Det hebraiske og det græske ord for „ansigt“ (hebr.: panæhʹ; gr.: proʹsōpon) anvendes i flere betydninger.

Ofte anvendes det naturligvis om det bogstavelige ansigt, forsiden af hovedet. (1Mo 50:1; Mt 6:16, 17; Jak 1:23) I andre tilfælde sigter det til forsiden eller den forreste del af noget andet. (2Mo 26:9; 2Sa 10:9; Ez 2:9, 10, hvor det hebraiske ord for „ansigt“ er gengivet med „forside“ eller „for-“.) Eller det kan betegne overfladen af noget (Es 14:21; Job 38:30; Apg 17:26) eller en tings udseende. — Lu 12:56; Jak 1:11.

Indstilling eller stilling. Ansigtsudtrykket siger meget om personens stemninger og følelser. Derfor bruges ordet „ansigt“ ofte til at beskrive Guds eller menneskers indstilling under forskellige omstændigheder eller til at betegne den stilling et menneske indtager i Guds eller andres øjne. Her følger nogle hyppige talemåder:

At søge en persons ansigt vil sige at søge foretræde for vedkommende, det være sig Gud eller en jordisk hersker, for at anmode ham om hans gunst eller hjælp. (Sl 24:6; 27:8, 9; 105:4; Ord 29:26; Ho 5:15) Hebræerne talte om at løfte en persons ansigt op, hvormed de mente at ’tage hensyn til’ vedkommende. — 1Sa 25:35; se UPARTISKHED.

At formilde en persons ansigt vil sige at dæmpe vedkommendes vrede eller at opnå hans gunst og velvilje. (Sl 119:58) Samme udtryk er også oversat med „stemme mildere“. — 2Mo 32:11.

At lade sit ansigt lyse mod nogen er et udtryk for gunst (4Mo 6:25; jf. Sl 80:7), og at stille nogen for sit ansigt vil sige at vise vedkommende velvilje. — Sl 41:12; jf. Sl 140:13.

Ansigt til ansigt kan betegne et nært forhold eller en fortrolig kommunikation. Moses blev begunstiget med et så nært forhold til Gud og blev brugt af Gud på en så magtfuld måde at han omtales som en profet „hvem Jehova kendte ansigt til ansigt“. (5Mo 34:10-12) Selv om der siges at Moses så „Jehovas skikkelse“, og at Jehova talte med ham „mund til mund“, så Moses dog aldrig Jehovas ansigt bogstaveligt. Som det fremgår af sammenhængen, betyder denne udtryksmåde imidlertid at Gud gennem engle talte mundtligt med Moses (frem for at han henvendte sig til ham i syner eller drømme). (4Mo 12:6-8; 2Mo 33:20; Apg 7:35, 38; Ga 3:19; jf. 1Mo 32:24-30; Ho 12:3, 4.) Eftersom israelitterne havde hørt den kraftige stemme der talte fra Sinaj Bjerg, kunne Moses minde dem om at Gud havde talt „ansigt til ansigt“ med dem skønt ingen af dem direkte havde set Jehova. — 5Mo 5:4; 4:11-15; He 12:19.

Jesus havde derimod i sin førmenneskelige tilværelse været sammen med sin Fader personligt, og han henviste til at Guds åndesønner, englene, også ser Guds „ansigt“, idet de tjener ham i himmelen. (Joh 1:18; 8:57, 58; Mt 18:10; jf. Lu 1:19.) De der er kaldet til at være medarvinger med Kristus Jesus i himmelen, vil også til sin tid få Jehova Gud at se. — 1Jo 3:1-3.

Idet apostelen Paulus sammenlignede den forståelse de første kristne havde af Guds hensigt, med den større forståelse de ville få når de opnåede deres himmelske belønning og kom til at fatte Guds hensigt i sin helhed som følge af profetiernes opfyldelse, sagde han: „Nu ser vi i uklart omrids ved hjælp af et metalspejl, men da vil det være ansigt til ansigt.“ — 1Kor 13:12; jf. 2Kor 3:18; 4:6.

At man siger eller gør noget op i en andens ansigt, betyder at man gør det direkte, at der er tale om en åben konfrontation (Job 21:31; samme hebraiske udtryk er anvendt i 5Mo 7:10), og i negativ betydning kan det vidne om uforskammethed og respektløshed. (Job 1:11; Es 65:3) Et beslægtet udtryk er „revselsen fra [Guds] ansigt“. — Sl 80:16.

At rette eller vende sit ansigt mod noget har betydningen at sætte sig et mål, at have en hensigt eller at ønske noget (1Mo 31:21; 1Kg 2:15; 2Kg 12:17) og udtrykker målbevidsthed og stærk beslutsomhed. (2Kr 20:3; Da 11:16-19; Lu 9:51-53) Daniel ’rettede sit ansigt mod Jehova’ i den forstand at han oprigtigt henvendte sig til ham og søgte hjælp hos ham. (Da 9:3; jf. 2Kor 1:11.) Stærk beslutsomhed afspejler sig ofte i ansigtet ved en sammenpresset mund og et stift blik. Esajas ’gjorde sit ansigt hårdt som flint’ i sin faste beslutning om ikke at lade fjendtlige anslag skræmme ham bort fra den tjeneste han havde fået tildelt. (Es 50:7) De oprørske judæere „gjorde deres ansigter hårdere end et klippebjerg“, idet de stædigt nægtede at tage imod irettesættelse. (Jer 5:3) Når Jehova på den anden side ’rettede sit ansigt imod’ nogle der overtrådte hans retfærdige lov, betød det at de blev forkastet og fordømt, med ulykke eller død til følge. — 3Mo 17:10; 20:3-6; Jer 21:10; jf. 1Pe 3:12.

 At skjule sit ansigt har forskellige betydninger, alt efter sammenhængen. Når Jehova Gud skjuler sit ansigt, betyder det ofte at han holder sin gunst eller opretholdende kraft tilbage, eventuelt fordi den eller de personer det drejer sig om — som for eksempel Israels folk — har været ulydige. (Job 34:29; Sl 30:5-8; Es 54:8; 59:2) I nogle tilfælde kan det betyde at Jehova afholder sig fra at åbenbare sig, idet han venter med at handle eller svare indtil hans tid er inde. (Sl 13:1-3) Med ordene: „Skjul dit ansigt for mine synder,“ bad David Gud om at tilgive eller se bort fra hans overtrædelser. — Sl 51:9; jf. Sl 10:11.

At et menneske eller en engel skjuler eller dækker sit ansigt, kan være et udtryk for ydmyghed eller ærefrygt og respekt. (2Mo 3:6; 1Kg 19:13; Es 6:2) Det kan også være et tegn på sorg. (2Sa 19:4) Eller på hovmod. For eksempel antydede Elifaz, med urette, at Job var blevet hovmodig på grund af sin velstand, og at han således havde ’dækket sit ansigt med sin fedme’. (Job 15:27) Når nogens ansigt blev tildækket af andre, sådan som det skete i Hamans tilfælde, kunne det være et udtryk for skændsel og muligvis dødsdom. — Est 7:8; jf. Sl 44:15; Jer 51:51.

At vende ansigtet bort kan udtrykke fornærmende ligegyldighed eller foragt. (2Kr 29:6; Jer 2:27; 32:33) Gud udtrykker sin foragt for dem der afviser hans råd og vejledning, ved at vise dem „ryggen og ikke ansigtet“ på deres undergangs dag. — Jer 18:17.

At spytte nogen i ansigtet var et særlig stærkt udtryk for foragt eller ydmygelse. — 4Mo 12:14; 5Mo 25:9; Es 50:6; Mt 26:67.

Et menneskes person eller nærværelse. Eftersom ansigtet er den mest markante del af et menneske, det der mere end nogen anden legemsdel kendetegner et menneske og afspejler dets personlighed, blev ordet „ansigt“ undertiden brugt billedligt om hele et menneskes person, dets „jeg“. Se for eksempel 2 Samuel 7:9; 17:11 og Apostelgerninger 3:19, hvor udtrykkene „foran dig“, „du personligt“ og „selv“ er oversat fra det hebraiske eller græske ord for „dit ansigt“ eller „ansigt“. I andre tilfælde kan ordet „ansigt“ sigte til en persons nærværelse, som det er tilfældet i Apostelgerninger 3:13.

„Skuebrødet“ i teltboligen kaldes ordret på hebraisk „ansigtsbrødet“ (2Mo 25:30), det vil sige „nærværelsens brød“, brød som lægges foran Guds ansigt. Dette udtryk understregede at Jehova, hvis nærværelse var repræsenteret i helligdommen, var nær hos sit folk.

Andre ord og deres anvendelse. Det græske ord for „ansigt“ (proʹsōpon) betegner undertiden et menneskes ydre, der vidner om enten rigdom eller fattigdom, en høj eller lav position, eller noget andet. — Mt 22:16; 2Kor 5:12; Ga 2:6.

Det hebraiske ord ’appaʹjim (dualis af ’af, „næse“) betyder bogstaveligt „næsebor, næsefløje“, men da det undertiden sigter til området omkring næsen, gengives det ofte med „ansigt“. Det forekommer ofte i en sammenhæng hvor en person bøjer sig for en anden. (1Mo 3:19; 19:1; 48:12) Det hebraiske ord ‛aʹjin, „øje“, bruges om at Jehova i billedlig forstand viser sig for sit folk „ansigt til ansigt“. — 4Mo 14:14, fdn.