(Antioʹchia).

1. Antiochia i Syrien blev grundlagt af Seleukos I (Nikator) kort efter at han og generalerne  Kassander og Lysimachos havde vundet det afgørende slag ved Ipsos i Frygien i Lilleasien i 301 f.v.t. Han valgte stedet på grund af dets militære fordele og opkaldte byen efter sin fader, der hed Antiochos. Byen blev bygget på den sydlige bred af den sejlbare Orontesflod ved en krumning på floden ca. 32 km fra Middelhavet, dér hvor den nutidige tyrkiske by Antakiya ligger. Dens beliggenhed bevirkede at den nemt kunne kontrollere hele den nordsyriske handel der gik ad handelsruterne mellem Eufratfloden og Middelhavet. Den blev snart et vigtigt handelscenter, og fabrikationen af luksusartikler bragte stor velstand til den kosmopolitiske by. Som havneby for Antiochia grundlagde Seleukos ude ved kysten en by som han efter sig selv kaldte Seleukia. Før han i 281 f.v.t. blev snigmyrdet, flyttede han sit regeringssæde fra Babylon til sin nye syriske hovedstad, Antiochia, hvor det seleukiske dynasti forblev ved magten indtil år 64 f.v.t., da den romerske general Pompejus gjorde Syrien til en romersk provins. Antiochia blev ikke alene hovedstad i den romerske provins Syrien, men blev også efter Rom og Alexandria den tredjestørste by i riget.

Byen var anlagt efter samme mønster som Alexandria, med brede gader der skar hinanden i rette vinkler og var kantet af søjlegange der forlenede de prægtige bygninger med en betagende skønhed. Den blev kaldt „Østens Dronning“, „Antiochia den Skønne“, „den tredje metropol i det romerske imperium“ og var enestående derved at den havde fast gadebelysning. Til trods for sin pragt og driftighed fik byen ry for at være moralsk fordærvet på grund af de orgiastiske riter der blev praktiseret i religionens navn. Juvenal sagde at ’Orontes var strømmet til Tiberen og havde oversvømmet Rom med østens overtro og umoralitet’. — Satire III, 62-65.

Forbindelse med den bibelske beretning. Josefus fortæller at seleukiderne opfordrede jøderne til at bosætte sig i Antiochia og gav dem fuld borgerret. Derved fik byen en ret stor jødisk befolkning. Første gang Antiochia omtales i Bibelen, er i forbindelse med Nikolaus fra Antiochia, der blev kristen efter at have været jødisk proselyt. (Apg 6:5) En direkte kristen virksomhed begyndte i byen da nogle af disciplene blev spredt så langt som til Antiochia på grund af den forfølgelse der opstod efter Stefanus’ død. (Apg 11:19, 20) Da menigheden i Jerusalem hørte at mange græsktalende var kommet til troen, udsendte man Barnabas til Antiochia, og da han så den store interesse der var, hentede han Paulus fra Tarsus for at denne kunne hjælpe ham. (Apg 11:21-26) De blev begge boende i Antiochia i et år for at undervise de interesserede, og Paulus brugte derefter byen som udgangspunkt for sine missionsrejser. Det var i Antiochia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt „kristne“. (Apg 11:26) Menighedens gavmildhed kom til udtryk da den omkring år 46 ved Paulus’ og Barnabas’ hånd sendte hjælp til det styrende råd i Jerusalem. (Apg 11:29) Dette faldt sammen med en stor hungersnød der indtraf på Claudius’ tid, og som var forudsagt af profeten Agabus. (Apg 11:27, 28) Efter at Paulus og Barnabas var vendt tilbage til Antiochia, gav den hellige ånd udtryk for at de to brødre skulle udtages til en særlig gerning, og de blev sendt ud på den rejse vi kender som Paulus’ første missionsrejse (ca. år 47-48). Før Paulus tog ud på sin anden missionsrejse, og mens han opholdt sig i Antiochia, opstod omkring år 49 spørgsmålet om ikkejøders omskærelse. Da det styrende råd i Jerusalem havde truffet afgørelse i sagen, blev den overbragt menigheden i Antiochia af Paulus og Barnabas. (Apg 15:13-35) Paulus’ anden missionsrejse (ca. år 49-52) begyndte og sluttede ligeledes i Antiochia, og det var også her Paulus tilretteviste Peter fordi han var gået på kompromis og gjorde forskel på jøder og ikkejøder. — Ga 2:11, 12.

2. Antiochia i Pisidien blev også grundlagt af Seleukos I (Nikator) og opkaldt efter hans fader, Antiochos. Byens ruiner ligger i nærheden af den nutidige tyrkiske by Yalvaç. (BILLEDE, bd. 2, s. 748) Den lå på grænsen mellem Frygien og Pisidien og blev til forskellige tider regnet som hørende til enten den ene eller den anden af de to provinser. Den græske geograf Strabon omtaler den således som en by i Frygien på grænsen til Pisidien (Geography, 12, VIII, 13, 14), mens Funk og Wagnalls New Standard Bible Dictionary (1936, s. 51) siger at „de fleste skribenter omtaler den som pisidisk“, ligesom Lukas gjorde. Denne betegnelse tjente til at adskille byen fra Antiochia i Syrien. (Se PISIDIEN.) Den lå på handelsruten mellem Kilikien og Efesus, og den havde en blandet befolkning med mange jøder, som havde oprettet en synagoge der. Byen var fuldstændig helleniseret, og indbyggerne talte græsk. Paulus besøgte den to gange sammen med Barnabas på sin første missionsrejse omkring år 47-48 og forkyndte i synagogen, hvor han fandt stor interesse. (Apg 13:14; 14:19-23) Nogle jøder blev imidlertid skinsyge på grund af den store tilstrømning. De ophidsede de fremtrædende mænd og kvinder i byen og fik Paulus og Barnabas jaget ud. — Apg 13:45, 50; 2Ti 3:11.