(Anʹti-Liʹbanon).

Den østligste af de to bjergkæder der udgør bjergmassivet i Libanon. Anti-Libanon løber parallelt med Libanonkæden på en strækning af ca. 100 km og strækker sig fra Basanplateauet øst for Dan op til den store Emesaslette, ikke langt fra fortidens Ribla. Mellem de to bjergkæder ligger en langstrakt dal med floderne Orontes og Leontes. Denne dal hed i oldtiden Kølesyrien („det hule Syrien“) og kaldes i dag Bekaadalen. — Jos 11:17.

Mod nord er bjergkæden smal og afbrudt af en række markante tinder. Det centrale massiv er bredere, højere og mere forrevent, mens den sydlige zone er gennemskåret af lange regnflodsdale der løber mod øst og syd. Mod øst sænker hovedkæden sig i lange terrasser ned til Damaskussletten. Den sydlige zone omfatter Hermons Bjerg, der har en højde af 2814 m. Bjergene er af samme geologiske beskaffenhed som Libanonkæden. De består hovedsagelig af kalksten, med grå klinter og runde, grå tinder.

Det er uden tvivl Anti-Libanon der sigtes til med navnet „Amana“, der nævnes sammen med Hermon i den hebraiske tekst til Højsangen 4:8. Nogle har ganske vist anført at Amana kan være en bestemt bjergtop, men der er flere ting som tyder på at navnet snarere sigter til hele Anti-Libanon eller en del af den. Bjergkæderne „Libana“ og „Ammanana“ nævnes sammen i indskrifter af de assyriske konger Tiglat-Pileser III og Sankerib. Desuden bliver floden Abana (den nutidige Nahr Barada) kaldt „Amana“ i 2 Kongebog 5:12 i den syriske Pesjitta og de aramaiske targumer, og denne flod, som er den vigtigste af Damaskus’ floder, udspringer i den sydlige del af Anti-Libanon. Navnet kan derfor sigte til enten denne del af bjergkæden eller bjergkæden som et hele.

Eftersom Anti-Libanon overvejende er snefri, er der kun få bække og floder i disse bjerge. Plantevæksten er sparsom, men her og der på skråningerne er der åbne skove med dværgeg og enebærtræer. Der er kun få cedertræer tilbage. På de nederste skråninger findes stadig, som på Bibelens tid, vingårde, olivenlunde og frugthaver.