Dette udtryk betyder „imod (el. i stedet for) Kristus“. Det forekommer fem gange, i ental eller flertal, i to af Johannes’ breve.

Emnet var ikke nyt blandt de kristne da Johannes skrev sine breve (omkring år 98). I 1 Johannes 2:18 siger han: „Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at antikrist [gr.: antiʹchristos] kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time.“ Denne udtalelse viser at der er mange enkelte antikrister, som imidlertid under ét kan siges at udgøre en kollektiv person der betegnes som „antikrist“. (2Jo 7) I andre af Johannes’ skrifter er der eksempler på at han bruger udtrykket „time“ til at betegne en periode, enten af forholdsvis kort eller af ikke nærmere angivet varighed. (Se Joh 2:4; 4:21-23; 5:25, 28; 7:30; 8:20; 12:23, 27.) Han henlagde altså ikke antikrists fremståen, eksistens og virksomhed til blot en fremtidig periode, men viste at antikrist allerede var kommet og fortsat ville være til stede og gøre sin indflydelse gældende. — 1Jo 4:3.

Hvem det er. Der er før i tiden blevet gjort mange forsøg på at identificere „antikrist“ med en enkelt person, som for eksempel Pompejus, Nero eller Muhamed (denne sidste blev foreslået af pave Innocens III i 1213), eller med en bestemt organisation, som for eksempel pavedømmet, ifølge protestantisk opfattelse; men Johannes’ inspirerede udtalelser viser at udtrykket har en bred betydning og omfatter alle som fornægter at Jesus er Messias og Guds søn som er „kommet i kødet“. — 1Jo 2:22; 4:2, 3; 2Jo 7; jf. Joh 8:42, 48, 49; 9:22.

De der fornægter Jesus som Messias og som Guds søn, må nødvendigvis omfatte alle som fornægter noget af eller alt hvad Bibelen lærer om ham: hans oprindelse, hans plads i Guds ordning, hvordan han opfyldte de hebraiske profetier om den lovede Messias, hans tjeneste, hans lære og  de profetier han fremsatte; desuden må de omfatte enhver som modstår ham eller forsøger at sætte sig i hans sted som Guds udnævnte ypperstepræst og konge. Dette fremgår af andre skriftsteder som, uden dog at bruge udtrykket „antikrist“, i det væsentlige udtrykker den samme tanke. Jesus sagde for eksempel: „Den der ikke er med mig er imod mig, og den der ikke samler med mig spreder.“ (Lu 11:23) Som det fremgår af 2 Johannes 7, kan sådanne personer optræde som bedragere. „Antikrist“ må derfor også omfatte „falske messiasser“ og „falske profeter“, samt dem der gør kraftige gerninger i Jesu navn og alligevel betegnes som nogle der „øver lovløshed“. — Mt 24:24; 7:15, 22, 23.

I betragtning af Jesu regel om at det der gøres mod hans sande disciple, regnes som gjort mod ham selv (Mt 25:40, 45; Apg 9:5), må udtrykket endvidere omfatte dem der forfølger hans disciple, hvilket vil sige at det indbefatter det symbolske ’store Babylon’. — Lu 21:12; Åb 17:5, 6.

Johannes gør specielt opmærksom på at der også er frafaldne kristne blandt dem der udgør antikrist, idet han siger at de „udgik fra os“, altså fra den kristne menighed. (1Jo 2:18, 19) Antikrist indbefatter derfor „lovløshedens menneske“ eller „undergangens søn“ som Paulus taler om, samt de „falske lærere“ som Peter fordømmer fordi de har dannet ødelæggende sekter og ’fornægter den herre som har købt dem’. — 2Ts 2:3-5; 2Pe 2:1; se LOVLØSHEDENS MENNESKE.

Af den symbolske beskrivelse i Åbenbaringen 17:8-15 og 19:19-21 fremgår det at riger, nationer og organisationer også er en del af antikrist. — Jf. Sl 2:1, 2.

Alle ovennævnte skriftsteder viser at de der udgør antikrist, går deres undergang i møde til gengæld for deres modstand mod Kristus.