Både på dansk og på græsk er dette ord en translitteration af det hebraiske ’amenʹ, der betyder „sikker“, „visselig“, „lad det være sådan“. Det kommer af et hebraisk rodord (’amanʹ) der betyder „at være trofast; at være pålidelig“.

I De Hebraiske Skrifter bruges ordet som en højtidelig formel hvormed man retsligt forpligtede sig til at overholde en ed eller pagt og at tage de konsekvenser der fulgte med. (4Mo 5:22; 5Mo 27:15-26; Ne 5:13) Det blev også brugt som en højtidelig bekræftelse af en bøn (1Kr 16:36), af en lovprisning (Ne 8:6) eller af en erklæret hensigt (1Kg 1:36; Jer 11:5). Hver af de første fire af de fem bøger eller samlinger der udgør Salmernes Bog, slutter med dette udtryk, hvilket kan tyde på at det var almindeligt at hele  menigheden gav sin tilslutning til kende med et „amen“ ved slutningen af den pågældende sang eller salme. — Sl 41:13; 72:19; 89:52; 106:48.

Det hebraiske ord ’amanʹ anvendes om Jehova i udtrykket „den trofaste Gud“ (5Mo 7:9; Es 49:7), og om hans formaninger og løfter, der kaldes ’pålidelige’ og ’trofaste’. (Sl 19:7; 89:28, 37) I De Kristne Græske Skrifter betegnes Jesus Kristus, „det trofaste og sande vidne“, med titlen „Amen“. (Åb 3:14) Jesus gjorde brug af udtrykket på en ganske særlig måde i sin forkyndelse og undervisning, idet han meget ofte indledte en erklæring, et løfte eller en profeti med det for at understrege at det han sagde, var fuldstændig sandfærdigt og pålideligt. (Mt 5:18; 6:2, 5, 16; 24:34) I disse tilfælde er det græske ord (amēnʹ) gengivet med „en sandhed“ („sandelig“, DA92) eller, når det står dobbelt, sådan som det gør overalt i Johannesevangeliet, med „i sandhed, ja i sandhed“. (Joh 1:51) Denne brug af ordet „amen“ siges at være noget enestående i den religiøse litteratur. Hans måde at bruge det på stemte med hans gudgivne myndighed. — Mt 7:29.

Som det fremgår af Paulus’ ord i 2 Korinther 1:19, 20, passer betegnelsen „amen“ ikke bare på Jesus fordi han talte sandhed og var Guds sande profet eller talsmand, men også fordi alle Guds løfter opfyldes i ham. Med sit trofaste og lydige livsløb, der endte med offerdøden for ham, bekræftede han alle disse løfter og muliggjorde virkeliggørelsen af dem. Han legemliggjorde sandheden i disse åbenbaringer af Guds hensigt, de ting Gud havde svoret. — Jf. Joh 1:14, 17; 14:6; 18:37.

Udtrykket „amen“ forekommer også mange gange i brevene, især i Paulus’ breve, for eksempel som afslutning på en lovprisning af Gud (Ro 1:25; 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11), eller når skribenten udtrykker ønsket om at brevets modtagere må blive genstand for Guds gunst. (Ro 15:33; He 13:20, 21) Det bruges også i nogle tilfælde hvor skribenten inderligt tilslutter sig de tanker der er givet udtryk for. — Åb 1:7; 22:20.

Bønnen i 1 Krønikebog 16:36 og bønnerne i Salmerne (41:13; 72:19; 89:52; 106:48) samt brugen af ordet „amen“ i de kanoniske breve viser at det er korrekt at afslutte bønner med et „amen“. Selv om ikke alle bønner slutter med „amen“ i teksten — som for eksempel Davids sidste bøn for Salomon (1Kr 29:19) og Salomons bøn ved templets indvielse (1Kg 8:53-61) — er det meget muligt at ordet blev brugt. (Bemærk 1Kr 29:20.) Gengivelsen af Jesu bønner i Mattæus 26:39, 42 og Johannes 17:1-26 og af disciplenes bøn i Apostelgerninger 4:24-30 slutter heller ikke med „amen“. Imidlertid fremgår det af det ovenanførte at det er rigtigt at afslutte en bøn med „amen“, og især Paulus’ udtalelse i 1 Korinther 14:16 viser at det var almindeligt at man i de kristne forsamlinger sagde „amen“ til en bøn. Endnu en støtte for brugen af ordet finder vi i Åbenbaringen 5:13, 14; 7:10-12 og 19:1-4, hvor de himmelske skabninger anvender det for at vise at de tilslutter sig en bøn eller en højtidelig erklæring og med dette ene ord giver udtryk for deres tillid, fulde anerkendelse og urokkelige håb.