(Amʹnon) [pålidelig; trofast; (lang)varig].

1. Davids førstefødte søn, som jizre’elitten Ahinoam fødte ham i Hebron. — 2Sa 3:2; 1Kr 3:1.

Amnon forelskede sig så lidenskabeligt i sin halvsøster Tamar at han følte sig syg af kærlighed til hende. På sin fætter Jonadabs råd spillede han syg og overtalte kong David til at lade Tamar komme til hans bolig og lave sygekost til ham i hans påsyn. Han benyttede da lejligheden til med magt at krænke hende, selv om hun gjorde indsigelse og forsøgte at ræsonnere med ham. Tilfældet illustrerer hvor overmåde egoistisk den erotiske kærlighed kan være, for efter at Amnon  havde tilfredsstillet sit begær, lod han Tamar sætte ud på gaden fordi han nu nærede afsky for hende. Åbenbart følte han sig uren ved hendes blotte tilstedeværelse. — 2Sa 13:1-19.

Tamars helbroder Absalom hadede Amnon for dette, og ved en fåreklipningsfest to år senere lod han sine tjenere myrde Amnon da dennes ’hjerte var blevet muntert af vinen’. (2Sa 13:20-29) Da Amnon som Davids ældste søn var den sandsynlige tronarving, kan Absalom også have ønsket hans død for at forbedre sine egne udsigter til tronen. Med denne begivenhed begyndte opfyldelsen af den profeti Natan udtalte efter at David havde begået ægteskabsbrud med Urias’ hustru. — 2Sa 12:10; se også ABSALOM.

2. Den førstnævnte af Sjimons fire sønner; af Judas stamme. — 1Kr 4:1, 20.