdt sig strengt neutral i politiske og militære anliggender. Dette var i harmoni med det princip at verdslige regeringers ambassadører må adlyde lovene i det land de er udsendt til, men er fritaget for at vise landet troskab.

 Ligesom apostelen Paulus er alle Kristi trofaste salvede og åndsavlede disciple, de hvis statsborgerskab er i himmelen, „ambassadører på Kristi vegne“. — 2Kor 5:20; Flp 3:20.

Gud vil behandle mennesker efter hvordan de modtager disse hans ambassadører. Jesus fremholdt dette princip i billedtalen om manden der ejede en vingård, og som først sendte sine trælle derhen på sine vegne, og derefter sin søn. Vinavlerne mishandlede trællene og dræbte sønnen. Til gengæld for dette bragte vingårdens ejer ødelæggelse over de fjendtligsindede vinavlere. (Mt 21:33-41) I en anden billedtale fortalte Jesus om en konge hvis trælle blev dræbt da de som hans sendebud indbød gæster til en bryllupsfest. De der modtog kongens sendebud på denne måde, blev regnet for hans fjender. (Mt 22:2-7) Jesus slog princippet tydeligt fast da han sagde: „Den der tager imod enhver som jeg sender, tager imod mig. Og den der tager imod mig, tager imod ham som har sendt mig.“ — Joh 13:20; se også Mt 23:34, 35; 25:34-46.

Jesus benyttede også en ambassadørs gerning som fredsstifter til at illustrere hvordan vi personligt må søge fred med Jehova Gud og give afkald på alt for at kunne følge i hans søns fodspor og opnå Guds gunst og evigt liv. (Lu 14:31-33) Omvendt viste han hvor tåbeligt det var at høre til dem der sendte ambassadører ud for at tale imod den som Gud havde overdraget kongemagten. (Lu 19:12-14, 27) Gibeonitterne er et godt eksempel på hvordan man på en taktfuld måde kan søge fred. — Jos 9:3-15, 22-27.

Førkristne sendebud. I den førkristne tid havde man ikke et officielt regeringsembede der svarede nøjagtigt til vor tids ambassadørers. Man havde ikke i et land fastboende diplomatiske repræsentanter for en anden regering. Ord som „sendebud“ (hebr.: mal’akhʹ) og „udsending“ (hebr.: tsīr) beskriver derfor bedre deres opgave på den tid, men med hensyn til rang og status svarede de i mange henseender til nutidens ambassadører. Nogle sider af deres embede vil blive behandlet her. De var officielle repræsentanter som overbragte budskaber fra den ene regering eller regent til den anden.

I modsætning til vore dages ambassadører havde datidens sendebud eller udsendinge ikke fast bopæl i en fremmed stats hovedstad, men blev kun udsendt ved særlige lejligheder og i en særlig mission. De var ofte rangspersoner (2Kg 18:17, 18), og deres stilling var højt respekteret. Følgelig var deres person ukrænkelig når de aflagde besøg hos fremmede herskere.

Den behandling som en herskers sendebud eller udsendinge fik, blev betragtet som rettet mod herskeren eller hans regering. Da Rahab tog velvilligt imod de sendebud Josua havde sendt til Jeriko for at udspejde byen, handlede hun derfor som hun gjorde fordi hun anerkendte at Jehova var Israels Gud og konge. Af den grund viste Jehova hende sin gunst gennem Josua. (Jos 6:17; He 11:31) Ammonitterkongen Hanun forsyndede sig groft mod den uskrevne internationale lov om at vise udsendinge respekt. Kong David sendte nogle af sine tjenere til ham som et tegn på venskab, men ammonitterkongen lyttede til sine fyrster, der falskeligt anklagede sendebudene for at være spioner, og han ydmygede dem offentligt, hvorved han viste mangel på respekt for David og hans regering. Denne skændige handling førte til krig. — 2Sa 10:2–11:1; 12:26-31.

I modsætning til den almindelige praksis i dag, hvor et land ofte hjemkalder sin ambassadør når forholdet til et andet land bliver belastet, blev fortidens udsendinge netop sendt ud i krisetider i et forsøg på at genoprette det fredelige forhold. Esajas taler om sådanne „fredens sendebud“. (Es 33:7) Ezekias sendte en fredsappel til assyrerkongen Sankerib. Selv om Sankerib truede Judas befæstede byer, gav assyrerne sendebudene frit lejde fordi de var Ezekias’ udsendinge. (2Kg 18:13-15) Endnu et eksempel på dette findes i beretningen om Jefta, der var dommer i Israel. Han sendte sendebud med et brev til ammonitterkongen for at protestere mod ammonitternes angreb og for at bilægge en strid om territoriale krav. Hvis det havde været muligt, ville Jefta have bilagt striden ved sine sendebud uden at det kom til krig. Sendebudene kunne frit drage frem og tilbage mellem de fjendtlige hære. — Dom 11:12-28; se SENDEBUD.