(Anʹnas) [fra hebr.; betyder „viser gunst; er nådig“].

Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Quirinius, den romerske landshøvding i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. (Lu 2:2) Han var derfor ypperstepræst da Jesus som 12-årig forbløffede de rabbinske lærere i templet. (Lu 2:42-49) Han blev afsat af prokuratoren Valerius Gratus. Skønt han efter den tid ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner såvel som hans svigersøn Kajfas beklædte alle ypperstepræsteembedet. I betragtning af hans fremtrædende stilling omtaler Bibelen ham med rette som en af de øverste præster. (Mt 26:3; Lu 3:2) Da Jesus blev arresteret, blev han først forhørt af Annas, hvorefter han blev sendt til Kajfas. (Joh 18:13, 24) Annas nævnes først blandt Jesu Kristi apostles hovedmodstandere. — Apg 4:6.

Annas og hans mægtige og velhavende familie tilhørte Levis stamme, og salget af offerdyr på tempelområdet var en af deres hovedindtægtskilder — hvilket var grund nok til at de søgte at dræbe Jesus, der to gange rensede templet, som de havde gjort til „en røverhule“. (Joh 2:13-16; Mt 21:12, 13; Mr 11:15-17; Lu 19:45, 46) Endnu en  grund til at Annas nærede så stærkt et had til Jesus og hans apostle, var sandsynligvis at Jesus fremholdt læren om opstandelsen, at han oprejste Lazarus som et levende bevis herpå, og at hans apostle forkyndte den samme lære; for hvis Annas var en ægte saddukæer, troede han ikke på opstandelsen. — Apg 23:8; jf. 5:17.