Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Antonia

Antonia

En borg i Jerusalem der tjente som soldaterkvarter. Ifølge Josefus rummede den boliger, bade, kasernebygninger og gårde. — BILLEDE, bd. 2, s. 535.

Antoniaborgen lå ved det nordvestlige hjørne af tempelområdet, øjensynlig der hvor Nehemias tidligere byggede den borg der omtales i Nehemias 2:8. Herodes den Store udførte et omfattende og kostbart restaureringsarbejde på den og udvidede dens fæstningsværker. Tidligere hed borgen Baris, men til ære for Marcus Antonius gav Herodes den navnet Antonia. Ligesom den jødiske ypperstepræst og regent Johannes Hyrkan I havde gjort før ham, lod Herodes præsteklæderne opbevare her, øjensynlig for at kunne føre en vis kontrol med ypperstepræsten.

Fæstningen var ifølge Josefus bygget på en klippe der var 50 alen (ca. 22 m) høj. Dens stenmure var 40 alen (ca. 18 m) høje, og den var forsynet med fire hjørnetårne, hvoraf de tre var 50 alen (ca. 22 m) høje, og det fjerde, der lå i det sydøstlige hjørne, hvorfra man havde overblik over hele tempelområdet, var 70 alen (ca. 31 m) højt. (Den jødiske krig, 5. bog, 5. kap., 8. afsnit) Før Herodes’ tid havde borgen hovedsagelig tjent til beskyttelse mod fjendtlige angreb nordfra, men derefter blev den i første række brugt til at holde jøderne under kontrol og overvåge hvad der foregik på tempelområdet, hvortil der var direkte adgang fra fæstningen.

Borgens kvadratiske grundplan tyder på at den havde en central indre gård. Nogle mener at det var i en sådan central gård i denne borg at Jesus blev ført for Pilatus for at blive dømt af ham. (Joh 19:13) En stenlægning som er fundet i dette område, skal da være det „Gabbata“ der omtales i Bibelen. Andre mener imidlertid at Pilatus’ domfældelse af Jesus fandt sted foran Herodes’ palads. — Se STENLAGTE, DET.

Mere sikkert er det at der er tale om Antoniaborgen i Apostelgerninger 21:30-40 og 22:24. Det var åbenbart fra en trappe op til denne fæstning at Paulus forsvarede sig og aflagde sit vidnesbyrd for den ophidsede religiøse folkemængde, hvorefter han blev ført ind og forhørt i soldaternes kvarter. Sandsynligvis blev Paulus ført tilbage hertil efter det urolige retsmøde i Sanhedrinet og var her da hans søstersøn kom for at advare ham om en sammensværgelse mod hans liv. — Apg 23:10, 16.

Antoniaborgen blev ødelagt sammen med templet og byen af den romerske hærfører Titus i år 70.