(Ananiʹas) [gr. form af det hebr. navn Hananja, der betyder „Jehova har vist gunst; Jehova har været nådig“].

1. Et medlem af den første kristne menighed i Jerusalem. Efter pinsedagen i år 33 blev der sørget materielt for de troende som forlængede deres ophold i Jerusalem, idet de kristne ydede hinanden gensidig hjælp. Der blev oprettet en fælles fond til formålet, og mange af menighedens medlemmer solgte marker og huse og gav det indkomne beløb som et frivilligt bidrag hertil. (Apg 4:34-37) Ananias solgte en mark, og med sin kones fulde vidende afleverede han kun en del af salgssummen, mens han gav det udseende af at det var hele beløbet han gav, uden tvivl for at opnå en vis ros og agtelse i menigheden. Men i kraft af en særlig kundskab som følge af Guds ånd gennemskuede Peter hans hykleri og foreholdt ham at han ’bedrog den hellige ånd og Gud’, og Ananias faldt om og udåndede. Da de mænd der begravede ham, vendte tilbage omkring tre timer senere, fandt de også hans kone Safira død fordi hun havde forsøgt at opretholde det samme bedrag. — Apg 5:1-10.

 2. En kristen discipel i Damaskus. Efter Saulus’ omvendelse fik Ananias et syn hvori Jesus gav ham Saulus’ navn og adresse og pålagde ham at besøge ham. Ananias tøvede først, da han vidste hvor voldsomt Saulus havde forfulgt de kristne, men derefter adlød han befalingen og tog hen til Saulus. Han udvirkede at Saulus fik sit syn igen, fortalte ham at han skulle være et vidne for Gud, og sørgede for at han blev døbt. Da Saulus (eller Paulus) senere forsvarede sig over for nogle jødiske modstandere, omtalte han Ananias som „en mand der var gudfrygtig efter loven, med et godt omdømme blandt alle de derboende jøder“. I betragtning af at Ananias var en kristen, var en sådan ros fra jødernes side afgjort et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om hans gode adfærd. — Apg 9:10-18; 22:12-16.

3. Jødisk ypperstepræst fra omkring år 48 til 58 e.v.t. Han var søn af Nebedæus og blev indsat i sit embede af kong Herodes af Chalkis, som var broder til Herodes Agrippa I. (Jewish Antiquities, XX, 103 [v, 2]) Han blev i år 52 sendt til Rom for at gøre regnskab for nogle vanskeligheder der var opstået mellem jøderne og samaritanerne, men blev frifundet af kejser Claudius I.

Da Paulus omkring år 56 blev forhørt af Sanhedrinet, førte Ananias forsædet og gav ordre til at nogle skulle slå Paulus på munden. Hertil sagde Paulus at Gud ville gengælde ham denne urette handling, og han kaldte Ananias en ’hvidkalket væg’. Da Paulus blev sat i rette for denne udtalelse, undskyldte han sig med at han ikke var klar over at det var ypperstepræsten der havde givet denne ordre, og han citerede 2 Mosebog 22:28 for at vise at han anerkendte at han var forpligtet til at vise tilbørlig respekt. Nogle mener at Paulus påberåbte sig denne uvidenhed fordi Ananias’ stilling som ypperstepræst var juridisk omstridt efter at han var vendt tilbage fra Rom, men der er ikke noget holdbart bevis for dette. Måske er optrinnet blot endnu et vidnesbyrd om at Paulus så dårligt, sådan som det synes at fremgå af andre skriftsteder. Ananias’ befaling kan have været så kortfattet og følelsesladet at Paulus har haft svært ved at afgøre hvem den kom fra. — Apg 23:2-5.

Efter dette forhør tog Ananias sammen med nogle ældste og en offentlig taler til Cæsarea for at anklage Paulus over for landshøvdingen Felix. (Apg 24:1) Derefter omtales han ikke mere i den bibelske beretning. Den verdslige historie fremstiller ham imidlertid som en hovmodig og grusom mand, hvis adfærd, både mens han var ypperstepræst og i årene efter at han var blevet afsat, bar præg af magt- og havesyge. Ved begyndelsen af den jødiske opstand år 66-70 blev han forfulgt af visse elementer af den jødiske befolkning fordi han samarbejdede med romerne. Han søgte tilflugt i en akvædukt, men blev fundet og myrdet.